Ud med baby?

Hej alle!

Jeg vidste ikke lige hvor jeg skulle placere denne her tråd, men here goes!

Jeg har en dejlig baby på 5 mdr  - jeg går hjemme på barsel med ham og det er også hyggeligt.

Men! Jeg er ved at blive vanvittig over "kun" at være herhjemme med ham. 

Han er svær at have med ude. Han bliver meget tit ked af det eller helt ulykkelig faktisk. Jeg aner ikke hvad det er der sætter det i gang. Måske er han sensitiv eller en "high need baby", måske tackler jeg ham forkert når vi er ude,  jeg ved det ikke. 

Han har i meget lang tid ikke ville være i barnevogn, bæresele eller vikle - men det føles som om det MÅSKE er ved at vende  men det er også en af grundene til at det er svært at have ham med rundt i bus eller ude i byen og den slags.

Efter flere dårlige oplevelser må jeg indrømme at jeg er ved at miste modet på at tage ham med ud. Samtidigt har jeg så dårlig samvittighed over at vi ikke "går" til noget her i barslen. Jeg kan fx slet ikke overskue babysvømning eller lignende med en skrigende baby! (Han kan ikke lige trøstes og jeg kan ikke amme - så ingen trøstebabs, desværre!) 

Han sover kun 25-35 min ad gangen om dagen, så det der med at tage på café og hygge mens han sover i barnevognen er desværre heller ikke muligt.

Jeg er nok slem til at sammenligne min baby med andres og skal arbejde med at acceptere at han ikke er som de andre men det er dælme hårdt! 

Nogle der kender til problematikken, har gode råd eller dejlige historier om at det pludseligt vender og man får sit sociale liv tilbage? (Snart!)

På forhånd tak 

Jeg tror ikke du skal lade være med at gå ud. Han vænner sig jo aldrig til det hvis du skærmer ham.. Jeg ville starte i det små. Øv ham i at tage hjem til en ven eller lign. Eller gå en tur i byen hvor der er andre mennesker. Evt kun en halv time. Sørg for hele tiden at tale beroligende for er du nærvøs mærker han det 100 %. Pas på med at tage ham for meget op og trøste da det kan give ham indtryk af at der er grund til bekymring. Prøv i stedet i dit kropssprog og tale at være helt rolig og vise at du er helt tryg. 

Og så langsomt øge tingende mht til tiden I er ude og mængden af mennesker så han langsomt vænner sig til at det er ok at være ude og at der intet er at frygte 

Jeg ville overveje at få ham tjekket igennem for spændinger efter fødslen - enten hos en kiropraktor eller en kraniosekral terapeut. Hvis han ikke sover så længe om dagen, og heller ikke er tilpas i en vikle, så kunne der sagtens være noget, der gør ondt på ham. 

Min dreng var lige sådan. Husk på at han er vant til at have dig tæt. Pludselig kommer han ned i en for ham uvant tingest langt væk fra mor og der er en masse nye lyde og ting. Så bliver man bange. 

Jeg gjorde det at jeg hver dag gik med ham længere og længere og talte beroligende til ham eller gik og sang for ham. det hjalp også meget og svøbe ham i voksiposen da den gav tryghed, da den blev for varm så sagde jeg en babynest ned i i stedet for som så også gav tryghed. Og pludselig var den der bare. 

Som en anden siger mht den manglende søvn  så ville jeg nok få tjekket ham for en sikkerheds skyld. T sov elendigt, det havde så ikk noget med spændinger at gøre. Men det blev også bedre. I takt med aktiviteten blev større.

aktiverer du ham nok i løbet af dagen? Hvis han aldrig kommer ud så keder han sig nok af at se og lave det samme og det samme og det samme. Og det kan være med til at give dårlig søvn da der ophober sig en masse energi i kroppen der aldrig brændes af

Tak for svar - det er dejligt! Lige det med kiropraktor - det har vi været. Han havde låsninger i både nakke og hofte. Så det blev rettet og det hjalp ham gevaldigt! Det vil jeg faktisk personligt anbefale til andre småbørns forældre! 

Hmm... mht til aktivering, så er det et godt spørgsmål. Det er lidt svært at finde på nye ting, når det foregår herhjemme, det er rigtigt nok. Det er også derfor jeg har så dårlig samvittighed. 

Anonym skriver:

Tak for svar - det er dejligt! Lige det med kiropraktor - det har vi været. Han havde låsninger i både nakke og hofte. Så det blev rettet og det hjalp ham gevaldigt! Det vil jeg faktisk personligt anbefale til andre småbørns forældre! 

Hmm... mht til aktivering, så er det et godt spørgsmål. Det er lidt svært at finde på nye ting, når det foregår herhjemme, det er rigtigt nok. Det er også derfor jeg har så dårlig samvittighed. 

Køb eller lån nogle bøger der omhandler leg med børn. Der plejer at stå mange gode lege i. 

Men ud og gå med ham ihvertfald så han lærer omverden at kende. 

Anonym skriver:

Tak for svar - det er dejligt! Lige det med kiropraktor - det har vi været. Han havde låsninger i både nakke og hofte. Så det blev rettet og det hjalp ham gevaldigt! Det vil jeg faktisk personligt anbefale til andre småbørns forældre! 

Hmm... mht til aktivering, så er det et godt spørgsmål. Det er lidt svært at finde på nye ting, når det foregår herhjemme, det er rigtigt nok. Det er også derfor jeg har så dårlig samvittighed. 

Ud med den dårlige samvittighed, taler du med ham, pusler ham og rører ved ham, er på gulvet med ham osv så aktiverer du ham også. Så lille en baby har ikke behov for ud og opleve den store verden, stuen der hjemme er kæmpe stor - men mor har behov for det og derfor skal du arbejde på at kunne komme ud.

Lige nu er du bange for at gå ud, du er i alarmberedskab i det øjeblik I skal ud af døren og det mærker din lille troldmog reagerer instinktivt: mor er bange, jeg er bange. Det er skide svært at ændre på, men handler nok om du skal spørge dig selv: hvad er det værste der kan ske? At han skriger, okay og hvad så? Du er der du trøster, du giver ham tryghed, og hvis du finder roen får du ham også trøstet, og hvis du ikke gør så tag hjem. Gå kortere ture så du altid ved, at så tager I bare hjem. Husk dig selv på, hvad du gør der hjemme når han bliver ked af det og du trøster - du kan gøre præcis det samme uden for. Spring ud i det og når du første gang har trøstet uden for hjemmets 4 vægge så vil du mærke en ro og den ro vil smitte.

lineog4 skriver:

Ud med den dårlige samvittighed, taler du med ham, pusler ham og rører ved ham, er på gulvet med ham osv så aktiverer du ham også. Så lille en baby har ikke behov for ud og opleve den store verden, stuen der hjemme er kæmpe stor - men mor har behov for det og derfor skal du arbejde på at kunne komme ud.

Lige nu er du bange for at gå ud, du er i alarmberedskab i det øjeblik I skal ud af døren og det mærker din lille troldmog reagerer instinktivt: mor er bange, jeg er bange. Det er skide svært at ændre på, men handler nok om du skal spørge dig selv: hvad er det værste der kan ske? At han skriger, okay og hvad så? Du er der du trøster, du giver ham tryghed, og hvis du finder roen får du ham også trøstet, og hvis du ikke gør så tag hjem. Gå kortere ture så du altid ved, at så tager I bare hjem. Husk dig selv på, hvad du gør der hjemme når han bliver ked af det og du trøster - du kan gøre præcis det samme uden for. Spring ud i det og når du første gang har trøstet uden for hjemmets 4 vægge så vil du mærke en ro og den ro vil smitte.

 

Jeg er helt enig i ovenstående. Vil så bare tilføje - prøv igen og igen. De små udvikler sig enormt meget på kort tid og vupti så er den tid ovre hvor det var svært at komme ud. 

Mine egne har jeg taget med ud få dage efter fødslen og de er vant til at være "i byen" mange timer. Men indimellem var der også faser hvor jeg tænkte "åh nej nu kan vi ikke tage bussen for så græder hun jo.." Men en uge senere var det så igen ikke noget problem. Lige nu, næsten 5 mdr er humøret højt uanset hvad vi laver, men oplever bare at den slags ændrer sig ofte og man må bare forsøge sig igen. For tre uger siden var der lige en uge hvor jeg intet kunne uden gråd.. Altså: giv ikke op!  

Anonym skriver:

Hej alle!

Jeg vidste ikke lige hvor jeg skulle placere denne her tråd, men here goes!

Jeg har en dejlig baby på 5 mdr  - jeg går hjemme på barsel med ham og det er også hyggeligt.

Men! Jeg er ved at blive vanvittig over "kun" at være herhjemme med ham. 

Han er svær at have med ude. Han bliver meget tit ked af det eller helt ulykkelig faktisk. Jeg aner ikke hvad det er der sætter det i gang. Måske er han sensitiv eller en "high need baby", måske tackler jeg ham forkert når vi er ude,  jeg ved det ikke. 

Han har i meget lang tid ikke ville være i barnevogn, bæresele eller vikle - men det føles som om det MÅSKE er ved at vende  men det er også en af grundene til at det er svært at have ham med rundt i bus eller ude i byen og den slags.

Efter flere dårlige oplevelser må jeg indrømme at jeg er ved at miste modet på at tage ham med ud. Samtidigt har jeg så dårlig samvittighed over at vi ikke "går" til noget her i barslen. Jeg kan fx slet ikke overskue babysvømning eller lignende med en skrigende baby! (Han kan ikke lige trøstes og jeg kan ikke amme - så ingen trøstebabs, desværre!) 

Han sover kun 25-35 min ad gangen om dagen, så det der med at tage på café og hygge mens han sover i barnevognen er desværre heller ikke muligt.

Jeg er nok slem til at sammenligne min baby med andres og skal arbejde med at acceptere at han ikke er som de andre men det er dælme hårdt! 

Nogle der kender til problematikken, har gode råd eller dejlige historier om at det pludseligt vender og man får sit sociale liv tilbage? (Snart!)

På forhånd tak 

Ny ved jeg ikke hvordan du gør det, men det der med barnevogne kan i det hele taget være grænseoverskridende for barnet hvis det kun foregår når i skal ud  har du prøvet at øve barnet i at ligge i barnevognen når i er hjemme? For så er der kun 1 ting der ændrer sig ad gangen  måske er barnevognen mere tryg når i skal ud, hvis barnet ved at "det her er min barnevogn,  og her kan jeg være tryg"

lineog4 skriver:

Ud med den dårlige samvittighed, taler du med ham, pusler ham og rører ved ham, er på gulvet med ham osv så aktiverer du ham også. Så lille en baby har ikke behov for ud og opleve den store verden, stuen der hjemme er kæmpe stor - men mor har behov for det og derfor skal du arbejde på at kunne komme ud.

Lige nu er du bange for at gå ud, du er i alarmberedskab i det øjeblik I skal ud af døren og det mærker din lille troldmog reagerer instinktivt: mor er bange, jeg er bange. Det er skide svært at ændre på, men handler nok om du skal spørge dig selv: hvad er det værste der kan ske? At han skriger, okay og hvad så? Du er der du trøster, du giver ham tryghed, og hvis du finder roen får du ham også trøstet, og hvis du ikke gør så tag hjem. Gå kortere ture så du altid ved, at så tager I bare hjem. Husk dig selv på, hvad du gør der hjemme når han bliver ked af det og du trøster - du kan gøre præcis det samme uden for. Spring ud i det og når du første gang har trøstet uden for hjemmets 4 vægge så vil du mærke en ro og den ro vil smitte.

 

Tak for en rar besked. Du har helt ret, efterhånden er jeg ret nervøs ved at tage ham med ud - allerede inden vi er taget hjemmefra faktisk. Så det er rigtigt, det kan han mærke. Det er bare sådan en ond cirkel. Vi trænger vist til et par succesoplevelser ude i den virkelige verden.

Så ja, vi må øve lidt i det små. Jeg tænker at vi må starte med evt at tage bussen nogle stop og så gå tilbage nogle gange. Hvis vi skal til byen er der nemlig 40 min med bussen hver vej og min en time imellem busserne. (Men nu er det jo vores eget valg at bo på landet! )