Undgå at skælde ud?

Gør du alvor af truslerne? Ellers er det jo en dreng der forsøger at finde ud af, hvor grænsen går. Hvis ikke den er der hvor hun siger, hvor er den så? 

Prøv at fortæl ham hvad du forventer af ham før i gør noget. Gør det konkret, og hvis ikke det virker, så må I tage hjem. Så skal han nok finde ud af hvor grænsen af, og falde til ro med det. 

Mor og meget mere skriver:

Har Jesper Juul virkelig sagt det? Så er han da vendt på en tallerken siden sin storhedstid. Jeg er klar over, at han har sat tydelighed fra forældrene på dagsordenen siden "Det kompetente barn", men jeg har godt nok svært ved at forstå, at han kan fremhæve for meget skæld ud fremfor for lidt. - Og hvem definerer egentlig "for meget" og "for lidt"? 

Citat fra artikel fra 2002: "

Ifølge familieterapeut Jesper Juul hjælper de mange skældud slet ikke på børnenes opførsel.

»Skældud og regler hjælper ikke, men giver kun dårlige relationer mellem de voksne og børnene,« konstaterer han, der er medforfatter til en ligeledes ny bog, der netop lægger op til at forbedre pædagogers og læreres forhold til børn.

I stedet for at skælde ud skal voksne lære at tage børnene mere alvorligt." 

Jeg er selv helt indiskutabelt en, der har fået for meget skæld ud som barn, og det slipper mig aldrig. Her er jeg fuldstændigt på linje med Erik Sigsgaard, som om nogen har sat skæld ud på dagsordenen. Det betyder ikke, at jeg aldrig har hævet stemmen over for mine børn, eller at jeg går ind for laissez faire eller forhandlingsbørn, men jeg vil virkelig hellere være den mor, der har skældt for lidt ud, end den, der har gjort det for meget. 

Ja, det sagde han virkelig. Det var et radiointerview, jeg stoppede også op og spidsede ører. Det var jo en ret bemærkelsesværdig udtalelse. 

Til gengæld er det også bemærkelsesværdigt, at mange forældre satser på at kunne opdrage uden nogensinde at skælde ud. I mine øjne er konflikter mellem mennesker uundgåelige, men kan også bringe meget konstruktivt med sig. For nogle forældre lyder det til, at irettesættelsen er så uvelkommen og i deres øjne destruktiv, at den skal undgås for en høj pris. 

Man skal naturligvis aldrig kalde sit barn øgenavne eller få det til at føle sig uønsket eller uelsket, men man må gerne vise tydeligt, hvad der er rigtigt og forkert. Nogle gange bliver man endda så engageret, at man hæver stemmen og råber: "Nej, du må ikke sparke din søster i maven, STOP!" Det er ikke omsorgssvigt at skælde ud, det er endda til tider det rigtige at gøre. 

Abracadabra skriver:

Ja, det sagde han virkelig. Det var et radiointerview, jeg stoppede også op og spidsede ører. Det var jo en ret bemærkelsesværdig udtalelse. 

Til gengæld er det også bemærkelsesværdigt, at mange forældre satser på at kunne opdrage uden nogensinde at skælde ud. I mine øjne er konflikter mellem mennesker uundgåelige, men kan også bringe meget konstruktivt med sig. For nogle forældre lyder det til, at irettesættelsen er så uvelkommen og i deres øjne destruktiv, at den skal undgås for en høj pris. 

Man skal naturligvis aldrig kalde sit barn øgenavne eller få det til at føle sig uønsket eller uelsket, men man må gerne vise tydeligt, hvad der er rigtigt og forkert. Nogle gange bliver man endda så engageret, at man hæver stemmen og råber: "Nej, du må ikke sparke din søster i maven, STOP!" Det er ikke omsorgssvigt at skælde ud, det er endda til tider det rigtige at gøre. 

 

Helt enig, og jeg tror simpelthen ikke på, det kan lade sig gøre ikke at hæve stemmen, uden at det så fører til voldsomme "sammensmeltninger", når man har været for tålmodig og afdæmpet for længe - og de stakkels unger får jo et chok, når mor så endelig mister kontrollen og taler med store bogstaver. 

Skæld ud findes i mange variationer, men jeg tror stadig ikke, for meget af det gør noget godt for nogen. Det er skræmmende at se og læse eksempler på børn, der er så vant til at blive råbt ad eller talt ned til, at det er det, de forventer af deres omgivelser. Og er skæld ud på dagsordenen hver dag, er det god grund til at overveje andre mønstre og vaner. 

Mor og meget mere skriver:

Har Jesper Juul virkelig sagt det? Så er han da vendt på en tallerken siden sin storhedstid. Jeg er klar over, at han har sat tydelighed fra forældrene på dagsordenen siden "Det kompetente barn", men jeg har godt nok svært ved at forstå, at han kan fremhæve for meget skæld ud fremfor for lidt. - Og hvem definerer egentlig "for meget" og "for lidt"? 

Citat fra artikel fra 2002: "

Ifølge familieterapeut Jesper Juul hjælper de mange skældud slet ikke på børnenes opførsel.

»Skældud og regler hjælper ikke, men giver kun dårlige relationer mellem de voksne og børnene,« konstaterer han, der er medforfatter til en ligeledes ny bog, der netop lægger op til at forbedre pædagogers og læreres forhold til børn.

I stedet for at skælde ud skal voksne lære at tage børnene mere alvorligt." 

Jeg er selv helt indiskutabelt en, der har fået for meget skæld ud som barn, og det slipper mig aldrig. Her er jeg fuldstændigt på linje med Erik Sigsgaard, som om nogen har sat skæld ud på dagsordenen. Det betyder ikke, at jeg aldrig har hævet stemmen over for mine børn, eller at jeg går ind for laissez faire eller forhandlingsbørn, men jeg vil virkelig hellere være den mor, der har skældt for lidt ud, end den, der har gjort det for meget. 

Jeg er en af dem der altid blev truet og råbt af - tit uden at ane hvorfor og jeg må indrømme at da jeg læste det med hellere lidt for meget end for lidt gjorde det ondt i maven.

Så jeg er en af dem der prøver ikke at råbe af mine børn - det sker ja men det er heldigvis sjældent at jeg i mine øjne failer og råber.

Jeg ville aldrig selv finde mig i at min mand skreg af mig eller truede mig med at jeg ikke måtte få en mad senere bare fordi jeg ikke spiste op.

Han må dog gerne true mig med tidlig seng - det ville da bare være dejligt :) 

Seriøst så har jeg aldrig forstået hvorfor noget som skal være trygt og dejligt som ens seng skal bruges som skræmmemiddel til at få kørt sin vilje igennem?

Min 4 årige kan også te sig ja det kan de sgu alle sammen 

Tror ikke det kan undgåes at børn brænder sammen indimellem ,men det handler jo om at vi voksne reagerer roligt og viser ungerne at der er forskel på børn og voksne så de kan regne med vi reagere roligt også når de flipper ud.

Dermed ikke sagt at jeg aldrig brænder sammen - Jeg prøver så bare altid at få snakket om det og få sagt undskyld for at jeg opførte mig som et barn.....

Læste på et tidspunkt en artikel hvor børn skulle beskrive det at få skæld ud- og et barn sagde at skæld ud er når de voksne slår med tungen - Den sætning prøver jeg at huske når jeg står med to 4 årige der tæver hinanden en 8 årig der hyler fordi hun ikke gider dække bord  en 10 årig der bærer brænde til bålet med at drille og en på 3 mdr der vil amme imens sovsen brænder på og manden er til fodbold. 

Haha det blev så lige dig jeg citerede - og det blev langt :) Sorry men jeg blev lige grebet :) 

Abracadabra skriver:

Ja, det sagde han virkelig. Det var et radiointerview, jeg stoppede også op og spidsede ører. Det var jo en ret bemærkelsesværdig udtalelse. 

Til gengæld er det også bemærkelsesværdigt, at mange forældre satser på at kunne opdrage uden nogensinde at skælde ud. I mine øjne er konflikter mellem mennesker uundgåelige, men kan også bringe meget konstruktivt med sig. For nogle forældre lyder det til, at irettesættelsen er så uvelkommen og i deres øjne destruktiv, at den skal undgås for en høj pris. 

Man skal naturligvis aldrig kalde sit barn øgenavne eller få det til at føle sig uønsket eller uelsket, men man må gerne vise tydeligt, hvad der er rigtigt og forkert. Nogle gange bliver man endda så engageret, at man hæver stemmen og råber: "Nej, du må ikke sparke din søster i maven, STOP!" Det er ikke omsorgssvigt at skælde ud, det er endda til tider det rigtige at gøre. 

 

Jeg er enig i at så længe det er konstruktivt og man ikke bare flipper ud og står som en såret bisonokse og brøler uhæmmet ( se billede af min far)

At hæve stemmen og råbe stop ser jeg nu heller ikke som skæld ud ikke mere end at man dytter i bilen for at gøre en anden trafikant opmærksom på at det ikke er smart det vedkommende har gang i og det må godt stoppe.

Skæld ud er for mig der hvor man brænder sammen og ja det sker for mig indimellem 

Sjældent fordi jeg virkelig afskyr den side af mig selv hvor jeg taber kontrollen og failer big time. 

Men ja det sker og jeg fortryder altid og siger altid undskyld .

Carina:-) skriver:

Jeg er en af dem der altid blev truet og råbt af - tit uden at ane hvorfor og jeg må indrømme at da jeg læste det med hellere lidt for meget end for lidt gjorde det ondt i maven.

Så jeg er en af dem der prøver ikke at råbe af mine børn - det sker ja men det er heldigvis sjældent at jeg i mine øjne failer og råber.

Jeg ville aldrig selv finde mig i at min mand skreg af mig eller truede mig med at jeg ikke måtte få en mad senere bare fordi jeg ikke spiste op.

Han må dog gerne true mig med tidlig seng - det ville da bare være dejligt :) 

Seriøst så har jeg aldrig forstået hvorfor noget som skal være trygt og dejligt som ens seng skal bruges som skræmmemiddel til at få kørt sin vilje igennem?

Min 4 årige kan også te sig ja det kan de sgu alle sammen 

Tror ikke det kan undgåes at børn brænder sammen indimellem ,men det handler jo om at vi voksne reagerer roligt og viser ungerne at der er forskel på børn og voksne så de kan regne med vi reagere roligt også når de flipper ud.

Dermed ikke sagt at jeg aldrig brænder sammen - Jeg prøver så bare altid at få snakket om det og få sagt undskyld for at jeg opførte mig som et barn.....

Læste på et tidspunkt en artikel hvor børn skulle beskrive det at få skæld ud- og et barn sagde at skæld ud er når de voksne slår med tungen - Den sætning prøver jeg at huske når jeg står med to 4 årige der tæver hinanden en 8 årig der hyler fordi hun ikke gider dække bord  en 10 årig der bærer brænde til bålet med at drille og en på 3 mdr der vil amme imens sovsen brænder på og manden er til fodbold. 

Haha det blev så lige dig jeg citerede - og det blev langt :) Sorry men jeg blev lige grebet :) 

 

For nyligt fik jeg "skældud" af en ældre herre, fordi jeg havde ladet bilen stå i tomgang, mens jeg postede et brev. Jeg VED godt, det var forkert af mig! Han talte ned til mig og belærte mig meget nedladende - og jeg, 45 år gammel, mor til tre (næsten) voksne børn, skolelærer med rank ryg og autoritet, af nogle opfattet som en lidt skrap kone, kunne ikke sige et ord! Bagefter satte jeg mig i bilen, rystede over hele kroppen og TUDbrølede! 

Det var fortiden, der lige kom forbi og gjorde mig lillebitte og skamfuld. Skræmmende, så dybe spor, det kan sætte. 

Carina:-) skriver:

Jeg er enig i at så længe det er konstruktivt og man ikke bare flipper ud og står som en såret bisonokse og brøler uhæmmet ( se billede af min far)

At hæve stemmen og råbe stop ser jeg nu heller ikke som skæld ud ikke mere end at man dytter i bilen for at gøre en anden trafikant opmærksom på at det ikke er smart det vedkommende har gang i og det må godt stoppe.

Skæld ud er for mig der hvor man brænder sammen og ja det sker for mig indimellem 

Sjældent fordi jeg virkelig afskyr den side af mig selv hvor jeg taber kontrollen og failer big time. 

Men ja det sker og jeg fortryder altid og siger altid undskyld .

 

Måske er der i virkeligheden et grundlæggende spørgsmål omkring hvad skæld ud egentlig er... 

For mig er skæld ud en højlydt irettesættelse af en forkert handling. At skælde ud inkluderer IKKE "hvad tænker du på!?!", "lorteunge", "du skal også altid lave ballade!". Det er bare meningsløst. 

Skæld ud er "kan du SÅ holde op", "NU er det nok " og" jeg vil IKKE sparkes" hjemme hos os. Derfor kunne jeg heller aldrig finde på at undskylde for at skælde ud. Man er utroværdig, hvis man ikke står ved sine grænser... 

Mor og meget mere skriver:

For nyligt fik jeg "skældud" af en ældre herre, fordi jeg havde ladet bilen stå i tomgang, mens jeg postede et brev. Jeg VED godt, det var forkert af mig! Han talte ned til mig og belærte mig meget nedladende - og jeg, 45 år gammel, mor til tre (næsten) voksne børn, skolelærer med rank ryg og autoritet, af nogle opfattet som en lidt skrap kone, kunne ikke sige et ord! Bagefter satte jeg mig i bilen, rystede over hele kroppen og TUDbrølede! 

Det var fortiden, der lige kom forbi og gjorde mig lillebitte og skamfuld. Skræmmende, så dybe spor, det kan sætte. 

AV!

Jeg ville gerne skrive et eller andet rigtigt ,men vil bare sige at jeg forstår dig - det gjorde helt ondt i hjertet at læse 

Måske er der i virkeligheden et grundlæggende spørgsmål omkring hvad skæld ud egentlig er... 

For mig er skæld ud en højlydt irettesættelse af en forkert handling. At skælde ud inkluderer IKKE "hvad tænker du på!?!", "lorteunge", "du skal også altid lave ballade!". Det er bare meningsløst. 

Skæld ud er "kan du SÅ holde op", "NU er det nok " og" jeg vil IKKE sparkes" hjemme hos os. Derfor kunne jeg heller aldrig finde på at undskylde for at skælde ud. Man er utroværdig, hvis man ikke står ved sine grænser... 

Ja

Jeg synes ikke det du beskriver er skæld ud 

Det er irrettesættelser og dem bruger jeg også Jeg hæver så sjældent stemmen ,fordi jeg forbinder det med min far -

Skæld ud der tænker jeg i hævet stemme ,vrede og hårde øjne. 

Eller det er hvad jeg forbinder med skæld ud :) 

Jeg syntes det er en spændende "diskution" vi har her i tråden og jeg suger alt til mig, så kom endelig med mere