Vil ikke miste min veninde

Rosa-Sofia skriver:

Selvværd og dårlige prioriteringer/uhensigtsmæssig fokus, konkurrencementalitet (som jeg tænker, at hendes misundelse og kritik af andre bunder i) er en ting og vanskeligt nok.

Det du skriver med, at sygehuset påtaler, at hun mangler tilknytning til barnet (følelser og empati) er langt mere alvorligt. Det lyder som om, hun selv ER et barn indeni og kan du inspirere hende/hjælpe hende rent praktisk med professionel hjælp, synes jeg det er en god idé.

Jeg ved kun hvad hun fortalte omkring sygehuset, men ved ikke om der har været yderligere fokus, men vil gøre mit bedste for at hjælpe og støtte hende. På nogle punkter gav nogle ting mening, da hun bla havde høje krav i forhold til at få et arbejde. Hun gad ikke tage bus, gå eller cykle, ikke ret langt, hun vil ikke køre bil og har nogle lidt sjove ideer, men nogle af hendes sjove ideer er også det charmerende ved det så alt er jo ikke negativit men det har skabt problemer for hende, da de så ikke kunne få drømmehuset, eller en større bolig, og der er ikke de samme penge til ferier som hun ønsker og da jeg blev gift var det så svært for hende at glædes på mine vegne fordi hun ønskede det selv, da hun ser det som et status symbol at blive gift og hun gerne ville have et rigtigt prinsesse bryllup hvor hun var i fokus.  Gjorde det at vi mest snakkede om hende i den periode og sideløbende planlagde hvordan hendes drømmebryllup skulle være, kiggede kjoler, snakkede fest, mad, osv. Det gjorde hun kunne have en nogenlunde dag på dagen, og vi igen kædede hendes ønsker ind over når vi snakkede om dagen. Jeg er rigtig glad for jeg kunne gøre dette for hende så hun kunne være der, og er taknemmelig for at hun kunne dele dagen med mig. Det ville ikke være det samme uden hende, da hun er som en søster for mig 

Anonym skriver:

Jeg ved kun hvad hun fortalte omkring sygehuset, men ved ikke om der har været yderligere fokus, men vil gøre mit bedste for at hjælpe og støtte hende. På nogle punkter gav nogle ting mening, da hun bla havde høje krav i forhold til at få et arbejde. Hun gad ikke tage bus, gå eller cykle, ikke ret langt, hun vil ikke køre bil og har nogle lidt sjove ideer, men nogle af hendes sjove ideer er også det charmerende ved det så alt er jo ikke negativit men det har skabt problemer for hende, da de så ikke kunne få drømmehuset, eller en større bolig, og der er ikke de samme penge til ferier som hun ønsker og da jeg blev gift var det så svært for hende at glædes på mine vegne fordi hun ønskede det selv, da hun ser det som et status symbol at blive gift og hun gerne ville have et rigtigt prinsesse bryllup hvor hun var i fokus.  Gjorde det at vi mest snakkede om hende i den periode og sideløbende planlagde hvordan hendes drømmebryllup skulle være, kiggede kjoler, snakkede fest, mad, osv. Det gjorde hun kunne have en nogenlunde dag på dagen, og vi igen kædede hendes ønsker ind over når vi snakkede om dagen. Jeg er rigtig glad for jeg kunne gøre dette for hende så hun kunne være der, og er taknemmelig for at hun kunne dele dagen med mig. Det ville ikke være det samme uden hende, da hun er som en søster for mig 

Jeg synes det lyder meget som om hun lider af en personlighedsforstyrelse. Det er rigtig dejligt at hun har en god ven der vil være der for hende. Husk bar på, at du også skal sætte grænser op for hvad du kan klare så du ikke bliver slidt op af det. Venskaber skal gå begge veje, selvfølgelig kan man sætte sig selv til side for en periode hvis den ene har det svært, men der skal da også være noget i det for dig.

Anonym skriver:

Hvordan pokker gør man, når man på nogle områder bare er forskellige ? 

Vi ses ofte og vi hygger jo og Haarder sjovt, men ofte får min veninde bare jokket sådan i spinaten. Har prøvet flere gange at fortælle hun går over grænsen men er som om det ikke ryger ind. Desværre er det en del hun ofte har konflikter med, og prøver at hjælpe og støtte så godt jeg kan. Men nogle gange bliver hun rigtig væmmelig. Feks var hun gal over svigerinden kom først med at blive gravid, og hun håbede de mistede det, for de tog alt opmærksomheden. Hun håbede at det blev modsatte køn end hun ønskede, fordi de har jo både jobs, bil, hus osv så var typisk hun bare fik hvad hun pegede på. 

Da jeg var gravid i sin tid med den ældste, inden hun fandt din kæreste, var hun alt andet end støtte og kom med kommentarer om det endte i kejsersnit, så havde jeg jo ikke født selv, eller ydet. Hun lå selv i mange timer da det blev hendes tur, men havde epidural hele vejen og lå og sov det meste af processen, og mærkede knap nok hun pressede, pga epidiralen. Roste og gav min støtte men skulle igen lige have smidt i hovedet hun havde ydet frem for visse andre som bare havde fået hevet ungen ud gennem maven. 

Vi var igang med PB i behandling og havde været igang længe, og hende og kæresten snakkede om at starte nogle mdr senere, der var ingen forståelse for min hormonbehandling, og hun håbede at komme først for jeg havde trods alt et barn i forvejen. Jeg blev gravid lige inden de gik i gang, men hun er med begge unger blevet gravid i første forsøg. 

Hun betyder meget og vi har kendt hinanden siden vi var små, og ville ønske jeg kunne finde en måde at trænge igennem på, for hun siger indimellem nogle ting som virkelig bare sårer helt ned i maven. 

Jeg søger jeres råd og ikke at få at vide jeg er dum eller en dårlig veninde, da jeg virkelig gør mit bedste for at støtte hende og være rummelig 

Sådan en veninde havde jeg også. Jeg led under det i 10 år inden jeg slap fri. 

Bagefter kan jeg godt se, at det var usundt forhold. Mest for mig, der konstant fik af vide, at jeg var grim/var tyk eller andre sårende ting. 

Hendes selvværd var så ringe, kan jeg efterrationalisere det med. Og jeg var bare en hun kunne hævde sig overfor. Selvom hun havde en hel del at byde ind med, var det bare ikke godt nok.

Vi søgte det samme arbejde og bagefter fortalte hun, at de bare havde været så glade og havde sagt at alle de andre havde været dårligere (jeg var før hende). Jeg fik jobbet.

Hun sladrede om mig til mine kærester, feks hvis jeg havde flirtet med en fyr som hun syntes om. Jeg gjorde ikke mere end det, men hun fik det altid til at lyde som mere så jeg kom i store problemer.

Hun var min bedste veninde da vi gik i 8, vi skulle på lejrtur og på vejen derover ville jeg ikke rejse mig og flytte hendes taske så andre kunne komme til. Med det resultat at på hele lejrturen snakkede hun ikke med mig. Jeg var dybt ulykkelig. Da vi så kommer hjem, indrømmede hun det og sagde at så havde jeg vel lært det? Som om jeg skulle opdrages på.

Jeg fandt mig i det. Troede at sådan skulle det være. Men kan da godt se at bagefter, at det var rigtig usundt for mig. 

Du kan ikke ændre på hende. Hun er sådan fordi hendes selvværd er SÅ ringe. Enten skal du acceptere det eller også skal du finde en anden. Det er hårdt.

Anonym skriver:

Hvordan pokker gør man, når man på nogle områder bare er forskellige ? 

Vi ses ofte og vi hygger jo og Haarder sjovt, men ofte får min veninde bare jokket sådan i spinaten. Har prøvet flere gange at fortælle hun går over grænsen men er som om det ikke ryger ind. Desværre er det en del hun ofte har konflikter med, og prøver at hjælpe og støtte så godt jeg kan. Men nogle gange bliver hun rigtig væmmelig. Feks var hun gal over svigerinden kom først med at blive gravid, og hun håbede de mistede det, for de tog alt opmærksomheden. Hun håbede at det blev modsatte køn end hun ønskede, fordi de har jo både jobs, bil, hus osv så var typisk hun bare fik hvad hun pegede på. 

Da jeg var gravid i sin tid med den ældste, inden hun fandt din kæreste, var hun alt andet end støtte og kom med kommentarer om det endte i kejsersnit, så havde jeg jo ikke født selv, eller ydet. Hun lå selv i mange timer da det blev hendes tur, men havde epidural hele vejen og lå og sov det meste af processen, og mærkede knap nok hun pressede, pga epidiralen. Roste og gav min støtte men skulle igen lige have smidt i hovedet hun havde ydet frem for visse andre som bare havde fået hevet ungen ud gennem maven. 

Vi var igang med PB i behandling og havde været igang længe, og hende og kæresten snakkede om at starte nogle mdr senere, der var ingen forståelse for min hormonbehandling, og hun håbede at komme først for jeg havde trods alt et barn i forvejen. Jeg blev gravid lige inden de gik i gang, men hun er med begge unger blevet gravid i første forsøg. 

Hun betyder meget og vi har kendt hinanden siden vi var små, og ville ønske jeg kunne finde en måde at trænge igennem på, for hun siger indimellem nogle ting som virkelig bare sårer helt ned i maven. 

Jeg søger jeres råd og ikke at få at vide jeg er dum eller en dårlig veninde, da jeg virkelig gør mit bedste for at støtte hende og være rummelig 

Synes du skal prøve at tage lidt let på det hun siger og tænke at du ved bedre! Ellers giv hende lidt igen af samme skuffe! I behøver jo ikke være uvenner bare fordi i har forskellige holdninger! Hvis hun siger at hun har ydet ved st føde selv og du har fået kejsersnit og bare fået ungen hevet ud uden at gøre noget, så vær flabet og sig "i det mindste kan jeg vise mit barn hvor det kom ud henne"  hun er da også bare ligefrem med hvad hun tænker, giv hende lidt igen, måske med et humoristisk tvist! Du ved jo godt det er noget ævl hun kommer af med, det skal du ikke lade dig gå på af!

MysteriousAngel skriver:

Sådan en veninde havde jeg også. Jeg led under det i 10 år inden jeg slap fri. 

Bagefter kan jeg godt se, at det var usundt forhold. Mest for mig, der konstant fik af vide, at jeg var grim/var tyk eller andre sårende ting. 

Hendes selvværd var så ringe, kan jeg efterrationalisere det med. Og jeg var bare en hun kunne hævde sig overfor. Selvom hun havde en hel del at byde ind med, var det bare ikke godt nok.

Vi søgte det samme arbejde og bagefter fortalte hun, at de bare havde været så glade og havde sagt at alle de andre havde været dårligere (jeg var før hende). Jeg fik jobbet.

Hun sladrede om mig til mine kærester, feks hvis jeg havde flirtet med en fyr som hun syntes om. Jeg gjorde ikke mere end det, men hun fik det altid til at lyde som mere så jeg kom i store problemer.

Hun var min bedste veninde da vi gik i 8, vi skulle på lejrtur og på vejen derover ville jeg ikke rejse mig og flytte hendes taske så andre kunne komme til. Med det resultat at på hele lejrturen snakkede hun ikke med mig. Jeg var dybt ulykkelig. Da vi så kommer hjem, indrømmede hun det og sagde at så havde jeg vel lært det? Som om jeg skulle opdrages på.

Jeg fandt mig i det. Troede at sådan skulle det være. Men kan da godt se at bagefter, at det var rigtig usundt for mig. 

Du kan ikke ændre på hende. Hun er sådan fordi hendes selvværd er SÅ ringe. Enten skal du acceptere det eller også skal du finde en anden. Det er hårdt.

Måske jeg skulle overveje den løsning.