Jeg har brug for hjælp :'(

tossen93 skriver:

Jeg forstår godt han vil igang med en uddannelse han har mere lyst til i stedet.

En gladere mand der laver noget han brænder for, er mere tilbøjelig til at have overskud til familielivet.

Det er jo ikke meget mindre han kommer til at tjene, er det muligt at få mere i boligstøtte måske?

Er det helt umuligt med transport til og fra skole hver dag?

Man har ofte lidt mere fritid når man studere, så måske det ville hjælpe på en presset hverdag. Men det er hårdt at studere, og have familie, jeg forstår godt han vil sætte skolen først og se om der bliver overskud til et studiejob i hans hverdag.

Men det er jo slet ikke studie og økonomi, det primært handler om. Det er en mand, der har forandret sig gennemgribende efter sit barns dødfødsel og vender sin lille familie ryggen, og som nu vil helt væk fra dem. 

Jeg føler også bare jeg svigter ham ved at gå fra ham nu  

Han vil ikke erkende at han har et problem. Han nægter læge, psykolog, og siger at hvis jeg tvinger ham til sorggruppe igen, så får jeg ikke det barn jeg så desperat hungre efter, efter vi mistede vores 3. barn 

ved snart ikke hvad jeg skal gøre  

Anonym skriver:

Jeg føler også bare jeg svigter ham ved at gå fra ham nu  

Han vil ikke erkende at han har et problem. Han nægter læge, psykolog, og siger at hvis jeg tvinger ham til sorggruppe igen, så får jeg ikke det barn jeg så desperat hungre efter, efter vi mistede vores 3. barn 

 

ved snart ikke hvad jeg skal gøre  

I skal selvfølgelig - uanset hvad - alligevel ikke have endnu et barn sammen under de nuværende forhold. Jeg forestiller mig at det skriger i hele din krop efter det I har mistet - men det ville i mine øjne være fuldkommen vanvittigt og ikke mindst uansvarligt overfor jeres to andre børn.

Du svigter ham ikke ved at bremse det der foregår lige nu. Tvært imod. Du skal fortsat kræve at han får hjælp. Du kan evt. starte selv med at opsøge råd og vejledning - egen læge, psykolog... Foreningen Spædbarnsdød tilbyder rådgivning til netop forældre og pårørende: http://www.spaedbarnsdoed.dk/radgivning/

Stakkels ham og stakkels dig .

Det er så typisk det i gennemgår efter en traumatisk oplevelse i jeres liv.

I glider fra hinanden istedet for at støtte hinanden i sorgen.

Du vil gerne have et barn mere,- han vil væk fra alt det der minder ham om det der er sket. 

Rigtig mange forhold knuses når man mister et barn-

Jeg oplevede selv krise da jeg mistede min datter for efterhånden mange år siden  

Jeg gled ned i det sorteste hul og kunne ikke trække vejret uden det gjorde ondt . Jeg ønskede vitterligt at dø og hadede alle der forsøgte at hjælpe mig.

Var det ikke for min mand ville alt være smuldret og forsvundet.

Din mand kan se at du er stærkere end ham Så han forsøger at flygte . Han elsker dig stadig og det er også derfor at han forsøger at blive selv om det hele i ham skriger på ro og plads til sorg. 

Alle har ondt af moderen der mister sit barn ,og alle forventer at far er stærk og rolig. Og støtter den sørgende mor. 

Her er din mand den "svage" og det eneste jeg kan råde dig til er at du holder ud og holder af- at du siger til ham at vil han dig og jeres familie så kæmper i sammen 

Og så læg babyønsket lidt på hylden - forstår godt dit ønske men det er umuligt at erstatte ubearbejdet sorg med lykke 

Først når der er kommet lys i mørket kan man se fremad og glæde sig til et nyt lille liv.

Masser af tanker herfra ved det er hårdt for dig og har selv i dag dårlig samvittighed over for min mand at han måtte kæmpe alene fordi jeg i min sorg ikke så hans sorg . Og at han måtte tilsidesætte hans for mig og vores børn fordi jeg ikke magtede det- Men tro mig din mand gør ikke det her for at være ond han er bare ved  at drukne. 

Men hvor længe er det rimeligt jeg er den stærke i det her  

det gør også ondt på mig at jeg måtte føde vores døde barn, og selv var ved at dø under fødslen af ham, men han ser slet ikke mig . Han har travlt med hver hårdt det er for ham, og travlt med at selv realisere sig selv. Jeg er ikke den stærke fordi jeg har lyst, men fordi jeg ikke har et valg. Vi har to levende børn der stadig har brug for os, så jeg bliver jo nødt til at kæmpe videre. 

Jeg kan ikke se hvordan det at flytte fra os skulle kunne hjælpe ham? 

Jeg har holdt ud i over et år, og min grænse er ved at være nået. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre, jeg elsker ham, men fir den han var før alt det her, det han er nu kan jeg ikke elske. Så jeg holder ved det jeg tror stadig er i ham. Men det bliver bare ved med st gå ned af bakke, og syntes jeg har prøvet alt  

Anonym skriver:

Men hvor længe er det rimeligt jeg er den stærke i det her  

det gør også ondt på mig at jeg måtte føde vores døde barn, og selv var ved at dø under fødslen af ham, men han ser slet ikke mig . Han har travlt med hver hårdt det er for ham, og travlt med at selv realisere sig selv. Jeg er ikke den stærke fordi jeg har lyst, men fordi jeg ikke har et valg. Vi har to levende børn der stadig har brug for os, så jeg bliver jo nødt til at kæmpe videre. 

Jeg kan ikke se hvordan det at flytte fra os skulle kunne hjælpe ham? 

Jeg har holdt ud i over et år, og min grænse er ved at være nået. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre, jeg elsker ham, men fir den han var før alt det her, det han er nu kan jeg ikke elske. Så jeg holder ved det jeg tror stadig er i ham. Men det bliver bare ved med st gå ned af bakke, og syntes jeg har prøvet alt  

Det kan du selv kun svare på 

Hvornår du ikke klare mere.

Nogen kommer jo ikke igennem fordi noget for altid er ødelagt

Jeg tror ikke at nogen kan svare dig på hvad du skal gøre eller ikke gøre -

Jeg kunne kun give det indput at jeg kan genkende det fra min egen oplevelse hvad der skete i vores familie da vi mistede.

Men jeg kan ikke sige dig om det nogensinde bliver bedre eller om det er nu du skal stoppe op og sige nok er nok.

Din mand har det dårligt og forsøger at flygte med din accept - 

Enten holder du fast eller også giver du slip.

Men ingen kan jo sige dig hvad der er det rigtige valg.....

I har begge fortjent at få det godt ( eller så godt man nu kan få det med et af sine børn på kirkegården)

Og har alt mulig forståelse for at du ikke magter mere - 

Anonym skriver:

Han får ikke mere fritid  

skolen ligger 50 km væk, og det er turbo kurser han tager, for at kunne nå at blive færdig til næste sommer . Så det mindst 37 timer skole om ugen + transport tid, og + et hav af lektier. 

Jeg et har så svært ved at forstå ham, han kom kun lige igennem fagene på c niveau, og nu vil han tage dem på a og B . Han er utrolig ordblind så kan slet ikke se hvordan han skulle kunne klare uni  

Så ville de færreste overskue et job ved siden af også  

mon ikke eet også har haft ham hårdt at miste jeres 3 barn. Jeg ville helt sikkert gøre hvad jeg kunne for at imødekomme min mands ønsker og samtidig ville jeg kæmpe for familien. Skulle det ende med en skilsmisse ville jeg selv være sikker på at jeg havde gjort alt hvad jeg kunne så jeg kunne se mig selv og mine børn i øjnene og vide jeg havde kæmpet og gjort mit ypperste for at redde ægteskabet og familie livet 

håber i finder en løsning sammen og kommer igennem det hele sammen 

Uha jeg har lyst til at komme løbende og give jer begge to et kæmpe kram. Der sker så meget med en selv, med forholdet, med prioriteter, med drømme og meget mere når man mister et barn. Og det lyder til der er sket tog forskellige ting for jer og I derfor lige nu drøner I hver jeres retning i forsøget på at finde jer selv, få samlet de knuste mennesker op og gøre dem hele igen. 

Meget kort kan jeg fortælle jeg mistede min datter da jeg lige havde afleveret mit speciale, mit omdrejningspunkt med hende i maven var den gode karakter og muligheden for karriere bagefter, da hun døde modtog jeg eksamensbeviset og det blev lagt i en skuffe og glemt, karrieren var mig så inderlig ligegyldig, for jeg havde nu en anden karriere som var den vigtigste i livet, nemlig den som mor. Mit omdrejningspunkt var på det levende barn og de børn jeg skulle have, arbejde var kun fordi jeg skulle forsørge os sammen med min mand. Jeg som gør løste bøger i alle genre kunne kun læse krimier, jeg der gik op i politik var bedøvende ligeglad og sådan kunne jeg blive ved mit fokus blev helt og aldeles ændret - modsat din mand blev det så fokus på børn og kun børn. Det er 9 år siden jeg mistede Lia - for cirka 1-2 år siden gik det op for mig jeg savnede Line der ville karriere, Line der debatterede politik, Line det sank ned i filosofiktekst og glemte verden, men der skulle altså gå 8 år før jeg savnede hende og endnu flere år før jeg fandt hende (har ikke fundet hende endnu men leder). 

Det er jo meget modsat din mand og alligevel ikke, han har sat fokus på sig selv, på at få tankerne væk fra familien, børnene - det der smerter, det hvor han ikke slog til - han stod på sidelinien og mistede sit barn og næsten sin kone. Tænk om han nu kunne flytte væk, koncentrere sig om sin uddannelse og "glemme" han ikke slog til. Okay det er tolkning, kan også være han som en del andre der mister stopper op og spørger: hvad vil jeg, livet er utrolig skrøbeligt hvad vil jeg med...? Kender en del der har skiftet karriere, sted at bo, partner mm. Netop qua den livskrise det er at miste - og ja desværre glider mange fra hinanden i den proces. 

Hvornår er nok nok spørger du, når du synes det. Du skal ikke støtte mere end du kan, du skal ikke være stærkere end du kan. Men synes du skylder sig selv at få en god lang snak enten med landsforeningen eller en anden der har mistet. Få sat ord på alt det her, måske var det samme sket om I ikke havde mistet, men har bare hørt lignende historier en del gange i de 9 år hvor jeg har været med i den meget kedelige "klub" af forældre der har mistet et barn. 

Du skriver han ikke vil i flere sorggrupper. Har du selv kontakt med andre der har mistet?

Min mand var også den "svage" da vi mistede vores søn. Han var den der lyttede 2 minutter til min sorg og så skulle jeg lytte flere timer til hans fordi han kunne ikke snakke om det uden at bryde sammen.

Ja det er hårdt at være den stærke - og hvor længe du skal være det bestemmer du selv, kun du kan mærke hvornår nok er nok. Jeg valgte at jeg ville kæmpe om jeg så skulle kæmpe for to! Jeg brugte alle omkring, var åben omkring det, jeg brugte bare ikke min mand så meget, for at kunne bare ikke overskue min sorg sammen med hans egen.

Mange kan sige at han da er lidt af en røv så, men sådan tænkte og tænker jeg ikke, han er jo bare et andet menneske end mig.

Du skal finde ud af om du vil kæmpe eller ej. Hvis du vil kæmpe så skal du lade ham udvikle sig selv som han ønsker og støtte ham i det, hvis ikke må du melde klart ud at du ikke kan bære jer begge igennem det.