Jeg har brug for hjælp :'(

Sagen er den, jeg er gift med en mand jeg ikke forstår mere!! 

Vi har to børn sammen, og har været sammen i 6 år, sidste år mistede vi vores 3. barn (dødfødsel) 

siden en har han været helt urimelig! Og meget egoistisk! Tvivler faktisk på han elsker os mere jeg er igang som elev ved skat, han er igang som elev i detail . Og vi har ca 11.000 udbetalt tilsammen nu.. Nu vil han til at læse op på sine fag, og på universitetet. Dvs at han kan få su nogen af månederne, men han er ikke villig til st tage job ved siden af . Så, han vil altså droppe sin uddannelse som salgs assistent som han er færdig med til december, og igang med det her. Et andet problem er at han vil flytte 50 km væk for at studere, og så komme hjem i weekenderne? Men det er jeg ikke interesseret i, jeg har det lidt sådan, at han har et valg, familien eller skolen (HVIS DET ABSOLUT SKAL VÆRE NU) .. Og vælger han at flytte fra os, så kan jeg ikke se hvorfor vi skal blive sammen, selvom det gør helt ufatteligt ondt . 

Han er blevet SÅ egoistisk! Og nægter det selv, siger tilgengæld han har ret til de ting fordi jeg har fået to børn, så nu det hans tur. Han får fri kl 18, kommer hjem 18:30 og træner så til kl 22. Altså, jeg er alene om det hele med børnene . 

Vi vi har en datter som er meget bagud med sprog og sociale kompetencer, og jeg står alene med ALT omkring hende! 

Mine og børnenes behov bliver altid sat til side og jeg kan bare ikke mere! 

Men er jeg forkert på den? Burde jeg bare bide i det sure æble og lade ham gøre sim han vil? 

Ja det burde du. Og imens så burde du selv se at komme videre. Han er jo tydeligvis igang med at komme videre, han har bare ikke nosser nok til at sige det højt så derfor opføre han sig som en lort og håber på du dropper ham, så du kan være den onde der splitter familien. 

Jeg syntes bare det er utrolig svært  

jeg elsker ham, men hans opførsel her for tiden er bare sket ikke til at holde ud! 

Jeg får også skylden for alt, hans dårlige karaktere, vores datter som er bagud, at han kommer for sent på arbejde (han aflevere børnene kl 9 om morgnen fordi jeg møder kl 7:30, men det gider han kun hvis jeg står op giver dem tøj på, børster deres tænder, giver dem morgenmad, smører madpakke) 

jeg kan bare snart ikke mere  

han reagere meget voldsomt hvis han bliver vred. Og det betyder altid der er et eller andet der går i stykker (sidst vores sofabord) så ved samtidig ikke hvordan jeg skal få sagt til ham at jeg ikke har tænkt mig at sidde herhjemme alene om alting og vente på han bliver flrdig med uni (han er slemt ordblind, så tvivler på han klare første semester) 

I bliver nødt til at tale sammen. Har han ændret sig i personligheden? Jeg synes i vid udstrækning, at den bedre halvdel har mange muligheder, men her er der tale om at han vil bo 50 km væk i dagligdagen og kun være hjemme i weekenden.  Begge har et ansvar for familien og få hverdagen til at fungere, og det er en løsning, som I skal være enige om. Det er ikke noget, som kun den ene part kan beslutte, da det har kraftig indflydelse på jeres fælles liv og dagligdag. 

Jeg studser over, at bemærkningen du har fået to børn, så nu vil han.. ....jeg går ud fra at I har været enige om at få børn, og uanset har I børn, og der skal tages hensyn til deres dagligdag. Jeg kan grundet arbejde ikke hente hverdag, og vi har indrettet os i fælles forståelse, så familielivet fungerer og ændringer skal foregå i enighed, for det handler om, at tingene fungerer for begge parter.

Jeg vil tage en snak med ham om, hvad handler det her egentligt om. Er han reelt ved at forlade jer, eller er han i en krise af en art, hvor han træffer meget dårlige valg, eller mener han i ramme alvor, at han bare kan være væk i hverdagene og lægge ansvaret over på dig. Hvad med børnene? Hvad ville han sige, hvis du flyttede så langt væk, og han stod med det hele i dagligdagen uden han bliver spurgt, om han synes det er en god ide? Det er I nødt at snakke om, inden han bare træffer en beslutning, som er så indgribende for jer andre, hvor din mening vægter lige så meget som hans.

Det lyder helt vanvittigt. Som om, han har lagt jeres familieliv i graven og opfatter det som en overstået fase i hans liv, og nu vil han have et nyt liv. 

Har han været nærværende og ansvarlig i jeres familieliv tidligere? Hvordan reagerede han, da I mistede jeres barn? - jeg tænker på, om han har en ubearbejdet sorg- og chokreaktion, der får ham til at handle næsten desperat for at "komme videre"? 

Jeg forstår godt han vil igang med en uddannelse han har mere lyst til i stedet.

En gladere mand der laver noget han brænder for, er mere tilbøjelig til at have overskud til familielivet.

Det er jo ikke meget mindre han kommer til at tjene, er det muligt at få mere i boligstøtte måske?

Er det helt umuligt med transport til og fra skole hver dag?

Man har ofte lidt mere fritid når man studere, så måske det ville hjælpe på en presset hverdag. Men det er hårdt at studere, og have familie, jeg forstår godt han vil sætte skolen først og se om der bliver overskud til et studiejob i hans hverdag.

Tante15 skriver:

I bliver nødt til at tale sammen. Har han ændret sig i personligheden? Jeg synes i vid udstrækning, at den bedre halvdel har mange muligheder, men her er der tale om at han vil bo 50 km væk i dagligdagen og kun være hjemme i weekenden.  Begge har et ansvar for familien og få hverdagen til at fungere, og det er en løsning, som I skal være enige om. Det er ikke noget, som kun den ene part kan beslutte, da det har kraftig indflydelse på jeres fælles liv og dagligdag. 

Jeg studser over, at bemærkningen du har fået to børn, så nu vil han.. ....jeg går ud fra at I har været enige om at få børn, og uanset har I børn, og der skal tages hensyn til deres dagligdag. Jeg kan grundet arbejde ikke hente hverdag, og vi har indrettet os i fælles forståelse, så familielivet fungerer og ændringer skal foregå i enighed, for det handler om, at tingene fungerer for begge parter.

Jeg vil tage en snak med ham om, hvad handler det her egentligt om. Er han reelt ved at forlade jer, eller er han i en krise af en art, hvor han træffer meget dårlige valg, eller mener han i ramme alvor, at han bare kan være væk i hverdagene og lægge ansvaret over på dig. Hvad med børnene? Hvad ville han sige, hvis du flyttede så langt væk, og han stod med det hele i dagligdagen uden han bliver spurgt, om han synes det er en god ide? Det er I nødt at snakke om, inden han bare træffer en beslutning, som er så indgribende for jer andre, hvor din mening vægter lige så meget som hans.

Han er gået fra at være kærlig, forstående, ansvarsfuld, til det her. Det er en krise, han har mistet sit barn og nærmest hele hans familie på samme tid. Men nu har jeg virkelig forsøgt at tale fornuft til ham, men det eneste han har at sige er at vi to passer virkelig ikke sammen, du jo sindsyg, du fejler noget, 

vi var enige om børnene, var højgravid med min søn da vi fandt sammen, og han har været far for ham siden, vores datter siger han nu st han ikke ønskede, men inden alt det her har han omtalt hende som ønske barn, han nævnte aldrig han ikke ønskede hende, jeg er bare så meget i tvivl

Han får ikke mere fritid  

skolen ligger 50 km væk, og det er turbo kurser han tager, for at kunne nå at blive færdig til næste sommer . Så det mindst 37 timer skole om ugen + transport tid, og + et hav af lektier. 

Jeg et har så svært ved at forstå ham, han kom kun lige igennem fagene på c niveau, og nu vil han tage dem på a og B . Han er utrolig ordblind så kan slet ikke se hvordan han skulle kunne klare uni  

Som jeg læser handler dette ikke om hverken studie eller økonomi - det handler om jer og en familie der er ved at smuldre. Hans løsning er at flygte og du sidder tilbage og forsøger desperat at holde sammen på stumperne - og i processen får han desværre svigtet både dig og sit ansvar i en grad hvor du pt. finder dig i helt urimelige forhold.

Selvfølgelig skal han ikke flytte væk for at studere og realisere sig selv, imens du står tilbage i sorgen over et mistet barn, et forhold der reduceres til weekend-kærester og to små børn hvoraf det ene har særlige behov for overskud og stabilitet.

Han skal have hjælp - der skal I begge - om ikke andet så for jeres fælles børns skyld så I kan komme videre hver for sig, på bedst mulig vis. Men du skal sætte ham stolen for døren og kræve at I sammen finder en løsning. Det nuværende lyder uholdbart for alle involverede.

Anonym skriver:

Han er gået fra at være kærlig, forstående, ansvarsfuld, til det her. Det er en krise, han har mistet sit barn og nærmest hele hans familie på samme tid. Men nu har jeg virkelig forsøgt at tale fornuft til ham, men det eneste han har at sige er at vi to passer virkelig ikke sammen, du jo sindsyg, du fejler noget, 

 

vi var enige om børnene, var højgravid med min søn da vi fandt sammen, og han har været far for ham siden, vores datter siger han nu st han ikke ønskede, men inden alt det her har han omtalt hende som ønske barn, han nævnte aldrig han ikke ønskede hende, jeg er bare så meget i tvivl

Han er tydeligvis i krise, og I har begge brug for hjælp. Jeg ville ønske, jeg kunne give dig en anvisning på, hvordan du får ham til at indse, at han er på helt gale veje, men du kan jo ikke tvinge ham. Kunne du ikke som det første få en tid til en samtale med din læge eller, endnu bedre, en psykolog, så du om ikke andet får vendt den ulykkelige situation med en, der kan rådgive dig? Har I fået nogen form for professionel hjælp efter dødfødslen? Kan foreningen Spædbørnsdød el. lign. hjælpe?