Hvordan reagere jeg lige, og har jeg ret til det?

1. Jeg er i tvivl om hvordan jeg skal reagere over for min kærestes mormor, som efterhånden nogle gange er gået over min grænse for hvad jeg mener er okay. Det skal siges hun er en ret skrap dame, men samtidig er hun også rigtig sød på mange måder og er en dejlig olde overfor vores barn.
   Jeg er 162 høj og vejer 75 kg, jeg er altså til den gode side hvis man kan sige det sådan. Fra jeg var 14 til jeg var 18 led jeg af en spiseforstyrrelse. Jeg overmotioneret og jeg spiste meget sparsommeligt, og det jeg spiste kom oftest op igen, og jeg kom ned på under 45 kg. Lige inden min 18 års fødselsdag blev jeg erklæret rask. Jeg havde taget 10 kg på, som jeg skulle og jeg var begyndt at spise nogenlunde normalt og ingenting kom op igen. Lige efter jeg blev rask mødte jeg min mand, som jeg nu har været sammen med i over 7 år, og da jeg mødte ham vidste jeg at jeg aldrig aldrig mere ville være spiseforstyrrede igen men acceptere mig selv som jeg nu engang var. Min vægt steg rimelig hurtigt efter jeg begyndte at spise normalt og droppede at overmotionere, fastholdte noget af motionen men på et passende niveau, af angst for at blive grebet af den onde spiseforstyrrende stemme! Jeg endte på 75 kg, og vægten har stået stille de sidste 5 år hverken mere eller mindre. Jeg har fået at vide at det ikke er usædvanligt at vægten går hurtigt op, når ens krop har været i hungersnød i flere år, og man pludselig begynder at spise igen, og jeg har for længe siden accepteret at det er nu den vægt jeg har nu, men ved også at jeg for min egen sundheds skyld bør tabe 7-10 kg. Men det skal gøres op en kontrolleret måde.
   Nu er det sådan at mormor her, hun altid kommentere min vægt. Hun siger ting som "husk nu at holde vægten" da hun kunne se jeg havde tabt et par kilo, og hun siger det foran hele svigerfamilien. Eller siger "du bør altså tabe dig lidt, husk det nu", og da jeg var gravid sagde hun juleaften foran alle "nu skal du ikke tage for meget på, du må holde vægten" (jeg tog 12 kg på). Jeg bliver så irriteret! Jeg er ikke dum, jeg ved udemærket godt jeg trænger til at tabe nogle kilo, men samtidig er det vel min egen sag, og jeg kan mærke at efter jeg har været sammen med hende og hun har kommenteret på mig, så taler mit bulimimonster MEGET højt, og får lyst til at komme af med alt indeni mig. Det tricker bare det monster, der nok altid vil bo indeni en når man først 1 gang har været spiseforstyrret. Hun ved IKKE at jeg har haft en spiseforstyrrelse, da hun ikke en en person jeg som sådan har haft lyst til at åbne mig op overfor ifht sådanne følsomme ting, men selvom hun ikke ved det bør hun vel ikke snakke sådan til mig? Eller er det mig der er helt forkert ? Jeg reagere aldrig på hendes kommentarer, jeg smiler lidt og får fremstammet et eller andet med jaja'. Har ikke sagt fra, da jeg syntes det er så svært. Det er bare hårdt, og hun får mig lidt til at føle at jeg vejer 150 kg og virkelig er kæmpe og det er jeg altså ikke, efter min egen mening. Det blev lige lidt længere end først antaget, men håber i kan komme med lidt feedback på om jeg er for nærtagende eller nogle gode råd om hvad man kan sige uden at blive uvenner med hende. Det vil jeg nødigt være.

Anonym skriver:

1. Jeg er i tvivl om hvordan jeg skal reagere over for min kærestes mormor, som efterhånden nogle gange er gået over min grænse for hvad jeg mener er okay. Det skal siges hun er en ret skrap dame, men samtidig er hun også rigtig sød på mange måder og er en dejlig olde overfor vores barn.
   Jeg er 162 høj og vejer 75 kg, jeg er altså til den gode side hvis man kan sige det sådan. Fra jeg var 14 til jeg var 18 led jeg af en spiseforstyrrelse. Jeg overmotioneret og jeg spiste meget sparsommeligt, og det jeg spiste kom oftest op igen, og jeg kom ned på under 45 kg. Lige inden min 18 års fødselsdag blev jeg erklæret rask. Jeg havde taget 10 kg på, som jeg skulle og jeg var begyndt at spise nogenlunde normalt og ingenting kom op igen. Lige efter jeg blev rask mødte jeg min mand, som jeg nu har været sammen med i over 7 år, og da jeg mødte ham vidste jeg at jeg aldrig aldrig mere ville være spiseforstyrrede igen men acceptere mig selv som jeg nu engang var. Min vægt steg rimelig hurtigt efter jeg begyndte at spise normalt og droppede at overmotionere, fastholdte noget af motionen men på et passende niveau, af angst for at blive grebet af den onde spiseforstyrrende stemme! Jeg endte på 75 kg, og vægten har stået stille de sidste 5 år hverken mere eller mindre. Jeg har fået at vide at det ikke er usædvanligt at vægten går hurtigt op, når ens krop har været i hungersnød i flere år, og man pludselig begynder at spise igen, og jeg har for længe siden accepteret at det er nu den vægt jeg har nu, men ved også at jeg for min egen sundheds skyld bør tabe 7-10 kg. Men det skal gøres op en kontrolleret måde.
   Nu er det sådan at mormor her, hun altid kommentere min vægt. Hun siger ting som "husk nu at holde vægten" da hun kunne se jeg havde tabt et par kilo, og hun siger det foran hele svigerfamilien. Eller siger "du bør altså tabe dig lidt, husk det nu", og da jeg var gravid sagde hun juleaften foran alle "nu skal du ikke tage for meget på, du må holde vægten" (jeg tog 12 kg på). Jeg bliver så irriteret! Jeg er ikke dum, jeg ved udemærket godt jeg trænger til at tabe nogle kilo, men samtidig er det vel min egen sag, og jeg kan mærke at efter jeg har været sammen med hende og hun har kommenteret på mig, så taler mit bulimimonster MEGET højt, og får lyst til at komme af med alt indeni mig. Det tricker bare det monster, der nok altid vil bo indeni en når man først 1 gang har været spiseforstyrret. Hun ved IKKE at jeg har haft en spiseforstyrrelse, da hun ikke en en person jeg som sådan har haft lyst til at åbne mig op overfor ifht sådanne følsomme ting, men selvom hun ikke ved det bør hun vel ikke snakke sådan til mig? Eller er det mig der er helt forkert ? Jeg reagere aldrig på hendes kommentarer, jeg smiler lidt og får fremstammet et eller andet med jaja'. Har ikke sagt fra, da jeg syntes det er så svært. Det er bare hårdt, og hun får mig lidt til at føle at jeg vejer 150 kg og virkelig er kæmpe og det er jeg altså ikke, efter min egen mening. Det blev lige lidt længere end først antaget, men håber i kan komme med lidt feedback på om jeg er for nærtagende eller nogle gode råd om hvad man kan sige uden at blive uvenner med hende. Det vil jeg nødigt være.

Jeg synes faktisk du skal fortælle hende det som det er. At det gør dig ked af det, fordi du før har været syg. 

esioul skriver:

Jeg synes faktisk du skal fortælle hende det som det er. At det gør dig ked af det, fordi du før har været syg. 

Jeg overvejer det meget, men samtidig mener jeg heller ikke at hun havde ret til at snakke sådan til mig, hvis ikke jeg havde været syg. Men det ville da helt sikkert være en mulighed at åbne op og fortælle hende hvor sårende det er. Det er bare en svær snak for mig, da jeg har lagt det bag mig (det er 8 år siden jeg blev rask)   Jeg vil tænke over det og virkelig oveveje det!

Jeg ville også fortælle hende det Det er længe siden, at du var spiseforstyrret, og der er SÅ mange, der er det. Der er bare ikke ret mange der taler om det, for det er jo "pinligt" at være. Gu' er det ej! Det er så ærgerligt, at det, at være spiseforstyrret er et tabu, og det gør det jo ikke ligefrem lettere for de spiseforstyrrede, når de føler, at de skal skamme sig over det samtidig med at de kæmper med lavt selvværd, dårlig selvfølelse osv. 

Du kan jo bare sige det uden at uddybe det ret meget. Bare et enkelt "Gurli, jeg har ikke rigtig lyst til at snakke om det, men jeg bliver rigtig ked af dine kommentarer omkring min vægt. Jeg havde for mange år siden en spiseforstyrrelse, og selvom jeg er rask og har det godt nu, så påvirker dine kommentarer mig rigtig meget." 

ErDetSnartNU skriver:

Jeg ville også fortælle hende det Det er længe siden, at du var spiseforstyrret, og der er SÅ mange, der er det. Der er bare ikke ret mange der taler om det, for det er jo "pinligt" at være. Gu' er det ej! Det er så ærgerligt, at det, at være spiseforstyrret er et tabu, og det gør det jo ikke ligefrem lettere for de spiseforstyrrede, når de føler, at de skal skamme sig over det samtidig med at de kæmper med lavt selvværd, dårlig selvfølelse osv. 

Du kan jo bare sige det uden at uddybe det ret meget. Bare et enkelt "Gurli, jeg har ikke rigtig lyst til at snakke om det, men jeg bliver rigtig ked af dine kommentarer omkring min vægt. Jeg havde for mange år siden en spiseforstyrrelse, og selvom jeg er rask og har det godt nu, så påvirker dine kommentarer mig rigtig meget." 

 

 

Der er helt sikkert en skam forbundet med at tale om det (for mig). Fordi jeg føler ikke det er en del af mig mere, men det har været en del af mig i næsten 4 år. Jeg tror det er en god måde at sige det på, som du foreslår, det vil nok være nemmere for mig at sige det på den måde end den "store snak". Så tæt føler jeg mig ikke på hende at jeg har lyst til at gå for meget i detaljerne. Vi ses kun 4-5 gange om året da hun bor langt væk, og når vi er sammen skal det helst være rart og hyggeligt og hun forguder sit lille oldebarn! :-)

tak for dit brugbare svar 

Hej

Jeg synes du skal fortælle hende at du ikke ønsker hendes kommentarer vedrørende din vægt. Du har hørt hvad hun mener og du behøver ikke høre det igen.  Jeg synes det er aldeles uforskammet på den måde at påtale andres vægt - uanset hvor berettiget man mener det er. Måske hvis man er meget tæt - og gerne vil hjælpe sin ven/familiemedlem med at indse at man har et vægtproblemer  (om det så er over eller undervægt) - men helt generelt så skal man være yderst forsigtig og forstå hvis modparten ikke ønsker at andre skal involvere sig i det.  

Hun er slet ikke tæt på til at gå indenfor min definition ovenfor.

Jeg mener derudover heller ikke hun overhovedet behøver at blive informeret om din tidligere spiseforstyrrelse. Det kan ende være at hun tager den information til sig og mener hun i endnu større grad skal "hjælpe" dig med at påtale din overvægt. 

Sig til hende at du ikke ønsker kommenter fremadrettet vedrørende din vægt da du mener det er en privat sag og ikke vedrører hende. 

/BBerta 

Berta skriver:

Hej

Jeg synes du skal fortælle hende at du ikke ønsker hendes kommentarer vedrørende din vægt. Du har hørt hvad hun mener og du behøver ikke høre det igen.  Jeg synes det er aldeles uforskammet på den måde at påtale andres vægt - uanset hvor berettiget man mener det er. Måske hvis man er meget tæt - og gerne vil hjælpe sin ven/familiemedlem med at indse at man har et vægtproblemer  (om det så er over eller undervægt) - men helt generelt så skal man være yderst forsigtig og forstå hvis modparten ikke ønsker at andre skal involvere sig i det.  

Hun er slet ikke tæt på til at gå indenfor min definition ovenfor.

Jeg mener derudover heller ikke hun overhovedet behøver at blive informeret om din tidligere spiseforstyrrelse. Det kan ende være at hun tager den information til sig og mener hun i endnu større grad skal "hjælpe" dig med at påtale din overvægt. 

Sig til hende at du ikke ønsker kommenter fremadrettet vedrørende din vægt da du mener det er en privat sag og ikke vedrører hende. 

/BBerta 

Jeg mener heller ikke at andre har aktier i min vægt og krop, og mener heller ikke det er berettiget at hun blander sig, men tænker at spille mere med åbne kort kan få hende til at forstå hvordan jeg har det med at hun kommentere på mig, har ikke tænkt over at det kan have den modsatte effekt. Vil sige at helt generelt er det ikke noget jeg taler med nogle om udover min mand og min nærmeste familie, da det virkelig er et overstået kapitel i mit liv som jeg ønsker at pakke væk, da jeg netop har fået det bedre og har indset at vægt nok ikke har en særlig stor betydning for om jeg er lykkelig eller ej. De sidste år har været nogle af de bedste i mit liv og der har jeg vejet 10 kg for meget, derimod var de 4 år hvor jeg vejede under 45 kg nogle af de sværeste. Jeg må i tænkeboks, for som sagt ønsker jeg ikke at være uvenner med hende, og er bange for hun tager det ilde op hvis jeg sætter hende på plads og beder hende pakke sin mening sammen. 

Flot at du er kommet gennem din spiseforstyrrelse, godt gået. 

Men jeg syntes egentlig ikke, det giver hende mere eller mindre ret til at komme med dumme og sårende kommentere! 

Det kommer jo slet ikke hende ved. Det jo ikke mere okay, hvis du ikke havde haft spiseforstyrrelse!  

Spiseforstyrrelse eller ej, så skal hun holde sin bøtte! 

Næste gang hun siger "du skal da huske at passe på vægten" eller hva det kan være, siger du bare " nå, jeg har det ellers fantastisk" Sig det med et smil og overbevisning, så kan du måske lukke den der. 

Spiseforstyrrelse eller ej hun har INGEN ret til at konstant komme med den slags kommentare.. Hvis du ikke ønsker at dele din hemmelighed med hende syntes jeg det er helt ok.. 

De kommentare skal stoppes. Du må jo sige pænt fra. Sige at du godt ved du har lidt for mange kilo men det er nu engang sådan du har valgt det og du selv bestemmer om du vil tabe dog eller ej og at du i fremtiden ikke ønsker de kommentare om din vægt da du bliver såret over det. 

Du kender hende jo bedst så er sikker på at du ved hvordan det skal leveres.. Husk at få din mand med på det INDEN så han kan støtte op om dig og også stoppe mormor en gang i mellem så hun hurtigt ser at det her er i enige om. 

Anonym skriver:

Jeg overvejer det meget, men samtidig mener jeg heller ikke at hun havde ret til at snakke sådan til mig, hvis ikke jeg havde været syg. Men det ville da helt sikkert være en mulighed at åbne op og fortælle hende hvor sårende det er. Det er bare en svær snak for mig, da jeg har lagt det bag mig (det er 8 år siden jeg blev rask)   Jeg vil tænke over det og virkelig oveveje det!

Jeg synes også at det ville være en god idé at lade hende vide at der er en ekstra god grund til at hun ikke skal tale sådan til dig.

Kunne det være en idé at lade din mand tage snakken med hende?