Svært at håndtere de andres graviditeter :(

Anonym skriver:

Jeg synes bare det er svært at "undgå" dem da jeg vi næsten er sammen med dem hver dag. Så bliver det pludselig mærkeligt at vi ikke har tid. 

Jeg har godt nok også overvejet bare at fortælle dem det, men vi er to om det her projekt, og min kæreste er nok også lidt såret på sin manddom da han også får nogle lidt hårde kommentarer med på vejen af sine svogere.

Bl.a. om han ikke skal til at drikke mere kaffe så hans løbere kan kvikke op, eller om det kun er piger der er I hans pung eftersom de ikke kan finde vej  MÆND!!!!! Det kan godt være det er ment I sjov. Men for satan der er hårdt sagt synes jeg... 

Har du oplevet om folk omkring dig er begyndt at gå på liste tær og ikke snakker så meget om baby og børn efter i har fortalt hHvordan tingene hænger sammen? Det er nok det jeg frygter aller mest... 

De snakker stadig om det, men vi bliver ikke spurgt ind til det hele tiden. Min søster tog meget hensyn til mig, da hun var gravid og involverede mig kun i det omfang jeg havde brug for. 

Jeg synes det er rart at folk ved hvorfor jeg er trist og når de ved det kan de bedre støtte mig/os. 

fo82 skriver:

Hm.... 

Jeg forstår ikke det hemmelighedskræmmeri om at det er svært at få ønskebarnet...

herhjemme har vi problemet, kæresten synes det er tabu, og jeg har det sådan lidt "herre Gud da" 

og jeg har det sådan, at hvis folk spørger, så får de svar... Så jeg har spillet med ret åbne kort... Ikke om at vi er på vej mod behandling, men at storken ikke kommer som vi gerne vil..

For at være ærlig tror jeg også det er fordi at hvis det bliver sagt højt, ja så bliver det virkelighed. Kan du følge mig? Jeg ville så gerne bare have modet til at sige, hør lige her, det er ikke os alle der kan kigge på hinanden og bom, så er der baby i sigte. 

Vi er også forholdsvis unge (under 30, ikke at man ikke er ung som 30 årig ) så der er mange der har tildens til at sige, jamen der er jo masser af tid. Og ja det er der. Men det er tid vi gerne vil udfylde med familieminder. 

Anonym skriver:

Puuha.... Alle mine svigerinder er gravide, den ene har dog lige født. Og her står jeg, og skal nyde deres glæde og kommende niecer/nevøer samt svare på "hvornår er det så jer" spørgsmål. Og helt ærligt så er jeg DØD træt af det. 

Jeg vil sindssygt gerne have børn, min kæreste ligeså. Men det lykkedes bare ikke. Vi har ikke fortalt familien at vi prøver og vi har heller ikke fortalt at det for mig er pisse hårdt at høre på alle deres kommentarer.

Jeg vil ikke tage fokus fra de flotte maver og dejlige børn vi er omkring når vi er samlet, men jeg kan mærke jeg bliver ked af det hver gang vi kører hjem.

Hvordan POKKER kommer jeg videre? Jeg vil så gerne bare have lov til at nyde deres glæde og samtidig glæde mig til det bliver vores tur..

F*** hvor synes jeg det er svært at overskue 

Misundelse er en rigtig grim ting. Men forstår udemærket hvorfor du bliver ked når jeres ønske er så brændende. 

Du skal selvfølgelig ikke tage fokus fra de andre. Men si stille og rolig du ikk ønsker spørgsmål om hvornår det er jeres tur fordi i rent faktisk prøver og det ligger pres på jer og derved også sværere for jer. 

Anonym skriver:

For at være ærlig tror jeg også det er fordi at hvis det bliver sagt højt, ja så bliver det virkelighed. Kan du følge mig? Jeg ville så gerne bare have modet til at sige, hør lige her, det er ikke os alle der kan kigge på hinanden og bom, så er der baby i sigte. 

Vi er også forholdsvis unge (under 30, ikke at man ikke er ung som 30 årig ) så der er mange der har tildens til at sige, jamen der er jo masser af tid. Og ja det er der. Men det er tid vi gerne vil udfylde med familieminder. 

Måske - men fordi det ikke bliver sagt er det ikke mindre virkelighed 

jeg har, siden jeg var ved at gå ned med stress for 6 år siden, besluttet at glasset er halvt fulgt, og den eneste der er ansvarlig for om tingene er positive eller negative er MIG og hvordan JEG vælger at håndtere det der sker i mit liv.

i sommer var jeg til et foredrag med Jesper Bergstrøm, det er godt nok virksomhedsrelateret, men han pin pointere lige præcis de værktøjer jeg har prøvet at udvikle selv...

hvis vi holder på at tingene er negative, brokker os og ser glasset halvt tomt, så bliver vores livsforståelse også sådan.

dermed ikke sagt at jeg føler et stik af småmisundelse når venner og bekendte annoncerer graviditeter, men jeg glæder mig oprigtigt for dem. Nok skulle det ikke gå så nemt for os, men vi har MULIGHEDEN for at få hjælp til det - det er da positivt. Tænk hvis den mulighed ikke var der? Så var vi mange der slet ikke kunne få oplevelsen af at blive forældre.

min kæreste ser ikke på livet helt som jeg gør, han "falder i" ved nederlag og bliver sortsynet. Det har han med hjemmefra. Han siger altid at jeg er den stærke af os, måske han har ret, men jeg tilskriver det mit tillærte livssyn... Og jeg kan ikke fraskrive mig at jeg ikke også ind i mellem kander med et brag, men jeg bearbejder det og rykker videre. 

Jeg ved godt at jeg lyder som en lalleglad tosse, men f*** det - det holder mig glad - og det virker for mig :-)

Nå ja - stavefejl er gratis :-D (damn you autocorrect )

Snak med dem. I vores familie havde vi samme problem bare med omvendte fortegn. Her var det mig der nemt bliver gravid og en anden der måtte igennem flere behandlinger. Hun trak sig ind i sig selv, sagde ikke tillykke, ville ikke holde/se på vores baby osv. Det var utrolig hårdt for hende, men også for mig. Jeg kunne ikke vise min glæde ved at blive mor for den del af familien, fordi jeg skulle vise hensyn (og jeg er en person der ikke ønsker at såre nogle, så jeg gjorde alt for at skåne dem). 

Jeg ville ønske at hun/de havde sagt: "tillykke hvor er det godt for jer, vi ville ønske det var os" og så kunne vi have taget den derfra.  

Min pointe er: fortæl om dine følelser, de er ikke forkerte og det ville blive nemmere for jer og andre at agere i det. 

Anonym skriver:

Snak med dem. I vores familie havde vi samme problem bare med omvendte fortegn. Her var det mig der nemt bliver gravid og en anden der måtte igennem flere behandlinger. Hun trak sig ind i sig selv, sagde ikke tillykke, ville ikke holde/se på vores baby osv. Det var utrolig hårdt for hende, men også for mig. Jeg kunne ikke vise min glæde ved at blive mor for den del af familien, fordi jeg skulle vise hensyn (og jeg er en person der ikke ønsker at såre nogle, så jeg gjorde alt for at skåne dem). 

Jeg ville ønske at hun/de havde sagt: "tillykke hvor er det godt for jer, vi ville ønske det var os" og så kunne vi have taget den derfra.  

Min pointe er: fortæl om dine følelser, de er ikke forkerte og det ville blive nemmere for jer og andre at agere i det. 

 

Hvor er det dejligt at få modpartens synspunkt på det

Jeg er glad på deres vegne og jeg glæder mig til at skulle holde alle børnene. Der kommer tre så mon ikke der bliver en til overs til mig når nu der kun er 2 mødre

Jeg må få taget mig sammen og fortælle dem Hvordan landet ligger.

Jeg har godt nok snakket med den ene svigerinde om det, meget lidt. Men jeg har ikke sagt præcis hvordan det påvirker os. Jeg har kun sagt at det er lidt mere kompliceret for os end andre :/ 

Kære du

Jeg ville ønske for jer at det snart er jeres tur!

Jeg har også kun prøvet at sidde på den modsatte side af bordet. Jeg vil råde dig til at få det sagt som det er, for jeg er sikker på at folk kun spørger af interesse.

Jeg har høfligt og smilende spurgt svigerinder, bekendte, familie mv., og fået "det har vi ikke lyst til endnu, vi venter nogle år, det passer ikke lige nu"-svaret. Jeg har så senere fundet ud af at det ikke var det, men at det var svært. Jeg ville sgu ønske at jeg havde vidst det, for man spørger jo ikke for at såre, og jeg er sikker på at du kan spare dig selv for nogle træls spørgsmål, hvis du får det sagt. Jeg ville i hvert fald have undgået en del spinatbed hvis jeg havde vidst at jeg skulle holde min k*ft om det emne

Kram til dig.