Svært at håndtere de andres graviditeter :(

Puuha.... Alle mine svigerinder er gravide, den ene har dog lige født. Og her står jeg, og skal nyde deres glæde og kommende niecer/nevøer samt svare på "hvornår er det så jer" spørgsmål. Og helt ærligt så er jeg DØD træt af det. 

Jeg vil sindssygt gerne have børn, min kæreste ligeså. Men det lykkedes bare ikke. Vi har ikke fortalt familien at vi prøver og vi har heller ikke fortalt at det for mig er pisse hårdt at høre på alle deres kommentarer.

Jeg vil ikke tage fokus fra de flotte maver og dejlige børn vi er omkring når vi er samlet, men jeg kan mærke jeg bliver ked af det hver gang vi kører hjem.

Hvordan POKKER kommer jeg videre? Jeg vil så gerne bare have lov til at nyde deres glæde og samtidig glæde mig til det bliver vores tur..

F*** hvor synes jeg det er svært at overskue 

Anonym skriver:

Puuha.... Alle mine svigerinder er gravide, den ene har dog lige født. Og her står jeg, og skal nyde deres glæde og kommende niecer/nevøer samt svare på "hvornår er det så jer" spørgsmål. Og helt ærligt så er jeg DØD træt af det. 

Jeg vil sindssygt gerne have børn, min kæreste ligeså. Men det lykkedes bare ikke. Vi har ikke fortalt familien at vi prøver og vi har heller ikke fortalt at det for mig er pisse hårdt at høre på alle deres kommentarer.

Jeg vil ikke tage fokus fra de flotte maver og dejlige børn vi er omkring når vi er samlet, men jeg kan mærke jeg bliver ked af det hver gang vi kører hjem.

Hvordan POKKER kommer jeg videre? Jeg vil så gerne bare have lov til at nyde deres glæde og samtidig glæde mig til det bliver vores tur..

F*** hvor synes jeg det er svært at overskue 

Jeg ville næste gang I bliver v spurgt sige at I skam prøver men at det ikke er nemt for jer. Og måske i samme ombæring sige at I helst ser de ikke spørger.

Så ved de det 

Kære du.

Det du beskriver er noget af det sværeste og samtidig mest normale, når man har svært ved at få børn. Vi er så mange, der har kæmpet med lignende følelser.

Personligt synes jeg ikke at du skal "komme videre". Jeg synes at du skal forsøge at acceptere de svære og "urimelige" følelser - for det er jo sådan du har det. Det kan være rigtig svært og man er jo ikke just stolt af sig selv.

Det er ok ikke altid at komme rumme andres glæde. Det er ok ikke at kunne styre sig egen sorg 100%. Men jeg synes at det lyder til at haste alvorligt med at I får åbnet op for omverdenen og fortalt hvad I går igennem, så de ved hvor I står og så I kan lære at fortælle dem hvad I har brug. Der kommer intet godt ud af at gå alene igennem noget alvorligt.

Held og lykke med det hele...

Puha hvor jeg kender det.. Da jeg prøvede at blive gravid endte vi i behandling.. Folk omkring os vidste det godt men vi fortalte kun min mor hvornår vi havde test dag.. Men altså en af gangene havde jeg negativ test og fik mens om eftermiddagen. Samme aften ringede min mor og fortalte at min søster var gravid med nr. 6. Så snart jeg havde lagt på tuede jeg stort. For helt ærligt så syntes jeg det var dybt uretfærdigt. 4 uger senere mistede hun barnet og ja jeg er bestemt ikke stolt af det, men jeg følte en smule lettelse over det ( på daværende tidspunkt) jeg fik en masse hormonbehandlinger og gik igennem et psykisk helved så det spillede nok ind.. Kort tid efter blev jeg gravid og i dag har jeg en skøn datter og hun har en dejlig dreng kun 4 måneder yngre end min pige så det endte jo godt. 

Mine følelser var måske ikke så pæne men det var mine følelser og jeg lærte at acceptere at jeg havde det sådan.. Det er helt normalt det du føler. Du skal se de følelser i øjnene og acceptere dem.. Gemme dem væk gør det kun værre.. Hvis du ikke ønsker at fortælle at I prøver så syntes jeg du skal finde en anden ( evt veninde) at snakke med så du får sagt de her naturlige følelser højt.. 

Anonym skriver:

Puuha.... Alle mine svigerinder er gravide, den ene har dog lige født. Og her står jeg, og skal nyde deres glæde og kommende niecer/nevøer samt svare på "hvornår er det så jer" spørgsmål. Og helt ærligt så er jeg DØD træt af det. 

Jeg vil sindssygt gerne have børn, min kæreste ligeså. Men det lykkedes bare ikke. Vi har ikke fortalt familien at vi prøver og vi har heller ikke fortalt at det for mig er pisse hårdt at høre på alle deres kommentarer.

Jeg vil ikke tage fokus fra de flotte maver og dejlige børn vi er omkring når vi er samlet, men jeg kan mærke jeg bliver ked af det hver gang vi kører hjem.

Hvordan POKKER kommer jeg videre? Jeg vil så gerne bare have lov til at nyde deres glæde og samtidig glæde mig til det bliver vores tur..

F*** hvor synes jeg det er svært at overskue 

Jeg kender det alt for godt. 

Vi har prøvet i over 5 år og i den tid er der rigtig mange jeg kender der får børn eller skal have det. Der er totalt baby boom i min familie lige nu.

Jeg har valgt at trække mig. Stoppe med at følge dem på facebook, så jeg ikke behøver blive mindet om det hele tiden. 

Vi har efter flere års behandling endelig åbnet op og jeg synes at det gør det noget nemmere at folk ved det. Det er en hel lettelse at kunne snakke åbent om og ikke have det som en hemmelighed på egne skuldre. 

Da vi mistede var det også spørgsmålene til hvornår vi skulle igang / om det ikke snart var vores tur der ramte hårdest fordi man netop prøver at svare uden at fortælle om egen situation. 

Havde ingen problemer med andres baby-lykke men det var spørgsmålene vendt mod os i den forbindelse der ramte. 

Det er stadig meget tabu at snakke om og derfor 'beskytter' man spørgeren mod den ubehagelige sandhed. For de gange jeg har sagt det er spørgeren meget tydeligt blevet utilpas ved situationen. Men så kan de selvfølgelig bare lade være med at spørge ...

Anonym skriver:

Jeg kender det alt for godt. 

Vi har prøvet i over 5 år og i den tid er der rigtig mange jeg kender der får børn eller skal have det. Der er totalt baby boom i min familie lige nu.

Jeg har valgt at trække mig. Stoppe med at følge dem på facebook, så jeg ikke behøver blive mindet om det hele tiden. 

Vi har efter flere års behandling endelig åbnet op og jeg synes at det gør det noget nemmere at folk ved det. Det er en hel lettelse at kunne snakke åbent om og ikke have det som en hemmelighed på egne skuldre. 

 

Jeg synes bare det er svært at "undgå" dem da jeg vi næsten er sammen med dem hver dag. Så bliver det pludselig mærkeligt at vi ikke har tid. 

Jeg har godt nok også overvejet bare at fortælle dem det, men vi er to om det her projekt, og min kæreste er nok også lidt såret på sin manddom da han også får nogle lidt hårde kommentarer med på vejen af sine svogere.

Bl.a. om han ikke skal til at drikke mere kaffe så hans løbere kan kvikke op, eller om det kun er piger der er I hans pung eftersom de ikke kan finde vej  MÆND!!!!! Det kan godt være det er ment I sjov. Men for satan der er hårdt sagt synes jeg... 

Har du oplevet om folk omkring dig er begyndt at gå på liste tær og ikke snakker så meget om baby og børn efter i har fortalt hHvordan tingene hænger sammen? Det er nok det jeg frygter aller mest... 

Anonym skriver:

Da vi mistede var det også spørgsmålene til hvornår vi skulle igang / om det ikke snart var vores tur der ramte hårdest fordi man netop prøver at svare uden at fortælle om egen situation. 

Havde ingen problemer med andres baby-lykke men det var spørgsmålene vendt mod os i den forbindelse der ramte. 

Det er stadig meget tabu at snakke om og derfor 'beskytter' man spørgeren mod den ubehagelige sandhed. For de gange jeg har sagt det er spørgeren meget tydeligt blevet utilpas ved situationen. Men så kan de selvfølgelig bare lade være med at spørge ...

Jeg er også super glas på deres vegne.

Det er mere alle de kommentarer der følger med når vi snakker om deres graviditeter og kommende børn. 

Jeg er bare bange for at de ikke tør sige noget om emnet overhovedet når jeg er i nærheden. Men det er jo ikke det der gør ondt. Jeg ønsker heller ikke at sætte delfiner dårligt dilemma.. 

Anonym skriver:

Jeg er også super glas på deres vegne.

Det er mere alle de kommentarer der følger med når vi snakker om deres graviditeter og kommende børn. 

Jeg er bare bange for at de ikke tør sige noget om emnet overhovedet når jeg er i nærheden. Men det er jo ikke det der gør ondt. Jeg ønsker heller ikke at sætte delfiner dårligt dilemma.. 

Ja okay Hahahah jeg mener jo så selvfølgelig ikke delfiner  men *dem i et* 

Hm.... 

Jeg forstår ikke det hemmelighedskræmmeri om at det er svært at få ønskebarnet...

herhjemme har vi problemet, kæresten synes det er tabu, og jeg har det sådan lidt "herre Gud da" 

og jeg har det sådan, at hvis folk spørger, så får de svar... Så jeg har spillet med ret åbne kort... Ikke om at vi er på vej mod behandling, men at storken ikke kommer som vi gerne vil..