Samvær

Henter og afleverer I hjemme hos hinanden?

Vi oplevede det i perioder, da vores søn var mindre, både når han skulle fra far til mir og den anden vej.

Vi ændrede fra at hente hjemme hos hinanden, til at der altid blev afleveret/hentet i børnehaven. Det var nemmere for ham at finde ud af.

Anonymor skriver:

Men hvad siger du så, når barnet siger sådan? Jeg søger et helt konkret svar, for formuleringen kan betyde meget for oplevelsen. 

Ligeledes at i taler med barnet om, at der er forskel på, hvordan reglerne er hos far og mor, og det er okay at synes det er svært - men samtidig anerkende at det er vigtigt at respektere de regler der er hos den anden, og den ene måde ikke er mere rigtig end den anden.

Kunne i lave om på skiftedagen, når den er så svær? Måske var det mere gavnligt for jeres barn netop på den dag at se jer sammen, så overleveringen foregik trygt i hjemmet hvor barnet kan se og mærke på dig, at du er helt tryg ved at aflevere til far.

Det med at ønske en kernefamilie tror jeg er fælles for stort set alle skilsmissebørn. Men igen er anerkendelse vejen frem: "Det er helt okay du har det ønske, jeg kan godt forstå det er svært, at far og mor ikke bor sammen.. men der er jo faktisk også nogle gode ting ved det, blablabla"

Så tænker jeg også, at i skal prøve at undersøge om der er skilsmissegrupper i jeres by. Dog mener jeg de typisk tilbydes fra barnet er 6 år - men så om ikke andet til den tid. Det er børnegrupper, hvor delebørn mødes og kan dele tanker og erfaringer med jævnaldrende og får hjælp til at navigere i det svære miljø det er at være delebarn. Statsforvaltningen tilbyder det flere steder, og nogle familiecentre gær også.

Det lidt forskelligt hvad jeg svare, da barnet bliver ved med at sige det ikke vil.. 

Men ofte "jeg kan godt høre at det er  lidt svært, men bib vil også gerne se dig og er sikker på det bliver en god weekend."

barnet kan regere med at slå, bide eller ikke gide at gør noget for at trække tiden ud .. 

Udfaldet er det samme, om det er i børnehave eller hjemme ved mig.. 

Ja det ku være en rigtig go ide, at se om der var noget af det.. Men barnet har været dele siden barnet var 17mdr  

Henter og afleverer I hjemme hos hinanden?

Vi oplevede det i perioder, da vores søn var mindre, både når han skulle fra far til mir og den anden vej.

Vi ændrede fra at hente hjemme hos hinanden, til at der altid blev afleveret/hentet i børnehaven. Det var nemmere for ham at finde ud af.

Det er mest til og fra børnehave - når det er nødvendigt hjemme ved en af os.. Udfaldet er det samme.. 

Børnehaven kan det godt gå, når den anden forældre så kommer, bare ikke når jeg skal aflevere, men når barnet så ska til at sove, ude ved den anden forældre, går verden under. 

Det lidt forskelligt hvad jeg svare, da barnet bliver ved med at sige det ikke vil.. 

Men ofte "jeg kan godt høre at det er  lidt svært, men bib vil også gerne se dig og er sikker på det bliver en god weekend."

barnet kan regere med at slå, bide eller ikke gide at gør noget for at trække tiden ud .. 

Udfaldet er det samme, om det er i børnehave eller hjemme ved mig.. 

 

Ja det ku være en rigtig go ide, at se om der var noget af det.. Men barnet har været dele siden barnet var 17mdr  

Det sidste først: Det er helt og aldeles underordnet for de grupper, hvor længe barnet har været delebarn. Det er ikke kun for "nyudklækkede delebørn", men er ment som et fora, hvor man kan dele alle de forbudte tanker og følelser forbundet med at være skilsmissebarn med ligesindede.

Min personlige tilgang til arbejdet med børn er, at man sjældent skal fokusere på barnets problem, men fokusere på de faktorer, der er med til at vedligeholde og forstærke barnets problem, og hvilke faktorer, der kan være med til at nedbringe forekomsten af problemet. På hvilken måde er børnehaven med inde over? For jeg tænker, at hvis vi er ude i, at det er så svært problematisk, så er det vigtigt, at i får et møde allesammen, hvor i får afdækket netop disse ting: Hvilke elementer i jeres samarbejde og tilgang til barnet er med til at vedligeholde hans/hendes reaktion? I hvilke situationer oplever i, at reaktionen er mindre voldsom - Hvad er anderledes i de situationer? I hvilke situationer taler barnet positivt om at skulle være hos far - Hvordan kan i forstærke og fokusere på de situationer, så barnet holder fast i dem. Er der aspekter af dit forhold til dit barn der gør, at barnet har udviklet en tilknytning til dig, der er af (set udefra) usund karaktér, fordi adskillelsen er så svær? Hvilke aspekter af fars tilgang til barnet kan have indflydelse på adfærden?

Sådan et arbejde bevirker desværre, at man er nødt til at se indad og se på hvilken rolle man selv spiller som mor og far, hvilken rolle man spiller som forældre, hvilken rolle institutionen spiller. Og det er vildt svært, fordi man føler jo som udgangspunkt, at man gør det rigtige for sit barn. Men et barn reagerer ikke så voldsomt uden grund, og derfor er alle parter nødt til at være villige til at vende et kritisk blik indad, samtidig med en bevaring af et fokus på det, der faktisk  fungerer. For det vi fokuserer på, bliver der som regel mere af. Så de stunder, hvor det fungerer godt, skal have masser af opmærksomhed og kærlighed. Og de svære stunder skal omfavnes og støttes, men med et ærligt blik på egne bidrag, forældrebidrag mm.

Og der kan det godt ske, at i vil få brug for professionel sparring, netop fordi det er ret svært at være objektiv, når det handler om egne forældreevner og ens eget barn. Sådan har de fleste det, det er der ikke noget unormalt i. Måske skal i spørge børnehaven, om det er muligt at få hjælp udefra, så situationen ikke bliver værre. For i et ønske om at beskytte et barn, der har det svært og har den slags angst, kommer man lynhurtigt til at handle på små måder, der vedligeholder angsten, uden man måske er helt opmærksom på det.

Og at der er ting, der kan ændres på, betyder jo ikke, at man er en dårlig forældre! Man gør jo (med få undtagelser) de ting man gør, i den bedste mening og hensigt og med et hjerte fyldt med kærlighed og beskyttertrang. Nogen gange kommer man bare utilsigtet til at handle på en måde, som faktisk ikke hjælper. Det er der ingen skam i - det kan ske for alle!

(Det er ikke meningen, at du skal sidde og svare på alle de spørgsmål, jeg skriver - Det er reflektionsspørgsmål, som i netop vil kunne tage op med en tredjepart)

Anonym skriver:

Hej  

andre der oplever hvis barn/børn i 4-5års alderen, ikke har lyst til samvær med den anden forældre? - og bliver rigtig ked når barnet/børnene bliver hentet. 

Hvordan takler i det?

 

Vi oplevede på et tidspunkt at min bonus ikke ville hjem til bopæls forælder igen efter samvær. I vore tilfælde var den eneste løsning at følge hende hen til bopæls forælder og så måtte hun fast holde hende indtil vi var væk. Det var ikke behageligt for nogen parter, og det var med skrig og skrål, men så snart vi var ude af syne (fordi hun var det sted hun skulle være) så gik det over igen ret hurtigt. 

Tror muligvis det er pga alderen, det er ikke fordi de ikke ønsker at se den anden forælder, men det er hele situationen de står i de ikke vil igennem, det at de skal skifte hjem, at de skal undvære den forælder som de har været hos den seneste tid. De ved de vil komme til at savne, men kan ikke finde ud af hvordan de skal håndtere det savn, og så er det måske bedre slet ikke at komme hjem til den anden forælder for den person har de jo ikke været hos i noget tid, og det savn har de lært at håndtere. 

Vi har heldigvis aldrig oplevet at bonus ikke ville hjem til os, men de gange hvor vi har stået med et grædende barn som ikke ville hjem fra samvær har været rigtig hårdt, hun er heldigvis blevet det ældre nu, og nu har det mere udviklet sig til noget med at hun gerne vil have mere tid herhjemme, som vi ikke rigtig kan tilbyde hende da bopælsforælder ikke er med på det, men det er en rigtig svær situation. En ting jeg dog har erfaret er at børn i den alder kan ikke træffe den beslutning, ikke uden konsekvenser, og nu er det jo i vores tilfælde barnet der ikke ville hjem til biomor som var bopæls forælder.. Så tror man skal prøve at vende den i hovedet, hvad ville man gøre hvis situationen var vendt, og barnet ikke ville hjem til en selv  

Men sæt dig ned og snak med barnet, spørg ind til hvorfor barnet er ked af det, og sig samværs forælder og barnet nok skal hygge sig, og sig at du glæder dig til at i snart skal ses igen. Prøv at være så positiv omkring at de skal over til den anden forælder.

Vi fandt ud af at ordet "savne" var noget som skulle ud af vores ord forråd når vi sagde farvel til min bonus fordi "jeg kommer til at savne dig" gav en negativ klang i hendes øre, hvor imod "jeg glæder mig til at se dig igen" skabte en mere positiv stemning  

Håber det kan hjælpe lidt selvom det selvfølgelig er den omvendte situation end din, men alligevel lidt den samme

Hvad gør man så når den ene forældre bliver ved med at forstærke barnet i, at det er ok ikke at komme hjem til den anden forældre?

Her taler jeg om, et barn der ikke har været hos den ene forældre i 6 mdr. Vi kender ikke grunden, andet end, at barnet bliver ved med at sige at det savner den forældre det er hos.

Den anden forældre får en gang i mellem SMS hvor der står jeg savner dig....

Men alligevel vil barnet ikke hjem til os :-(