At slå hånden af sin svigerfamilie?

Jeg har aldrig haft det bedste forhold til dem. De lyver, bedrager og svigter som jeg ser det.

Jeg har fortalt ham at jeg ikke regner med dem mere - og det vil sige at jeg ikke inviterer dem kl mere, og går ud fra jeg ikke bliver inviteret og hvis jeg gør så vil jeg selvfølgelig ikke komme.

Som udgangspunkt er jeg selv meget imod det. Men nu er det kommet dertil hvor jeg og vores børn bliver mindre sårede og skuffede hvis de slet ikke er en del af vores liv.

Jeg har egentlig fortalt ham det og effektueret det til dels. Men en del af mig er stadig i tvivl om jeg burde have gjort noget - skulle jeg have givet dem en opsang eller lignende? 

Burde jeg fortælle dem.alle de ting de gør der sårer og skuffer? I så fald er det udelukkende for min mands skyld, da jeg ikke har brug for den slags personer i mit liv (vil dårligt nok kalde dem mennesker). 

Jeg tror, hånden på hjertet, at det er for dumme (uintelligente) og selvcentrerede til at se det, så har nok på forhånd opgivet. Men spørgsmålet er om jeg alligevel skal være helt sikker, ved at konfrontere dem. Jeg mener selv jeg kender dem godt nok til at det lun giver ballade, men jeg ville omvendt have renere samvittighed hvis jeg prøver den ekstra gang og 100% sikkert kan sige at de ikke er fem potter pis værd 

Hej

Det du beskriver der lyder faktisk som min svigerfamilie. 

Her taler vi ikke om løgne og bedrag, men mere at de blander sig for meget i vores liv og mener at vi gør alt forkert ift. vores børn. Jeg er den skyldige for hele balladen, for deres søn var "en god dreng" inden jeg kom ind i billedet. 

Problemet med min mand har altid været at han aldrig har diskuteret med dem og bare ladet dem snakke uden at protestere. 

Jeg kommer nu ind i billedet og vil ikke have at folk skal blande sig i hvordan jeg opdrager mine børn og alle andre ting, de nu synes at de skal blande sig i. 

Jeg har haft mange diskussioner med min mand om dem og han kan godt se at de er for meget. I starten var han stadig meget passiv overfor dem, men de blev bare mere urimelige med tiden. 

Nu har min mand også fået nok af dem. Han har sagt til dem at hvis de ikke kan blande sig udenom og opføre sig som normale mennesker, så skal vi ikke ses mere. Vi har haft en et par måneders pause hvor vi slet ikke sås. 

Nu er vi begyndt at ses lidt igen og indtil videre opfører de sig pænt. 

Det er en hård kamp.

Jeg har i aftale med min mand besluttet ikke selv at konfrontere dem med alle de ting de har gjort imod os. Den kamp tager han og det er fint nok. Det er hans forældre. Det vigtigste for mig her er, at jeg kan se at min mand står bag os og altid beskytter os. 

Derfor er jeg også villig til at ses med dem igen, også efter alt det de har gjort mod os. 

Havde det været andre mennekser, var de blevet skrottet for længst. 

Jeg har ingen råd til dig udover at du skal høre på din mavefornemmelse. Hvis du har brug for at tale med dem og din mand ikke har noget imod det, så giv det en chance. Det kan være du bliver overrasket. 

Held og lykke med det

Jeg syntes faktisk du skylder dem at tage en snak.. Folk er forskellige og du ved jo ikke om de overhoved er klar over at de går over nogle grænser.. Få sat dig ned og få helt styr på hvad der går dig på.. Prøv at kigge bag tingene og find ud af hvad præcis der går dig på.. Skriv det ned og fortæl manden det. Du er nød til at have hans støtte. Og så skal I begge aftale en dag med dem hvor I kan få helt ro.. Og så fremlægger dig og manden sammen hvad der går jer på.. Husk at kommer I med 20 punkter kan det virke ret angribende så se om I ikke kan skære det ned til et par hovedpunkter.. Det er måske en ide at forberede dem i forvejen på at I skal have en snak så det ikke kommer helt bag på dem. Husk at få det sagt på en ordenlig måde, gerne set ud fra dine følelser.. Og så kan det jo godt de reagere voldsomt men husk at det kan være meget hårdt at høre lige i situationen.. 

Efter snakken  giver I dem tid til at sunde sig nogle dage. Og så ser du hvordan det går.. Måske vil de ændre sig. Men du er nød til at give dem chancen. 

Selvom det for dig virker logisk at det de gør er forkert behøver det ikke være det samme for dem og så skal det siges først.. 

Newsence skriver:

Jeg syntes faktisk du skylder dem at tage en snak.. Folk er forskellige og du ved jo ikke om de overhoved er klar over at de går over nogle grænser.. Få sat dig ned og få helt styr på hvad der går dig på.. Prøv at kigge bag tingene og find ud af hvad præcis der går dig på.. Skriv det ned og fortæl manden det. Du er nød til at have hans støtte. Og så skal I begge aftale en dag med dem hvor I kan få helt ro.. Og så fremlægger dig og manden sammen hvad der går jer på.. Husk at kommer I med 20 punkter kan det virke ret angribende så se om I ikke kan skære det ned til et par hovedpunkter.. Det er måske en ide at forberede dem i forvejen på at I skal have en snak så det ikke kommer helt bag på dem. Husk at få det sagt på en ordenlig måde, gerne set ud fra dine følelser.. Og så kan det jo godt de reagere voldsomt men husk at det kan være meget hårdt at høre lige i situationen.. 

Efter snakken  giver I dem tid til at sunde sig nogle dage. Og så ser du hvordan det går.. Måske vil de ændre sig. Men du er nød til at give dem chancen. 

Selvom det for dig virker logisk at det de gør er forkert behøver det ikke være det samme for dem og så skal det siges først.. 

Det har du måske ret i 

Men et af problemerne er netop at de ikke rigtigt gider engagere sig i os og vores børn. Så jeg er faktisk lidt i tvivl om hvorvidt vi overhovedet kan få dem til at vide at dukke op? Og vi ser dem så sjældent at jeg ikke føler det er umagen værd...hvis du forstår?

Så en del af min motivation for en samtale med dem, ville nok også være at skælde dem ud fordi de er så elendige familiemedlemmer overfor min mand. Det gør mig virkelig vred at de behandler ham sådan.

Men set fra hans synspunkt er det jo hans eneste familie, så han har måske ikke "råd" til at være vred på dem?

Jeg har virkelig lyst til at hævne mig, det er sådan helt barnligt. Men jeg synes ikke det bør gå ustraffet hen. Og når jeg bliver så vred, er det jo ikke sikkert at jeg vil kunne tale konstruktivt med dem 

Anonym skriver:

Det har du måske ret i 

Men et af problemerne er netop at de ikke rigtigt gider engagere sig i os og vores børn. Så jeg er faktisk lidt i tvivl om hvorvidt vi overhovedet kan få dem til at vide at dukke op? Og vi ser dem så sjældent at jeg ikke føler det er umagen værd...hvis du forstår?

Så en del af min motivation for en samtale med dem, ville nok også være at skælde dem ud fordi de er så elendige familiemedlemmer overfor min mand. Det gør mig virkelig vred at de behandler ham sådan.

Men set fra hans synspunkt er det jo hans eneste familie, så han har måske ikke "råd" til at være vred på dem?

Jeg har virkelig lyst til at hævne mig, det er sådan helt barnligt. Men jeg synes ikke det bør gå ustraffet hen. Og når jeg bliver så vred, er det jo ikke sikkert at jeg vil kunne tale konstruktivt med dem 

Hvad mener du sådan mere nøjagtig med at " gide engagere sig" i jeres liv. Ikke noget negativt her fra, men hvad du mener med det ?. Hvad gider de ikke, som du forventer at de bør gide ?

Hck skriver:

Hvad mener du sådan mere nøjagtig med at " gide engagere sig" i jeres liv. Ikke noget negativt her fra, men hvad du mener med det ?. Hvad gider de ikke, som du forventer at de bør gide ?

Først inviterede de til ting. Så aflyste de. Det var flere ting. Bagefter fandt jeg ud at det var afholdt, bare uden os  det var så tre forskellige ting.

Derefter svarede de ikke på noget vi inviterede til. Så skulle de komme forbi med kage (nu er vi i småtingsafdelingen) og de kom alt for sent og havde kun et lille stykke kage med. Meget mystisk. Det virkede jo ikke som om de ligefrem gad. 

Har også forsøgt at række en hånd ud og henvende mig, dog uden svar. De kommunikerer kun til min mand og det gør de jo så heller ikke særligt meget! 

De få gange vi ses, spørger de ikke ind til os. De antager bare ting om hvad vi laver eller vores holdninger og resten af tiden snakker de om sig selv.

Håber det var svar nok. Jeg forventer ikke som sådan noget ekstraordinært, men en smule almindelig pli til at starte med ville jo være fedt 

I min verden kan man ikke træffe sådan en beslutning uden at være enige om det. 

Nu har vi jo ikke mange oplysninger men ud fra det du beskriver lyder det måske ikke til at dine svigerforældre er så vild med dig - kan det passe? Hvis det er tilfældet tænker jeg der er to veje frem. 1) du og din mand taler med dem og finder ud af hvad det bunder i. Så må i forholde jer til om du/i kan imødekomme dem eller ej. 2) hvis du og din mand begge er ok med minimal kontakt så gør i det. Evt kan din mand holde kontakten til dem og sørge for at jeres børn ser dem fortsat. 

jenny4 skriver:

I min verden kan man ikke træffe sådan en beslutning uden at være enige om det. 

Nu har vi jo ikke mange oplysninger men ud fra det du beskriver lyder det måske ikke til at dine svigerforældre er så vild med dig - kan det passe? Hvis det er tilfældet tænker jeg der er to veje frem. 1) du og din mand taler med dem og finder ud af hvad det bunder i. Så må i forholde jer til om du/i kan imødekomme dem eller ej. 2) hvis du og din mand begge er ok med minimal kontakt så gør i det. Evt kan din mand holde kontakten til dem og sørge for at jeres børn ser dem fortsat. 

Altså mht børnene, så synes jeg faktisk det et synd for dem at de skal have kontakt til den familie. De er blevet lovet ophold i forlystelsespark os og så bliver det ikke til noget alligevel. Og når de ser børnene så snakker de mest bare om sig selv og engagerer sig ikke rigtigt i børnene. Så umiddelbart vurderer jeg at det ikke er det store tab - desværre 

Der er kun én svigerforælder tilbage, den andens død løj de også i forhold til. Hvilket jeg synes er ret utilgiveligt.

Anonym skriver:

Altså mht børnene, så synes jeg faktisk det et synd for dem at de skal have kontakt til den familie. De er blevet lovet ophold i forlystelsespark os og så bliver det ikke til noget alligevel. Og når de ser børnene så snakker de mest bare om sig selv og engagerer sig ikke rigtigt i børnene. Så umiddelbart vurderer jeg at det ikke er det store tab - desværre 

Der er kun én svigerforælder tilbage, den andens død løj de også i forhold til. Hvilket jeg synes er ret utilgiveligt.

Hvem er "de", når den ene af hans forældre er død? 

Jeg synes, det er drastisk at kappe kontakten. I ses ikke så tit, så er det ikke til at overleve at være sammen med dem en sjælden gang? Under alle omstændigheder, så synes jeg i den grad, det er din mands beslutning, om han helt vil brænde broen til sin familie. Mht. børnene, så skal der efter min opfattelse være tale om virkeligt grelle ting som druk, voldsomme skænderier eller lignende, før de ligefrem "tager skade" af at være sammen med deres familiemedlemmer. 

Hvor er din mand henne i det her? Vil han have dem i sit liv og i jeres fælles børns liv? Hvis han vil det kan du vel ikke kræve at der skal I ikke? 

Hvis du er den inciterende part altid, så er det vel bare at sige "den sørger du for" til din mand.

Og så vil jeg sige som en med en lille bitte familie hvor der stort set kun er en mormor tilbage pga dødsfald, så ville jeg gerne kunne give en farmor fx bare et par gange om året, en fætter, en kusine. De behøvede ikke være dybt engageret, de behøvede ikke komme hver weekend, de behøvede ikke så meget andet end være familie og mine børn vidste der var flere nære omkring dem.