Hvad havde I gjort? IVF eller flere IUI?

Hej alle sammen. 

Vi har for en lille ugen siden været igennem vores 2. inseminering, hvor sædkvaliteten igen var ret nedsat. Første gang var det en ret stor overraskelse, da min kæreste tidligere har fået målt sin sædkvalitet til helt normal (ca. 85 millioner inden oprensning og normal motilitet osv.). Men nu er den 5 mill inden oprensning og 2-3 mill efter, hvilket jo er ret dårligt. Jeg har heller ikke de store forhåbninger til dette forsøg... 

Vi er i det private, så betaler alting selv (der er for langt og for stor ventetid i det offentlige), hvilket vi er helt indforståede med. Vi er også klar på at betale de 35 tusind for 3 gange IVF osv, hvis det kommer dertil. 

Nu kommer vores dilemma så. For er det hensigtsmæssigt at fortsætte med IUI når sædkvaliteten er så dårlig? På den ene side er det jo fedt hvis det lykkes med IUI alene (så har vi sparet 35.000). Jeg er ung, så æggene burde være gode, hvilket selvfølgelig øger sandsynligheden for at IUI er nok. 

På den anden side er det jo penge ud af vinduet for IUI, hvis chancen er meget lille og værst af alt er det jo spild af tid. Min psyke har det ikke fedt med alle de skuffelser og ventetid, så det er også en faktor at tage med. Jeg drømmer virkelig om, at vi bliver færdige med behandling i løbet af sommeren (det er som om at sommerferie og jul er milepæle og hver gang man passerer en er det lige lidt værre).

Så hvad havde I gjort i vores situation? Kan ikke helt finde entydige svar på nettet om, hvornår insemination er spild af tid. Men har læst nogle forskningsartikler og chancen med ét æg og 2-3 mill sædceller ser ikke umiddelbart voldsomt gode ud. 

Jeg snakker selvfølgelig med lægerne om det også, men kunne godt bruge input fra nogen, som har mærket specielt det psykiske pres selv og derfor måske har nogle andre perspektiver. 

Hvis i har pengene så ville jeg droppe IUI og gå videre til IVF. Vi tog vores 4 gratis forsøg med IUI, men kun fordi vi ikke selv havde 35.000 da vi også sparede op til bryllup.

Vi havde (eller min mand) ikke gode resultater med sædprøven i IUI, første IVF er jeg blevet gravid for de kunne godt befrugte et æg, de kunne bare ikke selv finde vejen og derfor var IUI på en måde spild af tid for de skulle nærmest have det serveret før de kunne befrugte.

Nu ved jeg ikke om det kun er antal eller om der også er noget med bevægeligheden, her var det nemlig begge ting der var problemet.

Men ja, havde valgt IVF

grinny skriver:

Hvis i har pengene så ville jeg droppe IUI og gå videre til IVF. Vi tog vores 4 gratis forsøg med IUI, men kun fordi vi ikke selv havde 35.000 da vi også sparede op til bryllup.

Vi havde (eller min mand) ikke gode resultater med sædprøven i IUI, første IVF er jeg blevet gravid for de kunne godt befrugte et æg, de kunne bare ikke selv finde vejen og derfor var IUI på en måde spild af tid for de skulle nærmest have det serveret før de kunne befrugte.

Nu ved jeg ikke om det kun er antal eller om der også er noget med bevægeligheden, her var det nemlig begge ting der var problemet.

Men ja, havde valgt IVF

Tak for dit svar 

Her er problemet primært antallet, men det er jo til gengæld også ret dårligt. Jeg hælder også mest mod IVF. Simpelthen for at få det overstået. Og fordi de ikke kan ramme mere end 1 æg til IUI fordi jeg har PCOS. Det bliver enten 1 eller 10 siger de  

Men det er dejligt lige at få en anden persons synspunkt, for det kan fandme være svært at tænke klart når man står i det hele. Lige nu ville jeg jo give min højre arm for at få et barn. 

Og endnu en gang tillykke med graviditeten. Glæder mig til at følge med herinde på sidelinjen. 

Åh ja ... fertilitetsbehandling og gråzoner ... det går desværre hånd i hånd. Manglen på entydige svar er selvfølgelig også grunden til at det er svært for dig at finde hjælp via fx Google - og som du allerede selv er inde på, er det jo en vurderingssag.

I jeres tilfælde må den bero bedst muligt på hensyntagen til både de fysiske, psykiske og økonomiske aspekter...

Umiddelbart er 2 IUI jo ikke mange forsøg. Dertil kommer at det vil være uansvarligt af den behandlende klinik at lade jer fortsætte, hvis ikke de vurderer at der er en chance. Samtidig er det væsentligt mere belastende med IVF (i jeres tilfælde bliver det vel næsten ICSI?)... så der er meget som spiller ind.

Jeg tror faktisk, hvis jeg var jer, at jeg ville spille på flere heste. Jeg ville påbegynde den (indrømmet, langsommelige) process mod IVF/ICSI i det offentlige, samtidig med at I snuppede et par IUI forsøg mere hos jeres nuværende klinik. I oplyser selvfølgelig begge parter og sikre journaloverførsel mv. - men i de mange måneders forventet ventetid, er der ikke noget til hindring for denne model.

På den måde giver i dels IUI et par chancer mere - men handler samtidig i venterummet - og skal ikke til lommerne (i hvert fald i første omgang), når I så overgår til IVF/ICSI.

Rigtig meget held og lykke...

KissMeKissMeKissMe skriver:

Hej alle sammen. 

Vi har for en lille ugen siden været igennem vores 2. inseminering, hvor sædkvaliteten igen var ret nedsat. Første gang var det en ret stor overraskelse, da min kæreste tidligere har fået målt sin sædkvalitet til helt normal (ca. 85 millioner inden oprensning og normal motilitet osv.). Men nu er den 5 mill inden oprensning og 2-3 mill efter, hvilket jo er ret dårligt. Jeg har heller ikke de store forhåbninger til dette forsøg... 

Vi er i det private, så betaler alting selv (der er for langt og for stor ventetid i det offentlige), hvilket vi er helt indforståede med. Vi er også klar på at betale de 35 tusind for 3 gange IVF osv, hvis det kommer dertil. 

Nu kommer vores dilemma så. For er det hensigtsmæssigt at fortsætte med IUI når sædkvaliteten er så dårlig? På den ene side er det jo fedt hvis det lykkes med IUI alene (så har vi sparet 35.000). Jeg er ung, så æggene burde være gode, hvilket selvfølgelig øger sandsynligheden for at IUI er nok. 

På den anden side er det jo penge ud af vinduet for IUI, hvis chancen er meget lille og værst af alt er det jo spild af tid. Min psyke har det ikke fedt med alle de skuffelser og ventetid, så det er også en faktor at tage med. Jeg drømmer virkelig om, at vi bliver færdige med behandling i løbet af sommeren (det er som om at sommerferie og jul er milepæle og hver gang man passerer en er det lige lidt værre).

Så hvad havde I gjort i vores situation? Kan ikke helt finde entydige svar på nettet om, hvornår insemination er spild af tid. Men har læst nogle forskningsartikler og chancen med ét æg og 2-3 mill sædceller ser ikke umiddelbart voldsomt gode ud. 

Jeg snakker selvfølgelig med lægerne om det også, men kunne godt bruge input fra nogen, som har mærket specielt det psykiske pres selv og derfor måske har nogle andre perspektiver. 

Jeg var gået videre til IVF når sædkvaliteten er nedsat. Vi fik af vide at de anbefaler IVF ved under 4 mio oprenset.  

KissMeKissMeKissMe skriver:

Tak for dit svar 

Her er problemet primært antallet, men det er jo til gengæld også ret dårligt. Jeg hælder også mest mod IVF. Simpelthen for at få det overstået. Og fordi de ikke kan ramme mere end 1 æg til IUI fordi jeg har PCOS. Det bliver enten 1 eller 10 siger de  

Men det er dejligt lige at få en anden persons synspunkt, for det kan fandme være svært at tænke klart når man står i det hele. Lige nu ville jeg jo give min højre arm for at få et barn. 

Og endnu en gang tillykke med graviditeten. Glæder mig til at følge med herinde på sidelinjen. 

IVF er også bare mere sikkert end IUI, men processen kræver så også lige et ekstra skud på psyken. Der jo flere 'arbejdsgange' i det og man kan ende ud med at der ikke er æg til oplægning, men man kan sige det dårlige æg havde nok også bare været det som var klar ved IUI og så er det jo dårligt lige meget hvad.

Vi havde 4 prøver på 8 mio, 15 mio, 15 mio og 3 mio og der var bare ingen resultater overhovedet - med IVF blev de tre æg der kom ud alle sammen befrugtet, så det er altså noget bedre 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Åh ja ... fertilitetsbehandling og gråzoner ... det går desværre hånd i hånd. Manglen på entydige svar er selvfølgelig også grunden til at det er svært for dig at finde hjælp via fx Google - og som du allerede selv er inde på, er det jo en vurderingssag.

I jeres tilfælde må den bero bedst muligt på hensyntagen til både de fysiske, psykiske og økonomiske aspekter...

Umiddelbart er 2 IUI jo ikke mange forsøg. Dertil kommer at det vil være uansvarligt af den behandlende klinik at lade jer fortsætte, hvis ikke de vurderer at der er en chance. Samtidig er det væsentligt mere belastende med IVF (i jeres tilfælde bliver det vel næsten ICSI?)... så der er meget som spiller ind.

Jeg tror faktisk, hvis jeg var jer, at jeg ville spille på flere heste. Jeg ville påbegynde den (indrømmet, langsommelige) process mod IVF/ICSI i det offentlige, samtidig med at I snuppede et par IUI forsøg mere hos jeres nuværende klinik. I oplyser selvfølgelig begge parter og sikre journaloverførsel mv. - men i de mange måneders forventet ventetid, er der ikke noget til hindring for denne model.

På den måde giver i dels IUI et par chancer mere - men handler samtidig i venterummet - og skal ikke til lommerne (i hvert fald i første omgang), når I så overgår til IVF/ICSI.

Rigtig meget held og lykke...

Tusind tak for dit svar. 

Jeg tror egentlig også, at klinikken vurderer, at der er en chance, for som du også siger, ellers ville de vel ikke behandle os med IUI.

Vi er faktisk i gang med det, du siger (altså er skrevet op til det offentlige), men det er ikke kun ventetiden på at komme i gang, jeg ikke er vild med, men også ventetiden imellem forsøg. Det er som om, at mit ventetålmodighed er brugt så meget op, at bare en måneds ventetid imellem forsøg virker helt uoverskuelig, hvilket gør det private meget tillokkende, fordi de ikke tvinger en til ventetid. 

Men din model er helt sikkert den mest cost-effektive. Ved bare ikke om jeg kan klare at have en masse inseminationsforsøg henover sommeren, når jeg ikke rigtigt tror på det. Det der med at have fri og være i fertilitetsbehandling er bare det værste. Klarer klart det psykiske pres bedst, når jeg også er under andet psykisk pres (f.eks. ved eksamensskrivning) 

Men omvendt vi jeg jo ikke tage IVF hvis det er at skyde gråspurve med kanoner... 

Vist et lidt rodet svar tilbage. Mit hoved er fyldt med tanker... 

esioul skriver:

Jeg var gået videre til IVF når sædkvaliteten er nedsat. Vi fik af vide at de anbefaler IVF ved under 4 mio oprenset.  

Tak for svar. 

Synes det er rigtigt svært at finde de "sædtals-grænser", men det er selvfølgelig nok også fordi det hele er en vurderingssag på flere parametre. 

Men godt at få sat et tal på. Det er nemmere, hvis lægevidenskaben bare tog beslutningen for en. 

grinny skriver:

IVF er også bare mere sikkert end IUI, men processen kræver så også lige et ekstra skud på psyken. Der jo flere 'arbejdsgange' i det og man kan ende ud med at der ikke er æg til oplægning, men man kan sige det dårlige æg havde nok også bare været det som var klar ved IUI og så er det jo dårligt lige meget hvad.

Vi havde 4 prøver på 8 mio, 15 mio, 15 mio og 3 mio og der var bare ingen resultater overhovedet - med IVF blev de tre æg der kom ud alle sammen befrugtet, så det er altså noget bedre 

Ja okay. Jeres sædprøver var jo markant bedre end vores. Det giver lidt til perspektivet. 

Er med på, at IVF selvfølgelig er mere krævende på mange punkter, men samtidig tænker jeg også som dig, at man i det mindste får sorteret nogle af de dårlige æg fra tidligere end ellers. Kan godt lide ideen om 50-50 sandsynlighed mod de sølle 6 procent som jeg har læst mig frem til i nogle artikler, at der er med ét æg og under 5 mill sædceller. 

Men det er svært at finde klokkeklar evidens.

Og på vores klinik siger de jo, at der er succeshistorier med lave sædtal og insemination. Men ærligt talt så tror jeg bare ikke længere bare det mindste på, at vi er særligt heldige, når det kommer til fertilitet 

KissMeKissMeKissMe skriver:

Tusind tak for dit svar. 

Jeg tror egentlig også, at klinikken vurderer, at der er en chance, for som du også siger, ellers ville de vel ikke behandle os med IUI.

Vi er faktisk i gang med det, du siger (altså er skrevet op til det offentlige), men det er ikke kun ventetiden på at komme i gang, jeg ikke er vild med, men også ventetiden imellem forsøg. Det er som om, at mit ventetålmodighed er brugt så meget op, at bare en måneds ventetid imellem forsøg virker helt uoverskuelig, hvilket gør det private meget tillokkende, fordi de ikke tvinger en til ventetid. 

Men din model er helt sikkert den mest cost-effektive. Ved bare ikke om jeg kan klare at have en masse inseminationsforsøg henover sommeren, når jeg ikke rigtigt tror på det. Det der med at have fri og være i fertilitetsbehandling er bare det værste. Klarer klart det psykiske pres bedst, når jeg også er under andet psykisk pres (f.eks. ved eksamensskrivning) 

Men omvendt vi jeg jo ikke tage IVF hvis det er at skyde gråspurve med kanoner... 

Vist et lidt rodet svar tilbage. Mit hoved er fyldt med tanker... 

Jeg kender det kun alt for godt - altså alle de rodede tanker som farer rundt og forsøger at finde for og imod. Der er muligvis heller ikke noget rigtigt svar - andet end hvad I umiddelbart mærker at I har mest behov for...

Ventetiden er en overset psykisk belastning som jeg synes fylder rigtig meget. Vi var endda heldige i det offentlige - da vi først havde været til forsamtale lykkedes det os at få en afbudstid og komme nogenlunde hurtigt i gang. Vi har ikke prøvet at blive afvist ved nye forsøg, som man andre... men alligevel er det benhårdt.

I sommers ramte vi sommerferien i det offentlige - hvilket var mere end hvad jeg kunne holde til. Havde haft to aborter det år allerede og en masse komplikationer. Vi tog derfor en "lynrunde" i det private, til trods for at vi havde to gratis forsøg tilbage. Det giver ingen logisk mening, men jeg kunne ikke mere...

Nu er jeg i 37. uge... ikke fordi det var i det private (de gør jo i store træk det samme) - men hvor er jeg glad for at jeg overtalte manden til at smide opsparingen efter et forsøg, selvom det ikke nødvendigvis var "fornuftigt"...