Hvad ville i gøre? Job vs familie

Jeg synes generelt at man skal passe på med at indrette sit privatliv alt for meget efter ens arbejdsliv og hvad karrieren/chefen dikterer.

Helt kynisk sat op så tænker jeg ikke at du skylder din arbejdsplads noget. Hvis du er kommet i betragtning til den pågældende stilling en gang, så kan det helt sikkert også lade sig gøre igen.

Du kan risikere at du planlægger dit fremtidige familieliv efter arbejdspladsens behov og chefens rangfordeling. Noget som kan vende på en tallerken uden at du vil kunne har den mindste indflydelse. 

Jeg kan sagtens følge dig i at det er sindssygt ærgerligt at lade drømmejobbet passere, men om 50 år når du sidder tilbagelænet i din din lænestole kan jeg forsikre dig om at det ikke er din loyalitet overfor din chef du vil mindes. Nærmere de børn og den mand du istedet valgte til og som du har skabt dit liv med uafhængigt af hvad en chef dikterede var bedst for virksomheden eller ej.

Til syvende og sidst vil din kommende families eksistens mangle uden dig, det kan man ikke just sige om virksomheden. Den vil stadig fungere i bedste velgående uden dig på den pågældende post, så hvor meget tror du egentlig du er med i deres bønner når alt kommer til alt? Hvor meget tror du egentlig at virksomheden tager højde for dig og dit? Du er jo selv inde på at bliver du gravid så går stillingen højst sandsynligt nok til en anden. 

Derfor mener jeg at du skal følge dit og din kærestes store ønske og vægte familieliv/baglandet højere end stillingen til hver en tid.

Anonym1985 skriver:

Jeg synes generelt at man skal passe på med at indrette sit privatliv alt for meget efter ens arbejdsliv og hvad karrieren/chefen dikterer.

Helt kynisk sat op så tænker jeg ikke at du skylder din arbejdsplads noget. Hvis du er kommet i betragtning til den pågældende stilling en gang, så kan det helt sikkert også lade sig gøre igen.

Du kan risikere at du planlægger dit fremtidige familieliv efter arbejdspladsens behov og chefens rangfordeling. Noget som kan vende på en tallerken uden at du vil kunne har den mindste indflydelse. 

Jeg kan sagtens følge dig i at det er sindssygt ærgerligt at lade drømmejobbet passere, men om 50 år når du sidder tilbagelænet i din din lænestole kan jeg forsikre dig om at det ikke er din loyalitet overfor din chef du vil mindes. Nærmere de børn og den mand du istedet valgte til og som du har skabt dit liv med uafhængigt af hvad en chef dikterede var bedst for virksomheden eller ej.

Til syvende og sidst vil din kommende families eksistens mangle uden dig, det kan man ikke just sige om virksomheden. Den vil stadig fungere i bedste velgående uden dig på den pågældende post, så hvor meget tror du egentlig du er med i deres bønner når alt kommer til alt? Hvor meget tror du egentlig at virksomheden tager højde for dig og dit? Du er jo selv inde på at bliver du gravid så går stillingen højst sandsynligt nok til en anden. 

Derfor mener jeg at du skal følge dit og din kærestes store ønske og vægte familieliv/baglandet højere end stillingen til hver en tid.

Er sådan ser overordnet enig i dine betragtninger, men når nu jeg sidder her i min sofa vil jeg sige den mest rolige barsel, sen barsel uden en masse hvis tanker, uden frustration der poppede op en gang imellem, den barsel hvor jeg kunne nyde nuet hundrede procent var den hvor jeg havde et arbejde at vende tilbage til. Jeg har prøvet en barsel som specialestuderende, en barsel som arbejdsløs og en barsel i en fast stilling og ærligt jeg vil til hver en tid foretrække barslen i den faste stilling - vil dog foretrække små børn som studerende, men det er en anden historie. 

Så er man 26 som ts og det handler om lige at se tiden an i 6 mnd, om man kunne ende med en barsel hvor man ved man har en okay økonomi, man ved man har er arbejde at vende tilbage til, så ville jeg godt turde vente de 6 mnd. Det handler jo ikke om at indrette sig efter arbejdspladsen, men at indrette sig efter sine egne fremtidsdrømme, eget liv. 

Så ts, ja man skal hundrede procent følge sir hjerte. Men det at vide man kan forsørge sig selv og ikke mindst gå på barsel og vide der er er arbejde bag efter, det ville foretrække især når det handler om så kort tid, det er jo ikke er studie på 3 år du mangler eller.... 

Anonym skriver:

Hej  

ved ikke om dette forum er det korrekte til mit indlæg, men here goes; 

Min kæreste og jeg vil meget gerne starte familie snart. Faktisk gerne begynde nu her, vi er begge i en alder hvor vi synes at nu er det tid.

men! Jeg er i totalt dilemma (synes jeg selv) over mit arbejde - jeg er pt i et vikariat med slut til november 16, hvor der er god chance for fastansættelse derefter. Det er virkelig et job jeg er glad for og som jeg kan se mig selv i, i mange år frem. 

Men hvis vi skulle være så heldige at blive hurtigt gravide, tænker jeg at min chance for at få jobbet er ret lille, da det er flere kandidater (som allerede har børn) 

Så ja, hvad havde i gjort? Stifte familie nu eller vente og se om jobbet er sikret efter vikariat?  

Vil både være ked af at vente med baby, men sørme også ked af at måske "vinke farvel" til mit drømmejob. 

Uanset alder så havde jeg valgt familie! 

Du er jo ikke sikret den fastansættelse, så du ka risikere at vente til november også få sparket også vil det da være træls? 

Men kan også godt se at det self er vigtigt med et job også jo 

men ja jeg er også meget egoistisk 

Anonym skriver:

Hej  

ved ikke om dette forum er det korrekte til mit indlæg, men here goes; 

Min kæreste og jeg vil meget gerne starte familie snart. Faktisk gerne begynde nu her, vi er begge i en alder hvor vi synes at nu er det tid.

men! Jeg er i totalt dilemma (synes jeg selv) over mit arbejde - jeg er pt i et vikariat med slut til november 16, hvor der er god chance for fastansættelse derefter. Det er virkelig et job jeg er glad for og som jeg kan se mig selv i, i mange år frem. 

Men hvis vi skulle være så heldige at blive hurtigt gravide, tænker jeg at min chance for at få jobbet er ret lille, da det er flere kandidater (som allerede har børn) 

Så ja, hvad havde i gjort? Stifte familie nu eller vente og se om jobbet er sikret efter vikariat?  

Vil både være ked af at vente med baby, men sørme også ked af at måske "vinke farvel" til mit drømmejob. 

Man kan aldrig vide,hvor længe PB kommer til at tage,så hvis jeg var jer,ville jeg gå igang med det - jobsituationen skal nok løse sig:-)

lineog4 skriver:

Er sådan ser overordnet enig i dine betragtninger, men når nu jeg sidder her i min sofa vil jeg sige den mest rolige barsel, sen barsel uden en masse hvis tanker, uden frustration der poppede op en gang imellem, den barsel hvor jeg kunne nyde nuet hundrede procent var den hvor jeg havde et arbejde at vende tilbage til. Jeg har prøvet en barsel som specialestuderende, en barsel som arbejdsløs og en barsel i en fast stilling og ærligt jeg vil til hver en tid foretrække barslen i den faste stilling - vil dog foretrække små børn som studerende, men det er en anden historie. 

Så er man 26 som ts og det handler om lige at se tiden an i 6 mnd, om man kunne ende med en barsel hvor man ved man har en okay økonomi, man ved man har er arbejde at vende tilbage til, så ville jeg godt turde vente de 6 mnd. Det handler jo ikke om at indrette sig efter arbejdspladsen, men at indrette sig efter sine egne fremtidsdrømme, eget liv. 

Så ts, ja man skal hundrede procent følge sir hjerte. Men det at vide man kan forsørge sig selv og ikke mindst gå på barsel og vide der er er arbejde bag efter, det ville foretrække især når det handler om så kort tid, det er jo ikke er studie på 3 år du mangler eller.... 

Jeg kan såmen også sagtens følge dig og er da også enig i at en betalt barsel samt sikkerheden og trygheden i at vide hvad man har at komme tilbage til giver ro i sjælen. Jeg glæder mig da også til at prøve det før eller siden. Jeg har selv prøvet en barsel hvor jeg gik fra en uge inden fødslen og efterfølgende læste fag på min kandidat sideløbende med barslen, denne gang bliver det en barsel på barselsdagpenge. Og ja den første barsel var sindssyg hård, den anden jeg har i vente nu her bliver da også økonomisk hård er jeg sikker på. Men vi har valgt at få de børn vi ønsker nu på trods af at jeg f.eks. ikke har flere SU klip tilbage og min kæreste også er kandidatstuderende. Økonomi er for mig bare ikke alt (længere), det giver tryghed ja, ro i maven ja. Jeg kan da også mærke at jeg tænker meget over mit fremtidige job og karriere vej, ligesom TS gør. MEN jeg har valgt at prioritere hver ting til sin tid. Jeg skal nok nå at få mig den karriere jeg altid har drømt om, men for nu er fokus et helt andet sted og det har jeg aktivt valgt at slå mig til ro med.

Jeg har før i tiden brugt enorme mængder energi på at planlægge store 5-10-20 års planer og mange af dem har jeg også nået. Men det jeg ikke har formået er at være i nuet med ro i maven og følge det jeg føler for og turde det. Det gør jeg nu og det føles skønt at lade tingene udspille sig for øjnene af sig uden at føle at man skal have kontrol med og over begivenhederne konstant og hele tiden inkl. arbejdssituationen.

Så TS; følg din mavefornemmelse hvad enten det er det ene eller det andet. Med hvilken løsning kan du se flest plusser? Med hvilken løsning føler du mest glæde/lykke/tilfredshed ved?

Pøj pøj

Anonym1985 skriver:

Jeg kan såmen også sagtens følge dig og er da også enig i at en betalt barsel samt sikkerheden og trygheden i at vide hvad man har at komme tilbage til giver ro i sjælen. Jeg glæder mig da også til at prøve det før eller siden. Jeg har selv prøvet en barsel hvor jeg gik fra en uge inden fødslen og efterfølgende læste fag på min kandidat sideløbende med barslen, denne gang bliver det en barsel på barselsdagpenge. Og ja den første barsel var sindssyg hård, den anden jeg har i vente nu her bliver da også økonomisk hård er jeg sikker på. Men vi har valgt at få de børn vi ønsker nu på trods af at jeg f.eks. ikke har flere SU klip tilbage og min kæreste også er kandidatstuderende. Økonomi er for mig bare ikke alt (længere), det giver tryghed ja, ro i maven ja. Jeg kan da også mærke at jeg tænker meget over mit fremtidige job og karriere vej, ligesom TS gør. MEN jeg har valgt at prioritere hver ting til sin tid. Jeg skal nok nå at få mig den karriere jeg altid har drømt om, men for nu er fokus et helt andet sted og det har jeg aktivt valgt at slå mig til ro med.

Jeg har før i tiden brugt enorme mængder energi på at planlægge store 5-10-20 års planer og mange af dem har jeg også nået. Men det jeg ikke har formået er at være i nuet med ro i maven og følge det jeg føler for og turde det. Det gør jeg nu og det føles skønt at lade tingene udspille sig for øjnene af sig uden at føle at man skal have kontrol med og over begivenhederne konstant og hele tiden inkl. arbejdssituationen.

Så TS; følg din mavefornemmelse hvad enten det er det ene eller det andet. Med hvilken løsning kan du se flest plusser? Med hvilken løsning føler du mest glæde/lykke/tilfredshed ved?

Pøj pøj

 

Som skrevet har jeg også prøvet er andre barsler og sjovt nok var det ikke økonomien der var det store omdrejningspunkt det var mere hvad er det jeg skal ud til, hvor henne, hvor mange timer, kan jeg knokle igennem og vise mit værd når jeg samtidig ønsker at være mor med stort M, bliver vi nød til at flytte og og og.... Da jeg så var på barsel med den sidste kendte jeg svaret på alle de ting, ja det kunne forandre sig, jeg om nogen har lært det på den hårde måde at planlægningen og fremtidsplanerne kan vælte på et splitsekund, men det var en fantastisk tryghed, en fantastisk oplevelse af jeg har barsel til sidste dag for jeg skal ikke tænke over st søge arbejde, finde vejleder og og og og... Jeg skulle bare nyde hvert sekund og jeg vidste jeg kunne klare det arbejde inden familieånd jeg ønskede. 

Derfor ja man skal følge min sin mavefornemmelse, men man må også gerne debattere med sin mave og spørge: hvordan kære mave vil du have det med en slutning af barsel der står på jobsøgning og måske også skulle rykke teltpælene op for at flytte til arbejdet? 

Anonym1985 skriver:

Jeg synes generelt at man skal passe på med at indrette sit privatliv alt for meget efter ens arbejdsliv og hvad karrieren/chefen dikterer.

Helt kynisk sat op så tænker jeg ikke at du skylder din arbejdsplads noget. Hvis du er kommet i betragtning til den pågældende stilling en gang, så kan det helt sikkert også lade sig gøre igen.

Du kan risikere at du planlægger dit fremtidige familieliv efter arbejdspladsens behov og chefens rangfordeling. Noget som kan vende på en tallerken uden at du vil kunne har den mindste indflydelse. 

Jeg kan sagtens følge dig i at det er sindssygt ærgerligt at lade drømmejobbet passere, men om 50 år når du sidder tilbagelænet i din din lænestole kan jeg forsikre dig om at det ikke er din loyalitet overfor din chef du vil mindes. Nærmere de børn og den mand du istedet valgte til og som du har skabt dit liv med uafhængigt af hvad en chef dikterede var bedst for virksomheden eller ej.

Til syvende og sidst vil din kommende families eksistens mangle uden dig, det kan man ikke just sige om virksomheden. Den vil stadig fungere i bedste velgående uden dig på den pågældende post, så hvor meget tror du egentlig du er med i deres bønner når alt kommer til alt? Hvor meget tror du egentlig at virksomheden tager højde for dig og dit? Du er jo selv inde på at bliver du gravid så går stillingen højst sandsynligt nok til en anden. 

Derfor mener jeg at du skal følge dit og din kærestes store ønske og vægte familieliv/baglandet højere end stillingen til hver en tid.

Det handler vel ikke om loyalitet over for arbejdspladsen, men om egen sikkerhed og tryghed ved at vide, der er en fast stilling på en velkendt arbejdsplads efter barslen - sat over for uvished og mulig arbejdsløshed. Når der kun er tale om at vente til november i år, tror jeg ikke, der vil være så meget at ærgre sig over om 50 år. 

Ro på jobsituationen giver nu engang trygge og gode rammer for barslen, og i det lange livsperspektiv er der ikke den store forskel på, om man fik barn fx først eller sidst i 2017.