Anonym skriver:
Jeg har simpelthen brug for luft.
For tiden har jeg bare ingen energi. Jeg er så træt af alle fem hverdage at stå op, gå i bad, lave madpakker, give morgenmad, give tøj på (det gør far dog af og til) og så bare afsted med ungerne...
Mit studie presser mig hårdt for tiden, har virkelig overvejet at droppe ud og bare få et arbejde... (Men så føler jeg, at jeg fejler).
Er sindssygt træt af, at bo ved siden af mine forældre, da (især den ene) har svært ved ikke at blande sig i min hverdag. (Har ikke lyst til at brokke mig, da vi faktisk bor billigt til leje af den).
Min mand har et lunefuldt temperament, og orker ikke hans sure perioder der kommer og går. Eller hans vredesudbrud som er sindssygt overdrevne, i forhold til de enkelte situationer...
Orker ikke weekender, hvor jeg føler vi "skal" finde på noget at lave, for ellers bliver der sure miner i huset...
Allerede 10 min efter man er stået op (selv i weekender er det mellem 5-6 de står op) er det første der sker, at den store unge siger "jeg er sulten, mor laver du ikke noget morgenmad..." Og jo det gør jeg... For ellers skal jeg høre på det hvert andet minut, til det klaret.
Hvis jeg trækker mig lidt, bliver den store unge hængende, og skal hele tiden krave op på skødet, selvom h*n er for stor og tung at have på skødet...
Hader vi har en lorte økonomi som gør vi ikke kan få noget mere plads omkring os... Vi bor på så lidt plads at man ikke kan slå en prut uden alle hører det...
Den bedst tid er når jeg er alene. Ingen hjemme...
(Tænker oftere og oftere, at det ville være meget bedre ikke at være til... Bare hoppe ud foran et tog... Ikke at jeg ville gøre alvor af det.)
bare her til morgen, fordi jeg ikke er i sindssygt godt humør, og ikke får hørt hvad min mand sagde, bliver han tosset og råber af mig, selvom børnene sidder i sofaen... Ved godt han siger det fordi han vil hjælpe... Men han kan ikke hjælpe.
Når jeg spørger hvorfor han syntes det er nødvendigt at råbe, svare han at han kunne mærke jeg var ved at blive sur??? Jeg har ikke energi til at blive sur, så det ikke rigtigt...
Er så træt af alt... Er ulykkelig og ked af det hele tiden... Elsker virkelig mine børn, men kan ikke få humøret op.
Som det første tænker jeg, at I må have ændret jeres dagligdagsrutiner - hvad er alternativet? Det lyder ikke til, at det kan fortsætte, som det gør nu. Hverken du eller dine børn har det godt med en træt og ulykkelig mor 
Nu skriver du, at din mand ikke kan hjælpe, det vil jeg mene han kan og faktisk kan være nøglen til den forandring, I skal have i gang. Han råber af dig, det er ikke i orden, men forklaringen kan være at han er frustreret og ikke ved hvad han skal gøre.
Jeg synes I skal lave en arbejdsfordelingen 50/50. Han står op om lørdagen og står for alt indtil du står op, og søndag omvendt.
I skiftes til at lave aftensmad (måske I kunne lave til to dage, så skal I hver især kun lave hver fjerde dag)
I skiftes til at putte, og den der ikke putter, laver madpakker (kan godt laves om aftenen uden at der sker noget ved det, det er værre at mor ikke kan hænge sammen) og rydder lidt op eller anden praktisk opgave.
I skal ikke lave alt muligt i weekenderne, hvem bestemmer det? Herhjemme er det mig, der gerne vil alt muligt i weekenden og familien, der trak i håndbremsen. Hverdagene er hårde, og min familie havde brug for to dage om ugen i langsomt tempo, uden planer, aftaler, to do-lister osv. Og det har jeg fundet ud af, er verdens bedste måde at holde weekend på. Vi spiser sen morgenmad, når den, der sover længe er vågnet, spiller et spil, danser, læser, den der er stået tidligt op lægger sig på sofaen eller i sengen, den anden bager med barn, laver modellervoks, vi går alle en tur ved stranden og kaster med sten osv. osv. Weekenderne bliver brugt til at lade op. Oplevelser er der selvfølgelig også plads til, teater, svømmehal, men det er ikke nødvendigt. Vi gør det, hvis vi har lyst.
