Hvad gør i

hvad gør i når jeres barn/børn får vredes udbrud, fordi barnet/børnene ikke får den/deres vilje? - hvad takler i det/dem? 

Har en på næsten 5, barnet bliver noget så vred. 

En episode idag. 

Vi går i en by, barnet får lov at kigge i by, vi skal lige pludselige skynde os ud fordi barnet skal tisse. (Hvilket selvfølgelig var et uheldigt tidspunkt)  men vi når at se det meste, men det mente barnet ikke.

Barnet vil så tilbage og jeg siger at det kan vi ikke nå, vi skal nå de andre som var ude og se efter et sted vi skulle spise men på vej tilbage kunne vi gå derind igen.

SÅ begynder dramaet, plager hele vejen, begynder at spytte, vi ankommer til spise stedet og ska vente 5min på de får plads til os, barnet sætter sig ned på gulvet, så alle går ind i barnet nærmest, med et sur og irriterende ansigt og man er ikke i tvivl om barnet bare vi være på tværs. Barnet får øje på en ballon og jeg siger NEJ!! Plager og plager hvor jeg så forklar hvorfor det er et nej! Så går verden fra hinanden, og tilsidst får jeg nok efter flere advarsler, så jeg tager under barnets ene arm og løfter barnet op og siger "nu det nok, vi går ud i bilen" og begynder at gå mens jeg har fat under armen hvor barnet trækker højre arm og svinger den ind i maven på mig og er rigtig vred. 

Barnet lover at stoppe og vi går ind og spiser med de andre, der går længe før barnet bløder op. 

Jeg er meget ked af det inden i fordi jeg kommer derud jeg ikk har lyst til at være "sur, meget vred i stemmen og lidt høj og dyb i stemmen" 

hvorfor kan mit barn ikke bare høre efter "mens legen er god"?

 Mit barn har næsten dagligt et udbrud nogen gange over et simpel lille stykke legetøj 

Vi har en datter på 3 som har meget temperament. Og det er som regel over for mig. Og hun kan finde på at skrige og hyle over ikke at få sin vilje. Og det kan hun bare gøre. For jeg ændre ikke mening. Og så er jeg ligeglad med hvor det foregår. Selvfølgelig er der nogle undtagelser. Men er vi feks ude og handle så må hun da bare blive gal

Mor1986 skriver:

Vi har en datter på 3 som har meget temperament. Og det er som regel over for mig. Og hun kan finde på at skrige og hyle over ikke at få sin vilje. Og det kan hun bare gøre. For jeg ændre ikke mening. Og så er jeg ligeglad med hvor det foregår. Selvfølgelig er der nogle undtagelser. Men er vi feks ude og handle så må hun da bare blive gal

Nemlig men bliver du ikke ked indeni at hun får dig derud hvor du bare "får nok"? Fordi hun ikke vil stoppe eller slæber du hende bare igennem butikken feks eller hvordan?

Konsekvens hele vejen igennem.

Jeg har en dreng på 8 1/2 år med ufordringer (ADHD) og jeg ville have gjort følgende i samme situation. Han ville have fået 3 chancer til, at sætte sig op før, at jeg havde  pakket alle mine ting sammen. Hvis han havde slået mig var jeg gået med det samme. Ingen chancer når man slår. Jeg ville aldrig været gået tilbage, da han så ved, at det også ville gå en anden gang.

Jeg ved godt, at det er nemmere sagt end gjort

MoarHvidovre skriver:

Konsekvens hele vejen igennem.

Jeg har en dreng på 8 1/2 år med ufordringer (ADHD) og jeg ville have gjort følgende i samme situation. Han ville have fået 3 chancer til, at sætte sig op før, at jeg havde  pakket alle mine ting sammen. Hvis han havde slået mig var jeg gået med det samme. Ingen chancer når man slår. Jeg ville aldrig været gået tilbage, da han så ved, at det også ville gå en anden gang.

Jeg ved godt, at det er nemmere sagt end gjort

Synes det er rigtig svært, for barnet har det til tider rigtig svært og jeg vil gi barnet alt i hele verden og har det bedst ved at se barnet glad og når det ikke kan lykkes mlg får jeg det rigtig øv indeni og føler jeg fejler som mor 

Anonym skriver:

Synes det er rigtig svært, for barnet har det til tider rigtig svært og jeg vil gi barnet alt i hele verden og har det bedst ved at se barnet glad og når det ikke kan lykkes mlg får jeg det rigtig øv indeni og føler jeg fejler som mor 

Vi alle ønsker det bedste for vores børn og vil gøre alt for dem.

Dit barn ved, at der ikke er nogne konsekvens og vil blive ved med, at drive den lidt længere hver gang.

Jeg ved nøjagtig hvordan det er, at have et barn med udfordringer og har haft mange øjne i nakken når vi har været ude.

Men det er blevet så meget bedre med ham og han ved, at hvis han ikke overholder reglerne så går vi hjem.

Det vil være rigtig hårdt i starten, men det bliver nemmere når de ved, at når mor har sagt noget, så gør man som mor siger

MoarHvidovre skriver:

Vi alle ønsker det bedste for vores børn og vil gøre alt for dem.

Dit barn ved, at der ikke er nogne konsekvens og vil blive ved med, at drive den lidt længere hver gang.

Jeg ved nøjagtig hvordan det er, at have et barn med udfordringer og har haft mange øjne i nakken når vi har været ude.

Men det er blevet så meget bedre med ham og han ved, at hvis han ikke overholder reglerne så går vi hjem.

Det vil være rigtig hårdt i starten, men det bliver nemmere når de ved, at når mor har sagt noget, så gør man som mor siger

Mit barn er møg forkælet og det har jeg indset forsent fordi mit barn er ene barn, så man ikke tæt over det, før barnet er samme med lege kammerater. 

Hvad vil du give mig af værktøj for at få andre det her?

Anonym skriver:

Mit barn er møg forkælet og det har jeg indset forsent fordi mit barn er ene barn, så man ikke tæt over det, før barnet er samme med lege kammerater. 

Hvad vil du give mig af værktøj for at få andre det her?

Tæl til 10 og gå ud af rummet når det bliver for svært.

Start i det små. F.eks. hvis barnet står i en forretning og plager om en is og bliver helt hysterisk, så siger du, at nu tæller jeg til 3 og hvis du ikke stopper så går vi hjem. Så lad kurv være kurv og gå hjem. Næste gang I så er ude og handle siger du bare henkastet "husk ingen plageri om is ellers går vi hjem". Når du har gjort det et stykke tid vil plageriet stoppet, da barnet godt ved, at konskvensen bliver, at man går hjem.

Det kan du overfører til andre episioder.

Anerkende de gode ting barnet gør, så barnet får en god oplevelse med de ting. F.eks. når barnet går ud af forreningen uden, at have plaget om en is, så siger du når I går "det var bare så dejligt, at du ikke plagede efter is"

MoarHvidovre skriver:

Tæl til 10 og gå ud af rummet når det bliver for svært.

Start i det små. F.eks. hvis barnet står i en forretning og plager om en is og bliver helt hysterisk, så siger du, at nu tæller jeg til 3 og hvis du ikke stopper så går vi hjem. Så lad kurv være kurv og gå hjem. Næste gang I så er ude og handle siger du bare henkastet "husk ingen plageri om is ellers går vi hjem". Når du har gjort det et stykke tid vil plageriet stoppet, da barnet godt ved, at konskvensen bliver, at man går hjem.

Det kan du overfører til andre episioder.

Anerkende de gode ting barnet gør, så barnet får en god oplevelse med de ting. F.eks. når barnet går ud af forreningen uden, at have plaget om en is, så siger du når I går "det var bare så dejligt, at du ikke plagede efter is"

Er rigtig god til at anerkende mit barn for alt godt. 

Har bare været for god til at give mig, hvilket jeg kan mærke nu. 

Tak for lige at få frisket de gode måde at sætte grænser på. 

Anonym skriver:

Nemlig men bliver du ikke ked indeni at hun får dig derud hvor du bare "får nok"? Fordi hun ikke vil stoppe eller slæber du hende bare igennem butikken feks eller hvordan?

Jeg er selv meget konsekvent herhjemme, hvorimod min mand lader børnene køre rundt med sig. Jeg har måske 80% færre problemer med dem end han har. Jeg tillader aldrig at mine børn slår, sparker, spytter eller taler grimt til mig. Der er enkle klare regler og så er et nej et nej. Men langt hen ad vejen kommer man langt med at have et glimt i øjet og når barnet f.eks. Skaber sig så vis det hvor fjollet det er. Ikke når bølgerne går rigtig højt selvfølgelig, men det kan tage rigtig mange konflikter i opløbet. Desuden bruger jeg øjenhøjde/øjenkontakt med barnet og fysisk kontakt, at tage om barnet eller have det på skødet etc. Jeg forklarer enkelt om hvorfor man ikke må noget, men kun ved protest over nej'et. Jeg prøver at give alternativer, f.eks. Med at slå, at du må slå puden, sparke til bolden. Du må ikke spytte på mennesker, men gerne på jorden væk fra folk eller i toilettet. Hvis de flipper helt ud, har den store fra 3 års alderen fået at vide, at han skal gå ind på værelset eller andet sted for at køle af. Nogle gange må man bare lade dem få frustrationerne og raseriet ud, så kan man tale bagefter. Jeg er aldrig i tvivl når jeg er konsekvent mht. Mine børns opførsel for jeg ser det som en del af min kærlighed til dem, at jeg gør livet så meget nemmere for dem på længere sigt, ved at lære dem de sociale spilleregler. Man kan selvfølgelig aldrig undgå at begå fejltagelser og så må man forklare og sige undskyld og også huske at tilgive sig selv