Nogle med patientklagenævn erfaringer? ?

Jeg har været i Patientklagenævnet to gange og vundet begge sager. Efterfølgende har jeg i det ene tilfælde hevet sagen videre i retten med henblik på erstatning, hvor vi desværre tabte. Sagen er anket og vi venter nu på indkaldelse til landsretten.

Du må meget gerne skrive til mig privat, hvis du vil vide mere.

Om det er det værd kommer jo meget an på hvad man vil opnå.

Og at få svar på en klage om den er officiel eller blot en personlig kan være utrolig svært. 

Vi valgte efter Lia ikke at klage officielt, for hvad kunne vi opnå, sket var sket og vi fik af hospitalet at vide de havde taget proceduren op til revision (holdt så vist kun kort tid for der er jo også økonomi i det). Vi kunne have klaget over de valgte at sende os hjem med et barn der var for syg til livet. 

Derimod klagede jeg over Roskilde brandvæsen ikke officielt men et personligt brev hvor jeg forklarede hvordan jeg havde oplevet situationen (fik senere medhold SF hospitalet på en del af det). Kort fortalt er historien, at efter vi ringede 112 kom der selvsagt en ambulance og to ambulanceførere. Jeg fortæller dem Lia har været uden åndedrat og hun har været meget blå. På det tidspunkt ligger hun i noget alla natostilling, min mand har fået hende til at trække vejret igen men kun overfladisk og hun er helt hvid (med ligpletter på lårene). De siger: hun er da ikke blå, men har en fin farve og hun trækker da fint vejret. Desværre er proceduren sådan vi skal tage jeg med når det er så lille et barn, men det er virkelig spild af tid, så husl at pakke noget varmt tøj for I er hjemme om en time og der er der ingen ril at køre jer. De tager os med uden udrykning og tager ingen prøver på hende, jeg får senere at vide de ringer et spædbarn ind der har det godt og hvor mor fastholde hun har haft respirationsbesvær, derfor bliver vi på hospitalet mødt af en sygeplejerske på en stue der ikke er klar til et meget sygt barn. Jeg husker stadig turen omkring skadestuen til børneakut, hvor de går langsomt, joker og svinger med liften og jeg havde lyst til at hive liften ud af deres hænder og løbe. Da vi kommer til afdelingen var hun næsten død og alt går utrolig stærkt, fra en sygeplejesker til 3 læger og 4 sygeplejersker, er brændende håndklæde i en mikrobølgeovn fordi de ikke havde fået en varmekasse fra neonetal og ja i det hele taget stor alvor. 

Nå som du kan læse er det den eneste flig hvor jeg stadig har en stor bitterhed og mit hjerte gallopere bare det jeg skal skrive det her. Men pointen er der skrev jeg til Roskilde brandvæsen og fik et svar, er svar der gjorde så ondt, et svar så jeg tænkte jeg skulle aldrig have klaget. For en ting var hvad de havde gjort, en anden ting var de ikke ville erkende det. De var selvsagt bange for den officielle klage, så havde de erkendt på skrift så havde jeg haft en sag (ville jeg have haft alligevel for hospitalet havde samme historie som mig og fortalte de havde indkaldt dem samtale både fordi det skal man når en patient dør, men også for at fortælle deres handlinger havde været under alt kritik).

Så det jeg ville skrive, det er svaret kan være hårdt, svaret kan rippe op, svaret kan sende en ned i kulkælderen. Her 9 år efter er jeg stadig bitter og ked af deres svar. Jeg valgte ikke at gå videre havde simpelthen ikke overskuddet og hvorfor skulle jeg. Men jeg har en kæmpe mistillid til Roskilde brandvæsen, sker der noget med mit barn kører jeg hellere selv, og jeg kan stadig få et gip ved en ambulance især hvis den kører forbi vores hjem og tænke om det er de to der sidder i ambulancen og om de nogensinde overvejede at se kunne have været skyld i et barns død (var de ikke for hun ville stadig have været død, men en anden historie og samme handling så kunne de have været....)

Kay skriver:

Det lyder godt nok hårdt og langt... Her er det mange fejl der har haft stor indflydelse på mit og vores liv

Jeg mener det er vigtigt at klage, for uden konsekvenser, har sundhedsvæsnet ikke meget incitament til at ændre på de ting, der ikke fungerer.

Du skal dog nok starte med at finde ud af, hvad du vil opnå? En anerkendelse? En undskyldning? Økonomisk erstatning?

I vores tilfælde blev min far fejlbehandlet af en læge, der ikke var kompetent til at udføre en procedure, og efterfølgende fulgte han ikke op. Det udløste en hel kaskade af fejlbehandlinger, utilsigtede hændelser, forkerte antagelser og generel ligegyldighed, hvilket endte med at han døde 6 måneder senere. Adskillige af de involverede læger, anbefalede at vi klagede, fordi sagen var så grotesk, men fordi forløbet strakte sig over 4 hospitaler (der ikke anede hvad de andre lavede) og mere end 700 sider journal, kunne de folk der sad og behandlede klagerne ikke gennemskue den, og så blev det bare afslag. Det var helt tydeligt at se på de sagsresumeer og begrundelser vi fik.

Hvis du har set dokumentaren "Patienten, der fik nok" så har du et godt billede af hvad de gjorde mod min far, hans forløb tog bare 6 måneder (udelukkende fordi min mor sad ved hans seng hver eneste dag, og blev ved med at stille spørgsmål, følge op og forlange svar) og han var ikke så heldig at have en privat sundhedsforsikring, der kunne hjælpe.

I vores tilfælde er det vrede, der driver værket. Det værste for os er, at NOGEN har gjort det her, mod ham og vores familie. Og nu ligger den så i retten...

Men tænk over, hvad du vil opnå, hvor langt du vil gå, og så træf beslutningen derfra.

GUSO skriver:

Jeg blev opfordret til at klage efter den behandling jeg /vi fik da Albert kom til verden, men jeg har ikke haft overskuddet til det, og får det nok heller aldrig desværre  det er følelsesmæssigt meget ømt 

Du har 2 år til at Gøre det  

Kay skriver:

Nogle der har erfaringer med at klage til patient klagenævnet der vil dele deres erfaringer enten her eller over pb?

Du skal kontakte pt vejlederen på det sygehus du er utilfreds med de vil kunne råde og vejlede dig uforpligtende og så har i mulighed for at finde ud af med jer selv om det er kampen værd. Men i princippet syntes jeg jo man skal klage når man er utilfreds ellers bliver det aldrig bedre! Held og lykke 

lineog4 skriver:

Om det er det værd kommer jo meget an på hvad man vil opnå.

Og at få svar på en klage om den er officiel eller blot en personlig kan være utrolig svært. 

Vi valgte efter Lia ikke at klage officielt, for hvad kunne vi opnå, sket var sket og vi fik af hospitalet at vide de havde taget proceduren op til revision (holdt så vist kun kort tid for der er jo også økonomi i det). Vi kunne have klaget over de valgte at sende os hjem med et barn der var for syg til livet. 

Derimod klagede jeg over Roskilde brandvæsen ikke officielt men et personligt brev hvor jeg forklarede hvordan jeg havde oplevet situationen (fik senere medhold SF hospitalet på en del af det). Kort fortalt er historien, at efter vi ringede 112 kom der selvsagt en ambulance og to ambulanceførere. Jeg fortæller dem Lia har været uden åndedrat og hun har været meget blå. På det tidspunkt ligger hun i noget alla natostilling, min mand har fået hende til at trække vejret igen men kun overfladisk og hun er helt hvid (med ligpletter på lårene). De siger: hun er da ikke blå, men har en fin farve og hun trækker da fint vejret. Desværre er proceduren sådan vi skal tage jeg med når det er så lille et barn, men det er virkelig spild af tid, så husl at pakke noget varmt tøj for I er hjemme om en time og der er der ingen ril at køre jer. De tager os med uden udrykning og tager ingen prøver på hende, jeg får senere at vide de ringer et spædbarn ind der har det godt og hvor mor fastholde hun har haft respirationsbesvær, derfor bliver vi på hospitalet mødt af en sygeplejerske på en stue der ikke er klar til et meget sygt barn. Jeg husker stadig turen omkring skadestuen til børneakut, hvor de går langsomt, joker og svinger med liften og jeg havde lyst til at hive liften ud af deres hænder og løbe. Da vi kommer til afdelingen var hun næsten død og alt går utrolig stærkt, fra en sygeplejesker til 3 læger og 4 sygeplejersker, er brændende håndklæde i en mikrobølgeovn fordi de ikke havde fået en varmekasse fra neonetal og ja i det hele taget stor alvor. 

Nå som du kan læse er det den eneste flig hvor jeg stadig har en stor bitterhed og mit hjerte gallopere bare det jeg skal skrive det her. Men pointen er der skrev jeg til Roskilde brandvæsen og fik et svar, er svar der gjorde så ondt, et svar så jeg tænkte jeg skulle aldrig have klaget. For en ting var hvad de havde gjort, en anden ting var de ikke ville erkende det. De var selvsagt bange for den officielle klage, så havde de erkendt på skrift så havde jeg haft en sag (ville jeg have haft alligevel for hospitalet havde samme historie som mig og fortalte de havde indkaldt dem samtale både fordi det skal man når en patient dør, men også for at fortælle deres handlinger havde været under alt kritik).

Så det jeg ville skrive, det er svaret kan være hårdt, svaret kan rippe op, svaret kan sende en ned i kulkælderen. Her 9 år efter er jeg stadig bitter og ked af deres svar. Jeg valgte ikke at gå videre havde simpelthen ikke overskuddet og hvorfor skulle jeg. Men jeg har en kæmpe mistillid til Roskilde brandvæsen, sker der noget med mit barn kører jeg hellere selv, og jeg kan stadig få et gip ved en ambulance især hvis den kører forbi vores hjem og tænke om det er de to der sidder i ambulancen og om de nogensinde overvejede at se kunne have været skyld i et barns død (var de ikke for hun ville stadig have været død, men en anden historie og samme handling så kunne de have været....)

Det kan jeg godt forstå du ikke havde kræfter til jeg er selv ved at finde ud af om vi har kræfter til at klage over forløbet efter Vivas fødsel

Jeg tænker at nogle af jer sikkert husker min lange fødsels beretning fra Vivad fødsel.... der er sket en del siden og vi har længe overvejet at klage... men i fredags fik vi en besked som vi ikke Lige havde set komme og som Gør at vi ret sikkert klager nu når vi på et tidspunkt har tid til at sidde og fordybe os i det sammen

I får lige historien her i korte træk

Blev vores datter født med en meget bred ganespalte der ikke blev opdaget ved fødslen og Heller ikke under indlæggelsen efter selvom jeg som anden gangs mor sagde der er noget galt! Først ved 3 besøg med kontrol vejning og vægttab blev hun undersøgt fordi jeg krævede det 

Da de fandt spalten sad vi i et fælles puslerum med andre forældre der pusler deres børn, sygeplejersken gik med vores nyfødte uden vores samtykke og gav beskeden i det fælles puslerum hvor efter hun gik sin vej og efterlod os uden videre forklaring der efter skete der flere fejl og vi har først i går (vores datter er snart 16 måneder) fundet endnu en fejl vi har nemlig aldrig fået afvide at vores datter er født med pierre robin sekvens det vil sige hun har ikke "bare" ganespalte men hun har et handicap men det glemte de lige at oplyse os om i farten 

Kay skriver:

Du har 2 år til at Gøre det  

 

Det er snart 3 1/2 år siden nu, men jeg kæmper stadig med en belastningsreaktion der stammer derfra bla.. Jeg har for længst opgivet har simpelthen ikke haft kræfterne til det med en syg dreng..

Kay skriver:

Jeg tænker at nogle af jer sikkert husker min lange fødsels beretning fra Vivad fødsel.... der er sket en del siden og vi har længe overvejet at klage... men i fredags fik vi en besked som vi ikke Lige havde set komme og som Gør at vi ret sikkert klager nu når vi på et tidspunkt har tid til at sidde og fordybe os i det sammen

I får lige historien her i korte træk

Blev vores datter født med en meget bred ganespalte der ikke blev opdaget ved fødslen og Heller ikke under indlæggelsen efter selvom jeg som anden gangs mor sagde der er noget galt! Først ved 3 besøg med kontrol vejning og vægttab blev hun undersøgt fordi jeg krævede det 

Da de fandt spalten sad vi i et fælles puslerum med andre forældre der pusler deres børn, sygeplejersken gik med vores nyfødte uden vores samtykke og gav beskeden i det fælles puslerum hvor efter hun gik sin vej og efterlod os uden videre forklaring der efter skete der flere fejl og vi har først i går (vores datter er snart 16 måneder) fundet endnu en fejl vi har nemlig aldrig fået afvide at vores datter er født med pierre robin sekvens det vil sige hun har ikke "bare" ganespalte men hun har et handicap men det glemte de lige at oplyse os om i farten 

Start med at skrive forløbet detaljeret ned og tag beskrivelsen med til hospitalets patientvejleder. Du skal også gøre dig klart (gerne i punktopstilling), hvad du klager over. Gør dig også klart, hvad du vil have ud af det (en undskyldning eller en påtale af en bestemt medarbejder). Sådan som du fortæller historien, lyder det ikke til, at der er grund til erstatning (som i dansk tradition ikke i høj grad udbetales for "svie og smerte", som vi ser fra USA ). 

I øvrigt er jeg ked af at læse om jeres datter. Jeg håber, at I har fået god hjælp til ganespalten.