Gravid, men omgangskredsen er imod det...

Sket er sket.. Men jeg tænker lidt...

graviditeten var ikke planlagt? Altså i brugte ikke nogen form for beskyttelse men håbede på man ik blev gravid?  

Well.. Jeg kan læse mig til at i begge ønsker dette barn. 

Mit bedste råd er at snakke om det UDEN nogen andre skal blande sig.

det er vigtigere at i er enig, end at i skal gå og ha ondt i maven over hvad andre så tænker.

Rosenkrantz skriver:

Han er fra Kosovo altså Albaner. Hans familie er heller ikke voldsomt religiøse, bære ikke tørklæde, går ikke op i traditioner, drikker alkolhol osv. Men graviditet med en kristen er ikke noget de går ind for..

Vi er selv henholdsvis dansker (kristen) og iraker (muslim) herhjemme. Jeg vil sige, at det vigtigste er hvordan i selv har det med at få barn med en fra en anden kultur. Når man får børn søger man ofte tilbage til det man selv har lært og det kan være uendelig svært når ens guld bliver påvirket af andre værdier end ens egne. Kan i leve med at gå på kompromis og først og fremmest respektere hinandens baggrund så skal i da selfølgelig få det barn sammen. Jeres familier skal nok finde ud af det efterhånden, mon ikke en stor del af det handler om diverse fordomme som kan forsvinde hvis i og de gør en indsats for, at lære hinanden at kende. Held og lykke

Som en, der selv er i et multikulti forhold, vil jeg råde jer til at afstemme forventningerne i forhold til barnets opdragelse. Emner som svinekød, omskæring, osv. Generelt ting, som betyder noget for jer. Og KUN JER! 

Hvis I er enige, kan jeg kun ønske jer tillykke

Du skal følge dit hjerte og I skal følge jeres ønske - hvis I ønsker barnet, så beholder I det. Forældre er fra en hel anden generation, man gjorde tingene anderledes dengang, specielt i en muslimsk kultur. Jeg har selv en muslimsk baggrund og nøj, hvor har jeg "skuffet" dem mange gange - men i sidste ende ved de jo også, at jeg er voksen og jeg selv vælger mit liv. 

Ja self. er der nogle gange problematikker ved at være sammen på kryds og tværs af kulturer/religioner, men så længe I er afklaret omkring, hvordan det skal foregå og I kender hinanden 100%, så skal andre ikke blande sig. Jeg vil dog give dig et råd; snak tingene igennem i mindste detalje, så der ikke kommer overraskelser hen af vejen, som I kunne have talt om inden I fx står i situationen. Sådan noget som, hvordan barnet skal opdrages, dåb, omskæring whatever. 9 måneder er okay længe at kende hinanden, men det kræver længere tid at kende hinanden 1000%. 

Rosenkrantz skriver:

Det vil til tider være en udfordring med de to vidt forskellige kulturer, og hvis vi nu en dag skulle gå fra hinanden, vil vores barn vokse op i to VIDT forskellige hjem. 
Vi tror dog rigtig meget på hinanden, og ønsker en fremtid og hinanden. 
Noget er også hvis vi selv følte at en abort var det rigtige, men vi føler begge to, at det er meget forkert.
Men hold nu op hvor bliver det hårdt, at skulle stå imod alle andre, og bevise at vi godt kan - for dét vil satme også slide på vores forhold. 
Jeg snakkede med min far igår, og skal mødes med min mor om lidt, for at snakke med hinanden. Min mormor og morfar har også været forbi, og de ønsker jo blot en abort, for min egen skyld.. 

Der er allerede kommentere fint og meget på alt muligt i tråden... så blot en tilføjelse: Du er en voksen kvinde, som reelt overvejer og ønsker et barn med en mand du har kendt i relativt kort tid, og du er da nødt til at træffe denne beslutning sammen med din kæreste. Ikke alle mulige andre?

Din mor, mormor, far, morfar - whoever - har ikke noget at skulle have sagt i denne sammenhæng. Støtte og opbakning er vigtig i jeres situation, men det lyder som en voldsom og grænseoverskridende involvering med alle disse mennesker, der vil "overtale" dig til en abort. Stop!

At din kæreste er (ikke troende) muslim, er forhåbentlig heller ikke er argument for abort, som din familie anvender med reelt alvor? I så fald ville jeg for alvor lukke af og bede dem arbejde en anelse med deres menneskesyn...

Min kæreste og jeg havde kun været sammen i 3 mdr da vi besluttede os for, at vi ville prøve at blive gravide - vores forældre var skeptiske omkring vores beslutning efter noget tid accepterede de det og nu kan de ikke få nok af deres lille guldklump til barnebarn☺️. Det elsker ham overalt på jorden og er der for os. 

Så valget er jeres og jeg er sikker på, at dine forældre nok skal tage godt imod den lille og være der for jer ��  

Pøjpøj med graviditeten ����

Jeg blev gravid som 169 årig med min kæreste gennem 1 år 11 mdr og som selv var 19 år på det tidspunkt som han er Brasilianer og har en meget katolsk familie (selvom) han ikke selv er særligt troende.

Alle bortset fra hans mor var faktisk imod det, min mor tog mig endda med til lægen og fik mig til og skrive under på papirerne til en abort. Men da jeg nåede dagen kunne jeg ikke gøre det.

Idag har vi den dejligste dreng som bliver 5 år til august og han har også elillesøster på snart 2 år og vi er stadig sammen og elsker hinanden rigtig højt.

Familien elsker også de 2 guldklumper og min far som faktisk har været slem racist og kaldte min kæreste en perker første gang han mødte ham (min kæreste er ret mørk og kan forveksles med en muslim) KNUS-ELSKER børnene nu. ❤

Lige en positiv historie der måske kan hjælpe lidt. ��

Bettina19 skriver:

Jeg blev gravid som 169 årig med min kæreste gennem 1 år 11 mdr og som selv var 19 år på det tidspunkt som han er Brasilianer og har en meget katolsk familie (selvom) han ikke selv er særligt troende.

Alle bortset fra hans mor var faktisk imod det, min mor tog mig endda med til lægen og fik mig til og skrive under på papirerne til en abort. Men da jeg nåede dagen kunne jeg ikke gøre det.

Idag har vi den dejligste dreng som bliver 5 år til august og han har også elillesøster på snart 2 år og vi er stadig sammen og elsker hinanden rigtig højt.

Familien elsker også de 2 guldklumper og min far som faktisk har været slem racist og kaldte min kæreste en perker første gang han mødte ham (min kæreste er ret mørk og kan forveksles med en muslim) KNUS-ELSKER børnene nu. ❤

Lige en positiv historie der måske kan hjælpe lidt. ��

16 årig* hehe ��

Rosenkrantz skriver:

Jeg fandt i mandags ud af at jeg er gravid (5+3), jeg er i et forhold med min kæreste dog kun igennem 9 mdr. 
Graviditeten var ikke planlagt, men vi har hele tiden aftalt, at hvis vi skulle komme ud for en ikke planlagt graviditet, ville vi ikke have en abort. 

Jeg har altid været imod abort, ikke at andre vælger at få en, men jeg vil personligt ikke kunne bære at få denne abort. 

Både min kæreste og jeg, var lykkelige da vi testede positiv, men vidste også at det ville blive hårdt i og med, at vi vidste vores omgangskreds er imod det..

Min kæreste er muslim, dog ikke troende. Vi ved at hans forældre vil have ekstremt svært ved at acceptere det, og vil muligvis også skære båndet af ham, hvilket han er klar til, hvis det er hvad det kræver, for at vi kan få dette barn og en fremtid sammen. 

Mine forældre er også imod det, i og med at min kæreste er muslim, de er bekymrede over det hele, og ønsker mest af alt at vi venter et år, og så prøver igen.

Jeg forstår udemærket mine forældre, men samtidig er jeg også sikker på at et år ikke vil ændre så meget, og de vil stadig have svært ved at acceptere det - og vil de 'tvinge' mig til en abort igen så?

Min kæreste ønsker dette barn, mere end noget andet, og hvis jeg vælger en abort (hvilket jeg i princippet heller ikke ønsker, det skulle kun være for at få mine forældres accept senere hen, samt støtte)
vil min kæreste ikke ønske at få børn før om lang tid.

Hvordan har I kunne klarer dette pres udefra?
Vi er begge to 21år, og er i fastjob, med en god økonomi, så det er der styr på. Føler mig som en 16årig pige der lige er blevet gravid 

Jeg kan godt forstå dine forældre.

I er begge to meget unge, I har ikke været sammen i særligt lang tid og graviditeten var ikke planlagt (brugte I ikke prævention eller hvordan?).

Udover disse faktorer, kommer I også fra to forskellige kulturer. Her ser jeg ikke problemet som at han er muslim - men som en anden også nævner - selv indenfor vestlige lande som umiddelbart har samme værdier, kan der være kæmpe forskelle (mange mænd fra sydeuropæiske lande og USA er f.eks enormt sexistiske selvom det ikke umiddelbart virker sådan på overfladen).

Jeg tænker at det er meget vigtigt at I sætter jer ned og prøver at snakke det hele igennem i detaljer. 

Hvis det bliver en pige: Hvordan er din kærestes syn på hendes rettigheder og muligheder? Må hun gå i byen og fyre den af og drikke sig fuld og knalde som hvis hun var en dreng? Må hun klatre i træer og falde og slå sig og have drengevenner? o.s.v.

Hvis det bliver en dreng: Skal han omskæres? Hvordan er din kærestes syn på hvordan han skal behandle de piger han er sammen med? Hvad hvis han bliver bøsse? o.s.v.

Der kan være masser af skjulte konflikter som man slet ikke havde forudset. Nogle af dem kan I ikke komme i forkøbet, men ved at snakke tingene rigtig godt i bund, kan I i hvert fald få en forestilling om hvor langt I ligger fra hinanden.