Jeg fandt i mandags ud af at jeg er gravid (5+3), jeg er i et forhold med min kæreste dog kun igennem 9 mdr.
Graviditeten var ikke planlagt, men vi har hele tiden aftalt, at hvis vi skulle komme ud for en ikke planlagt graviditet, ville vi ikke have en abort.
Jeg har altid været imod abort, ikke at andre vælger at få en, men jeg vil personligt ikke kunne bære at få denne abort.
Både min kæreste og jeg, var lykkelige da vi testede positiv, men vidste også at det ville blive hårdt i og med, at vi vidste vores omgangskreds er imod det..
Min kæreste er muslim, dog ikke troende. Vi ved at hans forældre vil have ekstremt svært ved at acceptere det, og vil muligvis også skære båndet af ham, hvilket han er klar til, hvis det er hvad det kræver, for at vi kan få dette barn og en fremtid sammen.
Mine forældre er også imod det, i og med at min kæreste er muslim, de er bekymrede over det hele, og ønsker mest af alt at vi venter et år, og så prøver igen.
Jeg forstår udemærket mine forældre, men samtidig er jeg også sikker på at et år ikke vil ændre så meget, og de vil stadig have svært ved at acceptere det - og vil de 'tvinge' mig til en abort igen så?
Min kæreste ønsker dette barn, mere end noget andet, og hvis jeg vælger en abort (hvilket jeg i princippet heller ikke ønsker, det skulle kun være for at få mine forældres accept senere hen, samt støtte)
vil min kæreste ikke ønske at få børn før om lang tid.
Hvordan har I kunne klarer dette pres udefra?
Vi er begge to 21år, og er i fastjob, med en god økonomi, så det er der styr på. Føler mig som en 16årig pige der lige er blevet gravid 