Hjælp til bekymringerne ved at være 2 børns mor.

Sagen er den at jeg gerne vil have et barn til.
Jeg vil ikke have at vores barn er enebarn, og h*n er blevet så stor nu at der vil være 6 år imellem vores børn hvis jeg blev gravid nu.

Som det ser ud lige nu har jeg et pragteksemplar af en lille kernefamilie. Vores barn er velopdraget, dygtig til tingene, fremmelig og det mest velfungerende barn.

Jeg vil rigtig gerne have et barn til, mest fordi vores barn ikke skal være enebarn og på samme tid have en støtte i en søskende når h*n bliver voksen.

Men, alle de 2 børns mødre jeg kender er ved at gå ud af deres gode skind. Helt ærlig, har de ikke styr på noget som helst. Det er et kaos uden lige, der er skænderier og brok, og jeg bliver simpelthen så skræmt af det. Især fordi når jeg så kommer hjem, puster jeg mig lykkelig over at jeg har mit ENE barn som er så lige til. Men jeg vil jo så gerne have to, men det må på ingen omstændigheder går ud over mit første barn, fordi h*n har vendet sig til hvordan vores liv er, og jeg frygter voldsomt at det kan blive som dem jeg kender med flere børn.

Kan nogen komme med nogle solstrålehistorier? eventuelt 2 børns mødre? er det virkelig så hårdt og tærerende at have to børn?

Anonym skriver:

Sagen er den at jeg gerne vil have et barn til.
Jeg vil ikke have at vores barn er enebarn, og h*n er blevet så stor nu at der vil være 6 år imellem vores børn hvis jeg blev gravid nu.

Som det ser ud lige nu har jeg et pragteksemplar af en lille kernefamilie. Vores barn er velopdraget, dygtig til tingene, fremmelig og det mest velfungerende barn.

Jeg vil rigtig gerne have et barn til, mest fordi vores barn ikke skal være enebarn og på samme tid have en støtte i en søskende når h*n bliver voksen.

Men, alle de 2 børns mødre jeg kender er ved at gå ud af deres gode skind. Helt ærlig, har de ikke styr på noget som helst. Det er et kaos uden lige, der er skænderier og brok, og jeg bliver simpelthen så skræmt af det. Især fordi når jeg så kommer hjem, puster jeg mig lykkelig over at jeg har mit ENE barn som er så lige til. Men jeg vil jo så gerne have to, men det må på ingen omstændigheder går ud over mit første barn, fordi h*n har vendet sig til hvordan vores liv er, og jeg frygter voldsomt at det kan blive som dem jeg kender med flere børn.

Kan nogen komme med nogle solstrålehistorier? eventuelt 2 børns mødre? er det virkelig så hårdt og tærerende at have to børn?

Det kunne være mig der havde skrevet dit indlæg. Det jeg er nået frem til er at de to-børns mødre jeg kender har fået dem med max 3 års mellemrum hvor der som minimum kommer til at være 5 år imellem mine børn hvis jeg blev gravid nu og min datter er derved i sin udvikling nået til et sted hvor hun er nemmere at have med at gøre, hun er så selvhjulpen og på det punkt ville det bestemt ikke blive som alle de andre jeg kender.

Men ja, jeg ved jo ikke hvor mange år der er imellem dem du kenders børn.

Vil bare sige du bestemt ikke er den eneste med de tanker og jeg er så bange for at komme til at "ødelægge" den perfekte lille familie jeg synes jeg har lige nu.

Anonym skriver:

Sagen er den at jeg gerne vil have et barn til.
Jeg vil ikke have at vores barn er enebarn, og h*n er blevet så stor nu at der vil være 6 år imellem vores børn hvis jeg blev gravid nu.

Som det ser ud lige nu har jeg et pragteksemplar af en lille kernefamilie. Vores barn er velopdraget, dygtig til tingene, fremmelig og det mest velfungerende barn.

Jeg vil rigtig gerne have et barn til, mest fordi vores barn ikke skal være enebarn og på samme tid have en støtte i en søskende når h*n bliver voksen.

Men, alle de 2 børns mødre jeg kender er ved at gå ud af deres gode skind. Helt ærlig, har de ikke styr på noget som helst. Det er et kaos uden lige, der er skænderier og brok, og jeg bliver simpelthen så skræmt af det. Især fordi når jeg så kommer hjem, puster jeg mig lykkelig over at jeg har mit ENE barn som er så lige til. Men jeg vil jo så gerne have to, men det må på ingen omstændigheder går ud over mit første barn, fordi h*n har vendet sig til hvordan vores liv er, og jeg frygter voldsomt at det kan blive som dem jeg kender med flere børn.

Kan nogen komme med nogle solstrålehistorier? eventuelt 2 børns mødre? er det virkelig så hårdt og tærerende at have to børn?

Der er 6 år mellem mine drenge 

Jeg er faktisk over lykkelig over den aldersforskel der er imellem dem. 

Min store dreng fik den mulighed i knap 6 år at nyde livet alene med os samtidig med er han en meget roligt dreng som man bare har lyst til at kramme hele tiden da han er hjælpsom, følsom, god i skolen, god til at komme og kramme/kysse (engang imellem)  

Han tog det SÅ godt da lillebror kom til verden og deltog i alt. 

Idag er de så 4 år 10 år, og de er bedste venner. 

Jeg syntes ikke det har været hårdt at få 2 børn (vi er faktisk igang med at overveje en 3) ..

De eneste tidspunkter som kan være hårde, er når den mindste er træt og hvis hans storebror ikke gir ham hans vilje.  

Men ellers er de utrolige nemme og hjælpes af. 

Ja faktisk så står de selv op, tager morgenmad og laver madpakker... Og klar til at komme ud af døren hver morgen mens jeg kan gøre mig selv klar og nyde min kaffe uden at hjælpe med noget..  

Der er 4 år imellem mine - og det har været helt perfekt.. Havde også en knægt der var ekstremt kvik og jeg frygtede at jeg ville tage noget fra ham- nu havde vi det jo sp dejligt!!! 

MEN!!!!! han elsker at være storebror - han forguder sin lillebror og omvendt!  Vi er gode til at hygge kun om ham, så han ikke føler sig glemt.. enten med pandekager og god film når lillebror sover, eller en i biffen mens lillebror bliver passet af mormor og morfar osv.. Ville ikke have valgt det anderledes! Min kærlighed til ham voksede x1000000000 da jeg så hvordan han tacklede det hele og hvor skøn han er med sin lillebror.. Nu venter vi en lillesøster, og de 2 kommer til at være hhv 2 og 6 år når hun kommer..  det frygter jeg så lidt 

Her kommer så et svar for en af de mødre med få år i mellem og endda med 3 børn på 3,10år. 

Jeg er enig i at det somme tider kan se kaotisk ud udefra, og endda at det kan være hårdt, men nu kommer det store MEN ville ikke have gjort det anderledes. Den glæde og kærlighed de giver til hinanden og os er helt ubeskrivelig og jeg kunne slet ikke forestille mig "kun" at have ET barn i 6år. 

Normalt når vi er ude er de velopdragne og folk synes altid de er så søde og spiser pænt osv. der er også de dage hvor alt går i ged, men det er oftest hvis de skal med ud og handle efter institution, hvor de er trætte og sultne. 

Kan også forestille mig at det måske er lidt nemmere på nogle punkter med stort mellemrum, hvis man er obs på at den store jo er meget mere bevidst om at skulle dele opmærksomheden med en lille end mine har været. Det umiddelbart der hvor jeg kan se en udfordring med stort mellemrum mellem dem. 

Jeg siger go for it, søskende er guld værd. 

Hvis den eneste grund til at få et barn mere, et at din søn skal have søskende, så ville jeg egentlig overveje bare at lade være og nyde hvad I har. Der er alligevel ingen garantier for at de får et godt forhold - og hvorfor skulle han ikke være lykkelig som enebarn?

Hvis du får én mere fordi du virkelig ønsker det, ville jeg nok i stedet arbejde med at "slippe" kontrollen en smule og bare "nyde turen", fremfor et fokus på at alt skal være perfekt.... det bliver det alligevel ikke

Til august har vi fået tre børn på 3,5 år. Jo, der er rigeligt at se til og der kan være konflikter osv. men det vil der altid være. Det meste af tiden er det fantastisk og børnene nyder at hygge sig sammen

SRP skriver:

Til august har vi fået tre børn på 3,5 år. Jo, der er rigeligt at se til og der kan være konflikter osv. men det vil der altid være. Det meste af tiden er det fantastisk og børnene nyder at hygge sig sammen

Helt enig...vi keder os heller aldrig

Anonym skriver:

Sagen er den at jeg gerne vil have et barn til.
Jeg vil ikke have at vores barn er enebarn, og h*n er blevet så stor nu at der vil være 6 år imellem vores børn hvis jeg blev gravid nu.

Som det ser ud lige nu har jeg et pragteksemplar af en lille kernefamilie. Vores barn er velopdraget, dygtig til tingene, fremmelig og det mest velfungerende barn.

Jeg vil rigtig gerne have et barn til, mest fordi vores barn ikke skal være enebarn og på samme tid have en støtte i en søskende når h*n bliver voksen.

Men, alle de 2 børns mødre jeg kender er ved at gå ud af deres gode skind. Helt ærlig, har de ikke styr på noget som helst. Det er et kaos uden lige, der er skænderier og brok, og jeg bliver simpelthen så skræmt af det. Især fordi når jeg så kommer hjem, puster jeg mig lykkelig over at jeg har mit ENE barn som er så lige til. Men jeg vil jo så gerne have to, men det må på ingen omstændigheder går ud over mit første barn, fordi h*n har vendet sig til hvordan vores liv er, og jeg frygter voldsomt at det kan blive som dem jeg kender med flere børn.

Kan nogen komme med nogle solstrålehistorier? eventuelt 2 børns mødre? er det virkelig så hårdt og tærerende at have to børn?

Der er fordele og ulemper ved alt. Søsken sliper på en måde hinandens kanter af - og det kan til dels ske ved skænderier og diverse. Du kan også forvente dig en reaktion fra den store, når h*n er vant til jeres livsstil nu og ikke er vant til at måtte dele opmærksomhed osv med søsken.

Men der er jo også ulemper ved ikke at have søsken, så det er ikke bare det at "det går ud over" den store at få småsøsken. Det går jo i samme grad ud over vedkommende ikke at have søsken.

Man lærer i højere grad at give slip på kontrollen, når der er flere børn i huset. Man lærer sig, hvad der er vigtigst, og at perfekt ikke er det vigtigste. Ja, der er mere rod, ja, der kan være skænderier, ja man kan i perioder være mere træt, fordi der er to stykker med forskellige behov, som begge har brug for en samtidig. Men der er også mere kærlighed, mere liv og mere familieliv. Jeg fortryder ikke, at jeg har fået to børn - hvis jeg fortryder noget, så er det vel muligvis, at der ikke er tre....

Vi er også igang med PB 2 med en datter på 4,5 - men vi er i en helt anden grøft.. Hun er SÅ temperamentsfuld, opfarende, piver hele tiden (sådan føles det i hvert fald), bliver skide sur når hun ikke får det som hun vil - og lad os bare være ærlige; hun kan jo ikke få sin vilje hele tiden. Hun er SÅ utålmodig, at jeg vil vove at påstå, at jeg aldrig har oplevet noget ligende (og jeg er pædagog i en daginstitution) - det gode er, at når vi er ude og når hun er i børnehave så er hun helt eksemplarisk - men hjemme i trygheden får hun sgu horn i panden nogle gange !! 

Vi vælger selvfølgelig en 2'er fordi vi virkelig ønsker en mere, men jeg er sikker på (eller det bilder jeg mig selv ind) at vores datter vil vokse så meget med den opgave det er, at blive storesøster.. Og forbliver hun ligeså "hysterisk" som nu, så må det bare være sådan ;-) Jeg elsker vores datter overalt, men hun er fandme irriterende nogle gange, undskyld mig. :-D

Tror ikke du skal være så bekymret, det hele skal nok gå, men selvfølgelig kan der komme en reaktion på en lille ny - det er en kæmpe omvæltning at blive storebror/storesøster og skulle dele mor og far - uanset om man er 2 eller 6 :-)