om at være den stille pige /dreng

Anonym skriver:

Det er helt ok at vi er forskellige og alle behøver ikke tale i munden på hinanden. Jeg er udstyret med et godt talegen men derfor kan jeg godt lige skulle se en situation an inden jeg åbner munden. Men, jeg synes dog der er situationer hvor det at være i selskab med en (meget) stille type godt kan "genere" mig lidt og det er hvis man sidder nogle stykker og taler meget privat. Det kan være mænd der er øv, børn der driver en til vanvid, problemer på job, usikkerheder osv. Når jeg giver noget af mig selv og der ikke kommer respons så bliver jeg selvbevidst i forhold til om den stille person er stille fordi hun synes jeg er helt hen i vejret. Bevares, problemet er mit men derfor ærgrer det mig alligevel at en i selskabet melder pas i at dele svære ting.

Hvordan har du det så med meget talende personer som taler uden at give noget personligt om sig selv. ? For dem synes jeg nu også jeg støder på engang i mellem. Hvor det bare er meget overfladisk snak de kommer med ? 

Jeg er ligesådan i større forsamlinger, og i mine unge år brugte jeg alkohol til at komme ud af skallen - så gik jeg fra at være stille & tilbageholdende til at danse på bordene. Det endte faktisk med at jeg til sidst følte at jeg havde et alkohol problem, og jeg tog derfor en beslutning om ikke at drikke mere - hvis folk ikke kan lide mig som jeg er, ja så er det deres problem. Jeg undgår så vidt muligt store fester med masser af ukendte mennesker, tager fx aldrig med til firmafesten. Har forklaret mine kolleger hvorfor, og de synes vist det er helt ok.

Udover at jeg har accepteret mig selv som jeg er, synes jeg også jeg ER blevet bedre til at small talke med årene, uden at jeg går helt død bagefter. Og så synes jeg måske også der er kommet lidt mere fokus på det at være introvert. Men der er da situationer hvor det stadig er et problem - fx til jobsamtaler, vor det jo forventes at man "sælger sig selv". Jeg er på ingen måde genert, men er bare ikke god til at sidde og sludre løs, og da slet ikke om mig selv.

Og så synes jeg i øvrigt også det st få børn gør det svært - jeg har absolut NADA alene tid mere, så det der med at lade op for sig selv, det sker bare ikke.

Men vil sige at det bedste du kan gøre er, at lære at leve med at du er som du er, for det er ganske ok. 

Jeg vil anbefale dig at læse den bog der hedder Introvert- stå ved dig selv. Den hjalp mig rigtig meget til at acceptere at jeg nu engang er den jeg er. Jeg synes også generelt der er kommet mere fokus på, at en stor del af befolkningen faktisk er introverte, og der ikke er noget forkert eller mærkeligt i det. Vores samfund er bare indrettet til at passe til ekstroverte.

Anonym skriver:

Hvordan har du det så med meget talende personer som taler uden at give noget personligt om sig selv. ? For dem synes jeg nu også jeg støder på engang i mellem. Hvor det bare er meget overfladisk snak de kommer med ? 

Jamen det bryder jeg mig heller ikke specielt om. Hvis de bare taler overfladisk så tænker jeg ofte, at de må have et kedeligt liv hvis de ikke har mere at byde på end det. Og deler jeg noget personligt uden de gør det samme, så kan jeg godt tænke "gad vide hvornår det bliver brugt som en god historie i en andre sammenhæng".

Men uanset om man er den ene eller anden type, så er vores ageren jo ofte et udtryk for en form for usikkerhed, hvadenten det er fordi man ikke taler ret meget, eller taler for meget for netop ikke at blive personlig. Jeg prøver altid at tænke på når jeg møder andre, at der jo altid er mere til personen end det man ser og hører. Det samme når folk løber med sladder eller gør sig kloge på andres vegne - der er altid mere til historien..