om at være den stille pige /dreng

Hej 

Jeg er den stille type. Ikke at stilheden generer mig som sådan. Det er nok mere det at jeg altid kommer til at høre for det,  med kommentarer som du siger ikke så meget,  har du ikke noget at sige Osv. Osv. Men når jeg sidder I selskaber så er det bare nogen gange at jeg ikke kan finde på noget at sige. Jeg vil gerne sige noget mere og være bedre til at føre en samtale. Men synes også det dræner mig at skulle være "på" hele tiden. Føler lidt det nogen gange er lidt negativt at sige at man er den stille type.

Hvordan har I andre det med at være stille og er der nogen der har prøvet at blive mere udadvendt. ?  

Jeg er også ret indadvendt og er bare heller ikke så god til større selskaber. Jeg bliver ligesom dig også ret drænet af at være sammen med andre (introvert). Men jeg er egentlig glad for den jeg er - også selv om jeg er stille. Jeg har accepteret at sådan er jeg. Jeg har dog presset mig selv til at sige noget mere.  For ligesom dig ville jeg gerne sige noget mere i større selskaber og lignende. Synes faktisk jeg er blevet meget bedre til det, men det er svært at ændre. 

Hvor gammel er du? Jeg er introvert og så mega træt af at folk tar det som noget negativt, Hey vi kan jo ikke allesammen smalltalke konstant, nogle skal tænke�� men synes generelt det er blevet lettere med årene, nok både fordi jeg 1 hviler i mig selv og 2 folk nok egentlig kommer til et punkt hvor de egentlig synes det er ret fedt med mennesker der kun snakker når de rent faktisk har noget at sige og ikke bare pludre løs om intet i flere timer. Men nogle gange skal man måske også bare kaste sig ud i det og åbne munden. Da jeg var yngre og gik på uddannelse besluttede jeg indimellem ting som, idag skal jeg give 5 komplimenter, fortælle 5 ting om mig selv, stille 5 spørgsmål. Det lyder nok skørt men det virkede og det er lidt nemmere at få venner når man åbner munden. 

Jeg er også virkelig dårlig til det sociale, jeg er blevet bedre til en til en kontakt, men jeg synes stadig det er enormt svært at finde på hvad jeg skal sige/spørge om og det handler slet ikke om at jeg er uinteresseret eller ikke gider folk, vil da gerne snakke, det er bare hammer svært. Heldigvis er min kæreste god til at drage mig ind i samtalerne så jeg ikke bare sidder og siger ingenting

Jeg er altid meget stille i forsamlinger/selskaber i starten af nogle relationer. Jeg har et behov for at se folk og de forskellige konstellationer meget an. Jeg bruger meget energi på at lytte og studere.  

Det bliver bedre med tiden men jeg vil altid være en af de stille personer 

Det er helt ok at vi er forskellige og alle behøver ikke tale i munden på hinanden. Jeg er udstyret med et godt talegen men derfor kan jeg godt lige skulle se en situation an inden jeg åbner munden. Men, jeg synes dog der er situationer hvor det at være i selskab med en (meget) stille type godt kan "genere" mig lidt og det er hvis man sidder nogle stykker og taler meget privat. Det kan være mænd der er øv, børn der driver en til vanvid, problemer på job, usikkerheder osv. Når jeg giver noget af mig selv og der ikke kommer respons så bliver jeg selvbevidst i forhold til om den stille person er stille fordi hun synes jeg er helt hen i vejret. Bevares, problemet er mit men derfor ærgrer det mig alligevel at en i selskabet melder pas i at dele svære ting.

Du er nok det der hedder sensitiv. Det er jeg desværre også, og det er det der dræner en hvis man får for mange indtryk mm. Det er desværre noget mange mennesker har, og noget man må leve med, at have følelsen af at ville trække sig tilbage. Trods det, vil du sagtens kunne arbejde med det, og blive bedre til at være udadvendt indtil du føler du har behovet for at trække dig tilbage.

Anonym skriver:

Det er helt ok at vi er forskellige og alle behøver ikke tale i munden på hinanden. Jeg er udstyret med et godt talegen men derfor kan jeg godt lige skulle se en situation an inden jeg åbner munden. Men, jeg synes dog der er situationer hvor det at være i selskab med en (meget) stille type godt kan "genere" mig lidt og det er hvis man sidder nogle stykker og taler meget privat. Det kan være mænd der er øv, børn der driver en til vanvid, problemer på job, usikkerheder osv. Når jeg giver noget af mig selv og der ikke kommer respons så bliver jeg selvbevidst i forhold til om den stille person er stille fordi hun synes jeg er helt hen i vejret. Bevares, problemet er mit men derfor ærgrer det mig alligevel at en i selskabet melder pas i at dele svære ting.

Det er så nok tidspunkter som der hvor folk som jeg ville gøre dig utilpas. Ikke fordi jeg har lyst, men simpelthen fordi jeg ikke deler private ting med andre end mine tætteste, og inden i ville jeg sidde og være utilpas og tænke okay det her er akavet. Sig noget, sig noget åh Gud så sig dog noget og jeg ville ikke vide hvad jeg skulle sige, her på skrift kan jeg jo sagtens, men i virkeligheden lukker min hjerne gerne ned når det er mest irriterende og så ville jeg blive selvbevidst og tænke, ok. Det var os mærkeligt af personen at dele noget så personligt med mig nu tror hun/han nok jeg er mærkelig eller snobbet  

SandraXOXO skriver:

Det er så nok tidspunkter som der hvor folk som jeg ville gøre dig utilpas. Ikke fordi jeg har lyst, men simpelthen fordi jeg ikke deler private ting med andre end mine tætteste, og inden i ville jeg sidde og være utilpas og tænke okay det her er akavet. Sig noget, sig noget åh Gud så sig dog noget og jeg ville ikke vide hvad jeg skulle sige, her på skrift kan jeg jo sagtens, men i virkeligheden lukker min hjerne gerne ned når det er mest irriterende og så ville jeg blive selvbevidst og tænke, ok. Det var os mærkeligt af personen at dele noget så personligt med mig nu tror hun/han nok jeg er mærkelig eller snobbet  

Det kan jeg sagtens følge dig i. Jeg ville heller aldrig dele noget privat med en gruppe fremmede. Men jeg prøvede eks i en af mine mødregrupper, at der var en som aldrig bidrog. Og her var der "naturligvis"  private emner som irriterende børn, mænd og manglende sexliv, tanker om arbejde osv. Der synes jeg det var akavet at alle var med på nær en, som bare sad og lyttede. Der ville bare en lille flig af hendes tanker have hjulpet eller at hun havde sagt "jeg er meget privat, så det er lidt sværere for mig at deltage i samtalen. Men jeg prøver."

SandraXOXO skriver:

Hvor gammel er du? Jeg er introvert og så mega træt af at folk tar det som noget negativt, Hey vi kan jo ikke allesammen smalltalke konstant, nogle skal tænke�� men synes generelt det er blevet lettere med årene, nok både fordi jeg 1 hviler i mig selv og 2 folk nok egentlig kommer til et punkt hvor de egentlig synes det er ret fedt med mennesker der kun snakker når de rent faktisk har noget at sige og ikke bare pludre løs om intet i flere timer. Men nogle gange skal man måske også bare kaste sig ud i det og åbne munden. Da jeg var yngre og gik på uddannelse besluttede jeg indimellem ting som, idag skal jeg give 5 komplimenter, fortælle 5 ting om mig selv, stille 5 spørgsmål. Det lyder nok skørt men det virkede og det er lidt nemmere at få venner når man åbner munden. 

Jeg er i 30 'Erne. Men har det nok mest sådan at jeg mest er træt af omverdenens syn på de stille. Jeg føler man kan blive stemplet som forkert fordi man ikke taler uafbrudt. Men ellers har jeg det rigtigt fint med at være stille. Jeg er ikke genert eller noget. Jeg har bare ikke det behov for at tale og være på hele tiden,  så det er nok også derfor det kan dræne mig for energi, når jeg så er på i længere tid.