Anonym skriver:
det bliver langt, så er du advaret.
Sagen er den at jeg er i et forhold på 6. År og har 2 små børn. Udad til er det hele harmonisk. Vi har penge til overs hver måned, er gode forældre sammen, deler værdier, har lækre unger og en hverdag der kører uden de store diskussioner. Men.. Følelsen er væk hos mig. Jeg har ikke lyst til at være tæt med min kæreste. Hverken kramme, kysse eller sex. Når vi endelig har sex (hver 4. Måned måske) tænker jeg kun på at det skal overståes og jeg er slet ikke tændt. 
når jeg tænker på hvorfor jeg elsker ham kan jeg kun komme på den begrundelse at han er en fantastisk far til mine børn og et godt menneske.
når han er væk i længere tid føler jeg ikke savn og jeg har ikke behov for at kontakte ham hvis vi ikke har set hinanden i fx et døgn.
Nu har en bekendt så kontaktet mig og indrømmet, der bliver flirtet, og det er jeg fuldt bevidst om er noget lort! Men hold nu op hvor det føles skønt at blive komplimenteret og selv føle lyst til at give den anden vej. Det har virkelig fået mig til at tænke over om hvorvidt jeg egentlig er mit lykkeligste jeg, som det er nu.
jeg har altid bildt mig ind at vores mangel på gode sexliv, for ja, det har aldrig været godt, var fordi vi havde "mere end det fysiske" sammen, (selvom jeg faktisk altid har været et menneske der elsker sex og at føle mig sexet). men jeg er virkelig i vildrede nu. Burde man ikke kunne få det hele? Både begæret, følelserne og et fælles syn på livet og en harmonisk hverdag? Er det ikke det der adskiller et parforhold fra et venskab? Eller bliver man bare "kun" venner med tiden ligegyldigt hvad? Åh jeg er så bange for at jeg bare går og tror at græsset er grønnere på den anden side af hækken. Bange for at splitte mine børn fra deres far, for så at finde ud af at sådan er livet bare. Ja det er faktisk mit allerstørste dilemma, jeg kan ikke se mine unger som skilsmissebørn! Vi er begge frs kernefamilier, og for mig vil det være en kæmpe falliterklæring hvis vi splitter op, og jeg er bange for hvad folk vil tænke, især fordi vi har købt hus for nyligt. Latterligt, jeg ville altid selv råde andre til at skide på andres meninger om den slags, men det er nemmere sagt end gjort.
Puha. Tak hvis du nåede så langt i mit rodede indlæg. Jeg har ingen at dele mine tanker med, men var nødt til at få dem ud af mit system.
jeg har muligvis misset nogen ting i mit tankemylder, så jeg vil bede jer spørge istedet for at konkludere selv, hvis der er spørgsmål til situationen. Og please lad være at slagte mig for flirteriet, jeg ved det godt!!
Men hvordan er jeres forhold derude? Har i det hele? Er det muligt?
Først vi kan da alke blive smigret af at en anden viser lidt interesse
Altså min første tanke er at i har glemt hinanden på et eller andet tidspunkt... Og glemt at et forhold er pisse hårdt arbejde
6 år sammen er jo ikke sygt lang tid.
Det bliver også hverdag med en ny mand. Stop flirten, det finder du ikke gnisten med din mand af...
Vi har været sammen i 12 år og har 2 piger på 1,5 og 4. En far som arbejder meget, og har en masse drømme om at købe huse og gøre i stand og han har da også startet drømmen. Og mor er selvstændig, få der er skam nok at se til.
men jeg lyver ikke, jeg tænker på min mand, og har lyst til min mand FLERE gange om dagen. Glæder mig til at komme hjem til ham hver dag.
Sex, nej ikke hver dag Men et par gange om ugen, og du ( kvinder generelt) bliver bekræfter af komplimenter og sådan, mænd bliver det MEGET gennem sex, og jeg tør vædde på at hvis i havde sex ville din mand komplimentere dig hele tiden.
Vi har også "kedelige" perioder, men det er altså fordi vi glemmer at priotere hinanden
Tænker da heller ikke der er noget mere fantastisk for ens børn at opleve at mor og far elsker hinanden
