Flirt har sat tankerne igang.

det bliver langt, så er du advaret. 

Sagen er den at jeg er i et forhold på 6. År og har 2 små børn. Udad til er det hele harmonisk. Vi har penge til overs hver måned, er gode forældre sammen, deler værdier, har lækre unger og en hverdag der kører uden de store diskussioner. Men.. Følelsen er væk hos mig. Jeg har ikke lyst til at være tæt med min kæreste. Hverken kramme, kysse eller sex. Når vi endelig har sex (hver 4. Måned måske) tænker jeg kun på at det skal overståes og jeg er slet ikke tændt. når jeg tænker på hvorfor jeg elsker ham kan jeg kun komme på den begrundelse at han er en fantastisk far til mine børn og et godt menneske. 

når han er væk i længere tid føler jeg ikke savn og jeg har ikke behov for at kontakte ham hvis vi ikke har set hinanden i fx et døgn. 

Nu har en bekendt så kontaktet mig og indrømmet, der bliver flirtet, og det er jeg fuldt bevidst om er noget lort! Men hold nu op hvor det føles skønt at blive komplimenteret og selv føle lyst til at give den anden vej. Det har virkelig fået mig til at tænke over om hvorvidt jeg egentlig er mit lykkeligste jeg, som det er nu.

jeg har altid bildt mig ind at vores mangel på gode sexliv, for ja, det har aldrig været godt, var fordi vi havde "mere end det fysiske" sammen, (selvom jeg faktisk altid har været et menneske der elsker sex og at føle mig sexet). men jeg er virkelig i vildrede nu. Burde man ikke kunne få det hele? Både begæret, følelserne og et fælles syn på livet og en harmonisk hverdag? Er det ikke det der adskiller et parforhold fra et venskab? Eller bliver man bare "kun" venner med tiden ligegyldigt hvad? Åh jeg er så bange for at jeg bare går og tror at græsset er grønnere på den anden side af hækken. Bange for at splitte mine børn fra deres far, for så at finde ud af at sådan er livet bare. Ja det er faktisk mit allerstørste dilemma, jeg kan ikke se mine unger som skilsmissebørn! Vi er begge frs kernefamilier, og for mig vil det være en kæmpe falliterklæring hvis vi splitter op, og jeg er bange for hvad folk vil tænke, især fordi vi har købt hus for nyligt. Latterligt, jeg ville altid selv råde andre til at skide på andres meninger om den slags, men det er nemmere sagt end gjort. 

Puha. Tak hvis du nåede så langt i mit rodede indlæg. Jeg har ingen at dele mine tanker med, men var nødt til at få dem ud af mit system.

jeg har muligvis misset nogen ting i mit tankemylder, så jeg vil bede jer spørge istedet for at konkludere selv, hvis der er spørgsmål til situationen. Og please lad være at slagte mig for flirteriet, jeg ved det godt!!  

Men hvordan er jeres forhold derude? Har i det hele? Er det muligt? 

Anonym skriver:

det bliver langt, så er du advaret. 

Sagen er den at jeg er i et forhold på 6. År og har 2 små børn. Udad til er det hele harmonisk. Vi har penge til overs hver måned, er gode forældre sammen, deler værdier, har lækre unger og en hverdag der kører uden de store diskussioner. Men.. Følelsen er væk hos mig. Jeg har ikke lyst til at være tæt med min kæreste. Hverken kramme, kysse eller sex. Når vi endelig har sex (hver 4. Måned måske) tænker jeg kun på at det skal overståes og jeg er slet ikke tændt. når jeg tænker på hvorfor jeg elsker ham kan jeg kun komme på den begrundelse at han er en fantastisk far til mine børn og et godt menneske. 

når han er væk i længere tid føler jeg ikke savn og jeg har ikke behov for at kontakte ham hvis vi ikke har set hinanden i fx et døgn. 

Nu har en bekendt så kontaktet mig og indrømmet, der bliver flirtet, og det er jeg fuldt bevidst om er noget lort! Men hold nu op hvor det føles skønt at blive komplimenteret og selv føle lyst til at give den anden vej. Det har virkelig fået mig til at tænke over om hvorvidt jeg egentlig er mit lykkeligste jeg, som det er nu.

jeg har altid bildt mig ind at vores mangel på gode sexliv, for ja, det har aldrig været godt, var fordi vi havde "mere end det fysiske" sammen, (selvom jeg faktisk altid har været et menneske der elsker sex og at føle mig sexet). men jeg er virkelig i vildrede nu. Burde man ikke kunne få det hele? Både begæret, følelserne og et fælles syn på livet og en harmonisk hverdag? Er det ikke det der adskiller et parforhold fra et venskab? Eller bliver man bare "kun" venner med tiden ligegyldigt hvad? Åh jeg er så bange for at jeg bare går og tror at græsset er grønnere på den anden side af hækken. Bange for at splitte mine børn fra deres far, for så at finde ud af at sådan er livet bare. Ja det er faktisk mit allerstørste dilemma, jeg kan ikke se mine unger som skilsmissebørn! Vi er begge frs kernefamilier, og for mig vil det være en kæmpe falliterklæring hvis vi splitter op, og jeg er bange for hvad folk vil tænke, især fordi vi har købt hus for nyligt. Latterligt, jeg ville altid selv råde andre til at skide på andres meninger om den slags, men det er nemmere sagt end gjort. 

Puha. Tak hvis du nåede så langt i mit rodede indlæg. Jeg har ingen at dele mine tanker med, men var nødt til at få dem ud af mit system.

jeg har muligvis misset nogen ting i mit tankemylder, så jeg vil bede jer spørge istedet for at konkludere selv, hvis der er spørgsmål til situationen. Og please lad være at slagte mig for flirteriet, jeg ved det godt!!  

Men hvordan er jeres forhold derude? Har i det hele? Er det muligt? 

 

Jeg ville stoppe flirt med det sammen - det forvirrer og kan potentielt splitte jeres familie ad.

det nye vil altid være mere spændende med det varer ikke ved. En hverdag med delebørn er ikke nemt. Du kan i stedet bruge det du får i flirten til at kigge på hvad du godt kunne tænke dig fra din egen mand. Tal med ham .. Få børnene passet og dyrk hinanden. Man kan købe en parkalender hvor man får små søde opgaver sammen = romantik. Alt med bærn bliver grå hverdag hvis man ikke arbejder på det. Kig evt på at eksperimentere med jeres sexliv og peppe tingene op. 

I kan også gå til parterapeut.....?

Men det er i mine øjne virkelig den nemme løsning at tro at alt på den anden side af hækken er bedre. Det er det meget sjældent - og I har to børn i klemme.

Tror det er naturligt at føle som du gør ind imellem... Om jeg har det hele i mit forhold? Ja det har jeg, men jeg har det ikke hver dag. Der er ikke vild romantik og sex hver dag, men det er der ind imellem. Jeg føler mig heller ikke sexet og begæret hver dag, men det gør jeg ind imellem. Og det er ok det er sådan. Det er bare hårdt at være småbørnsfamilie og det er en prøvelse for forholdet. Men jeg elsker min mand og han er den eneste jeg vil være sammen med.. Jeg ville blive knust hvis vi ikke skulle være sammen mere. Jeg synes han er en god og kærlig mand. Jeg ved han elsker mig meget højt og er der altid for mig. Det er det vigtigste for mig. Vores forhold var da også mere lidenskabeligt, da vi var helt nyforelskede. Sådan er det. Men jeg elsker ham meget højt og føler mig stadig ligeså tiltrukket af ham som dengang. Om du kan finde gnisten igen i dit forhold ved jeg ikke. Men måske har du allerede taget beslutningen ved at involvere dig med en anden. 

Smølfine123 skriver:

Jeg ville stoppe flirt med det sammen - det forvirrer og kan potentielt splitte jeres familie ad.

det nye vil altid være mere spændende med det varer ikke ved. En hverdag med delebørn er ikke nemt. Du kan i stedet bruge det du får i flirten til at kigge på hvad du godt kunne tænke dig fra din egen mand. Tal med ham .. Få børnene passet og dyrk hinanden. Man kan købe en parkalender hvor man får små søde opgaver sammen = romantik. Alt med bærn bliver grå hverdag hvis man ikke arbejder på det. Kig evt på at eksperimentere med jeres sexliv og peppe tingene op. 

I kan også gå til parterapeut.....?

Men det er i mine øjne virkelig den nemme løsning at tro at alt på den anden side af hækken er bedre. Det er det meget sjældent - og I har to børn i klemme.

Det er præcis det jeg er bange for at opdage, altså at det ikke er bedre på den anden side. 

Jeg synes det er svært at arbejde på forholdet når jeg ingen følelser har med jeg har aldrig bare den mindste kriller i maven over ham. Synes det er SÅ svært. 

Vilgerneværegravid skriver:

Tror det er naturligt at føle som du gør ind imellem... Om jeg har det hele i mit forhold? Ja det har jeg, men jeg har det ikke hver dag. Der er ikke vild romantik og sex hver dag, men det er der ind imellem. Jeg føler mig heller ikke sexet og begæret hver dag, men det gør jeg ind imellem. Og det er ok det er sådan. Det er bare hårdt at være småbørnsfamilie og det er en prøvelse for forholdet. Men jeg elsker min mand og han er den eneste jeg vil være sammen med.. Jeg ville blive knust hvis vi ikke skulle være sammen mere. Jeg synes han er en god og kærlig mand. Jeg ved han elsker mig meget højt og er der altid for mig. Det er det vigtigste for mig. Vores forhold var da også mere lidenskabeligt, da vi var helt nyforelskede. Sådan er det. Men jeg elsker ham meget højt og føler mig stadig ligeså tiltrukket af ham som dengang. Om du kan finde gnisten igen i dit forhold ved jeg ikke. Men måske har du allerede taget beslutningen ved at involvere dig med en anden. 

Jeg ville heller aldrig drømme om at det skulle være hver dag at de spektakulære følelser skulle være i spil! Jeg er dog realistisk Men her er det aldrig. Og seksuelt har de ikke engang været der i starten. Jeg tændte på ham da vi var nyforelskede, men det gør jeg ikke mere, ikke engang en gang imellem. Heller ikke når han virkelig prøver. Jeg er helt slukket, og det frustrerer mig. Men hvad fanden kan man gøre?! 

Det er svært og jeg kan ikke sige hvad du skal gøre. Jeg forstår dig godt det er ikke det. Du må nok se på, hvad der er vigtigst for dig. Din mand har jo også nogle  gode værdier. Men hvis du ikke er lykkelig duer det jo heller ikke. Det er nok bare vigtigt man er klar over,  at intet forhold er perfekt (men det ved du jo godt).. 

Anonym skriver:

det bliver langt, så er du advaret. 

Sagen er den at jeg er i et forhold på 6. År og har 2 små børn. Udad til er det hele harmonisk. Vi har penge til overs hver måned, er gode forældre sammen, deler værdier, har lækre unger og en hverdag der kører uden de store diskussioner. Men.. Følelsen er væk hos mig. Jeg har ikke lyst til at være tæt med min kæreste. Hverken kramme, kysse eller sex. Når vi endelig har sex (hver 4. Måned måske) tænker jeg kun på at det skal overståes og jeg er slet ikke tændt. når jeg tænker på hvorfor jeg elsker ham kan jeg kun komme på den begrundelse at han er en fantastisk far til mine børn og et godt menneske. 

når han er væk i længere tid føler jeg ikke savn og jeg har ikke behov for at kontakte ham hvis vi ikke har set hinanden i fx et døgn. 

Nu har en bekendt så kontaktet mig og indrømmet, der bliver flirtet, og det er jeg fuldt bevidst om er noget lort! Men hold nu op hvor det føles skønt at blive komplimenteret og selv føle lyst til at give den anden vej. Det har virkelig fået mig til at tænke over om hvorvidt jeg egentlig er mit lykkeligste jeg, som det er nu.

jeg har altid bildt mig ind at vores mangel på gode sexliv, for ja, det har aldrig været godt, var fordi vi havde "mere end det fysiske" sammen, (selvom jeg faktisk altid har været et menneske der elsker sex og at føle mig sexet). men jeg er virkelig i vildrede nu. Burde man ikke kunne få det hele? Både begæret, følelserne og et fælles syn på livet og en harmonisk hverdag? Er det ikke det der adskiller et parforhold fra et venskab? Eller bliver man bare "kun" venner med tiden ligegyldigt hvad? Åh jeg er så bange for at jeg bare går og tror at græsset er grønnere på den anden side af hækken. Bange for at splitte mine børn fra deres far, for så at finde ud af at sådan er livet bare. Ja det er faktisk mit allerstørste dilemma, jeg kan ikke se mine unger som skilsmissebørn! Vi er begge frs kernefamilier, og for mig vil det være en kæmpe falliterklæring hvis vi splitter op, og jeg er bange for hvad folk vil tænke, især fordi vi har købt hus for nyligt. Latterligt, jeg ville altid selv råde andre til at skide på andres meninger om den slags, men det er nemmere sagt end gjort. 

Puha. Tak hvis du nåede så langt i mit rodede indlæg. Jeg har ingen at dele mine tanker med, men var nødt til at få dem ud af mit system.

jeg har muligvis misset nogen ting i mit tankemylder, så jeg vil bede jer spørge istedet for at konkludere selv, hvis der er spørgsmål til situationen. Og please lad være at slagte mig for flirteriet, jeg ved det godt!!  

Men hvordan er jeres forhold derude? Har i det hele? Er det muligt? 

 

Du ved hvad du har, du ved ikke hvad du får..

rikke33n skriver:

Du ved hvad du har, du ved ikke hvad du får..

Præcis! Men hvis man føler man mangler noget, er det så godt nok? Er det normalt at føle at man "nøjes" for tryghedens skyld? Skal siges det ikke er tanker der udspringer af flirten, det er tanker der hat kørt i noget tid, sådan i baggrunden. Nu bliver de bare forstærkede. 

Vilgerneværegravid skriver:

Det er svært og jeg kan ikke sige hvad du skal gøre. Jeg forstår dig godt det er ikke det. Du må nok se på, hvad der er vigtigst for dig. Din mand har jo også nogle  gode værdier. Men hvis du ikke er lykkelig duer det jo heller ikke. Det er nok bare vigtigt man er klar over,  at intet forhold er perfekt (men det ved du jo godt).. 

 

Jeg tror præcis det er det der er så svært! Han er nemlig en god mand! Jeg har ikke behov for at sige noget dårligt om ham. Men gør han mig lykkelig? jeg aner det ikke. Jeg føler mig totalt følelsesløs. 

Anonym skriver:

Præcis! Men hvis man føler man mangler noget, er det så godt nok? Er det normalt at føle at man "nøjes" for tryghedens skyld? Skal siges det ikke er tanker der udspringer af flirten, det er tanker der hat kørt i noget tid, sådan i baggrunden. Nu bliver de bare forstærkede. 

Den tid græsset er grønnere bliver man hele tiden mindet om det man ikke har. At leve i et forhold uden gnist er så opslidende. Sikkert for jer begge. 

Ved du hvor din mand står? For ærlig snak kunne måske give dig løsningsforslag?