Nogen, der så: Aldrig mere mor?

Jeg vil ikke skrive ret meget da der allerede er skrevet en del holdninger, som jeg deler.

I Frejas og Michelles tilfælde lugter det langt væk af besparelser da der ved adoption ikke længere skal bruges penge på Freja (løn til plejefamilien). Det et virkeligt synd for Freja at miste kontakt til sin biologiske familie i alder af 8 år og hvor er Michelle sej når hun siger, at de 10 år, hun skal vente, er ingenting.

Vi har to plejebørn (4,5 og 1,5) og de har været anbragt fra fødslen. Begge børn ser forældrene hver 14. dag og den ældste har nu helt styr på hvordan hendes liv er. Hun ved, hvem der har født hende og hvorfor hun bor hos os. Hun ved, hendes biologiske familie elsker hende, men hun kalder os for mor og far.

Begge børn er højt elsket, de har børneopsparinger på lig fod med min biologiske søn og de to guldklumper er det bedste, der er sket for vores familie. De er kommet under huden hos os alle, min 16-årige søn, vores forældre, venner, naboer. Når vi møder mennesker, som ikke kender vores familie, bliver de nærmest chokeret når de hører, at de to små er plejebørn. De er jo vores

Vi ser dem, som vores. De får ofte mere kærlighed, end ham vi har på 16. Vi giver dem så meget vi overhovedet kan! Hende på 4,5 er et barn, alle holder af. Hun er så udadvendt, smuk, klog og sjov. Alle vil lege med hende og alle voksne omkring hende roser hende. Det er så fedt at høre!

Ham på 1,5 går stadig hjemme med mig. Han har epilepsi og er hårdt ramt. Han er mindst 6 måneder tilbage i udvikling på alle fronter og han er et helt andet barn, end den store pige. Men han er lige så smuk, sjov og dejlig og vi holder så meget af ham! Vi ønsker den forbandede sygdom langt væk!

Vi ville til en hver tid adoptere begge børn hvis vi blev spurgt, men heldigvis deler vi kommunens holdning omkring den biologiske familie. Børnene har ret til at kende deres ophav og have deres biologiske familie i deres liv.

Det har intet at gøre med pengene, vores økonomi er solid uden plejebørn, men vi tror på vi skaber velfungerende mennesker ved ikke at fratage dem deres biologiske familie, som de har ret til at kende og havde tæt på igennem hele livet. Vi har er godt og respektfuld samarbejde med begge børns familier og sådan skal det være! Vi anerkender deres forældre, selvom deres liv gør, at de aldrig vil være i stand til at have børnene boende.

Jeg har arbejdet meget med mig selv for at nå hertil

I må gerne skrive privat, hvis jeg skal uddybe

Jeg har fulgt med i debatten på DR´s hjemmeside og facebookside, og frustrerende er det at høre, hvordan folk mener at disse børn burde have boet hos deres biologiske forældre, fordi alle fortjener en chance - på trods af at der er højrisiko for, at et barn bliver ødelagt.

Den unge farmilie kunne under ingen omstændigheder nogensinde bidrage med noget positivt til nogen af deres børns liv. At de fik lov til at være der så meget i deres datters liv, var en kæmpestor fejl, som nu har alvorlige konsekvenser for hende. Det er svært at forestille sig at hun kan blive helt velfungerende, og det fordi man tilgodeså forældrenes behov fremfor barnets. Det er en katastrofe. Alle har ikke ret til en chance.

Jeg må indrømme jeg finder tanken om tvangsbortadoption dybt frastødende. Jeg synes ikke det er fair at man på den måde tager en 8 årige fra hendes mor. 

Man hører tit om adoptionsbørn står i identitskriser og at de næsten altid søger deres forældre igen. Hvilket jeg godt kan forstå. Alle har krav på at vide hvor de kommer fra og jeg tænker det her faktisk også kan skade et barn

Isabella_mor skriver:

Det var ikke så udbredt med den type anbringelser. Man kom på børnehjem/drengehjem osv. Jeg blev selv fjernet fra mine forældre i 90'erne og kom også på et opholdssted/børnehjem i 8 mdr inden jeg fik en 'plejefamilie' det er proceduren. En anbringelse koster ca 60.000 kr om måneden i udgifter for staten så man fjerner ikke børn for enhver pris.

dengang de lavede det program ville de jo først se om jørns forældre kunne varetage sig opgaven og lod dem bo på Betesta, der viste de at de ikke havde nogen ide om hvad de lavede. Drengen gik ind i sig selv og blev mere og mere indadvendt og dermed hjeeneskadet fordi han ikke fik den nædvendige omsorg som et barn har brug for. 

Kommunen gjorde måske dette for at spare penge? Eller fordi de rent faktisk ikke var klar over hvad der var barnets tarv.! 

Men jo børn har da været anbragt uden for hjemmet, men det var i 90'erne hvor man rent faktisk begyndte at gøre det på en andem måde. 

Nu har jeg ikke set udsendelsen så det kan være jeg spørger dumt, men hvor er den store forskel fra for 20 år siden til nu? Er godt klar der er en stor forskel fra for 50 år siden til nu, hvor børnehjem var mere brugt en plejefamilier. Drengehjemmene som Godhavn er udbredt i 60/70'erne men er hvad jeg kan læse mig til lukket allerede i 80'erne. 

Jeg husker da også plejebørn fra min barndom i 80'erne, og da jeg mødte en fra et børnehjem var jeg i dybt chok, troede kun sådan noget var i "gamle" dage og i Emil fra Lønneberg, så det var absolut ikke "normalt" i 80'erne hvorimod en i pleje det var "normalt" eller aflastning. 

Den store forskel til nu er for de unge (som jeg ser der), da jeg var ung i slut 80'er der var der små ungdomspensioner, små enheder hvor man anerkendte det var relationen der var vigtig for at give de unge mennesker det med i livet som deres forældre ikke kunne og måske kunne ændre en social arv, hvor nu er det hele samlet centralt i store enheder og de få gange jeg har skulle sende en elev den vej har mit hjerte grædt for vidste det var skåret så meget ind til benene at jeg frygtede det faktisk var "værere". 

Og synes ikke vi har vendt billedet om, ar forældre skal have en chance. Jeg har nogle gange rystet på hovedet over hvem man havde i fokus; barn eller forældre? Men samtidig ved jeg også en anbringelse har konsekvenser især hvis anbringelsen sker senere i livet. 

Nu sad jeg ikke med fingrene i bolledejen i 1997, så ved jo ikke om proceduren er ændret. Men jeg sad dybt begravet i pædagogisk teori, synet på barnet osv fra ha faktisk nu jeg tæller efter fra 1998 og gør det stadig og synes egentlig paradigme skiftet var sket før og det er stadig det paradigme vi er i,  også på læringssiden ser jeg den voldsomme fokus på læringsmål som en del af paradigmet om fx ansvar for egen læring, det kompetente barn osv som var det "rigtige" på det tidspunkt.  

Så personligt og fra egen erfaring, men skulle dykke noget længere ned i materialet for at have det på mere en tro niveau, der mener/tror jeg der ikke er den store forskel på synet på barnet og viden om barnets tav fra 97 til nu, men meget forskel fra fx 67 til 97

Sprit25 skriver:

Jeg må indrømme jeg finder tanken om tvangsbortadoption dybt frastødende. Jeg synes ikke det er fair at man på den måde tager en 8 årige fra hendes mor. 

Man hører tit om adoptionsbørn står i identitskriser og at de næsten altid søger deres forældre igen. Hvilket jeg godt kan forstå. Alle har krav på at vide hvor de kommer fra og jeg tænker det her faktisk også kan skade et barn

De adopterede, man hører om, der søger tilbage til sine rødder, er jo dem, der er adopterede fra fx Kina, Etiopien osv. Det er en helt anden problemstilling. Den 8-årige pige i programmet har lidt under at hendes mor, pga. sit handicap og ikke pga. manglende intention eller moder-følelse, ikke kan tilsiddesætte egne behov for sit barns. I den periode, hvor moren havde det svært, magtede hun ikke at være mor og det har været et svigt for datteren. Et alvorligt svigt, som har fremmedgjort hende og konsekvensen har været, og for datterens trivsel er det afgørende at hun får kontinuitet, tryghed og stabilitet. Det kan eliminere angst, utryghed, uro osv.

Et andet problem er, at datteren intelligensmæssigt begynder at overhale sin mor, og det kan man forstille sig, hun også begynder at reagere på. 

Men gu er det sgu da det mest modbydelige, man overhovedet kan forestille sig - at få taget sit barn fra sig. Og jeg sad da også og vrælede foran tv´et i går, på trods af at jeg kender til det unge par og ved, at kommunens beslutning var den helt rigtige. 

De programmer er set fra forældrenes perspektiv, og os forældre reagerer jo fra vores perspektiv, tanken om at få fjernet sine egne børn er uudholdelig. Men har man set situationen fra børnenes perspektiv, set hvilke meget alvorlige konsekvenser forældrenes tilstedeværelse bare få timer om måneden har for børnene, hvor ødelagte for altid de er, hvor svært de får det som unge, voksne og når de gerne selv vil stifte familie og ender med at få fjernet sine egne børn. Hvis Nina i programmet selv var blevet fjernet og nægtet kontakt med sin egen mor, havde hendes liv set helt anderledes ud og det havde hendes børns liv også...  

Mor og meget mere skriver:

Hvor har du det fra? - altså at man først så småt var begyndt at anbringe børn uden for hjemmet i 90'erne? De seneste 30-40 år har cirka 1 procent af alle børn og unge været anbragt uden for hjemmet. Den største ændring i det tidsrum har været, at andelen af tvangsfjernelser har været stigende, men heller ikke tvangsfjernelser var et nyt fænomen, da dokumentaren blev lavet. Den blev i øvrigt sendt ikke for godt og vel 20 år siden, men for 18 år siden - Jørn blev født i 1997, samme dag som mit mellemste barn. 

Og jo, man/vi havde et ret godt kendskab til børns tarv også dengang  - så længe siden er det altså heller ikke... Det offentlige system var da helt på det rene med, at Jørn tog skade i de første måneder af sit liv, og du hører jo også fagpersonerne udtrykke stor bekymring for hans udvikling. Det springende punkt var, at man fra systemets side ikke havde samme beføjelser som nu til at gribe til tvangsfjernelse som første skridt - praksis var, at forældrene som udgangspunkt skulle have en chance for at vise deres egnethed, men det bundede ikke i uvidenhed, blot et andet syn på familiens ukrænkelighed. Altså en politisk vægtning - ikke udtryk for manglende viden fra fagkundskaben. 

 

- og til trods for kommunens erfaring fra Jørn, så vælger de alligevel at lade tvivlen komme Anni til gode, da hun får en ny mand og får Jørns lillebror, der også ender med anbringelse, godt nok lidt tidligere i forløbet, men han når også at opleve omsorgssvigten.

Synes næsten lillebroderens sag er endnu mere tragisk, da man burde være blevet klogere.

Anni valgte selv at blive steriliseret, så hun blev klogere med alderen.

Lenchick skriver:

Jeg vil ikke skrive ret meget da der allerede er skrevet en del holdninger, som jeg deler.

I Frejas og Michelles tilfælde lugter det langt væk af besparelser da der ved adoption ikke længere skal bruges penge på Freja (løn til plejefamilien). Det et virkeligt synd for Freja at miste kontakt til sin biologiske familie i alder af 8 år og hvor er Michelle sej når hun siger, at de 10 år, hun skal vente, er ingenting.

Vi har to plejebørn (4,5 og 1,5) og de har været anbragt fra fødslen. Begge børn ser forældrene hver 14. dag og den ældste har nu helt styr på hvordan hendes liv er. Hun ved, hvem der har født hende og hvorfor hun bor hos os. Hun ved, hendes biologiske familie elsker hende, men hun kalder os for mor og far.

Begge børn er højt elsket, de har børneopsparinger på lig fod med min biologiske søn og de to guldklumper er det bedste, der er sket for vores familie. De er kommet under huden hos os alle, min 16-årige søn, vores forældre, venner, naboer. Når vi møder mennesker, som ikke kender vores familie, bliver de nærmest chokeret når de hører, at de to små er plejebørn. De er jo vores

Vi ser dem, som vores. De får ofte mere kærlighed, end ham vi har på 16. Vi giver dem så meget vi overhovedet kan! Hende på 4,5 er et barn, alle holder af. Hun er så udadvendt, smuk, klog og sjov. Alle vil lege med hende og alle voksne omkring hende roser hende. Det er så fedt at høre!

Ham på 1,5 går stadig hjemme med mig. Han har epilepsi og er hårdt ramt. Han er mindst 6 måneder tilbage i udvikling på alle fronter og han er et helt andet barn, end den store pige. Men han er lige så smuk, sjov og dejlig og vi holder så meget af ham! Vi ønsker den forbandede sygdom langt væk!

Vi ville til en hver tid adoptere begge børn hvis vi blev spurgt, men heldigvis deler vi kommunens holdning omkring den biologiske familie. Børnene har ret til at kende deres ophav og have deres biologiske familie i deres liv.

Det har intet at gøre med pengene, vores økonomi er solid uden plejebørn, men vi tror på vi skaber velfungerende mennesker ved ikke at fratage dem deres biologiske familie, som de har ret til at kende og havde tæt på igennem hele livet. Vi har er godt og respektfuld samarbejde med begge børns familier og sådan skal det være! Vi anerkender deres forældre, selvom deres liv gør, at de aldrig vil være i stand til at have børnene boende.

Jeg har arbejdet meget med mig selv for at nå hertil

I må gerne skrive privat, hvis jeg skal uddybe

 

Hvor er det rørende at læse.

Hvor er de to små børn heldige at have fået dig som mor

Lenchick skriver:

Jeg vil ikke skrive ret meget da der allerede er skrevet en del holdninger, som jeg deler.

I Frejas og Michelles tilfælde lugter det langt væk af besparelser da der ved adoption ikke længere skal bruges penge på Freja (løn til plejefamilien). Det et virkeligt synd for Freja at miste kontakt til sin biologiske familie i alder af 8 år og hvor er Michelle sej når hun siger, at de 10 år, hun skal vente, er ingenting.

Vi har to plejebørn (4,5 og 1,5) og de har været anbragt fra fødslen. Begge børn ser forældrene hver 14. dag og den ældste har nu helt styr på hvordan hendes liv er. Hun ved, hvem der har født hende og hvorfor hun bor hos os. Hun ved, hendes biologiske familie elsker hende, men hun kalder os for mor og far.

Begge børn er højt elsket, de har børneopsparinger på lig fod med min biologiske søn og de to guldklumper er det bedste, der er sket for vores familie. De er kommet under huden hos os alle, min 16-årige søn, vores forældre, venner, naboer. Når vi møder mennesker, som ikke kender vores familie, bliver de nærmest chokeret når de hører, at de to små er plejebørn. De er jo vores

Vi ser dem, som vores. De får ofte mere kærlighed, end ham vi har på 16. Vi giver dem så meget vi overhovedet kan! Hende på 4,5 er et barn, alle holder af. Hun er så udadvendt, smuk, klog og sjov. Alle vil lege med hende og alle voksne omkring hende roser hende. Det er så fedt at høre!

Ham på 1,5 går stadig hjemme med mig. Han har epilepsi og er hårdt ramt. Han er mindst 6 måneder tilbage i udvikling på alle fronter og han er et helt andet barn, end den store pige. Men han er lige så smuk, sjov og dejlig og vi holder så meget af ham! Vi ønsker den forbandede sygdom langt væk!

Vi ville til en hver tid adoptere begge børn hvis vi blev spurgt, men heldigvis deler vi kommunens holdning omkring den biologiske familie. Børnene har ret til at kende deres ophav og have deres biologiske familie i deres liv.

Det har intet at gøre med pengene, vores økonomi er solid uden plejebørn, men vi tror på vi skaber velfungerende mennesker ved ikke at fratage dem deres biologiske familie, som de har ret til at kende og havde tæt på igennem hele livet. Vi har er godt og respektfuld samarbejde med begge børns familier og sådan skal det være! Vi anerkender deres forældre, selvom deres liv gør, at de aldrig vil være i stand til at have børnene boende.

Jeg har arbejdet meget med mig selv for at nå hertil

I må gerne skrive privat, hvis jeg skal uddybe

 

Du er simpelthen for sej 

Mor i Aarhus skriver:

De adopterede, man hører om, der søger tilbage til sine rødder, er jo dem, der er adopterede fra fx Kina, Etiopien osv. Det er en helt anden problemstilling. Den 8-årige pige i programmet har lidt under at hendes mor, pga. sit handicap og ikke pga. manglende intention eller moder-følelse, ikke kan tilsiddesætte egne behov for sit barns. I den periode, hvor moren havde det svært, magtede hun ikke at være mor og det har været et svigt for datteren. Et alvorligt svigt, som har fremmedgjort hende og konsekvensen har været, og for datterens trivsel er det afgørende at hun får kontinuitet, tryghed og stabilitet. Det kan eliminere angst, utryghed, uro osv.

Et andet problem er, at datteren intelligensmæssigt begynder at overhale sin mor, og det kan man forstille sig, hun også begynder at reagere på. 

Men gu er det sgu da det mest modbydelige, man overhovedet kan forestille sig - at få taget sit barn fra sig. Og jeg sad da også og vrælede foran tv´et i går, på trods af at jeg kender til det unge par og ved, at kommunens beslutning var den helt rigtige. 

De programmer er set fra forældrenes perspektiv, og os forældre reagerer jo fra vores perspektiv, tanken om at få fjernet sine egne børn er uudholdelig. Men har man set situationen fra børnenes perspektiv, set hvilke meget alvorlige konsekvenser forældrenes tilstedeværelse bare få timer om måneden har for børnene, hvor ødelagte for altid de er, hvor svært de får det som unge, voksne og når de gerne selv vil stifte familie og ender med at få fjernet sine egne børn. Hvis Nina i programmet selv var blevet fjernet og nægtet kontakt med sin egen mor, havde hendes liv set helt anderledes ud og det havde hendes børns liv også...  

Derfor kan både Freja og speedy da godt komme ud i lidt identitskrise når de som 25 årige står og selv får et barn? Og bare gerne ville vide hvem mor er? 

Jeg sad igår og tænkte: Hvad ville jeg helst for mine børn, hvis jeg og min mand ikke kunne tage sig af dem? Betale nogen for at tage sig af dem eller lade dem få nye forældre, der ville elske dem uden betaling og tage sig af dem på lige fod med deres egne biologiske børn? 

Sidstnævnte. 

Der kan være mange gode grunde til at tvangsfjerne børn, og så længe begrundelsen er god nok, er tvangsadoption vel bedre. For barnet.