Anonym skriver:
Ok, nu har jeg læst alle svarene. Beklager at jeg ikke svarer mere individuelt, eller får det hele med, jeg er virkelig træt i de her dage.
Jeg bliver både lidt chokeret og ret trist over at der åbenbart er så mange der mener at en sen abort er noget man bare gør. Har I meget dårlige erfaringer med jer, der giver den opfattelse?
Med hensyn til bitterheden, så ja. Det er jeg. Der er ikke bare tale om et par ledninger. Der er tale om et helt hjem fuld af store og små løfter som er blevet skrottet, og bliver vedvarende skrottet, - på bekostning af mig. Det er vanvittigt konstant stressende og har ændret mig på en måde jeg slet ikke troede ville være muligt. Der er dage hvor bare det at vi skal lave en aftale om hvor vi skal købe ind henne, kan få mig til at ryste og spænde i hele kroppen, fordi jeg ikke ved om jeg skal argumentere i timevis for det, eller bare opgive at få hvad jeg har brug for, i bytte for noget der er mere rigtigt i hans øjne, - eller om det nu er en af de ting han pludselig har accepteret. Det tog mig flere år at finde ud af hvad pokker der foregik, mens jeg gik og ventede på at forvirringen og den konstante stresspåvirkning skulle gå over. Nej, han er slet ikke psykopat men det behøver heller ikke være helt så dramatisk for at ramme helt skævt.
Mht til terapi og hjælp, så har der været lidt praktisk rådgivning fra frivillige og jeg går også i en form for terapi. Men fordi jeg ikke selv kan betale noget, så er der ikke noget der hedder at man kan få hjælp til akutte kriser. Jeg har vist brugt at muligheder for henvisning op også. Socialrådgiver er jeg ikke nået til endnu, der er som regel ret meget kaos i mine papirer når jeg en sjælden gang er i kontakt med kommunen, så det ved jeg ikke helt om er en god ide, mit eget kaos taget i betragtning. Det er ikke socialrådgivernes skyld. Jeg er ikke sikker, men jeg har vist udtømt alle de muligheder jeg selv er kommet i tanker om. Måske. Jeg kan heller ikke helt huske alle dem jeg har været omkring tror jeg.
Indtil for et par måneder siden havde jeg en times "snak" om mig hver tredie eller fjerde uge og når min mand er med, går det som regel på samme måde hver gang. Han er dygtig, utrolig, god, sød, empatisk, velmenende - lutter gode ting. Og jeg er pissetræt og undrer mig over at historierne herhjemme og i terapien ikke helt ligner hinanden. Efterhånden har jeg også opgivet at nuancere billedet i de situationer, det er som at kæmpe mod en naturkraft med en kop lunken te, og når jeg har forsøgt har jeg ofte siddet tilbage med en enorm skam over at have ødelagt den gode stemning. Der er tit nogen der beskylder mig for at være sur, men for det meste er jeg bare rigtig ked af det og træt.
Jeg ved heller ikke om det var en god ide at lægge noget herud, føler bare at jeg er ved at gå i opløsning. Jeg lagde et næsten identisk skrift ud et andet sted for en uges tid siden tror jeg, men fik aldrig svar og fandt ikke selv nogen nye vinkler i mellemtiden.
Ville jeg få et bedre liv? Så langt kan jeg slet ikke tænke. Hvis jeg tænker over skilsmisse, fyldes jeg først med en enorm længsel efter bare at sove og sove og sove til jeg føler mig udhvilet.
Gode pointer omkring hormonerne forøvrigt - det havde jeg glemt. Jeg vil se om jeg kan finde ud af hvad der er hvad. Hormonerne går jo over igen kan man sige.
Tak til jer der har vist noget forståelse og er kommet med forslag. Og egentlig også tak til dem der ikke har - jeg har fået noget mere at tænke over.
Jeg mener bestemt ikke, at en sen abort er noget, man bare gør. Din beskrivelse af din egen sindstilstand og af din mands personlighed, sammeenholdt med, at du ser det som en mulighed at flytte langt væk fra det lille barn og overdrage ansvaret til den mand, du beskriver som egoistisk og ude af stand til at se sin allernærmestes behov, er jo på ingen måde en "bare"-situation. De scenarier, du opridser, virker på mig som potentielt sårbare både for dig og barnet - at etablere en tæt tilknytning og så rive det fundament væk efter ammeperioden er alvorligt.
Når jeg læser dit første indlæg, har jeg så forbandet svært ved at få øje på det helt basale grundlag for, at et barn og dets forældre vil trives. Der er intet "bare" over hverken en sen abort eller bortadoption - men der er heller ikke noget "bare" over de forhold, du beskriver. En mand, der er ude af stand til at aflæse eller reagere på sin allernærmestes behov - og en kvinde, der er skubbet helt ud over kanten. Far og mor?
Well, du skal naturligvis ikke få en abort mod dit eget ønske. Men du skal - som i "er forbandet nødt til" - se i øjnene, at om kort tid er de to voksne, du skriver så meget og så ulykkeligt om, dedikerede til én og kun én opgave: At lade egne behov og ønsker tilsidesætte for at give et nyt lille væsen tryghed, omsorg og tillid til verden.
For mig kunne det lyde til, at du kunne have en depression. Ikke alene trætheden og det forsænkede stemningsleje, men også det "klarsyn", du oplever, hvor alle brikker er faldet på plads, og livet, særligt dit ægteskab, udelukkende er negativt og håbløst.
Tag til læge. Tal med din jordemoder. Råb om hjælp for både dit og barnets skyld.
