Gravid og skilsmisse?

Hej er ny - jeg trængte til et sted at skrive alt dette her ned. Og jeg er anonym fordi der er mange personlige oplysninger i det jeg skriver her, som jeg ikke vil have skal gå ud over nogen. 

I går sagde jeg til min mand at jeg synes vi skal overveje om ikke en skilsmisse er det bedste for os.
Det har været en lang rejse vi har været på og jeg er helt brugt op indeni og jeg tror heller ikke reelt på at der kommer til at ske forandringer i et tempo hvor jeg kan holde til ægteskabet.

Min mand har ellers knoklet med sig selv og har gået i terapi tre år og det har virket på mange måder. I den tid har vi valgt en bestemt strategi som har skabt meget stor modstand og heftige reaktioner fra omgivelserne - jeg har stået meget alene med min sorg og vrede over de ting jeg har været udsat for, men har alligevel troet på det. For hvor der er vilje er der vej, ikke?
For en måneds tid siden opdagede jeg så at jeg er gravid. Det var slet ikke planlagt. For det første var det første gang i flere år vi havde sex - og jeg var påvirket af smertestillende for at kunne holde til det. For det andet troede vi slet ikke at det var muligt, da vi til min store sorg opgav for flere år siden i takt med at mit helbred styrtdykkede og jeg fik celleforandringer. Sex har været svært meget længe. Dels fordi jeg lider af kroniske smerter, men især fordi jeg igennem mange år har mistet noget dyrebar tillid. Han holder ikke hvad han lover - og det har ikke været småting der er blevet kasseret på den konto. Vigtige drømme og håb (mine) er blevet skudt helt i sænk og uden at han egentlig har ment der var nogen grund til at ændre adfærd, for han har jo haft gode intentioner. Hans alter-ego, det sukkersøde menneske, har været vandt til et underligt fripas.

Imens har jeg måttet forsøge at leve med økonomiske problemer, dispositioner han har lavet uden at være i stand til at tænke konsekvenserne til ende, det resulterede i en dyb depression og tiltagende angst, og samtidig har jeg forsøgt at coache ham ind i hvordan man er voksen og i at følge sine drømme - hvilket er lykkedes. Det lyder underligt og nogen der tror at mænd er børn vil tolke det som om jeg "gav" ham en barnerolle, men han havde den skam med sig og han forsøger selv at smide den blandt andet ved at lægge noget afstand til sin families overbeskyttelse af ham.

Han afbryder konstant når jeg fortæller noget vigtigt og selvom vi har talt millioner af gange (sådan føles det) om faconen, så lykkes det ham stadigvæk mange gange om ugen at sætte en stopper for at mine behov og ønsker kan blive til noget. Med mindre vi taler om rent praktiske ting som mad og medicin - dem er han vild med at få ordnet. Har mange, mange timer hvor jeg nærmest er apatisk.

Helt praktisk har jeg ingen indtægt selv af socialpolitiske grunde og jeg skal derfor gå til ham hver eneste gang jeg vil noget der ikke er fælles.

Egentlig troede terapeuter at han havde aspergertræk - og han er blevet behandlet som sådan, men det viser sig at de træk er tillærte af forskellige opvækstvilkår - nok primært af at hans far har stærke autistiske træk. Efter de tre års terapi og mit sammebrud hvor jeg afviste at være støtteperson længere, så han måtte til at være både proaktiv og handle som et voksent menneske, er de træk der stort set ikke mere. Alligevel kan jeg gå rundt i mit hjem og se på halvfærdige projekter som aldrig bliver færdige - projekter der var vigtige for mig, ledninger der ligger hulter til bulter, et køkken og et bad der ikke må indrettes efter mine handicaps eller ønsker fordi han ikke kan se behovet, og jeg har efter års problemer med at sove på grund af hans enorme snorken endelig fået "lov" til at sove alene, så jeg kan hænge bare lidt sammen. Og jeg har fuldstændig opgivet enhver romantisk forestilling jeg nogensinde måttet have haft om autistiske træks påståede vidunderlige egenskaber - det er simpelthen umenneskeligt at være den kone der skal komme og leve i et ægteskab med en mand der er blevet båret på hænder og fødder af sine forældre i alt for mange år og sammenhænge og som sent skal lære at begive sig ud på eventyr uden for hjemmets firkantede rammer eler at tage hensyn til andre.

Engang troede jeg ikke at et forhold ville få lov til at forkrøble så meget af min selvtillid og selvværd, men nu sidder jeg her - gravid, uden job eller udsigt til nogensinde at få et, smerteplaget, deprimeret og udmattet og føler at han har haft god gavn af mine evner til at vejlede og guide imod et bedre liv for ham, mens jeg selv er sat 100 år tilbage. Han har fået drømmejobbet, han har varm mad hver dag og en støttende favn når de gamle mønstre banker på. Hans helbred er blevet bedre i takt med at mit er blevet værre, han har fået en ny og mere afslappet vennekreds og nogen meget store barndomsønsker opfyldt. Og han glæder sig rigtig meget til at blive far, mens jeg nok er glad men også trist og træt ved tanken om at et nyt lille barn skal cementere min rolle som omsorgsgiver endnu mere uden noget som helst håb om at få et indhold i mit liv der er mit eget. Jeg er bange for at det vil påvirke barnet alt for negativt at jeg er så ked af det.

Hvis vi bliver skilt er det sådan at jeg godt ved at den bedste til at sørge for barnets behov er ham, selvom han mukker lidt over at det vil gå ud over karrieren. Mine handicaps og depressionen, den fattigdom jeg kommer til at sidde i hvis vi bliver skilt, han har et netværk og jeg har ikke så meget efter alle de års relative isolation og sygdom. Jeg skammer mig helt forfærdeligt over ikke at kunne tilbyde et barn mere, men det er ikke realistisk. Samtidig er jeg dybt bekymret for at han ikke følelsesmæssigt er i stand til at sætte et barn foran sine egne behov og følelser. Der er ikke noget ideelt i situationen.

Når vi har været i terapi sammen, kan jeg se at terapeuterne "falder" for ham så at sige - det er det samme alle steder og jeg forstår det egentlig godt: Han er sød, veltalende, lun, kærlig. Han viser enorm ægte vilje og bekymrer sig for vores forhold - noget jeg helt tror på - og jeg føler mig stum og ubrugelig som jeg sidder der ved siden af - en skygge af den jeg plejede at være og tavs og prøver at være "positiv" og ikke tænke på alle de ting han har lovet at gøre i terapi, men ikke øver sig på derhjemme før han føler han er "klar" eller tiøren falder flere år efter. Når han er klar, er det som at få den pink skoletaske man ønskede sig i 4. klasse, den ens far købte og gemte til han selv mente det var en god ide, som 40-årig. 

Da jeg nævnte skilsmissebudskabet, gik han på nettet og fandt en artikel om "Når kvinder mister gnisten..." Lige i to sekunder havde jeg håb, men så husker jeg at jeg lever i en andens liv uden ret meget at skulle have sagt over mine egne drømme og håb. Og jeg minder mig selv om at en af de ting der gjorde at jeg overgav mig til forholdet dengang for længe siden, er at han slet ikke var i tvivl om at han ville bakke om - at det jeg ville med mit liv var spændende, interessant, noget han glædede sig til at følge med i, og at det viste sig at være en slags ubevidst fup. Jeg er slidt op og han er blevet stor og stærk.

Jeg orker ikke flere gode intentioner. Det føles som om de slår mit hjerte ihjel.

Hold da fast hvor er jeg træt. 

Hvis vi skal skilles vil det af helbredsmæssige, økonomiske, praktiske årsager, nok kun kunne lade sig gøre at vi bor sammen indtil jeg har ammet det jeg skal. Akavet, I know. Han kan tage en hel del barsel og jeg ville på grund af økonomi være nødt til at finde en lejlighed ret langt væk, så samværet ville naturligvis blive fastsat på den måde at babyen får mest ro i sin hverdag, så far og barn kan få den bedste mulige hverdag og jeg ville skulle bruge lang tid på at tude af savn. 

Hvis der er nogen der har et helikopterperspektiv, (- og især et der ikke handler om at få nogen til at skamme sig eller romantiske ideer om hvad (kommende) mødre bare skal kunne klare af hensyn til alle andre end dem selv) så hører jeg det meget gerne. Er totalt slidt op. 

Altså det eneste jeg kan tænke er:

Og beklager hvis jeg støder dig, hvorfor sætte det barn til verden når du på forhånd ved du ikke kan varetage det og at du mener din mand manglet evnerne og ikke mindst lysten i forhold til hans arbejde?

Anonym skriver:

Hej er ny - jeg trængte til et sted at skrive alt dette her ned. Og jeg er anonym fordi der er mange personlige oplysninger i det jeg skriver her, som jeg ikke vil have skal gå ud over nogen. 

I går sagde jeg til min mand at jeg synes vi skal overveje om ikke en skilsmisse er det bedste for os.
Det har været en lang rejse vi har været på og jeg er helt brugt op indeni og jeg tror heller ikke reelt på at der kommer til at ske forandringer i et tempo hvor jeg kan holde til ægteskabet.

Min mand har ellers knoklet med sig selv og har gået i terapi tre år og det har virket på mange måder. I den tid har vi valgt en bestemt strategi som har skabt meget stor modstand og heftige reaktioner fra omgivelserne - jeg har stået meget alene med min sorg og vrede over de ting jeg har været udsat for, men har alligevel troet på det. For hvor der er vilje er der vej, ikke?
For en måneds tid siden opdagede jeg så at jeg er gravid. Det var slet ikke planlagt. For det første var det første gang i flere år vi havde sex - og jeg var påvirket af smertestillende for at kunne holde til det. For det andet troede vi slet ikke at det var muligt, da vi til min store sorg opgav for flere år siden i takt med at mit helbred styrtdykkede og jeg fik celleforandringer. Sex har været svært meget længe. Dels fordi jeg lider af kroniske smerter, men især fordi jeg igennem mange år har mistet noget dyrebar tillid. Han holder ikke hvad han lover - og det har ikke været småting der er blevet kasseret på den konto. Vigtige drømme og håb (mine) er blevet skudt helt i sænk og uden at han egentlig har ment der var nogen grund til at ændre adfærd, for han har jo haft gode intentioner. Hans alter-ego, det sukkersøde menneske, har været vandt til et underligt fripas.

Imens har jeg måttet forsøge at leve med økonomiske problemer, dispositioner han har lavet uden at være i stand til at tænke konsekvenserne til ende, det resulterede i en dyb depression og tiltagende angst, og samtidig har jeg forsøgt at coache ham ind i hvordan man er voksen og i at følge sine drømme - hvilket er lykkedes. Det lyder underligt og nogen der tror at mænd er børn vil tolke det som om jeg "gav" ham en barnerolle, men han havde den skam med sig og han forsøger selv at smide den blandt andet ved at lægge noget afstand til sin families overbeskyttelse af ham.

Han afbryder konstant når jeg fortæller noget vigtigt og selvom vi har talt millioner af gange (sådan føles det) om faconen, så lykkes det ham stadigvæk mange gange om ugen at sætte en stopper for at mine behov og ønsker kan blive til noget. Med mindre vi taler om rent praktiske ting som mad og medicin - dem er han vild med at få ordnet. Har mange, mange timer hvor jeg nærmest er apatisk.

Helt praktisk har jeg ingen indtægt selv af socialpolitiske grunde og jeg skal derfor gå til ham hver eneste gang jeg vil noget der ikke er fælles.

Egentlig troede terapeuter at han havde aspergertræk - og han er blevet behandlet som sådan, men det viser sig at de træk er tillærte af forskellige opvækstvilkår - nok primært af at hans far har stærke autistiske træk. Efter de tre års terapi og mit sammebrud hvor jeg afviste at være støtteperson længere, så han måtte til at være både proaktiv og handle som et voksent menneske, er de træk der stort set ikke mere. Alligevel kan jeg gå rundt i mit hjem og se på halvfærdige projekter som aldrig bliver færdige - projekter der var vigtige for mig, ledninger der ligger hulter til bulter, et køkken og et bad der ikke må indrettes efter mine handicaps eller ønsker fordi han ikke kan se behovet, og jeg har efter års problemer med at sove på grund af hans enorme snorken endelig fået "lov" til at sove alene, så jeg kan hænge bare lidt sammen. Og jeg har fuldstændig opgivet enhver romantisk forestilling jeg nogensinde måttet have haft om autistiske træks påståede vidunderlige egenskaber - det er simpelthen umenneskeligt at være den kone der skal komme og leve i et ægteskab med en mand der er blevet båret på hænder og fødder af sine forældre i alt for mange år og sammenhænge og som sent skal lære at begive sig ud på eventyr uden for hjemmets firkantede rammer eler at tage hensyn til andre.

Engang troede jeg ikke at et forhold ville få lov til at forkrøble så meget af min selvtillid og selvværd, men nu sidder jeg her - gravid, uden job eller udsigt til nogensinde at få et, smerteplaget, deprimeret og udmattet og føler at han har haft god gavn af mine evner til at vejlede og guide imod et bedre liv for ham, mens jeg selv er sat 100 år tilbage. Han har fået drømmejobbet, han har varm mad hver dag og en støttende favn når de gamle mønstre banker på. Hans helbred er blevet bedre i takt med at mit er blevet værre, han har fået en ny og mere afslappet vennekreds og nogen meget store barndomsønsker opfyldt. Og han glæder sig rigtig meget til at blive far, mens jeg nok er glad men også trist og træt ved tanken om at et nyt lille barn skal cementere min rolle som omsorgsgiver endnu mere uden noget som helst håb om at få et indhold i mit liv der er mit eget. Jeg er bange for at det vil påvirke barnet alt for negativt at jeg er så ked af det.

Hvis vi bliver skilt er det sådan at jeg godt ved at den bedste til at sørge for barnets behov er ham, selvom han mukker lidt over at det vil gå ud over karrieren. Mine handicaps og depressionen, den fattigdom jeg kommer til at sidde i hvis vi bliver skilt, han har et netværk og jeg har ikke så meget efter alle de års relative isolation og sygdom. Jeg skammer mig helt forfærdeligt over ikke at kunne tilbyde et barn mere, men det er ikke realistisk. Samtidig er jeg dybt bekymret for at han ikke følelsesmæssigt er i stand til at sætte et barn foran sine egne behov og følelser. Der er ikke noget ideelt i situationen.

Når vi har været i terapi sammen, kan jeg se at terapeuterne "falder" for ham så at sige - det er det samme alle steder og jeg forstår det egentlig godt: Han er sød, veltalende, lun, kærlig. Han viser enorm ægte vilje og bekymrer sig for vores forhold - noget jeg helt tror på - og jeg føler mig stum og ubrugelig som jeg sidder der ved siden af - en skygge af den jeg plejede at være og tavs og prøver at være "positiv" og ikke tænke på alle de ting han har lovet at gøre i terapi, men ikke øver sig på derhjemme før han føler han er "klar" eller tiøren falder flere år efter. Når han er klar, er det som at få den pink skoletaske man ønskede sig i 4. klasse, den ens far købte og gemte til han selv mente det var en god ide, som 40-årig. 

Da jeg nævnte skilsmissebudskabet, gik han på nettet og fandt en artikel om "Når kvinder mister gnisten..." Lige i to sekunder havde jeg håb, men så husker jeg at jeg lever i en andens liv uden ret meget at skulle have sagt over mine egne drømme og håb. Og jeg minder mig selv om at en af de ting der gjorde at jeg overgav mig til forholdet dengang for længe siden, er at han slet ikke var i tvivl om at han ville bakke om - at det jeg ville med mit liv var spændende, interessant, noget han glædede sig til at følge med i, og at det viste sig at være en slags ubevidst fup. Jeg er slidt op og han er blevet stor og stærk.

Jeg orker ikke flere gode intentioner. Det føles som om de slår mit hjerte ihjel.

Hold da fast hvor er jeg træt. 

Hvis vi skal skilles vil det af helbredsmæssige, økonomiske, praktiske årsager, nok kun kunne lade sig gøre at vi bor sammen indtil jeg har ammet det jeg skal. Akavet, I know. Han kan tage en hel del barsel og jeg ville på grund af økonomi være nødt til at finde en lejlighed ret langt væk, så samværet ville naturligvis blive fastsat på den måde at babyen får mest ro i sin hverdag, så far og barn kan få den bedste mulige hverdag og jeg ville skulle bruge lang tid på at tude af savn. 

Hvis der er nogen der har et helikopterperspektiv, (- og især et der ikke handler om at få nogen til at skamme sig eller romantiske ideer om hvad (kommende) mødre bare skal kunne klare af hensyn til alle andre end dem selv) så hører jeg det meget gerne. Er totalt slidt op. 

Jeg tænker godt nok, om det er klogt at sætte et barn til verden med de forhold i kan tilbyde på nuværende tidspunkt? Får helt ondt indeni.. 

kram herfra

Okay, jeg tager den lige nu og så har jeg nok ikke flere svar på spørgsmålet, selvom det sikkert kommer til at dukke op flere gange. 

1. Jeg er for langt henne til en frivillig abort.

2. Da jeg blev gravid var ting endelig begyndt at gå fremad. Jeg fik det bedre og selvom graviditeten ikke var planlagt så blev vi glædeligt overraskede og kastede os ud i at få det bedste ud af situationen. Det er muligvis min mands sidste chance for at få børn, så det tænkte jeg også på.

3. Jeg ansøger altså ikke om en sen abort af hensyn til at vi måske ikke passer sammen.

4. De smertestillende jeg havde brug for, har jeg stadigvæk brug for, men dem vil jeg naturligvis ikke tage nu af hensyn til fosteret. Kroniske smerter er bare en ond bitch at leve med, men det er hundesvært at finde opbakning fra sundhedspersonale eller andre til alternative forslag til lindring. Og at udtænke flere løsninger selv er som at opfinde kuren mod HIV mens jeg har en måneds lang influenza. Og jeg var altså ikke forberedt på hvor skidt jeg kunne få det når medicinen blev lagt på hylden - ingen ret brugbar rådgivning.

5. Jeg har ikke kontrol over verden. Ting sker. 

Hej er ny - jeg trængte til et sted at skrive alt dette her ned. Og jeg er anonym fordi der er mange personlige oplysninger i det jeg skriver her, som jeg ikke vil have skal gå ud over nogen. 

I går sagde jeg til min mand at jeg synes vi skal overveje om ikke en skilsmisse er det bedste for os.
Det har været en lang rejse vi har været på og jeg er helt brugt op indeni og jeg tror heller ikke reelt på at der kommer til at ske forandringer i et tempo hvor jeg kan holde til ægteskabet.

Min mand har ellers knoklet med sig selv og har gået i terapi tre år og det har virket på mange måder. I den tid har vi valgt en bestemt strategi som har skabt meget stor modstand og heftige reaktioner fra omgivelserne - jeg har stået meget alene med min sorg og vrede over de ting jeg har været udsat for, men har alligevel troet på det. For hvor der er vilje er der vej, ikke?
For en måneds tid siden opdagede jeg så at jeg er gravid. Det var slet ikke planlagt. For det første var det første gang i flere år vi havde sex - og jeg var påvirket af smertestillende for at kunne holde til det. For det andet troede vi slet ikke at det var muligt, da vi til min store sorg opgav for flere år siden i takt med at mit helbred styrtdykkede og jeg fik celleforandringer. Sex har været svært meget længe. Dels fordi jeg lider af kroniske smerter, men især fordi jeg igennem mange år har mistet noget dyrebar tillid. Han holder ikke hvad han lover - og det har ikke været småting der er blevet kasseret på den konto. Vigtige drømme og håb (mine) er blevet skudt helt i sænk og uden at han egentlig har ment der var nogen grund til at ændre adfærd, for han har jo haft gode intentioner. Hans alter-ego, det sukkersøde menneske, har været vandt til et underligt fripas.

Imens har jeg måttet forsøge at leve med økonomiske problemer, dispositioner han har lavet uden at være i stand til at tænke konsekvenserne til ende, det resulterede i en dyb depression og tiltagende angst, og samtidig har jeg forsøgt at coache ham ind i hvordan man er voksen og i at følge sine drømme - hvilket er lykkedes. Det lyder underligt og nogen der tror at mænd er børn vil tolke det som om jeg "gav" ham en barnerolle, men han havde den skam med sig og han forsøger selv at smide den blandt andet ved at lægge noget afstand til sin families overbeskyttelse af ham.

Han afbryder konstant når jeg fortæller noget vigtigt og selvom vi har talt millioner af gange (sådan føles det) om faconen, så lykkes det ham stadigvæk mange gange om ugen at sætte en stopper for at mine behov og ønsker kan blive til noget. Med mindre vi taler om rent praktiske ting som mad og medicin - dem er han vild med at få ordnet. Har mange, mange timer hvor jeg nærmest er apatisk.

Helt praktisk har jeg ingen indtægt selv af socialpolitiske grunde og jeg skal derfor gå til ham hver eneste gang jeg vil noget der ikke er fælles.

Egentlig troede terapeuter at han havde aspergertræk - og han er blevet behandlet som sådan, men det viser sig at de træk er tillærte af forskellige opvækstvilkår - nok primært af at hans far har stærke autistiske træk. Efter de tre års terapi og mit sammebrud hvor jeg afviste at være støtteperson længere, så han måtte til at være både proaktiv og handle som et voksent menneske, er de træk der stort set ikke mere. Alligevel kan jeg gå rundt i mit hjem og se på halvfærdige projekter som aldrig bliver færdige - projekter der var vigtige for mig, ledninger der ligger hulter til bulter, et køkken og et bad der ikke må indrettes efter mine handicaps eller ønsker fordi han ikke kan se behovet, og jeg har efter års problemer med at sove på grund af hans enorme snorken endelig fået "lov" til at sove alene, så jeg kan hænge bare lidt sammen. Og jeg har fuldstændig opgivet enhver romantisk forestilling jeg nogensinde måttet have haft om autistiske træks påståede vidunderlige egenskaber - det er simpelthen umenneskeligt at være den kone der skal komme og leve i et ægteskab med en mand der er blevet båret på hænder og fødder af sine forældre i alt for mange år og sammenhænge og som sent skal lære at begive sig ud på eventyr uden for hjemmets firkantede rammer eler at tage hensyn til andre.

Engang troede jeg ikke at et forhold ville få lov til at forkrøble så meget af min selvtillid og selvværd, men nu sidder jeg her - gravid, uden job eller udsigt til nogensinde at få et, smerteplaget, deprimeret og udmattet og føler at han har haft god gavn af mine evner til at vejlede og guide imod et bedre liv for ham, mens jeg selv er sat 100 år tilbage. Han har fået drømmejobbet, han har varm mad hver dag og en støttende favn når de gamle mønstre banker på. Hans helbred er blevet bedre i takt med at mit er blevet værre, han har fået en ny og mere afslappet vennekreds og nogen meget store barndomsønsker opfyldt. Og han glæder sig rigtig meget til at blive far, mens jeg nok er glad men også trist og træt ved tanken om at et nyt lille barn skal cementere min rolle som omsorgsgiver endnu mere uden noget som helst håb om at få et indhold i mit liv der er mit eget. Jeg er bange for at det vil påvirke barnet alt for negativt at jeg er så ked af det.

Hvis vi bliver skilt er det sådan at jeg godt ved at den bedste til at sørge for barnets behov er ham, selvom han mukker lidt over at det vil gå ud over karrieren. Mine handicaps og depressionen, den fattigdom jeg kommer til at sidde i hvis vi bliver skilt, han har et netværk og jeg har ikke så meget efter alle de års relative isolation og sygdom. Jeg skammer mig helt forfærdeligt over ikke at kunne tilbyde et barn mere, men det er ikke realistisk. Samtidig er jeg dybt bekymret for at han ikke følelsesmæssigt er i stand til at sætte et barn foran sine egne behov og følelser. Der er ikke noget ideelt i situationen.

Når vi har været i terapi sammen, kan jeg se at terapeuterne "falder" for ham så at sige - det er det samme alle steder og jeg forstår det egentlig godt: Han er sød, veltalende, lun, kærlig. Han viser enorm ægte vilje og bekymrer sig for vores forhold - noget jeg helt tror på - og jeg føler mig stum og ubrugelig som jeg sidder der ved siden af - en skygge af den jeg plejede at være og tavs og prøver at være "positiv" og ikke tænke på alle de ting han har lovet at gøre i terapi, men ikke øver sig på derhjemme før han føler han er "klar" eller tiøren falder flere år efter. Når han er klar, er det som at få den pink skoletaske man ønskede sig i 4. klasse, den ens far købte og gemte til han selv mente det var en god ide, som 40-årig. 

Da jeg nævnte skilsmissebudskabet, gik han på nettet og fandt en artikel om "Når kvinder mister gnisten..." Lige i to sekunder havde jeg håb, men så husker jeg at jeg lever i en andens liv uden ret meget at skulle have sagt over mine egne drømme og håb. Og jeg minder mig selv om at en af de ting der gjorde at jeg overgav mig til forholdet dengang for længe siden, er at han slet ikke var i tvivl om at han ville bakke om - at det jeg ville med mit liv var spændende, interessant, noget han glædede sig til at følge med i, og at det viste sig at være en slags ubevidst fup. Jeg er slidt op og han er blevet stor og stærk.

Jeg orker ikke flere gode intentioner. Det føles som om de slår mit hjerte ihjel.

Hold da fast hvor er jeg træt. 

Hvis vi skal skilles vil det af helbredsmæssige, økonomiske, praktiske årsager, nok kun kunne lade sig gøre at vi bor sammen indtil jeg har ammet det jeg skal. Akavet, I know. Han kan tage en hel del barsel og jeg ville på grund af økonomi være nødt til at finde en lejlighed ret langt væk, så samværet ville naturligvis blive fastsat på den måde at babyen får mest ro i sin hverdag, så far og barn kan få den bedste mulige hverdag og jeg ville skulle bruge lang tid på at tude af savn. 

Hvis der er nogen der har et helikopterperspektiv, (- og især et der ikke handler om at få nogen til at skamme sig eller romantiske ideer om hvad (kommende) mødre bare skal kunne klare af hensyn til alle andre end dem selv) så hører jeg det meget gerne. Er totalt slidt op. 

Hvor langt henne er du i graviditeten?

Jeg undrer mig, som de andre, også over at du slet ikke nævner abort, men jeg tænker om det er fordi du er nået over de 12 uger?

Måske det ville være en mulighed, grundet din sygdom, at søge om abort efter 12-ugers grænsen? Helt ærligt, så virker det som en ualmindeligt dårlig idé at I skal have et barn. Og her tænker jeg ikke primært på jer (som jeg også tror at det bliver meget hårdt for, både fysisk og psykisk) - men på jeres barn.

Du lyder nedslidt, bitter, udkørt og uden håb for fremtiden. Ikke at man på nogen måde kan diagnosticere ud fra et indlæg på en hjemmeside, men det ville ikke undre mig hvis du blev diagnosticeret med en depression. 

Jeg tænker ikke at jeres forhold har en fremtid, ud fra hvad jeg læser her. 

Og jeg tror at det bedste du kan gøre for dig selv, er at få noget hjælp. Kan du gå til en psykolog alene, for at få nogle værktøjer til hvordan du kan kapere din psyke og få noget overskud? Har du mulighed for evt. at få økonomisk tilskud til psykolog grundet din sygdom? Giver sygdommen dig andre muligheder for hjælp som du ikke udnytter pt.? Du virker umiddelbart som en intelligent kvinde, og jeg tænker at du skal mobilisere den mentale styrke du har og sætte alt ind på at få noget hjælp. Har du en god sagsbehandler, eller kan du få én?

Stort kram. 

EDIT:

Nu har jeg læst dit svar herover.

Du skal ikke ansøge om en sen abort fordi I ikke passer sammen. Du skal ansøge om en sen abort fordi det ikke virker til at hverken barnets far eller barnets mor (af forskellige årsager) er i stand til at tage hånd om barnet. Undskyld hvis det lyder groft, men du maler selv et billede, som vi andre så må forholde os til.

Kort kommentar: jeg ansøger altså ikke om sen abort. Den form for brug og smid væk kultur omkring et levende menneske kan jeg ikke støtte. Der er intet af det jeg fejler der kan videregives - intet af det er arveligt og alle prøver, scanninger, udredninger osv viser at fosteret er som det skal være. Hvis det skulle vise sig at ingen af os ved fødslen kan tage os af et barn, så er der noget der hedder adoption vil jeg gerne lige minde om - og det vil jeg til hver en tid foretrække. Der står masesvis af velegnede personer på liste til at adoptere.
Så, undertreget igen: INGEN ansøgning om sen abort så længe det er et sundt og raskt barn. 

Hej er ny - jeg trængte til et sted at skrive alt dette her ned. Og jeg er anonym fordi der er mange personlige oplysninger i det jeg skriver her, som jeg ikke vil have skal gå ud over nogen. 

I går sagde jeg til min mand at jeg synes vi skal overveje om ikke en skilsmisse er det bedste for os.
Det har været en lang rejse vi har været på og jeg er helt brugt op indeni og jeg tror heller ikke reelt på at der kommer til at ske forandringer i et tempo hvor jeg kan holde til ægteskabet.

Min mand har ellers knoklet med sig selv og har gået i terapi tre år og det har virket på mange måder. I den tid har vi valgt en bestemt strategi som har skabt meget stor modstand og heftige reaktioner fra omgivelserne - jeg har stået meget alene med min sorg og vrede over de ting jeg har været udsat for, men har alligevel troet på det. For hvor der er vilje er der vej, ikke?
For en måneds tid siden opdagede jeg så at jeg er gravid. Det var slet ikke planlagt. For det første var det første gang i flere år vi havde sex - og jeg var påvirket af smertestillende for at kunne holde til det. For det andet troede vi slet ikke at det var muligt, da vi til min store sorg opgav for flere år siden i takt med at mit helbred styrtdykkede og jeg fik celleforandringer. Sex har været svært meget længe. Dels fordi jeg lider af kroniske smerter, men især fordi jeg igennem mange år har mistet noget dyrebar tillid. Han holder ikke hvad han lover - og det har ikke været småting der er blevet kasseret på den konto. Vigtige drømme og håb (mine) er blevet skudt helt i sænk og uden at han egentlig har ment der var nogen grund til at ændre adfærd, for han har jo haft gode intentioner. Hans alter-ego, det sukkersøde menneske, har været vandt til et underligt fripas.

Imens har jeg måttet forsøge at leve med økonomiske problemer, dispositioner han har lavet uden at være i stand til at tænke konsekvenserne til ende, det resulterede i en dyb depression og tiltagende angst, og samtidig har jeg forsøgt at coache ham ind i hvordan man er voksen og i at følge sine drømme - hvilket er lykkedes. Det lyder underligt og nogen der tror at mænd er børn vil tolke det som om jeg "gav" ham en barnerolle, men han havde den skam med sig og han forsøger selv at smide den blandt andet ved at lægge noget afstand til sin families overbeskyttelse af ham.

Han afbryder konstant når jeg fortæller noget vigtigt og selvom vi har talt millioner af gange (sådan føles det) om faconen, så lykkes det ham stadigvæk mange gange om ugen at sætte en stopper for at mine behov og ønsker kan blive til noget. Med mindre vi taler om rent praktiske ting som mad og medicin - dem er han vild med at få ordnet. Har mange, mange timer hvor jeg nærmest er apatisk.

Helt praktisk har jeg ingen indtægt selv af socialpolitiske grunde og jeg skal derfor gå til ham hver eneste gang jeg vil noget der ikke er fælles.

Egentlig troede terapeuter at han havde aspergertræk - og han er blevet behandlet som sådan, men det viser sig at de træk er tillærte af forskellige opvækstvilkår - nok primært af at hans far har stærke autistiske træk. Efter de tre års terapi og mit sammebrud hvor jeg afviste at være støtteperson længere, så han måtte til at være både proaktiv og handle som et voksent menneske, er de træk der stort set ikke mere. Alligevel kan jeg gå rundt i mit hjem og se på halvfærdige projekter som aldrig bliver færdige - projekter der var vigtige for mig, ledninger der ligger hulter til bulter, et køkken og et bad der ikke må indrettes efter mine handicaps eller ønsker fordi han ikke kan se behovet, og jeg har efter års problemer med at sove på grund af hans enorme snorken endelig fået "lov" til at sove alene, så jeg kan hænge bare lidt sammen. Og jeg har fuldstændig opgivet enhver romantisk forestilling jeg nogensinde måttet have haft om autistiske træks påståede vidunderlige egenskaber - det er simpelthen umenneskeligt at være den kone der skal komme og leve i et ægteskab med en mand der er blevet båret på hænder og fødder af sine forældre i alt for mange år og sammenhænge og som sent skal lære at begive sig ud på eventyr uden for hjemmets firkantede rammer eler at tage hensyn til andre.

Engang troede jeg ikke at et forhold ville få lov til at forkrøble så meget af min selvtillid og selvværd, men nu sidder jeg her - gravid, uden job eller udsigt til nogensinde at få et, smerteplaget, deprimeret og udmattet og føler at han har haft god gavn af mine evner til at vejlede og guide imod et bedre liv for ham, mens jeg selv er sat 100 år tilbage. Han har fået drømmejobbet, han har varm mad hver dag og en støttende favn når de gamle mønstre banker på. Hans helbred er blevet bedre i takt med at mit er blevet værre, han har fået en ny og mere afslappet vennekreds og nogen meget store barndomsønsker opfyldt. Og han glæder sig rigtig meget til at blive far, mens jeg nok er glad men også trist og træt ved tanken om at et nyt lille barn skal cementere min rolle som omsorgsgiver endnu mere uden noget som helst håb om at få et indhold i mit liv der er mit eget. Jeg er bange for at det vil påvirke barnet alt for negativt at jeg er så ked af det.

Hvis vi bliver skilt er det sådan at jeg godt ved at den bedste til at sørge for barnets behov er ham, selvom han mukker lidt over at det vil gå ud over karrieren. Mine handicaps og depressionen, den fattigdom jeg kommer til at sidde i hvis vi bliver skilt, han har et netværk og jeg har ikke så meget efter alle de års relative isolation og sygdom. Jeg skammer mig helt forfærdeligt over ikke at kunne tilbyde et barn mere, men det er ikke realistisk. Samtidig er jeg dybt bekymret for at han ikke følelsesmæssigt er i stand til at sætte et barn foran sine egne behov og følelser. Der er ikke noget ideelt i situationen.

Når vi har været i terapi sammen, kan jeg se at terapeuterne "falder" for ham så at sige - det er det samme alle steder og jeg forstår det egentlig godt: Han er sød, veltalende, lun, kærlig. Han viser enorm ægte vilje og bekymrer sig for vores forhold - noget jeg helt tror på - og jeg føler mig stum og ubrugelig som jeg sidder der ved siden af - en skygge af den jeg plejede at være og tavs og prøver at være "positiv" og ikke tænke på alle de ting han har lovet at gøre i terapi, men ikke øver sig på derhjemme før han føler han er "klar" eller tiøren falder flere år efter. Når han er klar, er det som at få den pink skoletaske man ønskede sig i 4. klasse, den ens far købte og gemte til han selv mente det var en god ide, som 40-årig. 

Da jeg nævnte skilsmissebudskabet, gik han på nettet og fandt en artikel om "Når kvinder mister gnisten..." Lige i to sekunder havde jeg håb, men så husker jeg at jeg lever i en andens liv uden ret meget at skulle have sagt over mine egne drømme og håb. Og jeg minder mig selv om at en af de ting der gjorde at jeg overgav mig til forholdet dengang for længe siden, er at han slet ikke var i tvivl om at han ville bakke om - at det jeg ville med mit liv var spændende, interessant, noget han glædede sig til at følge med i, og at det viste sig at være en slags ubevidst fup. Jeg er slidt op og han er blevet stor og stærk.

Jeg orker ikke flere gode intentioner. Det føles som om de slår mit hjerte ihjel.

Hold da fast hvor er jeg træt. 

Hvis vi skal skilles vil det af helbredsmæssige, økonomiske, praktiske årsager, nok kun kunne lade sig gøre at vi bor sammen indtil jeg har ammet det jeg skal. Akavet, I know. Han kan tage en hel del barsel og jeg ville på grund af økonomi være nødt til at finde en lejlighed ret langt væk, så samværet ville naturligvis blive fastsat på den måde at babyen får mest ro i sin hverdag, så far og barn kan få den bedste mulige hverdag og jeg ville skulle bruge lang tid på at tude af savn. 

Hvis der er nogen der har et helikopterperspektiv, (- og især et der ikke handler om at få nogen til at skamme sig eller romantiske ideer om hvad (kommende) mødre bare skal kunne klare af hensyn til alle andre end dem selv) så hører jeg det meget gerne. Er totalt slidt op. 

Jeg ved ikke om jeg har noget helikopterperspektiv og ved egentlig heller ikke helt hvad ud mangler for at få brikkerne til at falde på plads om det handler om dig, ægteskabet eller din mand. 

Jeg læste din lange tekst, ja jeg har faktisk læst den en del gange og hver gang er min tanke: sikke meget bitterhed, og den bitterhed på livet synes at være kanaliseret hen på din mand og de ting han ikke kan for at gøre det lidt mere perfekt. En bitterhed (helt forståelig) over sygdomme ramte dig, gjorde du måtte slippe en masse drømme og du ikke har fået bearbejdet den sorg og åbnet øjnene for nye drømme.

Jeg kender ikke din mand, måske er han drømmeknuser og måske er han ikke. Jeg tænker hvis jeg skulle give et råd, så var det at tage fokus væk  fra din mand og sætte fokus på dig. Hvis I nu bliver skilt, kan du så leve nogle af dine drømme ud, eller er de stadig ødelagt til trods for din mand ikke er der? Hvis I bliver skilt, kan du så bedre se på de ledninger der ikke blev ordnet og gøre det uden bitterhed? Hvis I bliver skilt bliver dit liv så bedre? 

Anonym skriver:

Kort kommentar: jeg ansøger altså ikke om sen abort. Den form for brug og smid væk kultur omkring et levende menneske kan jeg ikke støtte. Der er intet af det jeg fejler der kan videregives - intet af det er arveligt og alle prøver, scanninger, udredninger osv viser at fosteret er som det skal være. Hvis det skulle vise sig at ingen af os ved fødslen kan tage os af et barn, så er der noget der hedder adoption vil jeg gerne lige minde om - og det vil jeg til hver en tid foretrække. Der står masesvis af velegnede personer på liste til at adoptere.
Så, undertreget igen: INGEN ansøgning om sen abort så længe det er et sundt og raskt barn. 

Sorry men for at være helt ærlig så syntes jeg også en sen abort ville være bedste mulighed udfra hvad du skriver dit barn vil ikke få et værdigt liv udfra hvad du skrive en syg/ nedslidt mor og en meget syg far det er skide hård at have børn hvis man ikke er 100% som andre og ikke kan se muligheder men kun begrænsninger som dit opslag giver Stort udtryk for

nej man skal ikke bare vælge en abort fordi man kan men hvis du er på vej ud af ægteskabet og du ved at din syge mand vil få sambosretten til trods for alle hans fejl og mangler er der sku bedre at afbryde det inden i skader et barn den eneste taber der bliver i det i har gang i er babyen du har i maven 

Anonym skriver:

Kort kommentar: jeg ansøger altså ikke om sen abort. Den form for brug og smid væk kultur omkring et levende menneske kan jeg ikke støtte. Der er intet af det jeg fejler der kan videregives - intet af det er arveligt og alle prøver, scanninger, udredninger osv viser at fosteret er som det skal være. Hvis det skulle vise sig at ingen af os ved fødslen kan tage os af et barn, så er der noget der hedder adoption vil jeg gerne lige minde om - og det vil jeg til hver en tid foretrække. Der står masesvis af velegnede personer på liste til at adoptere.
Så, undertreget igen: INGEN ansøgning om sen abort så længe det er et sundt og raskt barn. 

Lyder som om bortadoption vil være en god løsning.

Anonym skriver:

Sorry men for at være helt ærlig så syntes jeg også en sen abort ville være bedste mulighed udfra hvad du skriver dit barn vil ikke få et værdigt liv udfra hvad du skrive en syg/ nedslidt mor og en meget syg far det er skide hård at have børn hvis man ikke er 100% som andre og ikke kan se muligheder men kun begrænsninger som dit opslag giver Stort udtryk for

nej man skal ikke bare vælge en abort fordi man kan men hvis du er på vej ud af ægteskabet og du ved at din syge mand vil få sambosretten til trods for alle hans fejl og mangler er der sku bedre at afbryde det inden i skader et barn den eneste taber der bliver i det i har gang i er babyen du har i maven 

Bortadoption er da en mulighed der er langt at foretrække frem for en sen-abort.