Det psykiske aspekt hos manden

Ja, vidste ikke lige hvad jeg skulle give som overskrift, men kunne godt tænke mig at høre, hvordan jeres mænd har reageret på fertilitetsbehandling. 

Vi er stadig i gang med hjemmerul, da vores problem er manglende ægløsninger/PCOS. Men lægerne er begyndt at snakke om, om vi ikke skal gå over til insemination. Men jeg kan mærke på min kæreste, at han virkelig har det presset med det. Det betyder meget for ham at kunne gøre en kvinde gravid "selv". 

Men samtidig har han det også dårligt med at jeg måned efter måned skal fylde mig med hormoner kun for hans egos skyld. Jeg ville ikke presse på, for jeg vil gerne have, at han har hjertet med i processen, men kan mærke, at jeg også har lyst til at følge lægernes "råd" og bare gerne snart vil have behandlingen overstået (hvis det er muligt). 

Så hvordan har jeres mænd det med det hele og har det forandret sig med tiden? Tror min er ved at bløde lidt op, men er nysgerrig efter at høre fra andre. 

KissMeKissMeKissMe skriver:

Ja, vidste ikke lige hvad jeg skulle give som overskrift, men kunne godt tænke mig at høre, hvordan jeres mænd har reageret på fertilitetsbehandling. 

Vi er stadig i gang med hjemmerul, da vores problem er manglende ægløsninger/PCOS. Men lægerne er begyndt at snakke om, om vi ikke skal gå over til insemination. Men jeg kan mærke på min kæreste, at han virkelig har det presset med det. Det betyder meget for ham at kunne gøre en kvinde gravid "selv". 

Men samtidig har han det også dårligt med at jeg måned efter måned skal fylde mig med hormoner kun for hans egos skyld. Jeg ville ikke presse på, for jeg vil gerne have, at han har hjertet med i processen, men kan mærke, at jeg også har lyst til at følge lægernes "råd" og bare gerne snart vil have behandlingen overstået (hvis det er muligt). 

Så hvordan har jeres mænd det med det hele og har det forandret sig med tiden? Tror min er ved at bløde lidt op, men er nysgerrig efter at høre fra andre. 

Min mand har været den "stærke" i det her. Den der hele tiden fortalte det hele nok skulle gå.

Han har ikke været så åben omkring det, hvilket jeg synes var lidt svært fordi det var en stor del af mig. 

Jo længere vi kom i forløbet med reagensglas, viste han mere støtte fordi han var med under udtagning og oplægning. Han så ægget på skærmen osv. 

Ved inseminering tror jeg han havde svært ved at forholde sig til det, da hans rolle ikke var så stor. Hvis man kan sige det sådan

esioul skriver:

Min mand har været den "stærke" i det her. Den der hele tiden fortalte det hele nok skulle gå.

Han har ikke været så åben omkring det, hvilket jeg synes var lidt svært fordi det var en stor del af mig. 

Jo længere vi kom i forløbet med reagensglas, viste han mere støtte fordi han var med under udtagning og oplægning. Han så ægget på skærmen osv. 

Ved inseminering tror jeg han havde svært ved at forholde sig til det, da hans rolle ikke var så stor. Hvis man kan sige det sådan

Ja, min kæreste er også klart optimisten, som tror på hvert forsøg og trøster mig når jeg ikke kan overskue behandlingsverdenen. 

Tror også meget det er det samme han føler med, at mandens rolle ligesom bliver mindre. Men fedt, at din mand ikke har haft de store problemer med at skulle i behandling. Så er der ligesom et problem mindre. Håber det går godt med jeres behandling. 

Jeg tror også, at det giver mig dårlig samvittighed med hele behandlingsverdenen, fordi det er min krop, der ikke fungerer. Så vil ikke have, at han skal lide for store "tab", når det nu ikke engang er hans "skyld". Hvilket han selvfølgelig hele tiden siger er noget pjat, fordi vi er sammen i det hele. Men samtidig er det jo også for meget af mig at forlange, at det ikke må påvirke ham. For det kan han jo ikke styre. 

KissMeKissMeKissMe skriver:

Ja, min kæreste er også klart optimisten, som tror på hvert forsøg og trøster mig når jeg ikke kan overskue behandlingsverdenen. 

Tror også meget det er det samme han føler med, at mandens rolle ligesom bliver mindre. Men fedt, at din mand ikke har haft de store problemer med at skulle i behandling. Så er der ligesom et problem mindre. Håber det går godt med jeres behandling. 

Jeg tror også, at det giver mig dårlig samvittighed med hele behandlingsverdenen, fordi det er min krop, der ikke fungerer. Så vil ikke have, at han skal lide for store "tab", når det nu ikke engang er hans "skyld". Hvilket han selvfølgelig hele tiden siger er noget pjat, fordi vi er sammen i det hele. Men samtidig er det jo også for meget af mig at forlange, at det ikke må påvirke ham. For det kan han jo ikke styre. 

Jeg tror det er helt naturlige følelser at have, når man er den "der fejler noget". Det kan godt føles som om at man står i vejen for den andens ønske. 

For os hjalp det at snakke omkring hvad der skulle ske hvis ikke det lykkedes. Vi har altid haft en plan vi er enige om og det gav ro da den var på plads. Jeg ville ikke risikere at vi ville noget forskelligt eller ikke var villige til at gå lige langt i processen.

jeg tror ikke man kan undgå at det påvirker begge parter og parforholdet der er under pres. Desværre. Det er bare vigtigt at snakke om det og åbne op. Både overfor hinanden og de nærmeste når i kommer i gang med næste skridt. Vi holdt det hemmeligt alt for længe, det var simpelhen drænende at skulle have en facade på hele tiden.  

KissMeKissMeKissMe skriver:

Ja, vidste ikke lige hvad jeg skulle give som overskrift, men kunne godt tænke mig at høre, hvordan jeres mænd har reageret på fertilitetsbehandling. 

Vi er stadig i gang med hjemmerul, da vores problem er manglende ægløsninger/PCOS. Men lægerne er begyndt at snakke om, om vi ikke skal gå over til insemination. Men jeg kan mærke på min kæreste, at han virkelig har det presset med det. Det betyder meget for ham at kunne gøre en kvinde gravid "selv". 

Men samtidig har han det også dårligt med at jeg måned efter måned skal fylde mig med hormoner kun for hans egos skyld. Jeg ville ikke presse på, for jeg vil gerne have, at han har hjertet med i processen, men kan mærke, at jeg også har lyst til at følge lægernes "råd" og bare gerne snart vil have behandlingen overstået (hvis det er muligt). 

Så hvordan har jeres mænd det med det hele og har det forandret sig med tiden? Tror min er ved at bløde lidt op, men er nysgerrig efter at høre fra andre. 

Det er også min mand, der har været klippen. Selvfølgelig med de samme nedture som jeg når testene var negative osv. 

Er enig - det er også lettere for min mand at 'deltage' i IVF end insemination. Det er meget mere konkret for ham det her..

jeg føler jo det er mig, der er ødelagt. En defekt vare. Der er han verdensmester i at minde mig om, at det er en fælles kamp. Hatten af for de, der gennemgår alt det her alene! Jeg havde aldrig klaret det uden ham

esioul skriver:

Jeg tror det er helt naturlige følelser at have, når man er den "der fejler noget". Det kan godt føles som om at man står i vejen for den andens ønske. 

For os hjalp det at snakke omkring hvad der skulle ske hvis ikke det lykkedes. Vi har altid haft en plan vi er enige om og det gav ro da den var på plads. Jeg ville ikke risikere at vi ville noget forskelligt eller ikke var villige til at gå lige langt i processen.

jeg tror ikke man kan undgå at det påvirker begge parter og parforholdet der er under pres. Desværre. Det er bare vigtigt at snakke om det og åbne op. Både overfor hinanden og de nærmeste når i kommer i gang med næste skridt. Vi holdt det hemmeligt alt for længe, det var simpelhen drænende at skulle have en facade på hele tiden.  

 

Tusind tak for dine svar. Er dejligt at få en andens ord på det hele også. 

Ja vi har snart været i behandling i et år. Der er bare ikke sket så meget. Har faktisk fortalt det til de fleste, hvilket ofte er rart, men også nogle gange er hårdt. Har dog et par stykker som ikke ved noget - simpelthen fordi jeg også gerne vil "prøve" at skulle fortælle nyheden til nogle som bliver overraskede. 

Men tror du har ret i, at en fælles plan er en god idé. Vi har en overordnet fælles plan, hvor vi ligesom har snakket de forskellige skridt igennem, men næste skridt er nok at være lidt mere konkret på, hvornår hvad sker. 

Vi er meget åbne over for hinanden - og snakker enormt meget om det. Nogle gange lidt for meget måske. Og det er derfor jeg skriver her. Fordi manden også nogle gange skal have en pause fra al følelsessnakken. 

Men føler faktisk, at vores forhold bliver stærkere. På en eller anden måde giver det noget samhørighed at være igennem en så fundamental proces. 

Flødebollen skriver:

Det er også min mand, der har været klippen. Selvfølgelig med de samme nedture som jeg når testene var negative osv. 

Er enig - det er også lettere for min mand at 'deltage' i IVF end insemination. Det er meget mere konkret for ham det her..

jeg føler jo det er mig, der er ødelagt. En defekt vare. Der er han verdensmester i at minde mig om, at det er en fælles kamp. Hatten af for de, der gennemgår alt det her alene! Jeg havde aldrig klaret det uden ham

Årh dit svar var helt rørende. Du sætter præcis ord på, hvordan jeg har det. Det er en underlig følelse at være defekt på et plan, som er så basalt. 

Men sjovt at I begge har haft den oplevelse med IVF. Jeg havde jo ellers tænkt, at det måske var mindre virkeligt for manden jo mere "kunstig" processen blev. Men rart at vide, at det måske er helt fint. 

Men krydser fingre for, at vi slipper uden om IVF. Ikke kun pga processen, men også pga ventetiden. Kan ikke overskue flere pauser. 

KissMeKissMeKissMe skriver:

Ja, vidste ikke lige hvad jeg skulle give som overskrift, men kunne godt tænke mig at høre, hvordan jeres mænd har reageret på fertilitetsbehandling. 

Vi er stadig i gang med hjemmerul, da vores problem er manglende ægløsninger/PCOS. Men lægerne er begyndt at snakke om, om vi ikke skal gå over til insemination. Men jeg kan mærke på min kæreste, at han virkelig har det presset med det. Det betyder meget for ham at kunne gøre en kvinde gravid "selv". 

Men samtidig har han det også dårligt med at jeg måned efter måned skal fylde mig med hormoner kun for hans egos skyld. Jeg ville ikke presse på, for jeg vil gerne have, at han har hjertet med i processen, men kan mærke, at jeg også har lyst til at følge lægernes "råd" og bare gerne snart vil have behandlingen overstået (hvis det er muligt). 

Så hvordan har jeres mænd det med det hele og har det forandret sig med tiden? Tror min er ved at bløde lidt op, men er nysgerrig efter at høre fra andre. 

Min mand mener det er målet der er det vigtigste. Jeg har ingen æggeledere, så der er ikke andre muligheder. Han synes det er en hård omgang og har haft dage hvor han slet ikke var til at være i stue med pga. Frustrationer. Han har også haft det lidt svært med at jeg skulle fylde mig med hormoner og han bare er passiv men jeg har forklaret ham at støtten er det der er det vigtige for mig og det har hun fokuseret på.

håber i finder en god løsning for jer begge

Yoggibear skriver:

Min mand mener det er målet der er det vigtigste. Jeg har ingen æggeledere, så der er ikke andre muligheder. Han synes det er en hård omgang og har haft dage hvor han slet ikke var til at være i stue med pga. Frustrationer. Han har også haft det lidt svært med at jeg skulle fylde mig med hormoner og han bare er passiv men jeg har forklaret ham at støtten er det der er det vigtige for mig og det har hun fokuseret på.

 

håber i finder en god løsning for jer begge

 

Tak for dit svar. Er virkelig rart at høre lidt om oplevelserne fra nogen i samme båd. 

Vi finder helt sikkert en løsning - min kærestes primære fokus er altid at tage hensyn til mig, så det er derfor jeg går lidt forsigtigt frem, så han ikke sætter sig selv FOR langt bagved. 

Men er helt enig med dig i, at støtten 100% er det vigtigste han kan levere. Og ikke hvorvidt sæden bliver tømt det ene eller det andet sted. 

KissMeKissMeKissMe skriver:

Tak for dit svar. Er virkelig rart at høre lidt om oplevelserne fra nogen i samme båd. 

Vi finder helt sikkert en løsning - min kærestes primære fokus er altid at tage hensyn til mig, så det er derfor jeg går lidt forsigtigt frem, så han ikke sætter sig selv FOR langt bagved. 

Men er helt enig med dig i, at støtten 100% er det vigtigste han kan levere. Og ikke hvorvidt sæden bliver tømt det ene eller det andet sted. 

Det var så lidt. 

Det lyder som du gør dig nogle tanker. Håber snart set lykkedes for jer.