Snobbet tøs?

Jeg har nogle velhavende forældre, de har arbejdet utroligt hårdt for det og fortjener alt. Jeg har aldrig manglet noget, men blev heller ikke fodret med en guldske da jeg var barn, vi er vokset op tæt på en getto i København og altid "levet som andre" - forstå mig ret! 

Nå men de sidste par år har mine forældre brugt flere af sine penge i form af nyt stort hus, nye biler (2x Porsche) og bare generelt begyndt at rejse og bruge deres penge. Intet provlem der. Det er dejligt for dem. 

Jeg har altid haft lidt svært ved penge. Jeg hr altid vidst vi ikke manglede noget men nu hvor det er blevet mere synligt for omverdenen har jeg det ret svært ved det. Det startede med jeg fik min egen bil i 18 års gave, en brugt lille fin Peugeot. Jeg blev ellevild og tænkte egentlig ikke så meget over det. Så blev jeg ældre og ville flytte hjemmefra. Mine forældre fandt så en luksus lejlighed til mig og købte den således til mig. Det var dejligt og fantastisk men lidt overvældende at skulle stå som nogle og 20 årig og have en 300kvm2 stor luksus penthouse i Kbh. Jeg følte ligesom det var "pinligt" og at heg ikke fortjente det og at folk snakkede bag min ryg. Nå. Jeg sælger aå lejligheden nogle år efter og tjener en god sum på det - de penge køber jeg så et hus for og udbetaler gælden så jeg ikke har gæld i det. Også vil jeg købe en bil for resten. Jeg kigger på alt fra Skoda, Seat, Mazda, Audi osv osv. Kravlende er at det skal være en SUV, en sikker bil og gerne stor. er tæt på At købe en Mazda cx5 men den koster 500.000 og det er lidt meget tænker jeg.. Så jeg søger videre pg pludseligt finder jeg en brugt Porsche Cayenne på Bilbasen fra 2008 med det ekstra udstyr jeg ønsker til 300.000 så jeg slår til og køber den. Er super glad. Men alligevel har heg en forfærdelig følelse inden i. En følelse der er svær at forklare. Føler ikke jeg fortjener det og at folk bare synes jeg er skide forkælet og slet ikke kender til svære stunder eller noget. Det er så ubehageligt at have det sådan når man LANGT FRA er en "snob"   

ja undskyld romanen men ville bare ud med det. 

Anonym skriver:

Jeg har nogle velhavende forældre, de har arbejdet utroligt hårdt for det og fortjener alt. Jeg har aldrig manglet noget, men blev heller ikke fodret med en guldske da jeg var barn, vi er vokset op tæt på en getto i København og altid "levet som andre" - forstå mig ret! 

Nå men de sidste par år har mine forældre brugt flere af sine penge i form af nyt stort hus, nye biler (2x Porsche) og bare generelt begyndt at rejse og bruge deres penge. Intet provlem der. Det er dejligt for dem. 

Jeg har altid haft lidt svært ved penge. Jeg hr altid vidst vi ikke manglede noget men nu hvor det er blevet mere synligt for omverdenen har jeg det ret svært ved det. Det startede med jeg fik min egen bil i 18 års gave, en brugt lille fin Peugeot. Jeg blev ellevild og tænkte egentlig ikke så meget over det. Så blev jeg ældre og ville flytte hjemmefra. Mine forældre fandt så en luksus lejlighed til mig og købte den således til mig. Det var dejligt og fantastisk men lidt overvældende at skulle stå som nogle og 20 årig og have en 300kvm2 stor luksus penthouse i Kbh. Jeg følte ligesom det var "pinligt" og at heg ikke fortjente det og at folk snakkede bag min ryg. Nå. Jeg sælger aå lejligheden nogle år efter og tjener en god sum på det - de penge køber jeg så et hus for og udbetaler gælden så jeg ikke har gæld i det. Også vil jeg købe en bil for resten. Jeg kigger på alt fra Skoda, Seat, Mazda, Audi osv osv. Kravlende er at det skal være en SUV, en sikker bil og gerne stor. er tæt på At købe en Mazda cx5 men den koster 500.000 og det er lidt meget tænker jeg.. Så jeg søger videre pg pludseligt finder jeg en brugt Porsche Cayenne på Bilbasen fra 2008 med det ekstra udstyr jeg ønsker til 300.000 så jeg slår til og køber den. Er super glad. Men alligevel har heg en forfærdelig følelse inden i. En følelse der er svær at forklare. Føler ikke jeg fortjener det og at folk bare synes jeg er skide forkælet og slet ikke kender til svære stunder eller noget. Det er så ubehageligt at have det sådan når man LANGT FRA er en "snob"   

 

ja undskyld romanen men ville bare ud med det. 

Det er da bare mega fucking fedt at du er velsignet med nogle forældre som har klaret sig så godt at de kan hjælpe dig på vej. 

Mine forældre har også hjulpet mig - ikke i samme omfang som dig, men alt i alt gennem årene er det nok blevet til omkring en halv million de har skudt i lejligheds- og kolonihavekøb.

Jeg er vildt glad for at have haft muligheden for f.eks at kunne flytte i min egen (meget lille) lejlighed på Vesterbro da jeg flyttede hjemmefra.

Hvis jeg var dig, ville jeg være taknemmelig.  Og skide på hvad andre synes, det rager ikke dem.

modesty skriver:

Det er da bare mega fucking fedt at du er velsignet med nogle forældre som har klaret sig så godt at de kan hjælpe dig på vej. 

Mine forældre har også hjulpet mig - ikke i samme omfang som dig, men alt i alt gennem årene er det nok blevet til omkring en halv million de har skudt i lejligheds- og kolonihavekøb.

Jeg er vildt glad for at have haft muligheden for f.eks at kunne flytte i min egen (meget lille) lejlighed på Vesterbro da jeg flyttede hjemmefra.

Hvis jeg var dig, ville jeg være taknemmelig.  Og skide på hvad andre synes, det rager ikke dem.

Tak fordi du svarede. 

Og ved jo også godt at du har ret, burde bare føle mig super heldig men det er bare en anden følelse jeg har... Tror det er fordi vi virkelig snakker stor sum på den lejlighed de købte og det virker nare... Voldsomt. Men ja.. Det er vel bare i mit hoved det hele  

Så længe man er taknemmelig for det der falder til ens side så er man da på ingen måder en snob eller forkælet  Jeg selv kommer fra stramme kår hvor min mor har lært mig hvordan man er fornuftigt med penge, opsparing mm. Jeg har arbejdet siden jeg var 14 år, og kravet for at blive boende hjemne uden at betale for det, var at 50 procent af min løn kom på en opsparing der var spærret til jeg var 18. Derigennem fik jeg sparret 15000 kr op til min første lille brugte bil. 18000 kr til rundrejse i Japan samt 26000 til indskud til lejlighed da jeg flyttede som lige knap 19 årig. Jeg har kendt flere, der ligesom du, har været mere priviligeret end jeg selv, og de fleste har altså ikke opføret sig anderledes. Nogle få har været nogle utaknemmelig skarn, der kun brokkede sig over deres forældre,  at de fik en brugt bil istedet for en ny da de blev 18, at forældrene ikke ville betale for en ny dyr taske en uge efter hun lige havde fået en men mistet den i byen. Og jeg kan fortsætte. Den type er noget helt for sig selv. Men tror ikke det bunder i at forældrene har haft mange penge, mere at forældrene, lige meget hvilken størrelse pengepungen har, bare har overdynget deres børn med materielle værdier uden at give dem reel omsorg. 

Synes du lyder heldig med forældre der både har givet omsorg, opdragelse og økonomisk hjælp!  ikke at jeg ville bytte, da min mor har lært mig mange værdifulde ting gennem min opvækst med begrænsede midler. Jeg har virkelig lært at kæmpe for tingene og lært at måtte undvære ting som mine veninder havde. Men det vil aldrig få mig til at være jaloux eller se ondt til deres side, bare fordi deres forældre har kunnet forære dem ting min mor ikke kunne give mig og mine søstre 

Anonym skriver:

Jeg har nogle velhavende forældre, de har arbejdet utroligt hårdt for det og fortjener alt. Jeg har aldrig manglet noget, men blev heller ikke fodret med en guldske da jeg var barn, vi er vokset op tæt på en getto i København og altid "levet som andre" - forstå mig ret! 

Nå men de sidste par år har mine forældre brugt flere af sine penge i form af nyt stort hus, nye biler (2x Porsche) og bare generelt begyndt at rejse og bruge deres penge. Intet provlem der. Det er dejligt for dem. 

Jeg har altid haft lidt svært ved penge. Jeg hr altid vidst vi ikke manglede noget men nu hvor det er blevet mere synligt for omverdenen har jeg det ret svært ved det. Det startede med jeg fik min egen bil i 18 års gave, en brugt lille fin Peugeot. Jeg blev ellevild og tænkte egentlig ikke så meget over det. Så blev jeg ældre og ville flytte hjemmefra. Mine forældre fandt så en luksus lejlighed til mig og købte den således til mig. Det var dejligt og fantastisk men lidt overvældende at skulle stå som nogle og 20 årig og have en 300kvm2 stor luksus penthouse i Kbh. Jeg følte ligesom det var "pinligt" og at heg ikke fortjente det og at folk snakkede bag min ryg. Nå. Jeg sælger aå lejligheden nogle år efter og tjener en god sum på det - de penge køber jeg så et hus for og udbetaler gælden så jeg ikke har gæld i det. Også vil jeg købe en bil for resten. Jeg kigger på alt fra Skoda, Seat, Mazda, Audi osv osv. Kravlende er at det skal være en SUV, en sikker bil og gerne stor. er tæt på At købe en Mazda cx5 men den koster 500.000 og det er lidt meget tænker jeg.. Så jeg søger videre pg pludseligt finder jeg en brugt Porsche Cayenne på Bilbasen fra 2008 med det ekstra udstyr jeg ønsker til 300.000 så jeg slår til og køber den. Er super glad. Men alligevel har heg en forfærdelig følelse inden i. En følelse der er svær at forklare. Føler ikke jeg fortjener det og at folk bare synes jeg er skide forkælet og slet ikke kender til svære stunder eller noget. Det er så ubehageligt at have det sådan når man LANGT FRA er en "snob"   

 

ja undskyld romanen men ville bare ud med det. 

Der er da ikke noget forkert i at have velhavende forældre der har lyst til at hjælpe hvor de kan

Mine forældre er ikke velhavende, men mangler ikke. De har hjulpet mig rigtig meget i form af bl.a. lån til indskud til en lejlighed til mig. Og andre småting der til sammen løber op. Dog har vi gjort det mere i lån så jeg i grunden selv betaler, men kan få hvad jeg mangler når jeg mangler det i stedet for når jeg har råd. 

Min bedstemor gav fornyligt alle børn+børnebørn en større pengegave da hun er forholdsvis velhavende efter at have solgt sit hus.

Men altså bare fordi man kommer fra en velhavende familie behøver man jo ikke være en snob. 

En af mine kusiners forældre er meget velhavende... Hun har aldrig manglet noget, og har også fået betalt en lejlighed da hun ville flytte hjemmefra og sådan. Hun er bestemt ingen snob.

Jeg tror måske du skal tænke på at folk jo ikke kan se det på dig? Og de måske i virkeligheden slet ikke tænker så meget over det?
Jeg har veninder der får alt betalt, og får en stor sum "lommepenge" fra mor og far ved siden af su, men det er da ikke noget jeg sådan tænker over. Jeg klarer mig jo fint med hvad jeg har og deres økonomi er jo ikke min sag

Anonym skriver:

Jeg har nogle velhavende forældre, de har arbejdet utroligt hårdt for det og fortjener alt. Jeg har aldrig manglet noget, men blev heller ikke fodret med en guldske da jeg var barn, vi er vokset op tæt på en getto i København og altid "levet som andre" - forstå mig ret! 

Nå men de sidste par år har mine forældre brugt flere af sine penge i form af nyt stort hus, nye biler (2x Porsche) og bare generelt begyndt at rejse og bruge deres penge. Intet provlem der. Det er dejligt for dem. 

Jeg har altid haft lidt svært ved penge. Jeg hr altid vidst vi ikke manglede noget men nu hvor det er blevet mere synligt for omverdenen har jeg det ret svært ved det. Det startede med jeg fik min egen bil i 18 års gave, en brugt lille fin Peugeot. Jeg blev ellevild og tænkte egentlig ikke så meget over det. Så blev jeg ældre og ville flytte hjemmefra. Mine forældre fandt så en luksus lejlighed til mig og købte den således til mig. Det var dejligt og fantastisk men lidt overvældende at skulle stå som nogle og 20 årig og have en 300kvm2 stor luksus penthouse i Kbh. Jeg følte ligesom det var "pinligt" og at heg ikke fortjente det og at folk snakkede bag min ryg. Nå. Jeg sælger aå lejligheden nogle år efter og tjener en god sum på det - de penge køber jeg så et hus for og udbetaler gælden så jeg ikke har gæld i det. Også vil jeg købe en bil for resten. Jeg kigger på alt fra Skoda, Seat, Mazda, Audi osv osv. Kravlende er at det skal være en SUV, en sikker bil og gerne stor. er tæt på At købe en Mazda cx5 men den koster 500.000 og det er lidt meget tænker jeg.. Så jeg søger videre pg pludseligt finder jeg en brugt Porsche Cayenne på Bilbasen fra 2008 med det ekstra udstyr jeg ønsker til 300.000 så jeg slår til og køber den. Er super glad. Men alligevel har heg en forfærdelig følelse inden i. En følelse der er svær at forklare. Føler ikke jeg fortjener det og at folk bare synes jeg er skide forkælet og slet ikke kender til svære stunder eller noget. Det er så ubehageligt at have det sådan når man LANGT FRA er en "snob"   

 

ja undskyld romanen men ville bare ud med det. 

Jeg har mødt både velhavende og ikke velhavende snobber - for mig at se har snobberi i virkeligheden slet ikke særlig meget med penge at gøre, snobberi er for mig, når man mener at man er bedre end andre mennesker, bare fordi!

Hvis du er taknemmelig for det du har modtaget, og ikke fremviser det som værende det eneste du består af, så er du i min verden ikke en snob.

Jeg er selv fra et mindre velsignet hjem... Er skilsmissebarn, og min mor har været selv med os en del år. Det var ikke en dans på roser. Vi har ikke sultet, men har f.eks. kun gået i brugt tøj og måske lidt tøj fra Føtex ind imellem. Jeg har arbejdet siden jeg var 12, og har derfor også selv kunnet købe lidt til mig selv ind imellem. Hverken min eller min mands mor har nogensinde kunnet hjælpe os økonomisk med noget som helst. Faktisk har vi måttet hjælpe min svigermor økonomisk. Vi sidder heldigvis trygt i det nu hvor jeg læser og min mand har et fast arbejde. Jeg ville somme tider ønske at jeg havde haft nogle forældre der havde kunnet hjælpe mig mere på den økonomiske front. Der er du meget velsignet. Du lyder bestemt ikke snobbet i mine ører.  Du lyder netop til at have et fornuftigt forhold til penge, og samtidig til at være meget taknemmelig. Som en anden skriver, så findes der både velhavende der ikke er snobber, og velhavende som er snobber. Det er ikke mængden af penge der afgør om folk er det, men mere den attitude man går rundt med. 

Anonym skriver:

Jeg har nogle velhavende forældre, de har arbejdet utroligt hårdt for det og fortjener alt. Jeg har aldrig manglet noget, men blev heller ikke fodret med en guldske da jeg var barn, vi er vokset op tæt på en getto i København og altid "levet som andre" - forstå mig ret! 

Nå men de sidste par år har mine forældre brugt flere af sine penge i form af nyt stort hus, nye biler (2x Porsche) og bare generelt begyndt at rejse og bruge deres penge. Intet provlem der. Det er dejligt for dem. 

Jeg har altid haft lidt svært ved penge. Jeg hr altid vidst vi ikke manglede noget men nu hvor det er blevet mere synligt for omverdenen har jeg det ret svært ved det. Det startede med jeg fik min egen bil i 18 års gave, en brugt lille fin Peugeot. Jeg blev ellevild og tænkte egentlig ikke så meget over det. Så blev jeg ældre og ville flytte hjemmefra. Mine forældre fandt så en luksus lejlighed til mig og købte den således til mig. Det var dejligt og fantastisk men lidt overvældende at skulle stå som nogle og 20 årig og have en 300kvm2 stor luksus penthouse i Kbh. Jeg følte ligesom det var "pinligt" og at heg ikke fortjente det og at folk snakkede bag min ryg. Nå. Jeg sælger aå lejligheden nogle år efter og tjener en god sum på det - de penge køber jeg så et hus for og udbetaler gælden så jeg ikke har gæld i det. Også vil jeg købe en bil for resten. Jeg kigger på alt fra Skoda, Seat, Mazda, Audi osv osv. Kravlende er at det skal være en SUV, en sikker bil og gerne stor. er tæt på At købe en Mazda cx5 men den koster 500.000 og det er lidt meget tænker jeg.. Så jeg søger videre pg pludseligt finder jeg en brugt Porsche Cayenne på Bilbasen fra 2008 med det ekstra udstyr jeg ønsker til 300.000 så jeg slår til og køber den. Er super glad. Men alligevel har heg en forfærdelig følelse inden i. En følelse der er svær at forklare. Føler ikke jeg fortjener det og at folk bare synes jeg er skide forkælet og slet ikke kender til svære stunder eller noget. Det er så ubehageligt at have det sådan når man LANGT FRA er en "snob"   

 

ja undskyld romanen men ville bare ud med det. 

Der er et begreb- økonomisk immigrant- der beskriver din situation meget fint, tænker jeg. Dine forældre har formodentlig selv tjent deres penge, hvorfor de naturligvis har villet give dig de bedste muligheder i livet. Men det kan være svært at "opdrage" er barn, under helt andre vilkår end man selv er vokset op under, også selvom det er i den høje ende af det sociale spektor.

Der er lavet en del forskning på området i Usa, hvor mange unge i en tilsvarende situation ender op i misbrug og lignende, selvmordstalene er også bemærkelsesværdig høje.

Men husk, du er ikke beløbet på din konto, du er sikkert meget mere!! Det lyder som en eksistentialistisk krise, som du har behov for at arbejde dig igennem.

Held og lykke.

Tusind tak for alle jeres svar de betyder rigtig rigtig meget! Det er dejligt at høre fra fremmede hvordan de ser på det udefra, puha det lettede.. 

Jeg må lære at arbejde lidt på den måde jeg selv tænker om penge på for det meste er i mit hovede tror jeg.  

blev helt rørt over at i slet ikke tænker på mig som utaknemmelig og snobbet, er også gravid så måske jeg reagerer ekstra voldsomt på jeres "ros" men stadig. Tak! 

Anonym skriver:

Jeg har nogle velhavende forældre, de har arbejdet utroligt hårdt for det og fortjener alt. Jeg har aldrig manglet noget, men blev heller ikke fodret med en guldske da jeg var barn, vi er vokset op tæt på en getto i København og altid "levet som andre" - forstå mig ret! 

Nå men de sidste par år har mine forældre brugt flere af sine penge i form af nyt stort hus, nye biler (2x Porsche) og bare generelt begyndt at rejse og bruge deres penge. Intet provlem der. Det er dejligt for dem. 

Jeg har altid haft lidt svært ved penge. Jeg hr altid vidst vi ikke manglede noget men nu hvor det er blevet mere synligt for omverdenen har jeg det ret svært ved det. Det startede med jeg fik min egen bil i 18 års gave, en brugt lille fin Peugeot. Jeg blev ellevild og tænkte egentlig ikke så meget over det. Så blev jeg ældre og ville flytte hjemmefra. Mine forældre fandt så en luksus lejlighed til mig og købte den således til mig. Det var dejligt og fantastisk men lidt overvældende at skulle stå som nogle og 20 årig og have en 300kvm2 stor luksus penthouse i Kbh. Jeg følte ligesom det var "pinligt" og at heg ikke fortjente det og at folk snakkede bag min ryg. Nå. Jeg sælger aå lejligheden nogle år efter og tjener en god sum på det - de penge køber jeg så et hus for og udbetaler gælden så jeg ikke har gæld i det. Også vil jeg købe en bil for resten. Jeg kigger på alt fra Skoda, Seat, Mazda, Audi osv osv. Kravlende er at det skal være en SUV, en sikker bil og gerne stor. er tæt på At købe en Mazda cx5 men den koster 500.000 og det er lidt meget tænker jeg.. Så jeg søger videre pg pludseligt finder jeg en brugt Porsche Cayenne på Bilbasen fra 2008 med det ekstra udstyr jeg ønsker til 300.000 så jeg slår til og køber den. Er super glad. Men alligevel har heg en forfærdelig følelse inden i. En følelse der er svær at forklare. Føler ikke jeg fortjener det og at folk bare synes jeg er skide forkælet og slet ikke kender til svære stunder eller noget. Det er så ubehageligt at have det sådan når man LANGT FRA er en "snob"   

 

ja undskyld romanen men ville bare ud med det. 

Det synes jeg bestemt ikke er snobbet.. Det er da bare mega fedt!! Hvis ikke du opføre dig snobbet, er du det ikke bare fordi du får så mange ting af dine forældre.. Enhver forældre vil da give sit barn de ting de kan..

hvis nogle snakker bag din ryg om det, er det helt sikkert fordi de er misundelige og ville ønske de også fik alle de ting uden at komme i gæld.. Man kan nok ikke undgå at blive misundelig på dig, men det skal jo være på den fede måde..