Hvem bør man fortælle det til?

Jeg er rigtig meget i tvivl om vi bør indrage nogen i det at vi starter i behandling for barnløshed, ingen ved at vi er igang med pb.

 

Vis vi bør indrage nogen i det, hvem bør så vide det? Og hvordan fortæller man lige at man skal i behandling når de ikke engang ved man prøver at lave et lille liv? 

Jeg synes helt klart at I skal fortælle det til nogen. Hvem det skal være, kommer vel an på hvem I er tættest på i jeres liv.

Mine tætteste veninder kendte til PB næsten fra starten. Min mor og far fik det at vide da vi skulle i udredning.

Jeg bad min mor om ikke at sige det til andre fra familien, men hun sagde det til min onkel (sin bror). Hvilket jeg først blev rasende over, men det viste sig at være en rigtig rar ting at familien vidste det. Hurtigt derefter fik mine fætre, min mormor og morfar det også at vide (jeg er enebarn, så ingen søskende).

Min mand fortalte det til sin mor, men resten af hans familie vidste det ikke. 

Det var en kæmpe hjælp at have nogen at snakke med, nogen der kunne trøste lidt, og at folk vidste hvorfor man måske ikke lige havde overskud til at ses i perioder hvor humøret var lavt.

Anonym skriver:

Jeg er rigtig meget i tvivl om vi bør indrage nogen i det at vi starter i behandling for barnløshed, ingen ved at vi er igang med pb.

 

Vis vi bør indrage nogen i det, hvem bør så vide det? Og hvordan fortæller man lige at man skal i behandling når de ikke engang ved man prøver at lave et lille liv? 

Hejsa

Herhjemme fortalte vi det til vores forældre da vi havde fået svar på de første prøver der gjorde det klart at vi skulle have hjælp. Da vi så var færdige med udredning og det stod klart at vi aldrig ville kunne få børn uden hjælp og at vores eneste mulighed var reagensglasbehandling som er ret omstændigt, valgte vi, at vi ikke ville holde det hemmeligt længere. Jeg fortalte det til mine bedsteforældre da jeg så dem og ellers har vi sagt til familien at den nærmeste familie som i onkler og tanter gerne må vide det, men at det helst heller ikke må nå længere ud end det. Derudover ved vores nærmeste venner det også, samt nogle af mine studiekammerater og mine undervisere. 

Da vi fortalte det, startede vi egentlig bare med at fortælle at vi smed præventionen for længe siden, men der er jo som de kan regne ud desværre ikke sket noget, hvorfor vi kom i udredning og nu er vi så altså i behandling. De bliver selvfølgelig altid kede af det på vores vegne, men mange har også været nysgerrige og andre igen har sagt at det er vores sag, vi fortæller hvad vi vil og så er det det. Men det var dejligt at kunne tale åbent om det der fylder; frygt, glæde, sorg, spænding og frustrationer. Folk har også haft en langt større forståelse for, at vi siger fra nogle gange og alt i alt har det bare været skønt ikke at gå med hemmeligheden længere. Især da jeg en dag gik helt i panik og bare stortudede fordi jeg var så bange for hele forløbet og bare gerne ville hjem til mine forældre (som bor langt væk). Der ringede jeg bare til min mor, som gav en billet hjem og bare var klar til snakke og være lige det jeg havde brug for 

Når det så er sagt, så var det jo super spændende for alle med vores første forsøg, og selvom vi havde meldt ud at intet nyt var dårligt nyt, og at vi selvfølgelig ville give besked hvis det var et positivt svar, så var det stadig ikke alle der forstod den del, og selvom vi havde skrevet rundt til de vigtigste at det var negativ svar og at de gerne måtte give besked videre, så blev vi stadig ringet op af et par bedste mødre og nogle veninder som bare ikke forstod det... Så det skal man også være forberedt på. Nu har spændingen lagt sig lidt, og der er jo lang tid mellem behandlinger, så denne gang har vi valgt at vi lyver ikke om det, omvendt fortæller vi heller ikke selv om det. 

Jeg håber at du finder ud af, hvad der er bedst for dig, personligt har jeg været både glad og ked af at fortælle det, men det gode opvejer KLART det dårlige  

modesty skriver:

Jeg synes helt klart at I skal fortælle det til nogen. Hvem det skal være, kommer vel an på hvem I er tættest på i jeres liv.

Mine tætteste veninder kendte til PB næsten fra starten. Min mor og far fik det at vide da vi skulle i udredning.

Jeg bad min mor om ikke at sige det til andre fra familien, men hun sagde det til min onkel (sin bror). Hvilket jeg først blev rasende over, men det viste sig at være en rigtig rar ting at familien vidste det. Hurtigt derefter fik mine fætre, min mormor og morfar det også at vide (jeg er enebarn, så ingen søskende).

Min mand fortalte det til sin mor, men resten af hans familie vidste det ikke. 

Det var en kæmpe hjælp at have nogen at snakke med, nogen der kunne trøste lidt, og at folk vidste hvorfor man måske ikke lige havde overskud til at ses i perioder hvor humøret var lavt.

Min tætteste veninde ved vi skal i behandling som den eneste, men det ikke noget vi snakker om som sådan.

Jeg har tænkt på at sige det til de kommende bedsteforældre men ved bare det løber hurtigere ind vand ud til folk der ikke skal vide det.

En af grundene til vi ikke har sagt noget er bla at vi vil overraske dem men også fordi der blandt familie ikke er helt  så positive om det at få børn i en "ung" alder, og jeg ærligt frygter lidt de kommentare der kan komme.

Anonym skriver:

Jeg er rigtig meget i tvivl om vi bør indrage nogen i det at vi starter i behandling for barnløshed, ingen ved at vi er igang med pb.

 

Vis vi bør indrage nogen i det, hvem bør så vide det? Og hvordan fortæller man lige at man skal i behandling når de ikke engang ved man prøver at lave et lille liv? 

Vi har valgt en semi-åben linje, hvilket egentlig er ok. Vi har sagt det til alle vores venner, men ikke vores familier.

Er vildt glad for, at jeg ikke har sagt noget til specielt min egen familie. Jeg er ligesom dig ung, og min familie synes det er en rigtig dårlig ide. Og nu hvor vi har prøvet over et år, så er jeg ligesom sluppet for, at retfærdiggøre, hvorfor jeg som 21-årig vil have et barn (nu hvor det ikke blev aktuelt). Hvem ved. Måske jeg er 25 inden det sker, og så reaktionen bliver en anden  

Til tider kan jeg fortryde at have sagt det til så mange venner, så jeg ville nok holde kortene tættere på kroppen og kun sige det til et par stykker, hvis jeg skulle gøre det om. 

KissMeKissMeKissMe skriver:

Vi har valgt en semi-åben linje, hvilket egentlig er ok. Vi har sagt det til alle vores venner, men ikke vores familier.

Er vildt glad for, at jeg ikke har sagt noget til specielt min egen familie. Jeg er ligesom dig ung, og min familie synes det er en rigtig dårlig ide. Og nu hvor vi har prøvet over et år, så er jeg ligesom sluppet for, at retfærdiggøre, hvorfor jeg som 21-årig vil have et barn (nu hvor det ikke blev aktuelt). Hvem ved. Måske jeg er 25 inden det sker, og så reaktionen bliver en anden  

Til tider kan jeg fortryde at have sagt det til så mange venner, så jeg ville nok holde kortene tættere på kroppen og kun sige det til et par stykker, hvis jeg skulle gøre det om. 

 

Vi har også snakket om en semi men de tætte vennerne er ikke et sted i livet hvor de som sådan kan forstå hvad vi skal igennem.

Manden forslog at vi kun skulle fortælle hans forældre det da de er lidt mere "frisindet" omkring det, men det synes jeg ikke vi kan være bekendt over for min forældre.

Jeg har også hørt nogen spørger (ikke til mig) om hvorfor så unge mennesker dog skal have hjælp til at få børn de kan da ikke fejle noget og har jo tiden med sig.

Anonym skriver:

Vi har også snakket om en semi men de tætte vennerne er ikke et sted i livet hvor de som sådan kan forstå hvad vi skal igennem.

Manden forslog at vi kun skulle fortælle hans forældre det da de er lidt mere "frisindet" omkring det, men det synes jeg ikke vi kan være bekendt over for min forældre.

 

Jeg har også hørt nogen spørger (ikke til mig) om hvorfor så unge mennesker dog skal have hjælp til at få børn de kan da ikke fejle noget og har jo tiden med sig.

Ja, vi overvejede det samme. Min kærestes forældre er totalt bedsteforældre-skruk, så de ville blive så glade, men netop derfor besluttede vi for at lade være med at fortælle dem noget, så vi kan overraske dem, den dag det sker. 

Men ja, vi unge kan også have problemer, og jeg har også nogle gange følt, at det blev negligeret netop fordi vi har tiden med os. Men derfor er det jo røv hårdt alligevel.