Langt, men dejligt at få følelser tanker og frustrationerne skrevet ned, hvordan mit liv var, og hvordan det er nu .
Kernefamilien, den alle snakker om, den alle ønsker, og den alle stiler efter
- det samme gjorde jeg ...
Vi sad i et rækkehus, havde bil, JEG job, han arbejdesløs vi var der næsten, de to steger viste sig på pinden jeg tissede på, i en alder af 21 år skulle jeg være mor, en drøm jeg længe havde ønsket, netop fordi jeg ønskede at opbygge den kernefamilie..
Vores velskabte søn kom til verden, en kold februar dag, alt virkede perfekt, lige indtil hverdagen begyndte med et spædbarn, vågne nætter, skrigene baby - og jeg som stod alene om alt, fordi far ikke magtede det!
Men når vi var sammen med nogle, roste jeg far til skyerne, fortalte hvor hjælpsom og fantastisk han var, ingen skulle kende til hvordan virkeligheden rent faktisk var i vores hjem..
Månederne gik, sad igen en sen nattetime med et meget frisk barn, jeg sad i sofaen, han legede på legetæppet, jeg følte mig drænet og tabt for energi, men tænkte at jeg ikke længere ville kæmpe for at holde den familie sammen som vi havde skabt, jeg kunne ligeså vel bo for mig selv, med min søn, så havde jeg ikke nogle at blive sure eller irriteret på, dette konfrontere jeg far med, siger på en pæn måde, at jeg syntes vi skal stoppe det her, at vores søn og jeg flytter, i et split sekund tager han grebet om min hals, vores søn kigger op, far siger "nu skal du se din mor dø langsomt" min krop går i chok, mine tårer triller ned af mine kinder, er sikker på dette er sidste gang jeg ser min højt elskede søn, ser min søns øjne, han ved ikke hvad der foregår, men er sikker på at han kunne fornemme at det ikke var godt, pludselig skriger han noget så hjerteskærende, han skriger i noget tid, min luft forsvinder mere og mere, til sidst bliver grebet sluppet om min hals, får "ordre" på at tage mig af min skrigende søn - aldrig før har jeg været så lykkelig for at gå med et skrigende barn på mine arme, er sikker på han reddede mit liv den nat ..
Far giver mig besked på ikke at gå min vej, for han vil gøre alt for at jeg så ikke vil komme til at se min søn igen!
Jeg var bange, og valgte at adlyde..
Ingen fik at vide hvad der havde forgået den nat, før 1,5 år efter da det endelig brug skete ..
Jeg blev voldsom overvægtig overspiste, der kunne jeg finde min trøst, indeni skreg min krop "stik nu af Rikke" men jeg turde ikke ..
Udadtil virkede jeg glad, lykkelig og tilpas, men alt andet end det var jeg..
Jeg valgte at min overspisning ikke skulle styre mit liv, jeg tænkte det var det eneste jeg kunne håndtere og samtidig vinde over, jeg tabte mig 40 kg, hvilket medførte flere overfald fra min på det tidspunkt mand, da vi (han) valgte at vi skulle gifte os ..
En dag havde jeg fået nok, jeg følte mig endelig stærk nok til at forsvinde, tog min søn på armene, prøvede at stikke af da min mand var på toilet, jeg nåede desværre kun at åbne hoveddøren, så sad hans hænder igen kilet til min hals, men jeg fik viklet mig løs, løb hvad jeg kunne over det våde græs, med et meget ulykkelig barn på min arm, men han indhentede os, truede med en knytnæve råbte mig ind i ansigtet at jeg skulle skride ind, og det var nu, han flåede mit barn ud af mine arme, han skreg, og rakte armene ud efter mig, på det tidspunkt kunne jeg have valgt at vende ryggen til, og forlade både mand og barn, men jeg kunne ikke svigte min søn, så jeg fulgte trop ..
D. 6 september husker jeg som min lykke dag, for den dag blev både min søn og jeg fri ..
Jeg fri for flere års ulykke, tristhed, angst og afmagt, den dag kunne jeg igen være et menneske ..
Min søn blev passet hos mine forældre, jeg vidste han var i sikkerhed, jeg var kampklar, jeg vidste ikke om det ville koste mig livet, men jeg vidste at min søn så i det mindste var i trygge hænder, min forældre vidste intet af hvad der foregik hjemme bag vores vægge ..
Min mand og jeg tog i byen, ligesom så mange andre gange, kom der her drama, jeg bad ham tage hjem, pakke hans ting og forsvinde ud af vores liv, han blev rasende, men klog nok til ikke at røre mig indenfor, han ville have jeg skulle komme med ud og snakke om det, dette sagde jeg okay til, men tog min veninde under armen bad hende gå med, så jeg vidste jeg ikke var alene, dette gjorde ham rasende, han råbte han kørte hjem efter vores søn, og jeg aldrig kom til at se ham igen, ligesom han havde gjort før, han satte sig i bilen og kørte sin vej, jeg valgte at ringe til mine forældre, kort fortælle dem hvad der havde foregået i de forgangene år, og bad dem om at beskytte min søn, indtil jeg kom hjem, en anden vendinde skyndte sig at køre mig hjem til mine forældre ..
Da jeg sad der, græd jeg som aldrig før, ikke pga smerte men af lykke, endelig var jeg sluppet ud af hans klør, endelig var mit mareridt slut næsten da ..
Tiden efter bruddet, har båret på, trusler på livet til mig fra faren, samvær der aldrig kan blive til noget, da faren efter første weekend han havde med vores søn valgte at ligge hånd på ham, en skilsmisse der blev trukket i lang drag, en forældemyndigheds sag (som jeg nu har vundet) og nu ingen kontakt, mig der har betalt vores fælles udgifter fordi faren intet ville betale efter bruddet, og jeg ikke ønskede at skulle stå som dårlig betaler.
Men jeg kan nu råbe højt og sandt
- JEG ER LYKKELIG !!!
Jeg har fundet den skønneste mand, en mand der har taget min søn til sig, som var det hans eget, jeg har nu fået den kernefamilie alle snakker om, for, for mig behøver alt ikke at være biologisk blod der løber i far og barnets åre, for mig er det - hverdagen kører, min søn er glad, vokset så meget på ingen tid, han trives er glad og tilpas og knuselsker mors kæreste ❤️
