IUI - mon det kan lykkes?

Trænger sådan til at komme ud med nogle tanker, da det har været noget af en tur her de sidste mange dage. 

Har forsøgt i mange år at stifte familie, med min dejlige mand. Men desværre så har jeg PCOS har nu smidt 30kg og er nu normalvægtig. Hvilket jo er dejligt men det har intet ændret på jeg stadig ikke får ÆL - har ingen cyster på mine æggestokke bare helt ude blevet ægløsning. Og derfor meget laaaang cyklus hver gang.

Lykken var stor da vi endelig fik henvisning fra lægen til noget behandling, da chancen for der skete noget af sig selv var meget lille og Gyn' sagde at det ikke kunne lade sig gøre uden hjælp. Og som mange andre tænker man jo hele tiden om PCOS nu skal være skyld i jeg aldrig får min drøm opfyldt.

Startede op i behandling, og følte mig lettet over vi nu får hjælp. Det er jo så dejligt var så igennem vores første IUI-H som gik over alt forventing jeg lavede to fine æg på lav dosis hormoner, og på 14 dagen blev jeg insemineret og nu startede den lange ventetid.  Trods jeg hele tiden tænkte at det helt sikkert ikke ville lykkes i første forsøg - var lykken meget stor  da testen var positiv på testdagen. 

Men desværre var denne lykke kort  da jeg lige knap nåede 5+0 før jeg begyndte at bløde og havde derfor fået en BIO. Hold nu op hvor slog det pusten ud af os begge, den sorg over at næsten nå i mål og så alligevel så langt fra - nå men vi starter så op med det samme på nr. 2 forsøg for ønsket er så stort.

MEN nu er jeg begyndt at frygte det bare overhoved ikke kan lykkes, at jeg slet ikke kan blive gravid igen. Trods jeg prøver at sige til mig selv at det skal nok lykkes det var jo næsten lige ved i første hug - så trænger nok bare til en masse opmuntring og tro på at det faktisk kan lykkes (måske andre har prøvet noget lingeden og kan forsætte deres historie?) Jeg er simpelhen så forvirret for tiden fuld af håb men samtidig frygt for jeg aldrig bliver gravid. Selv håber vi sådan at IUI kan være vejen til vores lykke.  Men håbet forsvandt lidt efter den trælse start på det hele, og føler mig bare ikke klar til at skal videre i systemet. Har jo kun 2 gange tilbage og så sendes man jo til IVF - trods jeg håber jeg kan overtale lægen til lidt flere gange med udgang i det jo næsten var ved at lykkes første gang.

*Beklager det lange indlæg, havde virkelig brug for at komme ud med nogle tanker. 

Det skal nok lykkes  Jeg blev også gravid i første hug på IUI (jeg har også PCO) men prøv at huske på, at det er virkelig, virkelig mange graviditeter, som går til  grunde i de første uger, simpelthen fordi de ikke lige var sat helt rigtigt sammen alligevel. Uden man i øvrigt fejler noget, eller får dårligere chancer for succes senere.

Næste gang sidder den i skabet, og så kommer ønskebarnet til jer 

Krydser fingre for her. Jeg har også Pco og vi er igang med vores fjerde iui forsøg

Chellie skriver:

Det skal nok lykkes  Jeg blev også gravid i første hug på IUI (jeg har også PCO) men prøv at huske på, at det er virkelig, virkelig mange graviditeter, som går til  grunde i de første uger, simpelthen fordi de ikke lige var sat helt rigtigt sammen alligevel. Uden man i øvrigt fejler noget, eller får dårligere chancer for succes senere.

Næste gang sidder den i skabet, og så kommer ønskebarnet til jer 

Mange tak for dine opmuntrende ord, det giver da lidt håb. Tror også bare lige dette er en kamel, der skal sluges. Og når vi kommer lidt væk fra denne oplevelse er jeg sikker på håbet kommer igen.

Men lige nu syntes jeg bare alt ser så sort ud, da det simpelhen var så hårdt efter 5år med negative test endelig at stå med én og at det så var så kort - og korrekt der er mange graviditeter der går til grunde af den ene eller anden grund. Og heller nu end når jeg var endnu længer henne. Men derfor kommer alle de mørke negative tanker bare væltende når man er lidt nede. Om det overhoved kan lykkes om det er min PCOS der bare gør jeg ikke kan holde på det osv. osv. 

 Håber jeg også så inderligt, og mange tak. 

nullermand15 skriver:

Krydser fingre for her. Jeg har også Pco og vi er igang med vores fjerde iui forsøg

Mange tak, åh det er så hårdt og kunne slet ikke forestille mig at have været igennem 4 uden noget resultat.  øv men håber i meget snart også får jeres ønske opfyldt - masser af babystøv til jer 

Juvelia skriver:

Trænger sådan til at komme ud med nogle tanker, da det har været noget af en tur her de sidste mange dage. 

Har forsøgt i mange år at stifte familie, med min dejlige mand. Men desværre så har jeg PCOS har nu smidt 30kg og er nu normalvægtig. Hvilket jo er dejligt men det har intet ændret på jeg stadig ikke får ÆL - har ingen cyster på mine æggestokke bare helt ude blevet ægløsning. Og derfor meget laaaang cyklus hver gang.

 

Lykken var stor da vi endelig fik henvisning fra lægen til noget behandling, da chancen for der skete noget af sig selv var meget lille og Gyn' sagde at det ikke kunne lade sig gøre uden hjælp. Og som mange andre tænker man jo hele tiden om PCOS nu skal være skyld i jeg aldrig får min drøm opfyldt.

 

Startede op i behandling, og følte mig lettet over vi nu får hjælp. Det er jo så dejligt var så igennem vores første IUI-H som gik over alt forventing jeg lavede to fine æg på lav dosis hormoner, og på 14 dagen blev jeg insemineret og nu startede den lange ventetid.  Trods jeg hele tiden tænkte at det helt sikkert ikke ville lykkes i første forsøg - var lykken meget stor  da testen var positiv på testdagen. 

Men desværre var denne lykke kort  da jeg lige knap nåede 5+0 før jeg begyndte at bløde og havde derfor fået en BIO. Hold nu op hvor slog det pusten ud af os begge, den sorg over at næsten nå i mål og så alligevel så langt fra - nå men vi starter så op med det samme på nr. 2 forsøg for ønsket er så stort.

MEN nu er jeg begyndt at frygte det bare overhoved ikke kan lykkes, at jeg slet ikke kan blive gravid igen. Trods jeg prøver at sige til mig selv at det skal nok lykkes det var jo næsten lige ved i første hug - så trænger nok bare til en masse opmuntring og tro på at det faktisk kan lykkes (måske andre har prøvet noget lingeden og kan forsætte deres historie?) Jeg er simpelhen så forvirret for tiden fuld af håb men samtidig frygt for jeg aldrig bliver gravid. Selv håber vi sådan at IUI kan være vejen til vores lykke.  Men håbet forsvandt lidt efter den trælse start på det hele, og føler mig bare ikke klar til at skal videre i systemet. Har jo kun 2 gange tilbage og så sendes man jo til IVF - trods jeg håber jeg kan overtale lægen til lidt flere gange med udgang i det jo næsten var ved at lykkes første gang.

*Beklager det lange indlæg, havde virkelig brug for at komme ud med nogle tanker. 

Jeg tror det er helt normalt at føle som du gør.

Man tænker.... jeg kan ikke klare næste skridt ... Men man gør det alligevel hvis man kommer til at stå i det fordi ønsket er så stort. 

Kan huske vores overgang fra IUI til IVF. Det var virkelig skræmmende at det er "sidste stop". 

Jeg valgte derfor istedet at tænke at der er meget større chance og der kan de rigtig komme til at se kvaliteten på æggene fremfor IUI hvor det ikke er givet at der er æg i de follikler der ses på scanningen. 

Så kom testdagen igår for anden runde - og jeg har valgt at trække mig helt tilbage og bare nyde December da jeg simpelhen blev gak sidste gang at hele tiden at skulle tænke i symptomer, læse om alt muligt med graviditet osv. så har slet ikke være på nettet og ej heller smug testet.  hvilket er stort for er et kæmpe testmonster 

Men i skal da lige se hvad jeg stod med igår til morgen 4+0  så nu er jeg så klar til jul, med en lille ekstra gave i sækken!

Sådan, TILLYKKE!! Så skal den bare holde rigtig godt fast derinde, så du kan blive mor engang i sensommeren 

Mange tak - så er det bare med at få overbevist 'angsten' om at denne gang bliver den lille hvor den skal. Kan godt mærke jeg er noget nervøs især når jeg kommer tætter og tætter på dagen for sidste gang hvor det gik galt - tror først jeg kan slappe bare lidt mere af når jeg er nået over den dag + d. 4 Januar 16 hvor jeg skal til TS 

Juvelia skriver:

Trænger sådan til at komme ud med nogle tanker, da det har været noget af en tur her de sidste mange dage. 

Har forsøgt i mange år at stifte familie, med min dejlige mand. Men desværre så har jeg PCOS har nu smidt 30kg og er nu normalvægtig. Hvilket jo er dejligt men det har intet ændret på jeg stadig ikke får ÆL - har ingen cyster på mine æggestokke bare helt ude blevet ægløsning. Og derfor meget laaaang cyklus hver gang.

 

Lykken var stor da vi endelig fik henvisning fra lægen til noget behandling, da chancen for der skete noget af sig selv var meget lille og Gyn' sagde at det ikke kunne lade sig gøre uden hjælp. Og som mange andre tænker man jo hele tiden om PCOS nu skal være skyld i jeg aldrig får min drøm opfyldt.

 

Startede op i behandling, og følte mig lettet over vi nu får hjælp. Det er jo så dejligt var så igennem vores første IUI-H som gik over alt forventing jeg lavede to fine æg på lav dosis hormoner, og på 14 dagen blev jeg insemineret og nu startede den lange ventetid.  Trods jeg hele tiden tænkte at det helt sikkert ikke ville lykkes i første forsøg - var lykken meget stor  da testen var positiv på testdagen. 

Men desværre var denne lykke kort  da jeg lige knap nåede 5+0 før jeg begyndte at bløde og havde derfor fået en BIO. Hold nu op hvor slog det pusten ud af os begge, den sorg over at næsten nå i mål og så alligevel så langt fra - nå men vi starter så op med det samme på nr. 2 forsøg for ønsket er så stort.

MEN nu er jeg begyndt at frygte det bare overhoved ikke kan lykkes, at jeg slet ikke kan blive gravid igen. Trods jeg prøver at sige til mig selv at det skal nok lykkes det var jo næsten lige ved i første hug - så trænger nok bare til en masse opmuntring og tro på at det faktisk kan lykkes (måske andre har prøvet noget lingeden og kan forsætte deres historie?) Jeg er simpelhen så forvirret for tiden fuld af håb men samtidig frygt for jeg aldrig bliver gravid. Selv håber vi sådan at IUI kan være vejen til vores lykke.  Men håbet forsvandt lidt efter den trælse start på det hele, og føler mig bare ikke klar til at skal videre i systemet. Har jo kun 2 gange tilbage og så sendes man jo til IVF - trods jeg håber jeg kan overtale lægen til lidt flere gange med udgang i det jo næsten var ved at lykkes første gang.

*Beklager det lange indlæg, havde virkelig brug for at komme ud med nogle tanker. 

Vi har været igennem 4 iui nu uden resultat så jeg har sagt stop og vi skal nu videre til ivf hvilket jeg frygter meget. Men det er jo meget forskelligt nogen bliver hurtigt gravide ved iui og andre gør ikke. Men sådan er det jo også når man forsøger naturligt. Nogen er bare heldige. Men det gør ikke smerten mindre af den grund