Ville jo gerne kunne skrive et indlæg med skønne billeder af en 9 årig pige, lagkage, gaver og alt hvad der hører til en fødselsdag, men i stedet har jeg her til morgen siddet for mig selv hørt om Paris og skrevet mig ind i Lias fødselsdag, I får også skrivet i stedet for billederne:
Kan du huske moren i Brødrene Løvehjerte, nej vel hun er glemt midt i spændingen om Katla, Tengil og de modige mennesker i Rosendalen og Kirsebærdalen. Måske har du som jeg også snøftet da du læste Tvebakkes afskedsbrev til sin mor, måske lige fået et stik i hjertet og tænkt stakkels kvinde, men så glemt hende når du blev fanget af Astrid Lindgrens fantastiske fortælling om Nangijala.
Jeg har ikke Astrid Lindgrens evne med pennen, men jeg vil gerne her på Lias fødselsdag løfte lidt af tæppet til morens historie:
Sneen fygede uden for vinduerne d. 1. november 2006, min hånd lå og mærkede maveskindet give sig der hvor babyen moslede rundt. Jeg havde intet ønske om at føde her 10 dage før termin, men alligevel var der noget fascinerende ved tanken om at føde i snestorm, føde en lille Ronja Røverdatter der skulle erobre verden med sit mod, sin rummelighed og skrive historie. Intet er så skønt som at sidde som vordende mor, og drømme om fremtiden, drømme om den baby der skal komme og erobre sin plads i familien.
Men baby ville ikke ud som Ronja Røverdatter i snestorm, nej baby valgte en helt almindelig grå dag i november, men det var vel egentlig også okay for vi er jo også bare en helt almindelig familie som hverken skal møde skovhekse eller gråtrolde, en helt almindelig familie som lever et helt almindelig liv. Lia kom til verden i turbofart, ja så hurtigt så jeg stadig kunne smage den indiske mad vi havde nydt mens drømmesnakken om vores familie der snart talte to børn.
Den smukkeste lille pige med store mørke øjne, det skønneste bløde sorte hår lå i mine arme og vækkede en kærlighed som kun en forælder forstår. Lige der var livet perfekt, billedet af ideal familien var skabt i virkeligheden og kun en gang før havde jeg følt mig så lykkelig. Lykken holdt mig vågen hele natten hvor jeg bare kunne kigge på vores mirakel, nusse hver kvadratcentimeter af hendes lille krop og smile - tænk at jeg var mor til det mirakel.
Men Lia gemte på en hemmelighed, en hemmelighed der alligevel skulle skrive os ind i Astrid Lindgrens univers. For Lia skulle ikke leve her på jorden, Lia var kun på kort visit før hun skulle afsted til Nangijala. Vi fik 3 dage i lykkens rus, 3 dage med den kæmpe kærlighed, 3 dage som den perfekte familie, 3 dage før gulvtæppet blev hevet væk under vores fødder og vi sad på hospitalet og skulle beslutte os for om vi ville lade vores datter obducere, om vi skulle slukke for de livsgivende apparater. 3 dage før jeg skulle få fortalt hele livet til min datter på et splitsekund, give alle de kys der var gemt til et helt liv og give hende den kærlighed som var så dyb med på sin rejse.
Vores lille datter kunne ikke blive hos os, og vi stod med tomme arme, ja mere tomme end muligt at forklare. Først var det sorgen der fyldte tomrummet, en opslidende, dyb, sort sorg som både rev alt inden i fra hinanden, men samtidig også var tryg, for i den var der mening, i den var der intensitet som gjorde jeg mærkede livet. Lia ved med qua sorgen, hun var stadig i mine hænder, bare at sige hendes navn og strække hænderne ud så kunne jeg mærke hendes dejlige bløde hår. Hun var stadig som en følelse i brysterne når hun suttede, hun var stadig en følelse i maven hvor hun sparkede - hun var lige der.
Med tiden forsvandt intensiteten, livet overhalede og krævede nærvær. Tiden begyndte at gå i samme tempo for mig som for resten af verden, den store undren over biler kunne køre på gaden, at der var bevægelse, forsvandt og jeg var med i bevægelsen. Et skridt mod ”normalitet”, men også et skridt mod ekstrem tomhed, for uden den intense sorg, uden Lia som en fantom i følelse i hænderne, var der ingen ting, bare tomt, bare helt alene og tomt.
Nu 9 år efter er en del af tomheden udfyldt af to skønne lillebrødre til Lia og selvsagt og hendes dejlige storesøster. Men der er stadig et rum i mig som er så tomt, så sort, så opslugende, så ensomt, hvor jeg desperat leder efter Lia, min kærlighed, varmen, nærværet. Der er stadig et rum i mig, hvor den aller dybeste sorg har slået rod, et rum hvor Lias mor er bange, bange for hendes lille skat er helt alene og kalder på mor uden hendes mor hører det og reagerer.
Og der er stadig et lille naivt håb om en lille hvid due en dag vil banke på vinduet og jeg vil mærke roen sænke sig og vide min datter har det godt og hun ved jeg elsker hende og ikke ønskede at forlade hende. Ind til den dag, vil jeg have en klump i halsen, et hul i hjertet og et men i livet og lykken.
Tillykke med fødselsdagen lille skat, det er en dag der skal huskes med kærlighed og lykke, men ja der er et men hele tiden….
