Hvad havde i gjort?

Anonym skriver:

Han arbejder, og noglegange bliver han på pladsen med en af sine venner. Men jo, jeg står for ALT husligt. Hvordan bider jeg igen? For jeg er langt fra doven - jeg studerer faktisk også hjemmefra, jeg laver lektier når børnene sover. Jeg er færdig til sommer. Prinsesse, det syntes han fordi jeg ifølge ham, sidder og venter på ham, og fordi jeg brokker mig over at han altid kommer hjem når børnene er lagt. Han er stadig ikke kommer hjem, jeg har endnu ikke hørt noget som helst fra ham.

Selvom det er arbejde, har man (IMO) stadig en familie at passe derhjemme. Det mindste man kan gøre er i hvert fald at være sød ved sin familie/kone, når man så endelig er hjemme. 

Hvis jeg stod for alt der derhjemme som du skriver du gør, og han kaldte mig doven, så ved jeg slet ikke hvad jeg ville gøre. Jeg ville nok flippe fuldstændigt skrot og råbe nogle ret grimme ting (det er noget ala dette jeg mener med "at bide igen". Måske endda gå ned på det barnlige niveau, så så bare lade være med at ordne "hans ting". Så kan han sgu selv vaske sit tøj og handle det yndlingspålæg HAN vil have. Og ja, jeg ved godt det nok ikke er den rationelle løsning, men forfanden hvor var jeg blevet sur. 

Er man nu en prinsesse, hvis man som mor ønsker, at børnene rent faktisk ser den far, de nu engang har og endda BOR sammen med? Hvis det er hans holdning, så har han et skidt skidt syn på familielivet.

Har du fortalt ham hvad du føler? Har du fortalt ham (selvom han burde kunne regne det ud) hvor meget det rent faktisk kræver, at drive en husholdning? Hvor mange timer du bruger på rengøring, oprydning, tøjvask, børnepasning osv. SAMTIDIG med du studerer fuld tid? Eller lukker han bare øjnene for det?

Hold kæft jeg håber han har glemt sine nøgler, og at du låser døren ASAP! 

Anonym skriver:

Hvordan får jeg mig sat i respekt? 

For det virker som om han ingen respekt har for mig. Feks, jeg kan sige "det her er ikke godt" (måske på en anden måde end lige sådan) ... Han tror ikke på mig, men får feks det af vide af en anden dagen efter, også har personen så evigt ret. Det er sket mange mange gange. Han tager mig ikke seriøst, og han informere mig aldrig om hvornår han er hjemme, han spiser tit ude - melnfprvwnter jeg laver aftensmad til ham. Jeg laver selvfølgelig til børnene. Han forventer det, han ringer ikke hvis han kommer senere hjem end planlagt. Jeg havde aftalt at vi skulle få børnene passet, også ta i biffen. Vi havde aftalt at han ville være hjemme kl 16. Han var først hjemme kl 19:30, uden at informere mig om det. Han lader tit sine frustrationer gå ud over mig, og han kan rakke mig ned fuldstændig, for at sige undskyld, og st det havde været en hård uge.

Det er rigtigt svært, og svært for mig at vudere hvad der skal til for at din mand forstår hvor vigtig du er i hans liv.

Men jeg ville aldrig kræve at få beskeder eller opkald fra min mand når han er på job. Men jeg forventer at han giver besked, hvis han bliver forsinket eller andet.

Jeg forestiller mig,at du tager imod og nyder når han er den gode kæreste.  Men sådan skal det bare ikke være, for det fortæller mig at du allerede er underdanig, hvis man kan kalde det det.

Det skal ikke kun foregå på hans præmisser. Når han er god, sød og kærlig,  så skal du sætte krav inden du gengælder. Lad vær med at vente på ham. Vær ligeglad og nyde dine børn. Lav mad kun til jer. Lad vær med at forvente at han kommer hjem til maden. Ros ham,kys ham når han kommer. Anerkend ham for hans arbejde, men lad vær med at kaste dig for hans fødder. Vær stærk og selvstændig. Vis at du klare dig helt fint uden ham. Nogle mænd kan hurtig føle sig for omklamret hvis konen stiller for mange spørgsmål. Selvfølgelig skal han være deltagerne omkring jeres børn. Så når han kommer hjem og vil hygge med dig, så sender du ham videre til børnene, mens du laver noget helt tredje. 

Jeg ved ikke om det giver mening for dig. Og tænker heller ikke at du skal forvente at det hele ændre sig med et trylleslag, men start med at finde ud af hvad der er vigtig for dig, og om du overhovedet har energi til at tage kampen op,for at bevare jeres forhold.  

Far er aldrig hjemme.

Jeg er alene med 2 børn altid, fra morgen til aften.

Når far er sur, så bliver jeg ignoreret. 

Jeg har feks ikke hørt fra ham i 12 timer nu.

Far kan ikke løse konflikter hjemme. 

Far siger jeg er doven, opføre mig som en dronning, osv i den dur.

Når vi så ikke er uvenner, som nu, så får jeg måske 3-4 sms'er, og et telefon opkald i løbet af de 12-14 tider han er væk på arbejde. 

Vi bor sammen.

Havde i kæmpet videre, eller sagt stop? 

når vi ikke er uvenner, så er han som regl hjemme inden børnene kommer i seng. Og han er verdens sødeste. 

Jeg undre mig over, at du omtaler din kæreste/mand som far.hvordan kan det være? 

Elsker du ham?

Morjanne76 skriver:

Jeg undre mig over, at du omtaler din kæreste/mand som far.hvordan kan det være? 

Elsker du ham?

Jeg vidste ganske enkelt ikk hvad jeg ellers sku kalde ham, det er min kæreste - og jeg elsker ham utroligt højt

Anonym skriver:

Jeg vidste ganske enkelt ikk hvad jeg ellers sku kalde ham, det er min kæreste - og jeg elsker ham utroligt højt

Hvis jeg var dig, ville jeg nok have rigtig svært ved at elske en der behandlede mig på den måde. 

Vil du leve det ene liv du har, på den her måde, med den her mand? 
Har du et selvværd der er svækket på nogen måder?

Mit forslag er at sætte dig med ham og fortælle ham at enten stopper den her opførsel, eller også stopper det her forhold. På den måde sætter du dig selv i respekt. 

Du behøves ikke "bide efter ham", det vil kun bringe dig ned på hans niveau. 

Hvis i ikk kan kommunikere ordentligt og få snakket tingene igennem, havde jeg sagt parterapi!! Så kan i prøve at få snakket tingene igennem 

Der er flere problemer:

• Han arbejder (for) meget. Du har (så vidt jeg husker) ingen indtjening? Ergo SKAL der jo penge på kontoen til dig og dine 2 drenge. Vil I kunne klare jer for mindre? Bo billigere? Lavere leveomkostninger? Hvis I kan skrue ned for forbruget, kan han jo skrue ned for timetallet. 
• I har konflikter, og du overvejer at gå. Hvad kan I gøre for at forhindre det - og hvad er HAN villig til at være med til? Er parterapi overhovedet en mulighed? 

Er I lykkelige? Hvordan ser I hver især jeres liv blive mere lykkeligt? 

Kunne du få mere pasning til børnene? Det ville frigive tid til at få et arbejde - hvilket måske ville være godt for jeres dynamik? 

Hvis jeg var dig, ville jeg nok have rigtig svært ved at elske en der behandlede mig på den måde. 

Vil du leve det ene liv du har, på den her måde, med den her mand? 
Har du et selvværd der er svækket på nogen måder?

Mit forslag er at sætte dig med ham og fortælle ham at enten stopper den her opførsel, eller også stopper det her forhold. På den måde sætter du dig selv i respekt. 

Du behøves ikke "bide efter ham", det vil kun bringe dig ned på hans niveau. 

Selvværd der er svækket, ja. I stor stil. Begge mine forældre forlod mig da jeg var yngre. Jeg har altid været bange for at miste. Jeg får en klam ubeskrivelig følelse Af frygt. Og den forsvinder bare ikke. Jeg har klaret mig selv siden jeg var 12-13 år. Boet på gaden osv, også kærester igennem mit liv har været utro osv osv.. Der er meget ..

Min jeg vil leve det ene liv jeg har, på den her måde, med den ene mand - nej! tak for den sætning! Den vil jeg huske!

jeg har prøvet at tale med ham, utallige gange. 

Jeg har nu ikke hørt fra ham siden igår morges. Intet. 

Anonym skriver:

Selvværd der er svækket, ja. I stor stil. Begge mine forældre forlod mig da jeg var yngre. Jeg har altid været bange for at miste. Jeg får en klam ubeskrivelig følelse Af frygt. Og den forsvinder bare ikke. Jeg har klaret mig selv siden jeg var 12-13 år. Boet på gaden osv, også kærester igennem mit liv har været utro osv osv.. Der er meget ..

Min jeg vil leve det ene liv jeg har, på den her måde, med den ene mand - nej! tak for den sætning! Den vil jeg huske!

jeg har prøvet at tale med ham, utallige gange. 

Jeg har nu ikke hørt fra ham siden igår morges. Intet. 

Rent økonomisk, kan du forsørge dig selv og børnene?

Hvis du har mod på at forlade ham, så gå allerede igang nu med at søge efter ny bolig, tjekke hvordan man søger enlig ydelser osv. Kontakt kommunen og hør hvad de kan gøre for dig. 

Det gør mig rigtig ondt at høre hvad du har været udsat for. Det jeg umiddelbart tænker er at "sket er sket" og det kan du ikke lave om på, men du kan selv ændre hvad der skal ske fremover, og du kan ændre det miljø jeres børn vokser op i. 

Det der selvfølgelig også skal overvejes er at faderen sikkert vil have samvær i en udstrækning, så det skal også overvejes. 

Jeg håber inderligt at du har modes til at forlade ham.

Har du andre gode mennesker i dit nerværk?

Anonym skriver:

Selvværd der er svækket, ja. I stor stil. Begge mine forældre forlod mig da jeg var yngre. Jeg har altid været bange for at miste. Jeg får en klam ubeskrivelig følelse Af frygt. Og den forsvinder bare ikke. Jeg har klaret mig selv siden jeg var 12-13 år. Boet på gaden osv, også kærester igennem mit liv har været utro osv osv.. Der er meget ..

Min jeg vil leve det ene liv jeg har, på den her måde, med den ene mand - nej! tak for den sætning! Den vil jeg huske!

jeg har prøvet at tale med ham, utallige gange. 

Jeg har nu ikke hørt fra ham siden igår morges. Intet. 

Ej, er virkelig ked af at høre "din historie". Og endnu mere ked af (og sur over), at du ikke har hørt fra ham siden igår. Har du mon hørt fra ham nu?

Har du ikke en god veninde, du måske kan læse dig lidt op ad? Snakke med, søge trøst og bare få læsset af. 

Det er ikke nemt at forlade en man elsker, men man skal elske sig selv højest, og hvis DU ikke er lykkelig, så er det nu du skal gøre noget ved det. Fortiden kan vi desværre ikke ændre, men fremtiden ligger i vores hænder.

Pøj pøj med det hele