Hvad havde i gjort?

Far er aldrig hjemme.

Jeg er alene med 2 børn altid, fra morgen til aften.

Når far er sur, så bliver jeg ignoreret. 

Jeg har feks ikke hørt fra ham i 12 timer nu.

Far kan ikke løse konflikter hjemme. 

Far siger jeg er doven, opføre mig som en dronning, osv i den dur.

Når vi så ikke er uvenner, som nu, så får jeg måske 3-4 sms'er, og et telefon opkald i løbet af de 12-14 tider han er væk på arbejde. 

Vi bor sammen.

Havde i kæmpet videre, eller sagt stop? 

når vi ikke er uvenner, så er han som regl hjemme inden børnene kommer i seng. Og han er verdens sødeste. 

Selvom manden og jeg ikke har børn sammen endnu, så ville jeg ikke finde mig i at blive behandlet på den måde. Slet ikke om jeg ville.  men I har jo børn sammen, så det er jo ikke ligeså "nemt"..... 

Han lyder meget barnlig og umoden må jeg sige... kram til dig, det kan ikke være nemt. 

Det er en svær situation, I er i. Men det er også helt umuligt at sige, hvad jeg ville have gjort. Det er der alt for mange andre sider af sagen til, at det ville være muligt.

Vidste du fra start, at han ville arbejde meget.

Har I før håndteret konflikter bedre?

Kan der være en grund til at han opfører sig stramt, når han arbejder så meget.

Det er skønt, at han er den dejligste mand - kan det være en start på en godbid sund samtale om hvordan I både rummer hans, dine og jeres børns behov.

jeg var personligt blevet. Havde jeg den bedste mand i verden, ville jeg kæmpe længe for at vi også ville blive gode til konflikter sammen, på at han fandt et andet arbejde osv.

Men jeg er ikke dig, så du skal illegale hvad jeg ville gøre

MediaAnarchy skriver:

Det er en svær situation, I er i. Men det er også helt umuligt at sige, hvad jeg ville have gjort. Det er der alt for mange andre sider af sagen til, at det ville være muligt.

Vidste du fra start, at han ville arbejde meget.

Har I før håndteret konflikter bedre?

Kan der være en grund til at han opfører sig stramt, når han arbejder så meget.

Det er skønt, at han er den dejligste mand - kan det være en start på en godbid sund samtale om hvordan I både rummer hans, dine og jeres børns behov.

jeg var personligt blevet. Havde jeg den bedste mand i verden, ville jeg kæmpe længe for at vi også ville blive gode til konflikter sammen, på at han fandt et andet arbejde osv.

Men jeg er ikke dig, så du skal illegale hvad jeg ville gøre

Første gang vi fik en baby, lovede han at arbejde mindre. Det holdte han ikke.

anden gang lovede han det igen, det holdte han heller ikke..

jeg tror ikke vi er blevet bedre, tvivler på a vi kan. Hans far og bror er på samme måde.

en samtale som vokse, kan jeg godt skyde en hvid pil efter, det sker ikke. Han venter til der er ro, også er alt fint. Men det sker når HAN har lyst. Taler jeg, så bliver jeg ignoreret.

Spirrevip skriver:

Selvom manden og jeg ikke har børn sammen endnu, så ville jeg ikke finde mig i at blive behandlet på den måde. Slet ikke om jeg ville.  men I har jo børn sammen, så det er jo ikke ligeså "nemt"..... 

Han lyder meget barnlig og umoden må jeg sige... kram til dig, det kan ikke være nemt. 

Det har været sådan her i 4 år, al den tid vi har været sammen. Jeg har troet, og håbet på at det ville blive bedre. 

Anonym skriver:

Far er aldrig hjemme.

Jeg er alene med 2 børn altid, fra morgen til aften.

Når far er sur, så bliver jeg ignoreret. 

Jeg har feks ikke hørt fra ham i 12 timer nu.

Far kan ikke løse konflikter hjemme. 

Far siger jeg er doven, opføre mig som en dronning, osv i den dur.

Når vi så ikke er uvenner, som nu, så får jeg måske 3-4 sms'er, og et telefon opkald i løbet af de 12-14 tider han er væk på arbejde. 

Vi bor sammen.

Havde i kæmpet videre, eller sagt stop? 

når vi ikke er uvenner, så er han som regl hjemme inden børnene kommer i seng. Og han er verdens sødeste. 

Altså til at starte med ville jeg til enhver tid kræve at blive respekteret for den jeg er som kvinde, mor og kone og for det jeg bidrager med i hjemmet når min mand har et krævende job!!

Når det er sagt, så er jeg selv gift med en arbejdsnarkoman.  Er væk 12-16 timer om dagen og ofte også i weekender,hvor jeg har fri. Og hvis vi ikke lige skal til andet tam tam.

Jeg hat stået alene med vores 5 børn, og det var da hårdt da de var i alderen 0-12 år, nu er de noget større og vi har med tiden fået skabt en god rytme.

Han tager fri når der er behov for det, men derudover passer jeg mit job,hus børn og min kære mand. Jeg har det fint med det, især fordi han er god til at sætte pris på de ting jeg gør.Han er god til at spørge til børnenes dag og han er god til at være i nuet,når han er hjemme. Han viser mig at han elsker mig/os og det har jeg stor brug for at vide,når han nu er så meget væk. 

Fredag eftermiddag er han tidlig hjemme,som den eneste dag. Her henter han børn og handler,ordner mad, og blander slik med ungerne. Og passer min side af sengen Denne dag er super hyggelig og giver os energi til endnu en uge på denne måde.  Derudover så kommer alle børn tidlig i seng søndag og så flader vi begge ud på sofaen. Vi behøves ikke snakke, men bare det at vi kan slappe af sammen betyder meget.

Jeg tror at du og din mand,skal få afstemt jeres forventninger til fremtiden,så I bygger jeres familie op omkring de samme værdier. Ellers tror jeg at I kører sur i det og ikke mindst skal du have sat dig i respekt for du har også krav på er liv der fungerer for dig. Få jer en god snak, og kan han ikle se det fra din side af, så lav aftaler, bed ham hente børn, aflevere hans nummer i institutionen og sluk din mobil. 

Et godt forhold kræver hårdt arbejde fra begge parter.

Tin skriver:

Altså til at starte med ville jeg til enhver tid kræve at blive respekteret for den jeg er som kvinde, mor og kone og for det jeg bidrager med i hjemmet når min mand har et krævende job!!

Når det er sagt, så er jeg selv gift med en arbejdsnarkoman.  Er væk 12-16 timer om dagen og ofte også i weekender,hvor jeg har fri. Og hvis vi ikke lige skal til andet tam tam.

Jeg hat stået alene med vores 5 børn, og det var da hårdt da de var i alderen 0-12 år, nu er de noget større og vi har med tiden fået skabt en god rytme.

Han tager fri når der er behov for det, men derudover passer jeg mit job,hus børn og min kære mand. Jeg har det fint med det, især fordi han er god til at sætte pris på de ting jeg gør.Han er god til at spørge til børnenes dag og han er god til at være i nuet,når han er hjemme. Han viser mig at han elsker mig/os og det har jeg stor brug for at vide,når han nu er så meget væk. 

Fredag eftermiddag er han tidlig hjemme,som den eneste dag. Her henter han børn og handler,ordner mad, og blander slik med ungerne. Og passer min side af sengen Denne dag er super hyggelig og giver os energi til endnu en uge på denne måde.  Derudover så kommer alle børn tidlig i seng søndag og så flader vi begge ud på sofaen. Vi behøves ikke snakke, men bare det at vi kan slappe af sammen betyder meget.

 

Jeg tror at du og din mand,skal få afstemt jeres forventninger til fremtiden,så I bygger jeres familie op omkring de samme værdier. Ellers tror jeg at I kører sur i det og ikke mindst skal du have sat dig i respekt for du har også krav på er liv der fungerer for dig. Få jer en god snak, og kan han ikle se det fra din side af, så lav aftaler, bed ham hente børn, aflevere hans nummer i institutionen og sluk din mobil. 

Et godt forhold kræver hårdt arbejde fra begge parter.

Hvordan får jeg mig sat i respekt? 

For det virker som om han ingen respekt har for mig. Feks, jeg kan sige "det her er ikke godt" (måske på en anden måde end lige sådan) ... Han tror ikke på mig, men får feks det af vide af en anden dagen efter, også har personen så evigt ret. Det er sket mange mange gange. Han tager mig ikke seriøst, og han informere mig aldrig om hvornår han er hjemme, han spiser tit ude - melnfprvwnter jeg laver aftensmad til ham. Jeg laver selvfølgelig til børnene. Han forventer det, han ringer ikke hvis han kommer senere hjem end planlagt. Jeg havde aftalt at vi skulle få børnene passet, også ta i biffen. Vi havde aftalt at han ville være hjemme kl 16. Han var først hjemme kl 19:30, uden at informere mig om det. Han lader tit sine frustrationer gå ud over mig, og han kan rakke mig ned fuldstændig, for at sige undskyld, og st det havde været en hård uge.

Anonym skriver:

Far er aldrig hjemme.

Jeg er alene med 2 børn altid, fra morgen til aften.

Når far er sur, så bliver jeg ignoreret. 

Jeg har feks ikke hørt fra ham i 12 timer nu.

Far kan ikke løse konflikter hjemme. 

Far siger jeg er doven, opføre mig som en dronning, osv i den dur.

Når vi så ikke er uvenner, som nu, så får jeg måske 3-4 sms'er, og et telefon opkald i løbet af de 12-14 tider han er væk på arbejde. 

Vi bor sammen.

Havde i kæmpet videre, eller sagt stop? 

når vi ikke er uvenner, så er han som regl hjemme inden børnene kommer i seng. Og han er verdens sødeste. 

Er det fordi han bliver væk hjemmefra? 

For så ville jeg sige enten så stopper det, NU! Ellers må han flytte. 

Min mand gjorde det engang, han kom ikke hjem efter arbejde og blev væk i 10 timer. Han kom hjem kl. 3 om natten og vækkede hele huset fordi jeg havde sat kædelås på (hvilket jeg havde advaret ham om, sagde at var han ikke hjemme kl. 22, så blev den sat på for jeg skulle i seng). Han fik en ordentligt opsang næste morgen og han har aldrig gjort det igen. 

Anonym skriver:

Far er aldrig hjemme.

Jeg er alene med 2 børn altid, fra morgen til aften.

Når far er sur, så bliver jeg ignoreret. 

Jeg har feks ikke hørt fra ham i 12 timer nu.

Far kan ikke løse konflikter hjemme. 

Far siger jeg er doven, opføre mig som en dronning, osv i den dur.

Når vi så ikke er uvenner, som nu, så får jeg måske 3-4 sms'er, og et telefon opkald i løbet af de 12-14 tider han er væk på arbejde. 

Vi bor sammen.

Havde i kæmpet videre, eller sagt stop? 

når vi ikke er uvenner, så er han som regl hjemme inden børnene kommer i seng. Og han er verdens sødeste. 

Kære dig. 

Øv. Hvor er det en træls situation du står i .

En ting er, at man ikke er hjemme hvis man arbejder meget. (Ved ikke om det er tilfældet her). Men på den måde bare at blive væk, uden at informere - det synes jeg simpelthen ikke man kan være bekendt mod sin familie. Hvis min kæreste ikke er hjemme ved 17.30 tiden, og han ikke har informeret mig om det (han plejer at være hjemme mellem 15-16.30) så bliver jeg da super urolig. Ikke fordi han ikke MÅ være ude/arbejde over eller noget helt tredje, men simpelthen fordi jeg bliver skide bange for, om der er sket ham noget. På samme måde giver jeg da også altid lige et kald eller en sms, hvis jeg er (den del) senere hjemme en normalt/planlagt. 

At ignorere han ignorerer dig fuldstændigt når han er sur, er bare skide barnligt! Fair nok at man lige har brug for en halv times pause uden den part man skændes med/er sur på, men at ignorere sin samboende kæreste/kone i 12 timer synes jeg er forrykt! Igen er det bare ikke noget man kan være bekendt overfor hverken mand/kone eller børn.

Han siger du er doven og opfører dig som en prinsesse? Her har vi selvfølgelig kun din udlægning, men jeg kan næsten regne ud, at det er dig der står for mad, indkøb, rengøring, tøjvask, børn etc. når han ikke er hjemme (hvilket du skriver er nærmest aldrig). Hvis jeg har ret - så skal du altså til at bide igen. Ved han overhovedet hvad det kræver at drive et hjem? og så med TO børn ovenikøbet. 

Han har været sådan i fire år, uden der er sket noget. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige det, men hvis der ikke er sket noget nu, så tvivler jeg på der gør. Hans far og bror er "ligesom" ham. Hvad med hans mor - er hun inde i billedet? Har kun kunne holde hans far ud? Og hvad med broderen - er der en kvinde der kan holde ham ud? Hvis ja til mor og brors kæreste - kan du så evt. snakke med dem om det?

Du skriver også, at når han er god - så er han verdens bedste kæreste. Men hvor tit er han det? Og skal og kan du helt ærligt finde dig i, at I principielt kun har et forhold, når HAN gider? 

Selvsagt kan man ikke være verdens bedste kæreste hele tiden. Men hvis han er et røvhul oftere end en god kæreste, så falder vægtskålen altså den forkerte vej.

Det er ekstrem svært for os herinde at rådgive om netop det emne. Om man skal gå eller blive. For der er altid flere sider af en sag. Men med den sag du fremlægger (og hvis han oftere er et røvhul end en god kæreste) - så tror jeg, helt ærligt, jeg havde valgt at gå. Vi har dog ikke børn endnu, så det er også nemt for mig at sige. Jeg er sikker på, at det må være sindsygt svært, når der også er børn i billedet.

Jeg ønsker dig alt det bedste, og håber virkelig du kan få lidt klart lys over hele situationen, som kan hjælpe dig med dit (svære) valg. 

Anpau skriver:

Kære dig. 

Øv. Hvor er det en træls situation du står i .

En ting er, at man ikke er hjemme hvis man arbejder meget. (Ved ikke om det er tilfældet her). Men på den måde bare at blive væk, uden at informere - det synes jeg simpelthen ikke man kan være bekendt mod sin familie. Hvis min kæreste ikke er hjemme ved 17.30 tiden, og han ikke har informeret mig om det (han plejer at være hjemme mellem 15-16.30) så bliver jeg da super urolig. Ikke fordi han ikke MÅ være ude/arbejde over eller noget helt tredje, men simpelthen fordi jeg bliver skide bange for, om der er sket ham noget. På samme måde giver jeg da også altid lige et kald eller en sms, hvis jeg er (den del) senere hjemme en normalt/planlagt. 

 

At ignorere han ignorerer dig fuldstændigt når han er sur, er bare skide barnligt! Fair nok at man lige har brug for en halv times pause uden den part man skændes med/er sur på, men at ignorere sin samboende kæreste/kone i 12 timer synes jeg er forrykt! Igen er det bare ikke noget man kan være bekendt overfor hverken mand/kone eller børn.

Han siger du er doven og opfører dig som en prinsesse? Her har vi selvfølgelig kun din udlægning, men jeg kan næsten regne ud, at det er dig der står for mad, indkøb, rengøring, tøjvask, børn etc. når han ikke er hjemme (hvilket du skriver er nærmest aldrig). Hvis jeg har ret - så skal du altså til at bide igen. Ved han overhovedet hvad det kræver at drive et hjem? og så med TO børn ovenikøbet. 

Han har været sådan i fire år, uden der er sket noget. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige det, men hvis der ikke er sket noget nu, så tvivler jeg på der gør. Hans far og bror er "ligesom" ham. Hvad med hans mor - er hun inde i billedet? Har kun kunne holde hans far ud? Og hvad med broderen - er der en kvinde der kan holde ham ud? Hvis ja til mor og brors kæreste - kan du så evt. snakke med dem om det?

 

Du skriver også, at når han er god - så er han verdens bedste kæreste. Men hvor tit er han det? Og skal og kan du helt ærligt finde dig i, at I principielt kun har et forhold, når HAN gider? 

Selvsagt kan man ikke være verdens bedste kæreste hele tiden. Men hvis han er et røvhul oftere end en god kæreste, så falder vægtskålen altså den forkerte vej.

 

Det er ekstrem svært for os herinde at rådgive om netop det emne. Om man skal gå eller blive. For der er altid flere sider af en sag. Men med den sag du fremlægger (og hvis han oftere er et røvhul end en god kæreste) - så tror jeg, helt ærligt, jeg havde valgt at gå. Vi har dog ikke børn endnu, så det er også nemt for mig at sige. Jeg er sikker på, at det må være sindsygt svært, når der også er børn i billedet.

Jeg ønsker dig alt det bedste, og håber virkelig du kan få lidt klart lys over hele situationen, som kan hjælpe dig med dit (svære) valg. 

Han arbejder, og noglegange bliver han på pladsen med en af sine venner. Men jo, jeg står for ALT husligt. Hvordan bider jeg igen? For jeg er langt fra doven - jeg studerer faktisk også hjemmefra, jeg laver lektier når børnene sover. Jeg er færdig til sommer. Prinsesse, det syntes han fordi jeg ifølge ham, sidder og venter på ham, og fordi jeg brokker mig over at han altid kommer hjem når børnene er lagt. Han er stadig ikke kommer hjem, jeg har endnu ikke hørt noget som helst fra ham.