Jeg har selv været ude i et såkaldt misbrug, og er stadig igang med at komme ud på den anden side. Jeg har røget hver dag de sidste 10 år, dog med pause når jeg har været gravid/ammet. Jeg er en god mor, og mine børn har ikke lidt nogen last, men selvfølgelig kan jeg godt forstå folk som ikke kender til det, hurtigt maler fanden på væggen, for jo det ER et narkotikum og det ER en dum ting at bruge sit liv til. Men tit er der altså en grund til, at de fleste mennesker ender i et misbrug. Men fordi man snakker om misbrug, behøver det jo ikke betyde at man er narkoman på gadeplan, lever kummerligt, aldrig går i bad, ikke kan passe et arbejde el. liv med børn. Det er i hvert fald meget indsnævret syn at have på tingene IMO.
Jeg ville aldrig nogensinde bare smække kassen i, og smide min kæreste på porten. Hvor er sammenholdet lige henne i forholdet??
Støt ham, vis at du vil være der for ham, og gå ind i det sammen med ham, altså ind i kampen for at stoppe hashforbruget. Kontakt evt jeres egen læge først, som her vil snakke med ham og vurdere sammen med ham, hvad for en slags behandling/hjælp han ville syntes var passende. Jeg er selv tilknyttet distrikt psykiatrien, samt har en godt og tæt samarbejde med min læge. Det er guld værd!
Jeg havde aldrig klaret det uden min kæreste, han er stærk og er min klippe, og holder hovedet koldt selv når jeg har været værst og længst ude at skide. Jeg har sagt forfærdelige ting til ham gennem tiden, når jeg har sorte dage. For de kommer og vil altid komme - men det vigtigste er at huske at for hver gang bliver det en lille smule nemmere at håndtere og komme igennem. Og inderst inde, hvis dig og din kæreste kommer så langt, så er det aldrig dig som vreden er rettet mod, men du er bare den person som er tættest og derfor skal testet - testet om du virkelig bliver eller ej. Sådan er det i hvert fald for mig.
Anmeld
Citér