Eksperthjælp: God nok til at beholde ens barn?

Linda Stæhr

Hej. jeg skriver da jeg har fundet ud af jeg er gravid. jeg er 20 år, og har haft en meget svær barndom med hjælp fra kommunen til mange ting. Jeg har boet på opholdssted fra jeg var 12 til jeg ved 15 hvor jeg flyttede i lejighed og begyndte at tage stoffer og ryge en del hash. jeg er først stoppet med at ryge hash med hjælp fra mig selv for 3 måneder siden. Jeg føler selv jeg er klar til at få et barn, og har en meget normal kæreste med arbejde og kommer fra en kerne familie. jeg selv er kommet meget videre. Men jeg er i tvivl om hvorvidt kommunen vil lade mig beholde barnet, eller hvor meget de vil komme efter mig. håber i kan hjælpe mig med nogen svar inden jeg vælger om jeg vil beholde det eller ej.

Mvh Signe

Lindas svar

Kære Signe

Jeg forstår din frygt og frustration. Frygten for at kommunen kan finde på at tage ens barn er en frygtelig tanke.

Jeg vil lige sige det tydeligt som jeg plejer: Jeg taler aldrig FOR abort og taler i mine svar altid ud fra det senarie, at man beholder barnet.

Jeg har ikke juridiske svar eller indsigt i kommuners normale sagsbehandling i dit tilfælde - det må vi lade med-læserne give dig.

Til gengæld har jeg følgende råd til dig:

1. Beskyt dig mod misbrug i fremtiden: Alle former for misbrug (som fx stoffer og hash) bunder i stort set alle tilfælde i noget der mangler i livet – som en flugt fra fx ensomhed, frygt, afvisning, fortiden osv. Jeg vil anbefale alle at se denne tale om emnet. Nyeste forskning peger på, at hvis man føler man har et meningsfuldt liv og er en vigtig del af noget og betyder noget for andre omkring en – så er misbrug sjældent et problem. Hvis vi går ud fra, at den ide er rigtig, så er mit første råd til dig at skabe dig så meningsfuldt et liv med vigtige venner og familiemedlemmer, som du passer på og som passer på dig. At du forsøger at gøre noget i din dagligdag hvor du har betydning for andre og at du på alle måder forsøger at leve et meningsfuldt liv - hvad det end så betyder for dig. På den måde beskytter du både dig selv og dit barn i maven mod en fremtid, hvor du falder ind i gamle vaner, når livet indimellem vil blive hårdt i fremtiden.
2. Læg en plan: Det lyder måske simpelt, men det at I tænker fremad og lægger en plan for fx jeres næste to år gør, at I mentalt er forberedt på livet som forældre. Det gør også, at du har svar klar til kommunen, hvis de spørger. Og på den måde vil du både virke, føle dig og være mere klar til opgaven. Gå helt ned i detaljer. Hvor bor vi hvornår de næste to år. Hvor får vi penge fra. Hvilke ting skal vi købe til baby de næste to år. Hvem kan hjælpe os i starten og siden hen med pasning. Hvad gør vi, hvis tingene ikke går som planlagt? Osv. osv. Det kan virke lidt grundigt at lave denne øvelse. Men faktum er, at vores hjerne vil elske at udføre den plan, vi har lagt, når først den er tænkt EN gang. På den måde du allerede nu delvist kunne forme fremtiden, og udfordringerne vil føles meget mere overskuelige. På den måde vil vi få luft til bare at nyde det der sker uden for mange bekymringer.
3. Vær ærlige: Sig ærligt det I tænker og er bekymrede for til jeres nærmeste. Få hjælp, forståelse og støtte. Du er ikke den eneste, der er bekymret for at skulle være mor. Andre kvinder har andre ting, der gør dem bekymrede ved at blive mor. Men fælles for alle er, at det er en kæmpe omvæltning at få et lille barn. Læs evt. mere om bekymringerne for at blive mor her. Og her må vi støtte hinanden. Støt også hinanden som kærestepar og vær hudløst ærlige overfor hinanden. Som par får vi enormt meget energi til enhver udfordring, hvis vi VED, at vi er sammen om dem.

Når alt dette er sagt vil jeg opfordre alle der ved noget om sagsbehandling i denne slags sager til at kommentere herunder. Jeg vil også opfordre til at skimme mine tidligere svar, der indimellem har mindet lidt om dette spørgsmål.

Jeg ønsker jer alt det bedste.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien

Jeg har selv haft en svær opvækst, boede i plejefamilier og institutioner indtil jeg var 18, da jeg var 19 fik jeg et psykisk sammenbrud, og var indlagt ret længe - tæt på et halvt år sammenlagt. Jeg fik det bedre efter jeg blev 21 og røg ud af systemet igen... Da jeg så blev 25 blev jeg gravid. Og sad med de samme tanker som dig. Tager de mit barn pga min opvækst?? Jeg ringede til kommunen og sagde... Øh, jeg er gravid, jeg har haft psykiatriske diagnoser og fået hjælp fra jer tidligere, er der nogen jeg bør henvende mig til? Sekretæren undrede sig, men jeg fik en snak med min familie sagsbehandler og vi blev enige om at lave en paragraf 50 undersøgelse på mig, også da jeg vidste at jeg ville komme til at ønske at få aflastning med tiden - jeg har ingen familie eller godt stabilt netværk til at hjælpe. Undersøgelsen blev lavet og færdiggjort da jeg havde født, og på trods af opvæksten, havde jeg jo glimrende forudsætninger for at blive en god mor, jeg fik tilbudt ekstra sundhedsplejerske og jordemoder besøg, ekstra dage på sygehuset... Nu er han 5 år og jeg har ikke hørt fra kommunen siden 

Det er selvf ikke pisse smart med det hash rygeri, men sejt du er stoppet! 

Hvis du virkelig mener du er klar til et barn, så go for it! Det er megamøg hårdt og fantastisk 

Jeg gætter på at kommunen ikke engang vil opdage du er gravid, medmindre din læge eller jordemoder er bekymrede for dig, og barnet. Så hvis du føler du er et godt sted i dit liv, hvor du kan tilbyde et barn et godt liv, så gør det!