jeg vil gerne have lov til og fortælle hele min historie, jeg må nok indse at jeg i sidste ende bliver nød til og gå til psykolog og få bearbejdet mit liv.
jeg har selv haft en normalt barndom som de fleste andre børn, også dog alligevel ikke. hvis du spørger mine forældre selv, var jeg nok møg forkælet, og jeg var da osse forkælet, MED TING! krælighed var jeg desværre ikke forkælet i, selvom det er det man allermest ønsker ? men sådan er mine forældre og sådan er de stadigvæk.
det begyndte tidligt det med at jeg følte svigt, utrolig tidligt. jeg har altid været en pige der fra jeg blev født har vejet mere end alle andre. allerede i børnehaven fik jeg afvide jeg ikke måtte ditten og datten fordi jeg var for tyk og ingen gad og lege med en der var så tyk som mig, udtrykte min mor. jeg ahr grædt meget over det, rigtig meget. men jeg blev kun tykkere. fik vi altid franskbrød og kage til eftermiddags kaffe og hun kunne finde på at stille frugt frem og sige : du må¨kun spise frugt. mens hun smæskede kage og franskbrød i sig.
jeg blev drillet rigtig rigtig meget igennem hele skolen, det resulterede i, jeg stoler ikk på nogen mennsker idag i en alder af 26, jeg har ingen venner, for er sikker på de bagtaler mig. desværre.
min mor har skredet fra mig og min søstre flere gange, så var hun væk i mange timer eller døgn. hvor min far bare sad og var urolig og anede os ikke engang et blik. da jeg var 8 år valgte min mor og flytte fra os, jeg græd og sagde jeg ville bo med hende og min søster, men NEJ hun ville ikk ha mig med, for hun ville kun bo med min søster. efter et år kom hun hjem igen, men der gik kun et år fra hun kom hjem til hun skred igen. denne gang var jeg på julemærkehjem og husker satdig min kontakt person kom op og ville snakke om det med at min mor var flyttet ( jeg var pænt sagt RØV ligeglad, hun ku gøre hvad det passede hende ) IGEN kom hun hjem efter 1 år! denne gang var je g så ligeglad at jeg kun ønskede hun flyttede igen.
efter nogle mdr kan jeg huske min far vækkede mig og min søster kl. meget tidligt om morgen,mor var væk og vi sku ud og lede efter hende. vi kørte rundt i et sommerhus område og ledte og ledte og ledte, og ud fra et sommerhus kom min mor. min far var stik tosset, min mor græd hele vejen hjem mens min far skældte ud. mere husker jeg ikk fra den morgen.
vi er altid blevet slået eller fået et los i røven, det var hvis meget normalt man gjorde det i 90'erne. vi havde strenge regler om at vi sku hjælpe til og det gjorde vi os, men fik alligevel skæld ud, hvis det ikke var gjort på hendes måde.
da jeg var fyldt 16 kom jeg op og skændes med min mor igen, det var en del af dagligdagen faktisk. hun råbte til mig at hun ville ønske jeg døde, for hun ku ikk bruge mig til noget..
da jeg var 17 tog jeg på højskole og blev der indtil jeg var jeg 18 og fik min egen lejlighed.
jeg var ikke så meget hjemme mere og jeg synes det var så dejligt.
når jeg alligevel var hjemme begyndte min mor altid og skælde ud over en bagatel.
da jeg var 20 flyttede jeg ca 4 timer væk fra dem, det var skønt den bedste beslutning i mit liv. jeg var hjemme og besøge dem da jeg havde fundet en ny kæreste og det første min mor siger er : skynd dig og flygt imens du kan, min datter fortjener ikke en sød fyr som dig.
min kæreste flygtede heldigvis ikk og blev hos mig, men vi tog hjem sammedag som vi kom derop fordi min mor blev ved med at skabe sig.
ca 1 år eftert sku min søsters dreng døbes, han er "tvangs fjernet" hjem til mine forældre, da min søster ikke selv ku magte et barn. min søster var meget følelsed laden og hun kommer til efter et skænderi med mor og far og beskylde mig for at det er min skyld hendes dreng er tvangs fjernet, jeg siger intet til det. en halv time senre skal vi ud og køre og min far går helt amok på mig, at det er min skyld min søster er blevet soim hun er, hun har aldrig fået nyt tøj som barn, da hun altid fik min aflagte og hun fik aldfrig sin egen barnevogn, da jeg jo fik den først. ? hvad er nu det for noget tænkte jeg. mine forældre bev ved og med at skælde mig ud, at det endte med at mig og min kæreste kørte hjem, inden barnedåben 
da je var 23 meddelte jeg til min mor at jeg var gravid, og det eneste hun sagde var : er du nu klar til det, det tror jeg bestemt ikke du er. ?
jeg var bange under hele min gravidteten. jeg har aldrig været i snavs eller under kommunen eller været en der ikke kunne tage vare for mig selv, men alligevel var jeg så bange for de sku tavnmgs fjerne min lille dreng osse.det blev han ikke, og der blev heldigvis aldrig snakket om det, der var heldigvis intet galt med mig i rollen som mor.
idag er jeg uddannetm bor i hus med min mand, jeg er gravid med mit 3 barn og jeg har det rigtig dejligt. dog har jeg ingen kontakt med min mor idag. hun har ikke set det sidste barnebarn hun har fået og den ældeste, kender hende ikke.
vi har heldigvis satdig kontakt med mine søstre og bedste forældre og det er jeg glad for. de vil mig kun det bedste i livet og de værd at samle på.
dog er jeg stadig så ked af at min mor aldrig kunne indse at vi er hendes døtre og at vi skulle betyde det bedste for hende. det gør vi desværre ikke. alle andre end os er bedre, og det må vi acceptere. jeg ved ihvertfald at jeg ikke vil have alt det negavtive hun medbringer ind i mit liv, med mine børn. de sakl ikke lære det er sådan man snakker til folk eller behandler folk. men stadig gør det ondt, hun er min mor, jeg ved ikk om jeg elsker hende, jeg tænker mere, det har jeg gjort ? og jeg er nok lidt fej ( meget fej ) og sige jeg tænker på hende som en kvinde der er der, men jg intet forhold har til.
undskyd det lange oplæg. jeg havde brug for at fortælle min historie.
