Rodløse mennesker?

Min søster flytter rundt fra sted til sted og ofte hjem til vores forældre, hun kan selv om hun er voksen, ikke passe hverken skole eller aktivering særlig længe af gangen og er konstant på røven. Hun har altid enorme planer for alt muligt hun skal, og det bliver aldrig til noget og jeg skal så samle stumperne af hende op når hun endnu engang ender flad og ulykkelig på gaden efter at være blevet smidt ud af skole/ aktivering/ kærester/ veninder og jeg orker bare ikke mere. Har lyst til at ruske hende og råbe at hun forhelvede er 21 og skal ta sig sammen! Men istedet for, redder jeg hende gang på gang. Og det samme gør mine forældre, selv om ingen af os egentlig har råd eller kræfter til flere af hendes stunts. Hvad gør man? Hun er så vant til at vi altid tar over bare hun græder lidt, at hun intet ansvar har for noget. Det går bare ikke længere. 

Hvad I skal gøre? Forudsat at hendes problemer ikke skyldes psykiske sygdomme eller dybereliggende problemer så er svaret i mine øjne enkelt:  I skal lære at sige "nej" - ganske simpelt. Det bliver sikkert svært de første par gange men så længe hun ved at der er en plan B så vil hun undlade at tage ansvar for sit eget liv. 

Jeg tænker der må være en årsag til hun gentagne gange ender sådan? - kan der være noget psykisk, eller har hun mon oplevet noget der ka være årsag til hendes opførsel?

Anonym skriver:

Min søster flytter rundt fra sted til sted og ofte hjem til vores forældre, hun kan selv om hun er voksen, ikke passe hverken skole eller aktivering særlig længe af gangen og er konstant på røven. Hun har altid enorme planer for alt muligt hun skal, og det bliver aldrig til noget og jeg skal så samle stumperne af hende op når hun endnu engang ender flad og ulykkelig på gaden efter at være blevet smidt ud af skole/ aktivering/ kærester/ veninder og jeg orker bare ikke mere. Har lyst til at ruske hende og råbe at hun forhelvede er 21 og skal ta sig sammen! Men istedet for, redder jeg hende gang på gang. Og det samme gør mine forældre, selv om ingen af os egentlig har råd eller kræfter til flere af hendes stunts. Hvad gør man? Hun er så vant til at vi altid tar over bare hun græder lidt, at hun intet ansvar har for noget. Det går bare ikke længere. 

Er man reelt voksen når man er 21 år?

Sådan lidt hårdt og kontant, så lærer hun ingenting hvis i bliver ved at gribe hende. 

Nogle gange skal det gøre rigtigt ondt før de lærer og mærker konsekvenser af deres handlinger gerne. 

Hvis der helt sikkert ikke er noget psykisk problem, vil jeg mene at hun gør sådan fordi I har opdraget hende til det. Hun er sikkert helt fra start blevet hjulpet lidt for meget med alting, istedet for at lære at hjælpe sig selv. Sådan uselvstændighed kommer jo ikke af en dårlig karakter - det er tillært - i bund og grund af misforstået kærlighed og hensyntagen. Og I fortsætter skruen ved konstant at hjælpe hende, så der er ingen vej udenom at lade hende lære det på den hårde måde.

mor:) skriver:

Er man reelt voksen når man er 21 år?

Nogle er mere end andre - så tallet i sig selv siger jo intet det kan man ikke måle ud fra. 

mor:) skriver:

Er man reelt voksen når man er 21 år?

Jeg er 20 og føler mig ret voksen, men den måde som TS beskriver sin lillesøster på vil jeg ikke betegne som værende voksen.