Barn og parforhold ?

Her flyver tallerknerne godt nok gennem luften efter, at vi har fået barn (ikke bogstavligtalt), men shit, hvor har vi fået en kort lunte efter, at vi er blevet forældre. Manglen på nattesøvn, frihed og kærstetid sætter sine spor.

Jeg synes det er hårdt, at vi er så ulige stillede. Det er mig, der står op om natten med vores dreng, mig der går hjemme hele dagen med babygylp, skrig og skål, vasketøj osv., mens hans liv i princippet fortsætter, som det plejer. Han hjælper dog også til, men hans hverdag ligner meget den, han havde før, og jeg er ofte jaloux på den frihed, han har.

Han synes, det er hårdt at komme hjem til en træt, udkørt, barselsgrim kone. Han synes, det er hårdt, at vi ikke kan date så ofte mere. Vi har hver vores issues.

MEN vi går ikke fra hinanden af den grund, for vi elsker jo i bund og grund hinanden. Vi har sagt ja til at være sammen i medgang og modgang, og vi har sagt ja til et barn og til at give det en tryg opvækst. Babystadiet er jo bare en fase - en benhård magisk forfærdelig vanvittig fase, hvor ingen burde tage nogen store beslutninger af den ene eller den anden art. For man er altså ikke helt sig selv.

I skal nok klare det, hvis det er det, I beslutter jer for. Ægte kærlighed overlever alt - også en baby 

Der er jo mange faktorer der spiller ind når man bliver forældre....

Der er ikk nogle der kan forudsige Hvordan det bliver, heller ikk jer selv ��

Her gik vi fra hinanden efter halvandet år, me der skete også rigtig mange ting som vi ikk kunne forudsige, også var det for det bedste ☺

Man kommer unægtelig nok i en periode til at være mere partnere end kærester. Børnene kommer først, og de suger virkelig en tør for energi: man får ikke sin nattesøvn, og deres behov kommer bare altid før alt andet.

Jeg som mor føler jeg "selv" er forsvundet, og er ligesom Morogbarn misundelig på min mand, der tager på arbejde og "slapper af" mens jeg i koma koger grød, og knap nok kan finde tid til at tage et bad.

Min mand synes han har det enormt hårdt, først på arbejde og så får han kastet børn i favnen straks han kommer ind ad døren. Og så savner han noget nærhed (sex) - det har jeg bare ikke meget overskud til eller behov for - jeg har jo nærkontakt med en baby dagen lang.

Så vi har hver vores frustrationer, og det gør nogen gange at de gnidninger der vel altid er i et parforhold nogen gange bliver kørt op, og man skændes om noget der i bund og grund er ligemeget. 

Men vi går nu ikke fra hinanden, vi elsker hinanden og har valgt dette - og det ER jo kun en periode mens de er helt små. Hørte engang at man skal tilgive hinanden alle sagte ting det første år.

Og så vil jeg sige at Mor skal give plads til Far - det kan godt være han gør tingene med baby på en anden måde, men det er også fint nok - man skal ikke begynde at rette eller kritisere, for så tror jeg da for alvor at parforholdet går fløjten