MummiT skriver:
Tak for alle jeres svar.
Der er nogle af jer der husker lidt af vores historie. Og I har fuldstændig ret. Han har asperger (dog medicineret) og ja han er ung og var slet ikke klar til at få barn da jeg blev gravid. Måske kræver jeg for meget af ham når jeg forventer at han prioriterer sin datter over en kat og en 6 mdr gammel aftale over en der er lavet for knap 2 mdr siden.
Jeg priser mig lykkelig for at vores datter endnu er så lille at hun ikke forstår det og samtalen "Nej skat, du skal ikke hjem til far denne gang, for han skal passe en kat" ikke er nødvendig. Men jeg gruer for når den dag kommer. Jeg har hele tiden holdt på at jeg vil gøre mit for at far og datter får et godt forhold til hinanden, og jeg kunne aldrig finde på at tage hende fra ham. Men mit moderhjerte bløder når jeg ser ham gang på gang fravælge og svigte hende. Min far svigtede også mig, og cuttede al kontakt da jeg var 5 år. Det ønsker jeg for alt i verden ikke skal ske for min datter.
Jeg har flere gange sagt at hvis han ikke magter rollen som far så skal han sige til. Jeg vil jo ikke tvinge ham til noget, ligesom jeg ikke ville tvinges til en abort, dengang. Men han siger så at han elsker hende og gerne vil være en del af hendes liv.
Samtidig "truede" han dog med, da vi gik fra hinanden, at når jeg kom videre, fandt en ny mand og fik et barn med ham, så ville han trække sig stille og roligt fra Lenoras liv. Og jeg er kommet videre. Jeg har fundet mig en ny kæreste, der har mødt min familie, og jeg hans børn. Så jeg kan ikke lade være med at tænke på om det er det han laver.
Mht til farmor og farfar.
Vi havde egentlig et rigtig godt forhold før og under graviditeten. Efter fødslen begyndte, særligt farfar, at bagtale mig til sin søn og stille nogle ubehagelige spørgsmål. Så som hvad jeg brugte alle mine penge på når nu jeg modtog børnebidrag (Bleer og modermælkserstaning, hovedsageligt). Og hvad brugte jeg min tid på, når jeg ikke engang kunne holde mig lejlighed ren (nej jeg fik sgu hverken støvsuget eller vasket gulv de første par måneder jeg var alene med et barn der skreg uafbrudt flere timer af gangen hver dag). Så de forhold skrænter lidt. Farfar har desuden gjort det klart at han overhovedet ikke har lyst til at passe uden enten far eller farmor. Fair nok. Farmor ejer en hest som hun bruger mange timer hos hver dag. Så hun har heller ikke tid til bare lige at springe til og passe. Desuden så oplever jeg at hvis det skulle ske at jeg har spurgt dem om hjælp og de har sagt ja, så har jeg bare at være helt igen fantastisk taknemlig. Og jeg er da også taknemlig, men ikke nok efter deres mening.
Det blev lidt langt. Men ville i hvert fald sige tak for jeres svar.
Jeg tror, du skal se i øjnene, at den fyr, der blev far til dit barn, ikke har og ikke på noget tidspunkt har haft forudsætningerne for i praksis at blive en stabil og sikker base for din datter. Han kan få en rolle i hendes liv, men ikke i vanlig "far-forstand". I det projekt har I for mange odds imod jer. Ikke mindst hans unge alder, hans manglende parathed og hans diagnose.
Har man Aspergers, kan det at skulle kombinere et løfte om kattepasning med en aftale om at skulle se sin datter - to forskellige steder i landet - være totalt uoverskueligt. I hans bevidsthed har han formentlig sin datter i mange år, om end nok så sjældent i praksis, men katten skal passes lige netop dén weekend. I forvejen er hans funktion som far jo begrænset til noget på "hyggeonkel"-niveau; han har aldrig smagt på ansvaret, dét at stå til rådighed hele tiden, sætte egne behov til side - han ER en "lightversion" af en far, og det er nu engang vilkårene.
Jeg hæfter mig ved, at du selv har oplevet svigt fra din far. Nu lyder jeg måske hård, men du har ikke selv sikret din datter den nærværende og tilstedeværende far, som du selv har savnet og manglet - det kan han næppe nogensinde blive - men det positive er, at din datter aldrig har oplevet ham sådan og derfor ikke pludselig og brat mister noget, som hun har haft. Han skal have en rolle i hendes liv, håber jeg, men hendes oplevelse af, hvad ham far er for en, og hvilket forhold, de får, bliver på andre præmisser end de "normale".
Du skal aldrig nogensinde sætte hende og dig selv i en situation, hvor du må fortælle, at far hellere vil passe en kat. Du skal berede hende og nok mest dig selv på, at nogle gange dukker Far op og er der lidt - ligesom en onkel eller voksenven, som kommer forbi. Igen: Hun mister ikke noget, hun kender. Hun FÅR i ny og næ lidt tid med sin far. Og med årene vil hun undre sig og spørge ind til det, og så må du give hende alderssvarende forklaringer. Børn lever med MANGE specielle familiekonstellationer i dag, og når der ikke sker voldsomme brud og forandringer, trives de oftest med de forhold, de nu engang kender.
Jeg er ikke i tvivl om, at han elsker hende og gerne vil være i hendes liv. Det er bare umuligt for ham at leve op til de sædvanlige normer for fædre.
Jeg tænker lidt på, om din egen gamle sorg over at blive valgt fra af din far er blevet rippet op i nu, hvor du føler og frygter, hun oplever det samme? Og om du bevidst eller ubevidst overfører dine egne følelser til hende? Det er to forskellige "sorge", og måske kunne det være godt for dig at tale med en terapeut om dette, så du både får dine egne følelser bearbejdet og finder en måde at tackle den aktuelle situation på.
