Anonym skriver:
Jeg har forandret mig meget de sidste par år, fordi en kronisk sygdom tapper mig for energi og overskud. Jeg er ikke særligt ramt af sygdommen, arbejder fuldtid, men har brug for meget hvile og er blevet mere indadvendt med kolossalt behov for ro og forudsigelighed.
Det er frygteligt svært for mig at tackle det, jeg nok tidligere ville opfatte som små bump på vejen. Min voksne datter har knas i sit parforhold, og i stedet for at støtte hende ved at bevare overblikket og indgyde hende mod, bliver jeg så berørt af det, at jeg græder og bekymrer mig på hendes vegne. Nu har min mand så ladet en bombe falde: Han er led og ked af det job, han har haft i mange år, og vil søge noget andet. Jeg kan tydeligt se, høre og mærke, at nu, hvor han har sat ord på det, er han trængt og virkelig ked af det. Indtil nu har han holdt facaden og bidt tingene i sig, men nu er han virkelig ked, mut og vred.
Jeg har ondt af ham og kan godt se, han har brug for at finde noget nyt. Men inderst inde er jeg også så vred på ham, fordi han giver mig bekymringer og skaber utryghed. Det er ikke spor fair af mig, men jeg HAR ikke mere at give af, og jeg VIL bare have ro og tryghed i mit liv. Det har altid været mig, der havde overblikket herhjemme og som fandt overskud og ressourcer til at sprede optimisme og kampånd. Nu føler jeg, at min mand og børnene bare tager og tager og tager uden at se på mig, at jeg ikke har flere kræfter og ikke kan give dem den omsorg og opbakning, jeg altid har leveret. Og det er jo ikke hverken min datters eller min mands skyld, at de har det svært lige nu. Men jeg BLIVER vred og modløs, og jeg bekymrer mig uafbrudt og har ondt af mig selv.
Hvordan overlever man at gå fra at være klippen, der holder alting sammen, til at være svag og ude af stand til at indgyde mod og skabe overblik? Jeg har mest lyst til at gemme mig under dynen og føler slet ikke, der er noget at glæde sig over og glæde sig til.
Jeg tænker meget om du har meldt ud hvordan du har det? Jeg kender det lidt fra den anden side, hvor min mor virkelig giver alt af sig selv både hjemme og på job. Og hun føler det er hendes lod at gøre. Helt få, få gange har hun meldt ud at hun an hun ikke mere og der er ikke noget hun kan gøre for mig i en situation, selv om det går hende rigtigt meget på og hun ville ønske hun kunne hjælpe. Jeg tror du skal gøre det samme i forhold til din datter. Fortælle hende at du naturligvis altid vil støtte hende, at du ville ønske du kunne ordne det for hende, men at hun er nødt til selv at komme igennem situationen. For det er hun jo. Og at du bekymrer dig meget, men at du også er nødt til at lægge det lidt fra dig indimellem fordi det dræner dig for din sidste energi. Nogle gange kan vi andre faktisk finde styrken i de situationer, også styrke vi slet ikke vidste vi havde 
Men du er nødt til at melde ud hvordan du har det overfor din mand og datter. Bare fortæl det du skriver her, så tror jeg de vil forstå.
Jeg tror mange mødre kæmper med dårlig samvittighed og en ansvarsfølelse som nogle gange er helt ude af proportioner. Og vi kan jo ikke redde hele verden, selv om vi gerne vil... Og det er jo helt naturligt at din sygdom påvirker dig meget. Det er der slet ikke noget at sige til.
Måske kan du også finde noget der giver dig energi? En særlig hobby eller noget du nogle gange kan gøre, selv om det måske er sjældent. Et pusterum er virkelig vigtigt. Måske gå på restaurant en sjælden gang eller noget andet du kan se frem til. Noget helt andet, enten me din datter eller mand eller noget alene. Bare noget som DU godt kan lide 
