På vej til at blive alenemor!

I mine øjne er det rigtig usundt for børn, at bo i et hjem hvor man ikke elsker hinanden. Husk, at jeres forhold også er med til at lære jeres børn "hvordan man har et forhold", så hvis du ikke vil have, at jeres børn skal se sig i samme situation, når de er voksne, så vær det voksne eksempel, og sig stop.

Det giver sig selv, at alle løsningsmuligheder skal afprøves, men det lyder det også som om, du har husket. Så, hvis jeg var i dine sko, var jeg smuttet.

Anonym skriver:

HJÆLP! 
Jeg har brug for objektive øjne ang. mit parforhold. 

Jeg er kærester med X. Han er en god mand med MEN har været en forfærdenlig partner de sidste par år. 
(vi har været et par siden 2006 og begge under 30 år). 

 

Sagen er den at jeg er kommet ind på universitet for at forfølge min store pasion!

Føler (meget egoistisk) at det er MIN tur til at blive færdig med uddannelsen nu. - og var enige om at den ene måtte arbejde mens den anden studerende for at have økonomi til det vi gerne ville. 

Skæbnen ville at jeg blev uplanlagt gravid (takker gud for det) og X gør sin uddannelse færdig og lader mig og baby mere eller mindre alene. Nummer to er jeg også alene med trods en kompliceret graviditet.

Efter endt uddannelse vælger han at arbejde som bare pokker og bliver nedslidt.  Her starter problemerne! 

Sagen er den at han nu ABSOLUT intet gør for at kunne få familien til at hænge sammen til trods for at jeg pendler 3 timer om dagen og HAN IKKE VIL flytte. men springer gladeligt for at hjælpe familie eller venner med alt muligt andet bare ikke mig herhjemme. 

Jeg er så frustreret over at han sidder hjemme i sofaen hele dagen med sin mobil i hånden og er ukontaktbar.

Aflevere ofte børn tidligt og henter den først efter kl 16.   de dage jeg ikke er hjemme til det.
Dertil kommer at han INTET laver hvad angår det huslige eller praktisk omsorg for vores børn, som tandbørstning osv. - Jeg er ikke i tvivl om at han elsker dem over alt andet men han har bare så pisse ondt af sig selv. 
Og at hans økonomi IGEN sejler (en stabil økonomi er vigtigt for mig!)  VI HAR IKKE FÆLLES ØKONOMI AF SAMME GRUND! 

Mit problem er nu; 
At jeg syntes jeg skylder vores børn at gøre alt hvad vi kan for at holde sammen som familie. Føler jeg "frarøver" dem deres far?! 

Hvornår kan man "tillade sig" at sige stop? 

 

ANONYME SVAR TILLADT 

Synes ikke dit indlæg lyder som om du har lyst til at fortsætte og har svært ved at finde noget kærlighed i det.. Så ja hvis jeg havde det som dig var jeg smuttet selvom der er børn. Jeg synes man skal gå rigtig langt for at få det hele til at fungere når man har børn sammen. Men på et tidspunkt er nok, nok.. 

Held og lykke  

Jeg kunne ikke elske en mand der gav SÅ lidt af sig selv til sin familie. Der er jo slet ikke plads til dig og du ender med at være mindst ligeså nedslidt. 

Eller også ender du med at droppe din drømmeuddannelse og måske går I så fra hinanden efterfølgende og SÅ er det bittert. 

Tænker der må være en ret negativ/meget lidt sprudlende stemning hos jer og det gavner ikke børnene. 

Rigtig meget held og lykke

Anonym skriver:

HJÆLP! 
Jeg har brug for objektive øjne ang. mit parforhold. 

Jeg er kærester med X. Han er en god mand med MEN har været en forfærdenlig partner de sidste par år. 
(vi har været et par siden 2006 og begge under 30 år). 

 

Sagen er den at jeg er kommet ind på universitet for at forfølge min store pasion!

Føler (meget egoistisk) at det er MIN tur til at blive færdig med uddannelsen nu. - og var enige om at den ene måtte arbejde mens den anden studerende for at have økonomi til det vi gerne ville. 

Skæbnen ville at jeg blev uplanlagt gravid (takker gud for det) og X gør sin uddannelse færdig og lader mig og baby mere eller mindre alene. Nummer to er jeg også alene med trods en kompliceret graviditet.

Efter endt uddannelse vælger han at arbejde som bare pokker og bliver nedslidt.  Her starter problemerne! 

Sagen er den at han nu ABSOLUT intet gør for at kunne få familien til at hænge sammen til trods for at jeg pendler 3 timer om dagen og HAN IKKE VIL flytte. men springer gladeligt for at hjælpe familie eller venner med alt muligt andet bare ikke mig herhjemme. 

Jeg er så frustreret over at han sidder hjemme i sofaen hele dagen med sin mobil i hånden og er ukontaktbar.

Aflevere ofte børn tidligt og henter den først efter kl 16.   de dage jeg ikke er hjemme til det.
Dertil kommer at han INTET laver hvad angår det huslige eller praktisk omsorg for vores børn, som tandbørstning osv. - Jeg er ikke i tvivl om at han elsker dem over alt andet men han har bare så pisse ondt af sig selv. 
Og at hans økonomi IGEN sejler (en stabil økonomi er vigtigt for mig!)  VI HAR IKKE FÆLLES ØKONOMI AF SAMME GRUND! 

Mit problem er nu; 
At jeg syntes jeg skylder vores børn at gøre alt hvad vi kan for at holde sammen som familie. Føler jeg "frarøver" dem deres far?! 

Hvornår kan man "tillade sig" at sige stop? 

 

ANONYME SVAR TILLADT 

Jeg er i tvivl om, hvad du mener med, at han er nedslidt. Er han uarbejdsdygtig, og er det sket inden for nyere tid? Hvis han er i krise - det ville de fleste være i en sådan situation - så ville jeg kæmpe hårdt for at få ham på benene igen og bide det i mig, at han "havde ondt af sig selv" og ikke var nærværende. I en periode, vel at mærke. Selvfølgelig skal du ikke ofre hele dit liv på at støtte ham. Men som jeg læser det, er han ikke sig selv, og jeg ville have svært ved at forlade en, der lå ned, uden at have kæmpet for ham. 

Jeg har i øvrigt stemt blankt. Den type beslutninger kan efter min opfattelse ikke lægges til afstemning hos andre - kun du og han kender alle aspekter. 

Anonym skriver:

HJÆLP! 
Jeg har brug for objektive øjne ang. mit parforhold. 

Jeg er kærester med X. Han er en god mand med MEN har været en forfærdenlig partner de sidste par år. 
(vi har været et par siden 2006 og begge under 30 år). 

 

Sagen er den at jeg er kommet ind på universitet for at forfølge min store pasion!

Føler (meget egoistisk) at det er MIN tur til at blive færdig med uddannelsen nu. - og var enige om at den ene måtte arbejde mens den anden studerende for at have økonomi til det vi gerne ville. 

Skæbnen ville at jeg blev uplanlagt gravid (takker gud for det) og X gør sin uddannelse færdig og lader mig og baby mere eller mindre alene. Nummer to er jeg også alene med trods en kompliceret graviditet.

Efter endt uddannelse vælger han at arbejde som bare pokker og bliver nedslidt.  Her starter problemerne! 

Sagen er den at han nu ABSOLUT intet gør for at kunne få familien til at hænge sammen til trods for at jeg pendler 3 timer om dagen og HAN IKKE VIL flytte. men springer gladeligt for at hjælpe familie eller venner med alt muligt andet bare ikke mig herhjemme. 

Jeg er så frustreret over at han sidder hjemme i sofaen hele dagen med sin mobil i hånden og er ukontaktbar.

Aflevere ofte børn tidligt og henter den først efter kl 16.   de dage jeg ikke er hjemme til det.
Dertil kommer at han INTET laver hvad angår det huslige eller praktisk omsorg for vores børn, som tandbørstning osv. - Jeg er ikke i tvivl om at han elsker dem over alt andet men han har bare så pisse ondt af sig selv. 
Og at hans økonomi IGEN sejler (en stabil økonomi er vigtigt for mig!)  VI HAR IKKE FÆLLES ØKONOMI AF SAMME GRUND! 

Mit problem er nu; 
At jeg syntes jeg skylder vores børn at gøre alt hvad vi kan for at holde sammen som familie. Føler jeg "frarøver" dem deres far?! 

Hvornår kan man "tillade sig" at sige stop? 

 

ANONYME SVAR TILLADT 

Du bliver nød til, at være glad for at have et godt liv og kunne være den bedste mor for dine børn. Du fortjener at være lykkelig og gå efter dine drømme - det gør alle. Hvis din partner ikke længere er en partner for  dig så må I have en snak. Jeg tror på at man skal prøve at løse problemerne, MEN tager han ikke dette seriøst må du videre. Du har kun et liv! Dine børn skal nok klare det, fordi de har dig og du lyder til at ville noget med dit liv! Det er sundt for dem og dig.

Gør det du har lyst til for dig og dine børn.

Mom2Two skriver:

Dit forhold ligner meget mit ... Bortset fra nogle ting .... Min mand arbejder fra 6:00 til ja nu, kl 20... Han spiser, og går i seng... Vinhar dog fælles økonomi, og han betaler egentligt alt - selv min telefonregning... Jeg går hjemme med begge vores drenge, det har jeg altid gjort - og studeret hjemmefra samtidigt... Han passer aldrig vores børn, han børster heller ikk deres tænder - eller gør rent herhjemme... Han køber heller ikk ind, eller går med vores hund... Han har en fast fridag i ugen - søndage... De går dog tit med regnskaber ... Jeg elsker ham utroligt højt - måske er det forskellen på os ... Om jeg var gået fra mine børns far, nej... 

Når jeg læser om din mands tilværelse, blinker alle advarselslamper. Ingen kan holde til at arbejde 14 timer i døgnet hver eneste dag. Det kan gå i en periode, men før eller siden går det galt. Han har jo ikke noget liv udover jobbet, og jeg kan godt forstå, han absolut intet har at give til familien og hjemmet. 

Har han selv valgt det massive arbejdspres, eller føler han, det er nødvendigt, fordi du ikke har nogen (stor) indtægt, og han skal forsørge jer? 

Jeg ville være dybt bekymret for hans helbred og trivsel, hvis jeg var dig. Er det måske på tide at få ændret grundlæggende på jeres måde at leve på? Pas godt på ham - han skulle gerne holde mange år endnu. 

Anonym skriver:

HJÆLP! 
Jeg har brug for objektive øjne ang. mit parforhold. 

Jeg er kærester med X. Han er en god mand med MEN har været en forfærdenlig partner de sidste par år. 
(vi har været et par siden 2006 og begge under 30 år). 

 

Sagen er den at jeg er kommet ind på universitet for at forfølge min store pasion!

Føler (meget egoistisk) at det er MIN tur til at blive færdig med uddannelsen nu. - og var enige om at den ene måtte arbejde mens den anden studerende for at have økonomi til det vi gerne ville. 

Skæbnen ville at jeg blev uplanlagt gravid (takker gud for det) og X gør sin uddannelse færdig og lader mig og baby mere eller mindre alene. Nummer to er jeg også alene med trods en kompliceret graviditet.

Efter endt uddannelse vælger han at arbejde som bare pokker og bliver nedslidt.  Her starter problemerne! 

Sagen er den at han nu ABSOLUT intet gør for at kunne få familien til at hænge sammen til trods for at jeg pendler 3 timer om dagen og HAN IKKE VIL flytte. men springer gladeligt for at hjælpe familie eller venner med alt muligt andet bare ikke mig herhjemme. 

Jeg er så frustreret over at han sidder hjemme i sofaen hele dagen med sin mobil i hånden og er ukontaktbar.

Aflevere ofte børn tidligt og henter den først efter kl 16.   de dage jeg ikke er hjemme til det.
Dertil kommer at han INTET laver hvad angår det huslige eller praktisk omsorg for vores børn, som tandbørstning osv. - Jeg er ikke i tvivl om at han elsker dem over alt andet men han har bare så pisse ondt af sig selv. 
Og at hans økonomi IGEN sejler (en stabil økonomi er vigtigt for mig!)  VI HAR IKKE FÆLLES ØKONOMI AF SAMME GRUND! 

Mit problem er nu; 
At jeg syntes jeg skylder vores børn at gøre alt hvad vi kan for at holde sammen som familie. Føler jeg "frarøver" dem deres far?! 

Hvornår kan man "tillade sig" at sige stop? 

 

ANONYME SVAR TILLADT 

når du kan mærke på dig selv at du ikke kan mere så er det om at smutte inden det går helt galt (: du må gerne skrive til mig er selv gået fra min datters far i nogle mdr, vi er så sammen igen (:

Mor og meget mere skriver:

Jeg er i tvivl om, hvad du mener med, at han er nedslidt. Er han uarbejdsdygtig, og er det sket inden for nyere tid? Hvis han er i krise - det ville de fleste være i en sådan situation - så ville jeg kæmpe hårdt for at få ham på benene igen og bide det i mig, at han "havde ondt af sig selv" og ikke var nærværende. I en periode, vel at mærke. Selvfølgelig skal du ikke ofre hele dit liv på at støtte ham. Men som jeg læser det, er han ikke sig selv, og jeg ville have svært ved at forlade en, der lå ned, uden at have kæmpet for ham. 

Jeg har i øvrigt stemt blankt. Den type beslutninger kan efter min opfattelse ikke lægges til afstemning hos andre - kun du og han kender alle aspekter. 

Jeg tænkte præcis det samme. Hvis han har kæmpet sig igennem en uddannelse og bagefter knoklet (for) hårdt for at komme ud og bevise sit værd på arbejdesmarkedet og derved er blevet nedslidt så er der da en reel risiko for at han har stress og/eller er depressiv. Når du samtidig siger at han bare sidder i sofaen og er ukontaktbar og ikke orker børnene selvom du ved, at han elsker dem, så bidrager det bare til billedet. 

Jeg har selv haft stress og ved hvordan det kan påvirke ens humør og engagement og jeg er SÅ lykkelig for at min kæreste ikke bare blev træt af mig og skred. 

Hvordan er din kæreste normalt? Ligger det til hans personlighed at sætte sig i sofaen og vente på at du ordner det hele eller er den opførsel usædvanlig for ham? Stress/depression kan komme snigende over længere tid så kig mere end nogle måneder tilbage. Gør det eventuelt til et ultimatum at han tager til lægen for at få undersøgt om han har det godt inden du smutter på baggrund af hans "nedslidthed" - jeg er sikker på at du ville hade dig selv for at forlade en god mand mens han var syg uden først at have udtømt alle muligheder for bedring.

Mor og meget mere skriver:

Når jeg læser om din mands tilværelse, blinker alle advarselslamper. Ingen kan holde til at arbejde 14 timer i døgnet hver eneste dag. Det kan gå i en periode, men før eller siden går det galt. Han har jo ikke noget liv udover jobbet, og jeg kan godt forstå, han absolut intet har at give til familien og hjemmet. 

Har han selv valgt det massive arbejdspres, eller føler han, det er nødvendigt, fordi du ikke har nogen (stor) indtægt, og han skal forsørge jer? 

Jeg ville være dybt bekymret for hans helbred og trivsel, hvis jeg var dig. Er det måske på tide at få ændret grundlæggende på jeres måde at leve på? Pas godt på ham - han skulle gerne holde mange år endnu. 

Åh jeg har prøvet .. Han har eget firma, og det er skam ikk pga min lave indtægt - jeg har skam tilbudt a jeg kan starte arbejde, hjælpe led firmaet, ja, you name it - jeg har tilbudt det ... Han har altid arbejdet så meget - også før jeg mødte ham... 

Han er så god til a tá ferie, feks har han 3 ugers ferie snart ... Og jeg er skam også bekymret - og jeg prøver a få ham til a arbejde mindre ...