På vej til at blive alenemor!

HJÆLP! 
Jeg har brug for objektive øjne ang. mit parforhold. 

Jeg er kærester med X. Han er en god mand med MEN har været en forfærdenlig partner de sidste par år. 
(vi har været et par siden 2006 og begge under 30 år). 

Sagen er den at jeg er kommet ind på universitet for at forfølge min store pasion!

Føler (meget egoistisk) at det er MIN tur til at blive færdig med uddannelsen nu. - og var enige om at den ene måtte arbejde mens den anden studerende for at have økonomi til det vi gerne ville. 

Skæbnen ville at jeg blev uplanlagt gravid (takker gud for det) og X gør sin uddannelse færdig og lader mig og baby mere eller mindre alene. Nummer to er jeg også alene med trods en kompliceret graviditet.

Efter endt uddannelse vælger han at arbejde som bare pokker og bliver nedslidt.  Her starter problemerne! 

Sagen er den at han nu ABSOLUT intet gør for at kunne få familien til at hænge sammen til trods for at jeg pendler 3 timer om dagen og HAN IKKE VIL flytte. men springer gladeligt for at hjælpe familie eller venner med alt muligt andet bare ikke mig herhjemme. 

Jeg er så frustreret over at han sidder hjemme i sofaen hele dagen med sin mobil i hånden og er ukontaktbar.

Aflevere ofte børn tidligt og henter den først efter kl 16.   de dage jeg ikke er hjemme til det.
Dertil kommer at han INTET laver hvad angår det huslige eller praktisk omsorg for vores børn, som tandbørstning osv. - Jeg er ikke i tvivl om at han elsker dem over alt andet men han har bare så pisse ondt af sig selv. 
Og at hans økonomi IGEN sejler (en stabil økonomi er vigtigt for mig!)  VI HAR IKKE FÆLLES ØKONOMI AF SAMME GRUND! 

Mit problem er nu; 
At jeg syntes jeg skylder vores børn at gøre alt hvad vi kan for at holde sammen som familie. Føler jeg "frarøver" dem deres far?! 

Hvornår kan man "tillade sig" at sige stop? 

ANONYME SVAR TILLADT 

Det kan man når der ikke er mere at kæmpe for !

Det er usundt for børnene at leve i det.

Jeg var skredet uden at se mig tilbage.... nok er nok

Anonym skriver:

HJÆLP! 
Jeg har brug for objektive øjne ang. mit parforhold. 

Jeg er kærester med X. Han er en god mand med MEN har været en forfærdenlig partner de sidste par år. 
(vi har været et par siden 2006 og begge under 30 år). 

 

Sagen er den at jeg er kommet ind på universitet for at forfølge min store pasion!

Føler (meget egoistisk) at det er MIN tur til at blive færdig med uddannelsen nu. - og var enige om at den ene måtte arbejde mens den anden studerende for at have økonomi til det vi gerne ville. 

Skæbnen ville at jeg blev uplanlagt gravid (takker gud for det) og X gør sin uddannelse færdig og lader mig og baby mere eller mindre alene. Nummer to er jeg også alene med trods en kompliceret graviditet.

Efter endt uddannelse vælger han at arbejde som bare pokker og bliver nedslidt.  Her starter problemerne! 

Sagen er den at han nu ABSOLUT intet gør for at kunne få familien til at hænge sammen til trods for at jeg pendler 3 timer om dagen og HAN IKKE VIL flytte. men springer gladeligt for at hjælpe familie eller venner med alt muligt andet bare ikke mig herhjemme. 

Jeg er så frustreret over at han sidder hjemme i sofaen hele dagen med sin mobil i hånden og er ukontaktbar.

Aflevere ofte børn tidligt og henter den først efter kl 16.   de dage jeg ikke er hjemme til det.
Dertil kommer at han INTET laver hvad angår det huslige eller praktisk omsorg for vores børn, som tandbørstning osv. - Jeg er ikke i tvivl om at han elsker dem over alt andet men han har bare så pisse ondt af sig selv. 
Og at hans økonomi IGEN sejler (en stabil økonomi er vigtigt for mig!)  VI HAR IKKE FÆLLES ØKONOMI AF SAMME GRUND! 

Mit problem er nu; 
At jeg syntes jeg skylder vores børn at gøre alt hvad vi kan for at holde sammen som familie. Føler jeg "frarøver" dem deres far?! 

Hvornår kan man "tillade sig" at sige stop? 

 

ANONYME SVAR TILLADT 

Jeg synes i virkeligheden det handler mest om, om du stadig elsker ham?! Hvis ikke må du videre! 

Jeg var smuttet - så jeg har stemt ja! 

et-ønske skriver:

Jeg synes i virkeligheden det handler mest om, om du stadig elsker ham?! Hvis ikke må du videre! 

Jeg var smuttet - så jeg har stemt ja! 

Tak for dit svar.

Det spørgsmål kan jeg ikke svare på på stående fod. 
Jo jeg elsker ham men nok mere som faderen til min børn.

alenemor42 skriver:

Det kan man når der ikke er mere at kæmpe for !

Det er usundt for børnene at leve i det.

Jeg var skredet uden at se mig tilbage.... nok er nok

Tak for dit svar (:

Jeg kan ikke svare, da jeg ikke kan læse mig til hvad du/I har gjort for at løse jeres problemer? 

mor:) skriver:

Jeg kan ikke svare, da jeg ikke kan læse mig til hvad du/I har gjort for at løse jeres problemer? 

Jeg syntes selv at jeg har prøvet at kommunikere åbent omkring hvad jeg mener er et problem i vores forhold. Men problemet bunder i virkeligheden nok i at hanikke selv kan se at det. - Hvilket gør det rigtigt svært at kommunikere eller løse noget som helst.  

-Derudover her jeg prøvet at bringe en parterapeut ind over - Det vil han ikke. han ikke mener vi har et problem og at det er spild af penge.
- jeg har også prøve at acceptere at tingene er, som det er i et par år nu og det kan jeg ikke mere. 
- Jeg har også sagt det direkte til ham (så intet kan misforstås) 

Anonym skriver:

HJÆLP! 
Jeg har brug for objektive øjne ang. mit parforhold. 

Jeg er kærester med X. Han er en god mand med MEN har været en forfærdenlig partner de sidste par år. 
(vi har været et par siden 2006 og begge under 30 år). 

 

Sagen er den at jeg er kommet ind på universitet for at forfølge min store pasion!

Føler (meget egoistisk) at det er MIN tur til at blive færdig med uddannelsen nu. - og var enige om at den ene måtte arbejde mens den anden studerende for at have økonomi til det vi gerne ville. 

Skæbnen ville at jeg blev uplanlagt gravid (takker gud for det) og X gør sin uddannelse færdig og lader mig og baby mere eller mindre alene. Nummer to er jeg også alene med trods en kompliceret graviditet.

Efter endt uddannelse vælger han at arbejde som bare pokker og bliver nedslidt.  Her starter problemerne! 

Sagen er den at han nu ABSOLUT intet gør for at kunne få familien til at hænge sammen til trods for at jeg pendler 3 timer om dagen og HAN IKKE VIL flytte. men springer gladeligt for at hjælpe familie eller venner med alt muligt andet bare ikke mig herhjemme. 

Jeg er så frustreret over at han sidder hjemme i sofaen hele dagen med sin mobil i hånden og er ukontaktbar.

Aflevere ofte børn tidligt og henter den først efter kl 16.   de dage jeg ikke er hjemme til det.
Dertil kommer at han INTET laver hvad angår det huslige eller praktisk omsorg for vores børn, som tandbørstning osv. - Jeg er ikke i tvivl om at han elsker dem over alt andet men han har bare så pisse ondt af sig selv. 
Og at hans økonomi IGEN sejler (en stabil økonomi er vigtigt for mig!)  VI HAR IKKE FÆLLES ØKONOMI AF SAMME GRUND! 

Mit problem er nu; 
At jeg syntes jeg skylder vores børn at gøre alt hvad vi kan for at holde sammen som familie. Føler jeg "frarøver" dem deres far?! 

Hvornår kan man "tillade sig" at sige stop? 

 

ANONYME SVAR TILLADT 

Dit forhold ligner meget mit ... Bortset fra nogle ting .... Min mand arbejder fra 6:00 til ja nu, kl 20... Han spiser, og går i seng... Vinhar dog fælles økonomi, og han betaler egentligt alt - selv min telefonregning... Jeg går hjemme med begge vores drenge, det har jeg altid gjort - og studeret hjemmefra samtidigt... Han passer aldrig vores børn, han børster heller ikk deres tænder - eller gør rent herhjemme... Han køber heller ikk ind, eller går med vores hund... Han har en fast fridag i ugen - søndage... De går dog tit med regnskaber ... Jeg elsker ham utroligt højt - måske er det forskellen på os ... Om jeg var gået fra mine børns far, nej... 

Anonym skriver:

Jeg syntes selv at jeg har prøvet at kommunikere åbent omkring hvad jeg mener er et problem i vores forhold. Men problemet bunder i virkeligheden nok i at hanikke selv kan se at det. - Hvilket gør det rigtigt svært at kommunikere eller løse noget som helst.  

-Derudover her jeg prøvet at bringe en parterapeut ind over - Det vil han ikke. han ikke mener vi har et problem og at det er spild af penge.
- jeg har også prøve at acceptere at tingene er, som det er i et par år nu og det kan jeg ikke mere. 
- Jeg har også sagt det direkte til ham (så intet kan misforstås) 

Har I prøvet at lave et ugeskema hvor du sætter nogle (overskuelige) gøremål på til din kæreste og nogle gøremål til dig? 

Har I prøvet at sætte putningen lidt i system - skiftes til at putte og gøre putteklar. 

Min kæreste synes ikke tandbørstning er det fedeste, men tilgengælder han god til at give børnene både små og store oplevelser. Er der noget din kæreste er god til? Kunne der være mere tid til det? 

det kan være han pludselig vågner op hvis du beslutter dig for at gå fra ham... Her var jeg også meget frustreret! Besluttede efter, at have prøvet og prøvet, at nu ville jeg gå. Men så fattede han ligepludselig godt, alt det jeg havde "brokket" mig over i årenes løb. Nu går det faktisk rigtig godt. Det er et halvt år siden. Håber det fortsætter. Han ved, at han kun får denne chance, jeg gider ikke tomme trusler om at gå... Hvis i går fra hinanden så kan han jo pludselig blive tvunget til at blive en mere deltagende far, når han ikke har dig til at gøre det hele.