Hvordan skal jeg ændre mig?

Jeg synes ikke at din mands kommentar var særlig heldig - det kunne han bestemt have gjort bedre, men jeg synes så også at din reaktion er totalt ude af proportioner.

Prøv at stoppe og tænke. HVORFOR skulle en mand, der elsker dig dog sidde og tale nedladende til dig og rulle med øjnene? Hvis det rent faktisk er det han gør, så ville jeg nok genoverveje hele forholdet - jeg kunne aldrig være sammen med en mand, der ikke anså mig som en ligeværdig partner i vores forhold. Hvis det derimod er dig, der tillægger ham motiver, som han slet ikke har, kan jeg godt forstå hvis han føler sig angrebet, og puf! Pludseligt har en uheldig og ikke særligt gennemtænkt kommentar (fra en mand du ved er morgensur) udviklet sig til et skænderi - der i øvrigt slet ikke handler om det stykke franskbrød, men om at du føler dig set ned på og han føler sig uretfærdigt angrebet.

Jeg antager at denne episode er repræsentativ for mange af jeres skænderier, siden du bruger den som eksempel. Det lyder på mig som om I trænger gevaldigt til at arbejde med jeres kommunikation og til at lære at tænke inden i taler. 

Hvis jeg var dig, ville jeg gøre følgende; Jeg ville starte med at sætte mig ned og tage en snak om det her med ham på et tidspunkt, hvor I begge har tid, og ikke er sure på hinanden. Prøv at blive enige om at I vil gøre noget ved det sammen, og at I vil prøve at udvise større forståelse og tolerance overfor hinanden.

Dernæst tager I hver en almindelig køkkenelastik og putter om håndleddet (den må ikke stramme, og heller ikke være for løs), og hver gang I bliver mærker at I bliver vrede og skal til at svare noget surt/vredt til den anden, så tager I fat i elastikken på undersiden af håndleddet, trækker den ud og lader den smække ind på den tynde hud. Det gør ondt nok til at distrahere jer fra vreden, og lige give jer et øjeblik til at tænke jer om - er det her virkeligt værd at skændes om. Skriv evt. et par stikord på en lap papir, og så tag et par gange om ugen, hvor I lige taler om de episoder, hvor I har været nødt til at tage elastikken i brug, fx; I mandags da jeg jeg var ved at smøre morgenmad til dig, blev jeg virkeligt vred over dit svar. Jeg følte at du talte ned til mig og rullede med øjnene ad mig, som om jeg var dum fordi jeg ikke vidste, hvad du ville have på din mad.

Hold bolden på egen bane - jeg følte, jeg tænkte, jeg opfattede. Og når den anden taler, så fokuser på hvad vedkommende siger, og ikke din egen opfattelse af situationen. Husk på at tingene ser forskelligt ud alt efter hvilken vinkel du ser dem fra, og der er ikke nogen der har mere ret end den anden.

Jeg kan iøvrigt også anbefale et par gange hos en parterapeut. Det behøver ikke kun at være noget man går til, når forholdet er ved at køre helt af sporet.

Anonym skriver:

Hej Baby brugere...

Jeg har brug for nogle objektive øjne på sagen, da jeg efterhånden er nået til erkendelsen af at det er mig der desværre er skyld i at mit forhold skranter

Jeg er kæreste med X, som er en rigtig dejlig mand! Vi har ingen børn, men ønsker begge børn, og meget gerne sammen - han er den eneste mand jeg har været sammen med som jeg uden at blinke vil kunne se mig selv stifte familie og leve mit liv sammen med.

MEN! Vi diskuterer - og vi diskuterer meget!  Det er efterhånden en sejr hvis vi kommer igennem en hel dag uden en diskussion, om et eller andet banalt. Når vi har det godt, så har vi det fantastisk, men når vi så til gengæld rammer et bump på vejen, så bryder helvede mildest talt løs. Vi har begge et iltert temperament, men hverken verbal eller fysisk vold præger vores skænderier.

Et eksempel:
X og jeg vågner, vi står op og går i køkkenet for at spise morgenmad. X har en tendens til at være en smule morgengnaven, men sådan er det jo. X sætter sig ved bordet og tager avisen fra i går frem, og spørger mig om jeg vil smøre morgenmad til ham når jeg alligevel er ved det. Det siger jeg "ja, selvfølgelig" til, men da jeg spørger ham hvad han vil have på sit franskbrød kigger han på mig som om at jeg er dum (føler jeg!) og siger "kan du ikke bare komme det på du ved jeg kan li'?"
Her brænder det af for mig, for jeg synes at han himler med øjnene af mig, taler ned til mig, og så begynder jeg på en længere smøre om hvor træls jeg synes hans reaktion er, om han ikke kunne sige det på en anden måde, at han da bare kan smøre sin morgenmad selv.... Og sådan et skænderi, kan skabe kølig luft og non kommunikation RESTEN AF DAGEN  Om aftenen kan vi så (som oftest på mit initiativ) blive enige om at slutte fred, hvor han forklarer mig at han faktisk slet ikke mente det surt, men bare gerne ville have ost på, som han jo plejer.

Den anden dag ligger vi i sofaen og ser en film, og jeg har en tendens til at spekulere meget, så jeg kommer til at tænke over vores forhold, og spørger ham om han er glad for "os". Dertil svarer han, at selvfølgelig er han det - han synes bare at vi diskuterer meget tit, og at det næsten virker som om at jeg søger konflikterne, som om jeg godt kan lide at diskutere. Han siger så at det virker som om at jeg faktisk bliver helt "tændt" når vi begynder at diskutere, og at jeg ikke er til at få til at stoppe igen.

Jeg har reflekteret meget over det han har sagt, og er nået til konklusionen, at han nok har ret  Jeg får altid snakket tingene ud i petitesser, og har flere gange fået "ros" for at kunne snakke en død mand levende. Jeg har svært ved at stoppe igen, og kan først bagefter se, at jeg nok burde have ladet det ligge. Jeg kan ikke vælge mine kampe med omhu - jeg sluger det hele råt og får en diskussion ud af alt hvad der kan diskuteres

Jeg synes at det er synd for min mand, og jeg ønsker ikke at være sådan her! Når jeg tænker tilbage, så har jeg også været sådan her i mine tidligere forhold, og de forliste jo begge - det ønsker jeg IKKE skal ske med min kæreste, jeg er SÅ glad for ham, og ønsker at være sammen med ham resten af mit liv. Men jeg ender med at tage livet af vores forhold, hvis ikke jeg får ændret mig...

Så hjælp, kære damer! Hjælp mig til at stoppe mig selv, så jeg ikke får ødelagt mit forhold

 

Jeg var altså også blevet sur... Men hvis din mand er morgensur, så kommer ting tit forkert ud - jeg havde bare lavet morgenmad, og det var det .... Jeg laver tit morgenmad osv til min mand, og jeg laver bare det jeg ved han kan li.... Det samme gør han... Men havde jeg fået dét svar, så ku han lave sin egen morgenmad 

Først og fremmest vil jeg sige, at hvis du ikke ønsker at være sådan, så lav det om. Det er mega svært at ændre på sig selv, men man når langt med selverkendelse, og den har du jo. Jeg kæmper selv med nogle ting, som jeg gerne vil lave om ved mig selv - og har arbejdet på i mange år. Synes helt klart at jeg er nået et stykke vej, men det er en lang proces at ændre på noget, der jo er en del af ens person. 

Når det så er sagt, så ville jeg nok heller ikke have ladet sådan en kommentar gå ubemærket forbi. Nu ved jeg ikke hvordan ja gongen generelt er i jeres forhold, og det kommer nok også lidt an på hvordan det bliver sagt. Men nu nævner du at han tit er morgensur (en ting jeg aldrig har forstået, hvorfor starte en ny dag negativt?) - og ville måske nok mene at det var ham, der skulle arbejde med det. 

Men snak om det og prøv at arbejde med de ting, der "tricker" et skænderi hos jer hver især. For tit er man "lige gode om det". Håber i finder ud af det 

Tusind tak for jeres svar! Har fået rigtig meget brugbart at arbejde med! 

Tror jeg vil tage en snak med ham, som en nævner. Fortælle at jeg har bestemt mig for at bruge noget tid på at ændre det her, og fortælle at jeg synes han skal mærke efter i sig selv, om der er noget han synes han bør ændre på, uden at fortælle ham hvad jeg synes han skal gøre 

Tak!

Og til en der spurgte ind til min barndom - nej jeg er ikke blevet talt ned til eller ignoreret, men jeg har været i et forhold i 4 år hvor jeg blev ignoreret hver eneste gang jeg var utilfreds med noget. Jeg kan ikke huske om det var fordi han fik nok, eller om det var sådan fra starten af, men han ignorerede mig konsekvent, og kunne sidde i sofaen og se mig græde i frustration over at han ikke ville lytte, for så derefter uden at fortrække en mine at skrue fjernsynet op og se et program uden at ænse min tilstedeværelse. Det var rigtig slemt, og måske en dybere grund til hvorfor jeg har så stort et behov for at komme til orde når jeg har muligheden 

En ide er - at hvis du føler at du kommer i en negativ stemning pga. Et eller andet han har gjort - så gør det til en vane, at sætte dig ned og holde ham i hånden når du snakker med ham. Fysisk kontakt gør det svært at køre sig selv op og bare stå og råbe ude fra køkkenet når man er kørt op i en spids - jeg er selv mega mega mega hidsig, men det her råd hjælper på en del af vores konflikter 

Hvis min mand havde sagt sådan havde jeg bare smurt ham et eller andet som jeg vidste han kunne lide. Og hvis han så derefter brokkede sig, SÅ havde jeg hidset mig op. Men den situation kunne nemt opstå hos os uden problemer. Vi gør det faktisk tit nu når jeg tænker videre over det. 

Anonym skriver:

Tusind tak for jeres svar! Har fået rigtig meget brugbart at arbejde med! 

Tror jeg vil tage en snak med ham, som en nævner. Fortælle at jeg har bestemt mig for at bruge noget tid på at ændre det her, og fortælle at jeg synes han skal mærke efter i sig selv, om der er noget han synes han bør ændre på, uden at fortælle ham hvad jeg synes han skal gøre 

Tak!

Og til en der spurgte ind til min barndom - nej jeg er ikke blevet talt ned til eller ignoreret, men jeg har været i et forhold i 4 år hvor jeg blev ignoreret hver eneste gang jeg var utilfreds med noget. Jeg kan ikke huske om det var fordi han fik nok, eller om det var sådan fra starten af, men han ignorerede mig konsekvent, og kunne sidde i sofaen og se mig græde i frustration over at han ikke ville lytte, for så derefter uden at fortrække en mine at skrue fjernsynet op og se et program uden at ænse min tilstedeværelse. Det var rigtig slemt, og måske en dybere grund til hvorfor jeg har så stort et behov for at komme til orde når jeg har muligheden 

det var mig som spurgte til din barndom .. 

det giver god mening det du skriver ... 

jeg ville hvis jeg var dig komme i kontakt med en psykolog,  for simpelthen at få noget hjælp. . jeg keder alt til at have det som dig. .. så det er et råd ... 

Jeg har meget lignende konflikter med min partner. Han synes han ikke er nedladende, og jeg opfatter det som at han taler ned til mig. Vi har været sammen i 9 år, og jeg har gjort meget for at ændre min reaktion, som også er lig din Så nu er jeg blevet bedre til bare at sige "ved du hvad, smør du bare din egen mad" og så forklarer jeg kort at når jeg spørger pænt, forventer jeg et pænt svar. Det virker. Tror mange mænd går kolde hvis man forklarer for længe og er meget emotionelle imens. 

Anonym skriver:

Hej Baby brugere...

Jeg har brug for nogle objektive øjne på sagen, da jeg efterhånden er nået til erkendelsen af at det er mig der desværre er skyld i at mit forhold skranter

Jeg er kæreste med X, som er en rigtig dejlig mand! Vi har ingen børn, men ønsker begge børn, og meget gerne sammen - han er den eneste mand jeg har været sammen med som jeg uden at blinke vil kunne se mig selv stifte familie og leve mit liv sammen med.

MEN! Vi diskuterer - og vi diskuterer meget!  Det er efterhånden en sejr hvis vi kommer igennem en hel dag uden en diskussion, om et eller andet banalt. Når vi har det godt, så har vi det fantastisk, men når vi så til gengæld rammer et bump på vejen, så bryder helvede mildest talt løs. Vi har begge et iltert temperament, men hverken verbal eller fysisk vold præger vores skænderier.

Et eksempel:
X og jeg vågner, vi står op og går i køkkenet for at spise morgenmad. X har en tendens til at være en smule morgengnaven, men sådan er det jo. X sætter sig ved bordet og tager avisen fra i går frem, og spørger mig om jeg vil smøre morgenmad til ham når jeg alligevel er ved det. Det siger jeg "ja, selvfølgelig" til, men da jeg spørger ham hvad han vil have på sit franskbrød kigger han på mig som om at jeg er dum (føler jeg!) og siger "kan du ikke bare komme det på du ved jeg kan li'?"
Her brænder det af for mig, for jeg synes at han himler med øjnene af mig, taler ned til mig, og så begynder jeg på en længere smøre om hvor træls jeg synes hans reaktion er, om han ikke kunne sige det på en anden måde, at han da bare kan smøre sin morgenmad selv.... Og sådan et skænderi, kan skabe kølig luft og non kommunikation RESTEN AF DAGEN  Om aftenen kan vi så (som oftest på mit initiativ) blive enige om at slutte fred, hvor han forklarer mig at han faktisk slet ikke mente det surt, men bare gerne ville have ost på, som han jo plejer.

Den anden dag ligger vi i sofaen og ser en film, og jeg har en tendens til at spekulere meget, så jeg kommer til at tænke over vores forhold, og spørger ham om han er glad for "os". Dertil svarer han, at selvfølgelig er han det - han synes bare at vi diskuterer meget tit, og at det næsten virker som om at jeg søger konflikterne, som om jeg godt kan lide at diskutere. Han siger så at det virker som om at jeg faktisk bliver helt "tændt" når vi begynder at diskutere, og at jeg ikke er til at få til at stoppe igen.

Jeg har reflekteret meget over det han har sagt, og er nået til konklusionen, at han nok har ret  Jeg får altid snakket tingene ud i petitesser, og har flere gange fået "ros" for at kunne snakke en død mand levende. Jeg har svært ved at stoppe igen, og kan først bagefter se, at jeg nok burde have ladet det ligge. Jeg kan ikke vælge mine kampe med omhu - jeg sluger det hele råt og får en diskussion ud af alt hvad der kan diskuteres

Jeg synes at det er synd for min mand, og jeg ønsker ikke at være sådan her! Når jeg tænker tilbage, så har jeg også været sådan her i mine tidligere forhold, og de forliste jo begge - det ønsker jeg IKKE skal ske med min kæreste, jeg er SÅ glad for ham, og ønsker at være sammen med ham resten af mit liv. Men jeg ender med at tage livet af vores forhold, hvis ikke jeg får ændret mig...

Så hjælp, kære damer! Hjælp mig til at stoppe mig selv, så jeg ikke får ødelagt mit forhold

 

Der skal to til tango.. så enkelt er det.

Du kan aldrig blive solo ansvarlig for dynamikken i jeres parforhold.

I skal begge arbejde på jeres reaktions mønstre hvis i vil komme ud over skænderierne.

Du skal finde ud af hvorfor du har brug for at diskutere tingene meget. Er det fordi du gerne vil have ret? Er det fordi du føler dig uretfærdigt behandlet? Er det fordi du føler behov for at forsvare dig selv? Eller er det noget helt andet der tricker i dig når det kommer til konfrontation. og er der nogen af disse følelser som faktisk er en generel ting. F.eks. følelsen af at skulle forsvare sig hele tiden osv.

Din kæreste skal finde ud af hvorfor han f.eks. ikke bare kan svare dig uden at være passiv/agressiv, er hans blodsukker bare lavt om morgenen og derfor er han mere gnaven, så kan det nemt løses med at han lige snupper en banan inden i snakker sammen. MANGE voksne mennesker er morgensure fordi deres blodsukker er lavt.

Her tog jeg bare udgangspunkt i det eksempel du gav.

Tit kan du også lære meget om dine reaktions mønstre ved at kigge på dine forældre. Hvordan håndterede de diskutioner med hinanden og med dig da du var barn og i dag? Var de dominerende, passive, eftergivende, militante osv.

Din kæreste burde gøre det samme. Det er urealistisk af dig og tage den på din kappe og tro du egenhændigt kan lave om på jeres parforholds dynamik. 

Jeg vil til hver en tid anbefale jer en parterapeut, da det klart er den hurtigeste måde at lære sine egne mønstre at kende og på den måde ændre dem.

Du er også velkommen til at skrive en privat besked, hvis du er interesseret i at høre mere om taktikker og metoder, "værktøjer" kald det hvad du vil.

pøj pøj

mvh