Hvordan skal jeg ændre mig?

Hej Baby brugere...

Jeg har brug for nogle objektive øjne på sagen, da jeg efterhånden er nået til erkendelsen af at det er mig der desværre er skyld i at mit forhold skranter

Jeg er kæreste med X, som er en rigtig dejlig mand! Vi har ingen børn, men ønsker begge børn, og meget gerne sammen - han er den eneste mand jeg har været sammen med som jeg uden at blinke vil kunne se mig selv stifte familie og leve mit liv sammen med.

MEN! Vi diskuterer - og vi diskuterer meget!  Det er efterhånden en sejr hvis vi kommer igennem en hel dag uden en diskussion, om et eller andet banalt. Når vi har det godt, så har vi det fantastisk, men når vi så til gengæld rammer et bump på vejen, så bryder helvede mildest talt løs. Vi har begge et iltert temperament, men hverken verbal eller fysisk vold præger vores skænderier.

Et eksempel:
X og jeg vågner, vi står op og går i køkkenet for at spise morgenmad. X har en tendens til at være en smule morgengnaven, men sådan er det jo. X sætter sig ved bordet og tager avisen fra i går frem, og spørger mig om jeg vil smøre morgenmad til ham når jeg alligevel er ved det. Det siger jeg "ja, selvfølgelig" til, men da jeg spørger ham hvad han vil have på sit franskbrød kigger han på mig som om at jeg er dum (føler jeg!) og siger "kan du ikke bare komme det på du ved jeg kan li'?"
Her brænder det af for mig, for jeg synes at han himler med øjnene af mig, taler ned til mig, og så begynder jeg på en længere smøre om hvor træls jeg synes hans reaktion er, om han ikke kunne sige det på en anden måde, at han da bare kan smøre sin morgenmad selv.... Og sådan et skænderi, kan skabe kølig luft og non kommunikation RESTEN AF DAGEN  Om aftenen kan vi så (som oftest på mit initiativ) blive enige om at slutte fred, hvor han forklarer mig at han faktisk slet ikke mente det surt, men bare gerne ville have ost på, som han jo plejer.

Den anden dag ligger vi i sofaen og ser en film, og jeg har en tendens til at spekulere meget, så jeg kommer til at tænke over vores forhold, og spørger ham om han er glad for "os". Dertil svarer han, at selvfølgelig er han det - han synes bare at vi diskuterer meget tit, og at det næsten virker som om at jeg søger konflikterne, som om jeg godt kan lide at diskutere. Han siger så at det virker som om at jeg faktisk bliver helt "tændt" når vi begynder at diskutere, og at jeg ikke er til at få til at stoppe igen.

Jeg har reflekteret meget over det han har sagt, og er nået til konklusionen, at han nok har ret  Jeg får altid snakket tingene ud i petitesser, og har flere gange fået "ros" for at kunne snakke en død mand levende. Jeg har svært ved at stoppe igen, og kan først bagefter se, at jeg nok burde have ladet det ligge. Jeg kan ikke vælge mine kampe med omhu - jeg sluger det hele råt og får en diskussion ud af alt hvad der kan diskuteres

Jeg synes at det er synd for min mand, og jeg ønsker ikke at være sådan her! Når jeg tænker tilbage, så har jeg også været sådan her i mine tidligere forhold, og de forliste jo begge - det ønsker jeg IKKE skal ske med min kæreste, jeg er SÅ glad for ham, og ønsker at være sammen med ham resten af mit liv. Men jeg ender med at tage livet af vores forhold, hvis ikke jeg får ændret mig...

Så hjælp, kære damer! Hjælp mig til at stoppe mig selv, så jeg ikke får ødelagt mit forhold

Anonym skriver:

Hej Baby brugere...

Jeg har brug for nogle objektive øjne på sagen, da jeg efterhånden er nået til erkendelsen af at det er mig der desværre er skyld i at mit forhold skranter

Jeg er kæreste med X, som er en rigtig dejlig mand! Vi har ingen børn, men ønsker begge børn, og meget gerne sammen - han er den eneste mand jeg har været sammen med som jeg uden at blinke vil kunne se mig selv stifte familie og leve mit liv sammen med.

MEN! Vi diskuterer - og vi diskuterer meget!  Det er efterhånden en sejr hvis vi kommer igennem en hel dag uden en diskussion, om et eller andet banalt. Når vi har det godt, så har vi det fantastisk, men når vi så til gengæld rammer et bump på vejen, så bryder helvede mildest talt løs. Vi har begge et iltert temperament, men hverken verbal eller fysisk vold præger vores skænderier.

Et eksempel:
X og jeg vågner, vi står op og går i køkkenet for at spise morgenmad. X har en tendens til at være en smule morgengnaven, men sådan er det jo. X sætter sig ved bordet og tager avisen fra i går frem, og spørger mig om jeg vil smøre morgenmad til ham når jeg alligevel er ved det. Det siger jeg "ja, selvfølgelig" til, men da jeg spørger ham hvad han vil have på sit franskbrød kigger han på mig som om at jeg er dum (føler jeg!) og siger "kan du ikke bare komme det på du ved jeg kan li'?"
Her brænder det af for mig, for jeg synes at han himler med øjnene af mig, taler ned til mig, og så begynder jeg på en længere smøre om hvor træls jeg synes hans reaktion er, om han ikke kunne sige det på en anden måde, at han da bare kan smøre sin morgenmad selv.... Og sådan et skænderi, kan skabe kølig luft og non kommunikation RESTEN AF DAGEN  Om aftenen kan vi så (som oftest på mit initiativ) blive enige om at slutte fred, hvor han forklarer mig at han faktisk slet ikke mente det surt, men bare gerne ville have ost på, som han jo plejer.

Den anden dag ligger vi i sofaen og ser en film, og jeg har en tendens til at spekulere meget, så jeg kommer til at tænke over vores forhold, og spørger ham om han er glad for "os". Dertil svarer han, at selvfølgelig er han det - han synes bare at vi diskuterer meget tit, og at det næsten virker som om at jeg søger konflikterne, som om jeg godt kan lide at diskutere. Han siger så at det virker som om at jeg faktisk bliver helt "tændt" når vi begynder at diskutere, og at jeg ikke er til at få til at stoppe igen.

Jeg har reflekteret meget over det han har sagt, og er nået til konklusionen, at han nok har ret  Jeg får altid snakket tingene ud i petitesser, og har flere gange fået "ros" for at kunne snakke en død mand levende. Jeg har svært ved at stoppe igen, og kan først bagefter se, at jeg nok burde have ladet det ligge. Jeg kan ikke vælge mine kampe med omhu - jeg sluger det hele råt og får en diskussion ud af alt hvad der kan diskuteres

Jeg synes at det er synd for min mand, og jeg ønsker ikke at være sådan her! Når jeg tænker tilbage, så har jeg også været sådan her i mine tidligere forhold, og de forliste jo begge - det ønsker jeg IKKE skal ske med min kæreste, jeg er SÅ glad for ham, og ønsker at være sammen med ham resten af mit liv. Men jeg ender med at tage livet af vores forhold, hvis ikke jeg får ændret mig...

Så hjælp, kære damer! Hjælp mig til at stoppe mig selv, så jeg ikke får ødelagt mit forhold

 

Mit 100% ærlige svar er, at din mand var skyld i det skænderi. Han kunne da vel bare have sagt "jeg vil gerne have ost på" i stedet for det andet der. Ærligt var jeg også blevet sur hvis det havde været min mand. 

Ligesom når jeg smørrer mad til min søn, og jeg pænt spørger hvad han vil have på, så fortæller han "jeg vil gerne have leverpostej m. agurk" fx. 

Benjamins'mor skriver:

Mit 100% ærlige svar er, at din mand var skyld i det skænderi. Han kunne da vel bare have sagt "jeg vil gerne have ost på" i stedet for det andet der. Ærligt var jeg også blevet sur hvis det havde været min mand. 

Ligesom når jeg smørrer mad til min søn, og jeg pænt spørger hvad han vil have på, så fortæller han "jeg vil gerne have leverpostej m. agurk" fx. 

Synes du? Hmmm...  Nu bliver jeg i tvivl!

Jeg kan bare mindes mange, mange skænderier, hvor jeg efterfølgende har følt mig unfair og skyldig, fordi det egentlig var en unødvendig diskussion, og X gentagende gange forsøgte at afværge den ved at skifte emne... Jeg føler bare at jeg "overgiver" mig hvis jeg så går med til at skifte emne og lader diskussionen ligge. Og det er det jeg gerne vil have hjælp til - hvordan jeg undgår at indlede en unødvendig diskussion, og HVIS jeg alligevel får det gjort, hvordan jeg så får den afsluttet uden at skulle føle det som et nederlag

Nu er det jo svært at sige om du skal ændre dig ud fra et eksempel, men hvis du selv føler, at du til tider bliver lidt aggressiv eller diskutere for at vinde eller for diskussionens skyld, så er det nok fordi der er noget om det.

men på dit eksempel lyder det som i har forskellige temperamenter. Han tænker jeg får altid ost til morgen, det ved hun da. Og du vil bare gerne have et klart svar, om du ser syner med hensyn til om han ruller med øjnene osv. Er svært at læse sig til. Men må indrømme at det virker som meget lidt at skændes om, og nogen gange skal bare lære at sige pyt, og tænke det er en del af pakken.

herhjemme svarer manden oftest ja på enten eller spørgsmål, og det griner vi så af, men vi hverken skændes eller diskutere ret ofte måske fordi vi begge er gode til at sige pyt, og gemmer det til de store ting.

jeg ville ikke trives i et forhold, hvor man skulle diskutere om små dagligdags irritationer, og da sler ikke hvis i er sure på hinanden resten af dagen over sådan en start.

Anonym skriver:

Hej Baby brugere...

Jeg har brug for nogle objektive øjne på sagen, da jeg efterhånden er nået til erkendelsen af at det er mig der desværre er skyld i at mit forhold skranter

Jeg er kæreste med X, som er en rigtig dejlig mand! Vi har ingen børn, men ønsker begge børn, og meget gerne sammen - han er den eneste mand jeg har været sammen med som jeg uden at blinke vil kunne se mig selv stifte familie og leve mit liv sammen med.

MEN! Vi diskuterer - og vi diskuterer meget!  Det er efterhånden en sejr hvis vi kommer igennem en hel dag uden en diskussion, om et eller andet banalt. Når vi har det godt, så har vi det fantastisk, men når vi så til gengæld rammer et bump på vejen, så bryder helvede mildest talt løs. Vi har begge et iltert temperament, men hverken verbal eller fysisk vold præger vores skænderier.

Et eksempel:
X og jeg vågner, vi står op og går i køkkenet for at spise morgenmad. X har en tendens til at være en smule morgengnaven, men sådan er det jo. X sætter sig ved bordet og tager avisen fra i går frem, og spørger mig om jeg vil smøre morgenmad til ham når jeg alligevel er ved det. Det siger jeg "ja, selvfølgelig" til, men da jeg spørger ham hvad han vil have på sit franskbrød kigger han på mig som om at jeg er dum (føler jeg!) og siger "kan du ikke bare komme det på du ved jeg kan li'?"
Her brænder det af for mig, for jeg synes at han himler med øjnene af mig, taler ned til mig, og så begynder jeg på en længere smøre om hvor træls jeg synes hans reaktion er, om han ikke kunne sige det på en anden måde, at han da bare kan smøre sin morgenmad selv.... Og sådan et skænderi, kan skabe kølig luft og non kommunikation RESTEN AF DAGEN  Om aftenen kan vi så (som oftest på mit initiativ) blive enige om at slutte fred, hvor han forklarer mig at han faktisk slet ikke mente det surt, men bare gerne ville have ost på, som han jo plejer.

Den anden dag ligger vi i sofaen og ser en film, og jeg har en tendens til at spekulere meget, så jeg kommer til at tænke over vores forhold, og spørger ham om han er glad for "os". Dertil svarer han, at selvfølgelig er han det - han synes bare at vi diskuterer meget tit, og at det næsten virker som om at jeg søger konflikterne, som om jeg godt kan lide at diskutere. Han siger så at det virker som om at jeg faktisk bliver helt "tændt" når vi begynder at diskutere, og at jeg ikke er til at få til at stoppe igen.

Jeg har reflekteret meget over det han har sagt, og er nået til konklusionen, at han nok har ret  Jeg får altid snakket tingene ud i petitesser, og har flere gange fået "ros" for at kunne snakke en død mand levende. Jeg har svært ved at stoppe igen, og kan først bagefter se, at jeg nok burde have ladet det ligge. Jeg kan ikke vælge mine kampe med omhu - jeg sluger det hele råt og får en diskussion ud af alt hvad der kan diskuteres

Jeg synes at det er synd for min mand, og jeg ønsker ikke at være sådan her! Når jeg tænker tilbage, så har jeg også været sådan her i mine tidligere forhold, og de forliste jo begge - det ønsker jeg IKKE skal ske med min kæreste, jeg er SÅ glad for ham, og ønsker at være sammen med ham resten af mit liv. Men jeg ender med at tage livet af vores forhold, hvis ikke jeg får ændret mig...

Så hjælp, kære damer! Hjælp mig til at stoppe mig selv, så jeg ikke får ødelagt mit forhold

 

I det eksempel du kommer med, så tænker jeg det er ham der ligger op til diskussionen ved at være flabet. Det kan godt være det er dig der starter skænderiet, men det er hans skyld.  

Men hvis du gerne vil ændre din reaktion lidt, så kunne du i den situation have sagt "ja, men der kunne jo være at du havde lyst til noget andet i dag. Jeg synes du selv skal smøre din mad, du ved bedst hvad der skal på" selvfølgelih sagt med et smil ��

lige ud fra dit eksempel her , vil jeg os mene det er ham der ligger op til diskussion. .. 

så spøger jeg om noget privat , har du selv oplevet mange skænderier diskussioner i din barndom er du ofte blevet nedgjort i din barndom ?? bare Generalt haft det svært i din barndom? ?? 

du svare selvfølgelig kun hvis du ønsker,  du er os velkommen til at skrive privat. .. ☺☺

Uden at kommenterer på de konkrete situationer du nævner (der er jo altid 2 opfattelser af hændelserne), så vil mit råd være til dig i forhold til dit temperament, at italesætte det overfor dig selv og øve dig i at 'trække' dig. Vær bevidst om at du nogen gange 'jagter' diskussionen.. træk vejret dybt, sig evt højt: det er ikke vigtigt i bund og grund, lad os komme videre. 

Det kan føles grænseoverskridende, men også enormt rart når man lærer at stoppe op i stedet for at eskalere. 

Jeg kan kende mig selv i der du skriver, og kender den frustration der følger med når man 'hidser' sig op, og desværre ofte unødvendigt. Men det kan være enormt svært at give op/stoppe, uden at det føles som et nederlag. Men nederlaget inde i én selv, er netop når man kører en situation op... selvom man 'vinder', så føles det ikke godt. Succesen er når man kan tage situationen i opløbet, stoppe sig selv.. og dermed få en positiv oplevelse af ens selvkontrol. Du vil helt sikkert også opleve en positiv respons fra din kæreste og andre, når de ser hvordan du aktivt vælger at konfrontere dit temperament og viser indsigt, og lyst til forandring. 

Kunne godt lyde en lille smule som hjemme ved os... Vi har altid diskuteret meget, også små ligegyldige ting - indimellem føles det som om vi er uenige bare for at være det. Med ankomsten af en lille trold (den første) var det lige ved at gå op i en spids, når vi begge var pressede og trætte. I stedet for at kommentere og diskutere alting skriver jeg det ned, for ikke at starte en stor diskussion mens den ene står med baby - når der så engang er ro kan jeg kigge på mine skriblerier og se at det jo kun er i situtationen det irriterer mig. Vi kan snakke rigtig grimt til hinanden, men har aftalt virkelig at forsøge at lade være. Igen er det oftest når vi begge/den ene er presset det er slemt. Til sidst skal vi øve os i at fortælle hinanden hvad vi godt kan lide ved hinanden og hvad vi synes den anden gør godt. I starten lidt svært og kunstigt, men jeg synes der har hjulpet. Måske bare nogle ideer til jer. Synes ikke det er dig der skal ændre dig, men noget i skal øve jer i begge to. Ønsker dig det bedste - held og lykke. 

Anonym skriver:

Hej Baby brugere...

Jeg har brug for nogle objektive øjne på sagen, da jeg efterhånden er nået til erkendelsen af at det er mig der desværre er skyld i at mit forhold skranter

Jeg er kæreste med X, som er en rigtig dejlig mand! Vi har ingen børn, men ønsker begge børn, og meget gerne sammen - han er den eneste mand jeg har været sammen med som jeg uden at blinke vil kunne se mig selv stifte familie og leve mit liv sammen med.

MEN! Vi diskuterer - og vi diskuterer meget!  Det er efterhånden en sejr hvis vi kommer igennem en hel dag uden en diskussion, om et eller andet banalt. Når vi har det godt, så har vi det fantastisk, men når vi så til gengæld rammer et bump på vejen, så bryder helvede mildest talt løs. Vi har begge et iltert temperament, men hverken verbal eller fysisk vold præger vores skænderier.

Et eksempel:
X og jeg vågner, vi står op og går i køkkenet for at spise morgenmad. X har en tendens til at være en smule morgengnaven, men sådan er det jo. X sætter sig ved bordet og tager avisen fra i går frem, og spørger mig om jeg vil smøre morgenmad til ham når jeg alligevel er ved det. Det siger jeg "ja, selvfølgelig" til, men da jeg spørger ham hvad han vil have på sit franskbrød kigger han på mig som om at jeg er dum (føler jeg!) og siger "kan du ikke bare komme det på du ved jeg kan li'?"
Her brænder det af for mig, for jeg synes at han himler med øjnene af mig, taler ned til mig, og så begynder jeg på en længere smøre om hvor træls jeg synes hans reaktion er, om han ikke kunne sige det på en anden måde, at han da bare kan smøre sin morgenmad selv.... Og sådan et skænderi, kan skabe kølig luft og non kommunikation RESTEN AF DAGEN  Om aftenen kan vi så (som oftest på mit initiativ) blive enige om at slutte fred, hvor han forklarer mig at han faktisk slet ikke mente det surt, men bare gerne ville have ost på, som han jo plejer.

Den anden dag ligger vi i sofaen og ser en film, og jeg har en tendens til at spekulere meget, så jeg kommer til at tænke over vores forhold, og spørger ham om han er glad for "os". Dertil svarer han, at selvfølgelig er han det - han synes bare at vi diskuterer meget tit, og at det næsten virker som om at jeg søger konflikterne, som om jeg godt kan lide at diskutere. Han siger så at det virker som om at jeg faktisk bliver helt "tændt" når vi begynder at diskutere, og at jeg ikke er til at få til at stoppe igen.

Jeg har reflekteret meget over det han har sagt, og er nået til konklusionen, at han nok har ret  Jeg får altid snakket tingene ud i petitesser, og har flere gange fået "ros" for at kunne snakke en død mand levende. Jeg har svært ved at stoppe igen, og kan først bagefter se, at jeg nok burde have ladet det ligge. Jeg kan ikke vælge mine kampe med omhu - jeg sluger det hele råt og får en diskussion ud af alt hvad der kan diskuteres

Jeg synes at det er synd for min mand, og jeg ønsker ikke at være sådan her! Når jeg tænker tilbage, så har jeg også været sådan her i mine tidligere forhold, og de forliste jo begge - det ønsker jeg IKKE skal ske med min kæreste, jeg er SÅ glad for ham, og ønsker at være sammen med ham resten af mit liv. Men jeg ender med at tage livet af vores forhold, hvis ikke jeg får ændret mig...

Så hjælp, kære damer! Hjælp mig til at stoppe mig selv, så jeg ikke får ødelagt mit forhold

 

Lige det med morgenmaden, synes jeg nu at det var din mand selv der lagde op til sure miner. 

hvis min mand havde sagt sån, vil det automatisk ryge denne sætning ud af min mund "du ka da os bare selv let dig og smøre din morgenmad så" 

alt det andet kan jeg nikke genkendelse til fra da jeg var sammen med min eks (min søns far) .. 

jeg var SÅ GO til at diskutere og blev faktisk tændt af det, og det var fordi jeg søgte bekræftelse fra ham og så var jeg bange for at miste ham, det endte faktisk med at blive for meget med alle de nedture at han søgte til en anden kvinde og gik fra mig, han føle sig kvalt med alle de nedture.. 

i mine to single år har jeg lært SÅ meget om det med at vælge kampe med omhu.. 

Anonym skriver:

Hej Baby brugere...

Jeg har brug for nogle objektive øjne på sagen, da jeg efterhånden er nået til erkendelsen af at det er mig der desværre er skyld i at mit forhold skranter

Jeg er kæreste med X, som er en rigtig dejlig mand! Vi har ingen børn, men ønsker begge børn, og meget gerne sammen - han er den eneste mand jeg har været sammen med som jeg uden at blinke vil kunne se mig selv stifte familie og leve mit liv sammen med.

MEN! Vi diskuterer - og vi diskuterer meget!  Det er efterhånden en sejr hvis vi kommer igennem en hel dag uden en diskussion, om et eller andet banalt. Når vi har det godt, så har vi det fantastisk, men når vi så til gengæld rammer et bump på vejen, så bryder helvede mildest talt løs. Vi har begge et iltert temperament, men hverken verbal eller fysisk vold præger vores skænderier.

Et eksempel:
X og jeg vågner, vi står op og går i køkkenet for at spise morgenmad. X har en tendens til at være en smule morgengnaven, men sådan er det jo. X sætter sig ved bordet og tager avisen fra i går frem, og spørger mig om jeg vil smøre morgenmad til ham når jeg alligevel er ved det. Det siger jeg "ja, selvfølgelig" til, men da jeg spørger ham hvad han vil have på sit franskbrød kigger han på mig som om at jeg er dum (føler jeg!) og siger "kan du ikke bare komme det på du ved jeg kan li'?"
Her brænder det af for mig, for jeg synes at han himler med øjnene af mig, taler ned til mig, og så begynder jeg på en længere smøre om hvor træls jeg synes hans reaktion er, om han ikke kunne sige det på en anden måde, at han da bare kan smøre sin morgenmad selv.... Og sådan et skænderi, kan skabe kølig luft og non kommunikation RESTEN AF DAGEN  Om aftenen kan vi så (som oftest på mit initiativ) blive enige om at slutte fred, hvor han forklarer mig at han faktisk slet ikke mente det surt, men bare gerne ville have ost på, som han jo plejer.

Den anden dag ligger vi i sofaen og ser en film, og jeg har en tendens til at spekulere meget, så jeg kommer til at tænke over vores forhold, og spørger ham om han er glad for "os". Dertil svarer han, at selvfølgelig er han det - han synes bare at vi diskuterer meget tit, og at det næsten virker som om at jeg søger konflikterne, som om jeg godt kan lide at diskutere. Han siger så at det virker som om at jeg faktisk bliver helt "tændt" når vi begynder at diskutere, og at jeg ikke er til at få til at stoppe igen.

Jeg har reflekteret meget over det han har sagt, og er nået til konklusionen, at han nok har ret  Jeg får altid snakket tingene ud i petitesser, og har flere gange fået "ros" for at kunne snakke en død mand levende. Jeg har svært ved at stoppe igen, og kan først bagefter se, at jeg nok burde have ladet det ligge. Jeg kan ikke vælge mine kampe med omhu - jeg sluger det hele råt og får en diskussion ud af alt hvad der kan diskuteres

Jeg synes at det er synd for min mand, og jeg ønsker ikke at være sådan her! Når jeg tænker tilbage, så har jeg også været sådan her i mine tidligere forhold, og de forliste jo begge - det ønsker jeg IKKE skal ske med min kæreste, jeg er SÅ glad for ham, og ønsker at være sammen med ham resten af mit liv. Men jeg ender med at tage livet af vores forhold, hvis ikke jeg får ændret mig...

Så hjælp, kære damer! Hjælp mig til at stoppe mig selv, så jeg ikke får ødelagt mit forhold

 

Jeg synes i begge to er skyld i det, han starter det, men du fortsætter det i stedet for at stoppe det.

I dit eks.
Han svarer grimt, og du begynder en lang smøre om alt muligt, jeg vil nok hellere bare have sagt; Og du kan spørge pænt, ellers kan du smøre den selv og så havde en ikke været længere.

Så jeg synes er lige gode om det.