Hej.
Jeg har nu været sammen med min kæreste i 2 år, han har en søn på snart 4 år.
Jeg er i starten af 20erne og min kæreste er sidst i 20erne. Jeg har altid været meget åben og lidt vild kan man måske sige, jeg vil ikke bare sidde der hjemme, men vil gerne ud at opleve noget og jeg vil hellere end gerne have min kæreste søn med. men min kæreste er utrolig overbeskyttende, når vi har drengen, sover min kæreste inden ved ham hver nat han er der, da vi flyttede sammen sagde han det var lige var de første par gange nu er der gået et år.
Hvis jeg er alene med drengen går der en halv time og så har min kæreste i røret, som spørg hvordan det går.
min kæreste har dårlig samvittighed over han ikke er sammen med moren og ved ikke om det skader hans søn. Jeg har ofte spurgt om han fortryder at have gået fra hende, men han siger at det ikke er tilfældet, han vil bare gerne være der hele tiden for sin søn og jeg tror på.
Jeg er bange for at gøre noget forkert når vi har drengen, for jeg vil så gerne have at han skal kunne lide mig og er bange for han kommer til skade eller min kæreste mener jeg gør noget forkert.
Så nu er det kommet til det punkt at jeg altid finder en undskyld for at komme ud af døren når vi skal have ham eller at jeg lige skal lave lektier så jeg ikke kan lege med ham.
Jeg har ikke overskud til at være der, for selv de gange jeg har har været der og leget og gjort en masse ting, så for jeg bare ikke noget positivt for drengen igen, han vil ikke sige godnat eller farvel til mig, selvom der går næsten en uge før vi har ham igen, jeg bliver så ked af det hver gang.
og nu er jeg slet ikke sikker på at jeg kan gøre det? når vi ikke har drengen er min kæreste der 100 % og er verdens dejligeste mand, men presset og skyldfølelsen over jeg ikke har overskud og nok heller ikke lyst så meget mere til at være der når vi har drengen begyndt at tynge vores forhold, der er mange skænderier over jeg ikke er der fysisk og psykisk når vi har drengen.
Jeg vil ikke gå fra dem, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Jeg har prøvet at fortælle ham hvordan jeg har det, os at det er vigtigt for mig at drengen også bliver inddraget i min families liv, han har kun 1 gang på to år været over ved mine forældre.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre og det er ved at æde mig op indenfra, jeg vil ikke miste dem, men sådan som det er nu er der ingen af der kan holde til.
MVH
V....
Lindas svar
Kære V
Der er mange aspekter i det du skriver.
For det første er der en kæreste som godt nok ikke fortryder at gå fra drengens mor, men som helt sikkert begræder at han dermed ikke kan være fuldtids far for sin søn. Regnestykket ser sådan ud. Fars oprindelige intention var at være der for sin søn 100 %. Men i bruddet med moren bliver det til 50 %, som han forsøger at kompensere for ved at give 200 %, når de er sammen. Dette er ikke et heldigt samspil, fordi drengen samtidig kommer på overarbejde i sit samvær med sine forældre. Man skal nemlig også have alenetid og tid til kedsomhed og lære at sove alene… selvom man er skilsmissebarn!
For det andet er der det dårlige samspil, som bare kører i en negativ spiral længere og længere nedad. Far kan ikke bære, at han ikke lever op til sine egne værdier, men du ender som syndebukken. Den rolle du beskriver dig selv i, i dette samspil, er hende der ”ikke gør det godt nok”… Men det er jo FAR der føler, han ikke gør det godt nok… ikke dig!
Tip. Læs evt. her om at skabe nærhed i familien eller her om at blive gode forældre.
For det tredje sker der det, som ofte sker i en negativ spiral. At nogle sider af ens personlighed bliver gjort værre end de er. Faktisk er du endt i en rolle som ”hende den uansvarlige”. Ikke fordi du nogensinde kunne finde på at skade drengen. Og ikke fordi du faktisk er decideret uansvarlig. Men bare fordi du er det MERE end din kæreste; og fordi ingen andre i jeres samspil indeholder bare en smugle løssluppenhed. Der er med andre ord brug for lidt mere løssluppenhed, men det skal fordeles mere ligeligt mellem jer. Omvendt kan du måske tage lidt af din kærestes overbeskyttelse på dig… bare lidt, for at skubbe til tingene. Hvad ville der ske, hvis det var DIG, der ringede hver halve time? Eller DIG der spurgte, om drengen havde fået nok at spise?! Leg lidt med det og find en plads mellem disse poler som passer dig bedre.
Ansvarsfordelingen skal på plads igen. Og siden du ikke kan ændre din kærestes liv, må du ændre din egen tilgang.
- Start med at tage ansvar, for det der er dit! Du er en mere fri person, og den side af livet er der også brug for, specielt når kæresten bliver overbeskyttende. Du skal til gengæld ikke acceptere rollen som hende der ”ikke gør det godt nok” – for du gør allerede en masse for at opnå en god relation.
- Din relation til drengen kan du ikke presse igennem. At han nægter at sig farvel osv. betyder bare at han (som børn er flest) fornemmer fars modstand og tager den til sig. Ignorer hans afvisninger, for de handler ikke om dig! Forsøg i stedet at give tilbud om at lave ting sammen og forsøg at være så tro mod din personlighed som muligt, så du ikke forstiller dig. Børn, der bliver smisket for fra alle kanter, får ikke det modspil, de har brug for, og får aldrig et reelt billede af, hvem de voksne omkring dem er. Det er synd - for børn har brug for autentiske voksne!
- Afvis venligt men tydeligt din kærestes kontrolleren af jeres samvær. Når han ringer kan du fx sige: ”Vi har ikke tid at snakke, vi er ved at lege, farvel.” Når du hviler i det, du selv gør, vil kæresten også lettere hvile i, at der er styr på tingene. Desuden falder et 4-årigt barn ikke lige fra hinanden!
Med andre ord skal du stoppe det spil, der er i gang mellem jer. Du har ret til en værdig plads og kan ikke kompensere for andres dårlige følelser. Vær mild men tydelig og sæt grænser, når du oplever, at jeres samspil glider ud i en negativ retning. Det er også den bedste gave og den bedste støtte, du kan give jeres lille familie. For det er ”Jeres” lille familie nu. Betragt dig selv som et værdigt medlem. Selvom bonus mødre ikke bør få samme definitionsret over rigtigt og forkert over for børnene – det må du acceptere - så stå alligevel ved din mening om tingene.
Med alt dette ønsker jeg dig og din lille familie alt det bedste.
Venlig hilsen Linda Stæhr Hansen
Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk
