Hader mig selv for det her

Hvad skal jeg gøre?
Jeg føler mig på bar bund. Jeg ved ikke hvilket ben jeg skal stå på. Jeg er usikker, nogle dage ked af alt i mit liv, andre dage glad for livet.

For et år siden mødte jeg denne mand som jeg forelskede mig i. Han var alt jeg ikke havde i mit parforhold, ja jeg var utro i 3 mdr. Noget jeg aldrig vil gøre igen, og aldrig vil byde nogen anden igen. Sagen kort var at min kæreste gennem 4 år (har fælles barn på 3) aldrig var der. Gider aldrig tale om alt og ingen ting som man vel burde kunne i et parforhold. Vi havde aldrig sex, han drak mange øl og tog stoffer nogle gange. Var stort set beruset af øl 3-4 gange om ugen, altså i hverdagene også. Svinede mig til og nedgjorde mig tit. Han har aldrig taget del i vores fælles barn. Jeg 90% af tiden og ham 10% hvis ikke mindre. Osv osv, jeg kunne blive ved og ved.
Hvorfor blev jeg? Fordi jeg ikke følte jeg kunne komme ud af det med mindre han gik fra mig, jeg græd af tanken om at flytte. Han var jo sød når han var sød? Men den følelse af jeg fik ondt i maven fordi jeg ikke var hjemme på den præcise tid jeg havde sagt, eller andet i den stil tog meget af mit humør og energi.
Alt var dårligt.
Nå men.. Jeg var smask vild med denne mand og han med mig. Det endte med jeg skubbede ham væk fordi jeg endnu en gang ville give mit parforhold en chance, og han (nok i sorg?) ende med at fortælle det til min kæreste. Så fanden brød løs (og kæresten og jeg er stadig sammen). Han kaldte mig grimme ting, luder, so, kælling osv. Meget skete..
Jeg flyttede og er nu flyttet tilbage igen.
Så nu er der gået et år, og kæresten og jeg er stadig sammen.
Ham manden jeg mødte fandt en kæreste efterfølgende og de har nu slået op af grunden "jeg kan ikke komme videre, tænker på dig hver dag og har jeg gjort lige siden første gang" - ja han har kontaktet mig. Jeg græd og græd men af hvad? Fordi jeg savner ham så inderligt inderst inde eller fordi føler han "ødelægger" mit forhold ved at kontakte mig?
Hver gang jeg er på Facebook tjekker jeg hans profil ud , næsten hver dag. Kan ikke lade hver. Han har siden dag 1 været i mine tanker næsten hver dag.
Men jeg er itvivl om jeg skal opsige min lejlighed og forblive hos ham og droppe alle tanker om et trist liv, eller sige stop til det hele og flytte tilbage i lejligheden endnu en gang. Starte på en frisk , selvom det sikkert aldrig ville blive til noget. Og kan jeg byde en flytning min søn endnu en gang? Er ked af jeg har skuffet min søn så meget og forvirret ham som jeg tror jeg har ved flytningen til lejligheden og nu tilbage til far igen
Ved at hvis jeg vil slå op så vil kæresten aldrig aldrig acceptere det, har jeg jo prøvet før. Han er sygeligt jaloux og ik kommet videre på nogen måde tror jeg. Han vil aldrig tale om noget på et ordenligt toneleje.
Købte en hund for 6-7 mdr siden, troede en brik faldt på plads i mit liv? Men nej jeg er så ked af det og har bare brug for en stor krammer som kæresten aldrig giver mig�� er jeg en dårlig mor
Ved ikke hvad jeg skal gøre med mit liv. Hjælp og ingen sure miner

Anonym skriver:

Hvad skal jeg gøre?
Jeg føler mig på bar bund. Jeg ved ikke hvilket ben jeg skal stå på. Jeg er usikker, nogle dage ked af alt i mit liv, andre dage glad for livet.

For et år siden mødte jeg denne mand som jeg forelskede mig i. Han var alt jeg ikke havde i mit parforhold, ja jeg var utro i 3 mdr. Noget jeg aldrig vil gøre igen, og aldrig vil byde nogen anden igen. Sagen kort var at min kæreste gennem 4 år (har fælles barn på 3) aldrig var der. Gider aldrig tale om alt og ingen ting som man vel burde kunne i et parforhold. Vi havde aldrig sex, han drak mange øl og tog stoffer nogle gange. Var stort set beruset af øl 3-4 gange om ugen, altså i hverdagene også. Svinede mig til og nedgjorde mig tit. Han har aldrig taget del i vores fælles barn. Jeg 90% af tiden og ham 10% hvis ikke mindre. Osv osv, jeg kunne blive ved og ved.
Hvorfor blev jeg? Fordi jeg ikke følte jeg kunne komme ud af det med mindre han gik fra mig, jeg græd af tanken om at flytte. Han var jo sød når han var sød? Men den følelse af jeg fik ondt i maven fordi jeg ikke var hjemme på den præcise tid jeg havde sagt, eller andet i den stil tog meget af mit humør og energi.
Alt var dårligt.
Nå men.. Jeg var smask vild med denne mand og han med mig. Det endte med jeg skubbede ham væk fordi jeg endnu en gang ville give mit parforhold en chance, og han (nok i sorg?) ende med at fortælle det til min kæreste. Så fanden brød løs (og kæresten og jeg er stadig sammen). Han kaldte mig grimme ting, luder, so, kælling osv. Meget skete..
Jeg flyttede og er nu flyttet tilbage igen.
Så nu er der gået et år, og kæresten og jeg er stadig sammen.
Ham manden jeg mødte fandt en kæreste efterfølgende og de har nu slået op af grunden "jeg kan ikke komme videre, tænker på dig hver dag og har jeg gjort lige siden første gang" - ja han har kontaktet mig. Jeg græd og græd men af hvad? Fordi jeg savner ham så inderligt inderst inde eller fordi føler han "ødelægger" mit forhold ved at kontakte mig?
Hver gang jeg er på Facebook tjekker jeg hans profil ud , næsten hver dag. Kan ikke lade hver. Han har siden dag 1 været i mine tanker næsten hver dag.
Men jeg er itvivl om jeg skal opsige min lejlighed og forblive hos ham og droppe alle tanker om et trist liv, eller sige stop til det hele og flytte tilbage i lejligheden endnu en gang. Starte på en frisk , selvom det sikkert aldrig ville blive til noget. Og kan jeg byde en flytning min søn endnu en gang? Er ked af jeg har skuffet min søn så meget og forvirret ham som jeg tror jeg har ved flytningen til lejligheden og nu tilbage til far igen
Ved at hvis jeg vil slå op så vil kæresten aldrig aldrig acceptere det, har jeg jo prøvet før. Han er sygeligt jaloux og ik kommet videre på nogen måde tror jeg. Han vil aldrig tale om noget på et ordenligt toneleje.
Købte en hund for 6-7 mdr siden, troede en brik faldt på plads i mit liv? Men nej jeg er så ked af det og har bare brug for en stor krammer som kæresten aldrig giver mig�� er jeg en dårlig mor
Ved ikke hvad jeg skal gøre med mit liv. Hjælp og ingen sure miner

Du er ikke en dårlig mor! Men jeg tror du har brug for at få styr på dine tanker og dit liv.

Mit råd vil være at du flytter så du bor alene. Jeg synes ikke det lyder som en god ide at gå fra den ene kæreste til den anden, når du nu er så forvirret. Men det lader virkelig til at du ikke rigtigt kan eller tør finde ud af hvad du virkelig føler. Hvis du flytter for dig selv, kan du jo godt have en kæreste, men jeg ville nok ikke kaste mig hovedkuls ud i et eller andet forhold. Specielt nok fordi du har et barn, synes jeg dte ville være noget rod 

Hvad skal jeg gøre?
Jeg føler mig på bar bund. Jeg ved ikke hvilket ben jeg skal stå på. Jeg er usikker, nogle dage ked af alt i mit liv, andre dage glad for livet.

For et år siden mødte jeg denne mand som jeg forelskede mig i. Han var alt jeg ikke havde i mit parforhold, ja jeg var utro i 3 mdr. Noget jeg aldrig vil gøre igen, og aldrig vil byde nogen anden igen. Sagen kort var at min kæreste gennem 4 år (har fælles barn på 3) aldrig var der. Gider aldrig tale om alt og ingen ting som man vel burde kunne i et parforhold. Vi havde aldrig sex, han drak mange øl og tog stoffer nogle gange. Var stort set beruset af øl 3-4 gange om ugen, altså i hverdagene også. Svinede mig til og nedgjorde mig tit. Han har aldrig taget del i vores fælles barn. Jeg 90% af tiden og ham 10% hvis ikke mindre. Osv osv, jeg kunne blive ved og ved.
Hvorfor blev jeg? Fordi jeg ikke følte jeg kunne komme ud af det med mindre han gik fra mig, jeg græd af tanken om at flytte. Han var jo sød når han var sød? Men den følelse af jeg fik ondt i maven fordi jeg ikke var hjemme på den præcise tid jeg havde sagt, eller andet i den stil tog meget af mit humør og energi.
Alt var dårligt.
Nå men.. Jeg var smask vild med denne mand og han med mig. Det endte med jeg skubbede ham væk fordi jeg endnu en gang ville give mit parforhold en chance, og han (nok i sorg?) ende med at fortælle det til min kæreste. Så fanden brød løs (og kæresten og jeg er stadig sammen). Han kaldte mig grimme ting, luder, so, kælling osv. Meget skete..
Jeg flyttede og er nu flyttet tilbage igen.
Så nu er der gået et år, og kæresten og jeg er stadig sammen.
Ham manden jeg mødte fandt en kæreste efterfølgende og de har nu slået op af grunden "jeg kan ikke komme videre, tænker på dig hver dag og har jeg gjort lige siden første gang" - ja han har kontaktet mig. Jeg græd og græd men af hvad? Fordi jeg savner ham så inderligt inderst inde eller fordi føler han "ødelægger" mit forhold ved at kontakte mig?
Hver gang jeg er på Facebook tjekker jeg hans profil ud , næsten hver dag. Kan ikke lade hver. Han har siden dag 1 været i mine tanker næsten hver dag.
Men jeg er itvivl om jeg skal opsige min lejlighed og forblive hos ham og droppe alle tanker om et trist liv, eller sige stop til det hele og flytte tilbage i lejligheden endnu en gang. Starte på en frisk , selvom det sikkert aldrig ville blive til noget. Og kan jeg byde en flytning min søn endnu en gang? Er ked af jeg har skuffet min søn så meget og forvirret ham som jeg tror jeg har ved flytningen til lejligheden og nu tilbage til far igen
Ved at hvis jeg vil slå op så vil kæresten aldrig aldrig acceptere det, har jeg jo prøvet før. Han er sygeligt jaloux og ik kommet videre på nogen måde tror jeg. Han vil aldrig tale om noget på et ordenligt toneleje.
Købte en hund for 6-7 mdr siden, troede en brik faldt på plads i mit liv? Men nej jeg er så ked af det og har bare brug for en stor krammer som kæresten aldrig giver mig�� er jeg en dårlig mor
Ved ikke hvad jeg skal gøre med mit liv. Hjælp og ingen sure miner

Dit indlæg er meget svært at finde hoved og hale i, hvilket jeg kan forestille mig afspejler hvordan at du har det indeni.

Hvis jeg var dig ville jeg flytte ind i min egen lejlighed og droppe alt unødvendig kontakt til begge mænd, du er selvfølgelig nød til at samarbejde med din søns far omkring din søn.

For mig lyder det ikke som om at nogle af mændende er specielt sunde for jer som tingene er nu. Jeg tror at både du og din søn kunne bruge ro omkring jer.

Du har ikke brug for en mand der kalder dig for skældsord eller som ikke gør dig glad, du har ikke brug for en der giver dig dårlig samvittighed over at du ikke når hjem til tiden. Du er en voksen og selvstændig kvinde, du kan godt klare dig uden dem begge.

En gang i fremtiden når du er blevet følelsesmæssig uafhængig af dem begge og har lært bare at være dig, så er jeg sikker på at du nok skal møde en helt anden mand der er helt rigtig for dig. 

Anonym skriver:

Hvad skal jeg gøre?
Jeg føler mig på bar bund. Jeg ved ikke hvilket ben jeg skal stå på. Jeg er usikker, nogle dage ked af alt i mit liv, andre dage glad for livet.

For et år siden mødte jeg denne mand som jeg forelskede mig i. Han var alt jeg ikke havde i mit parforhold, ja jeg var utro i 3 mdr. Noget jeg aldrig vil gøre igen, og aldrig vil byde nogen anden igen. Sagen kort var at min kæreste gennem 4 år (har fælles barn på 3) aldrig var der. Gider aldrig tale om alt og ingen ting som man vel burde kunne i et parforhold. Vi havde aldrig sex, han drak mange øl og tog stoffer nogle gange. Var stort set beruset af øl 3-4 gange om ugen, altså i hverdagene også. Svinede mig til og nedgjorde mig tit. Han har aldrig taget del i vores fælles barn. Jeg 90% af tiden og ham 10% hvis ikke mindre. Osv osv, jeg kunne blive ved og ved.
Hvorfor blev jeg? Fordi jeg ikke følte jeg kunne komme ud af det med mindre han gik fra mig, jeg græd af tanken om at flytte. Han var jo sød når han var sød? Men den følelse af jeg fik ondt i maven fordi jeg ikke var hjemme på den præcise tid jeg havde sagt, eller andet i den stil tog meget af mit humør og energi.
Alt var dårligt.
Nå men.. Jeg var smask vild med denne mand og han med mig. Det endte med jeg skubbede ham væk fordi jeg endnu en gang ville give mit parforhold en chance, og han (nok i sorg?) ende med at fortælle det til min kæreste. Så fanden brød løs (og kæresten og jeg er stadig sammen). Han kaldte mig grimme ting, luder, so, kælling osv. Meget skete..
Jeg flyttede og er nu flyttet tilbage igen.
Så nu er der gået et år, og kæresten og jeg er stadig sammen.
Ham manden jeg mødte fandt en kæreste efterfølgende og de har nu slået op af grunden "jeg kan ikke komme videre, tænker på dig hver dag og har jeg gjort lige siden første gang" - ja han har kontaktet mig. Jeg græd og græd men af hvad? Fordi jeg savner ham så inderligt inderst inde eller fordi føler han "ødelægger" mit forhold ved at kontakte mig?
Hver gang jeg er på Facebook tjekker jeg hans profil ud , næsten hver dag. Kan ikke lade hver. Han har siden dag 1 været i mine tanker næsten hver dag.
Men jeg er itvivl om jeg skal opsige min lejlighed og forblive hos ham og droppe alle tanker om et trist liv, eller sige stop til det hele og flytte tilbage i lejligheden endnu en gang. Starte på en frisk , selvom det sikkert aldrig ville blive til noget. Og kan jeg byde en flytning min søn endnu en gang? Er ked af jeg har skuffet min søn så meget og forvirret ham som jeg tror jeg har ved flytningen til lejligheden og nu tilbage til far igen
Ved at hvis jeg vil slå op så vil kæresten aldrig aldrig acceptere det, har jeg jo prøvet før. Han er sygeligt jaloux og ik kommet videre på nogen måde tror jeg. Han vil aldrig tale om noget på et ordenligt toneleje.
Købte en hund for 6-7 mdr siden, troede en brik faldt på plads i mit liv? Men nej jeg er så ked af det og har bare brug for en stor krammer som kæresten aldrig giver mig�� er jeg en dårlig mor
Ved ikke hvad jeg skal gøre med mit liv. Hjælp og ingen sure miner

Du skal simpelthen ud i det virkelige liv og lære dig selv at kende, lige nu kan du ikke trække vejret uden en mand i nærheden, og du emmer langt væk af uselvstændighed og afhængighed.

Stor  til dig! 

Jeg synes du skal bryde med din kæreste og flytte for dig selv sammen med din søn! Så skal i to bare bo sammen og du kan være den mor du gerne vil være. Det lyder lidt som om at du har brug for en pause fra begge mænd for at finde dig selv og finde ud af hvad du gerne vil. Synes du må tænke på din søn i alt det her og hvad der er bedst for ham! Du må bare starte med en ting af gangen!

Synes du skal mande dig op og vise din søn at du er en rigtig god mor 

Og hvis jeg skulle være så god at flytte endnu en gang for alvor, tilbage i lejligheden. Hvad skal jeg så gøre med hunden? Kan ik ha ham med og han vil med sikkerhed ikke ha ham. Hvad gør jeg med alle spørgsmålene fra naboerne som fandt ud af at jeg var i gang med at flytte

hvordan flytter man fra en man bliver nervøs for at fortælle det? hvad gør man med de store reoler jeg har fået ham til at slæbe tilbage , gan ville aldrig slæbe dem endnu en gang i lejligheden og hvad med den have min søn elsker at lege i  

mig kæresten vil mene at jeg endnu en gang tager hans søn fra ham

Anonym skriver:

Og hvis jeg skulle være så god at flytte endnu en gang for alvor, tilbage i lejligheden. Hvad skal jeg så gøre med hunden? Kan ik ha ham med og han vil med sikkerhed ikke ha ham. Hvad gør jeg med alle spørgsmålene fra naboerne som fandt ud af at jeg var i gang med at flytte

hvordan flytter man fra en man bliver nervøs for at fortælle det? hvad gør man med de store reoler jeg har fået ham til at slæbe tilbage , gan ville aldrig slæbe dem endnu en gang i lejligheden og hvad med den have min søn elsker at lege i  

mig kæresten vil mene at jeg endnu en gang tager hans søn fra ham

Mht. Hunden kontakt et internat og forhør dig om de har mulighed for at tage i mod den, eller forsøg selv at finde et godt hjem til den. 

Naboerne behøver du ikke at stå til regnskab overfor, det er din sag og noget du ikke behøver at involvere dem i. Spørger de dig og du gerne vil give et form for svar, så kan du jo altid bare sige at du fortrød.

Har du ikke noget familie eller nogle veninder der kan hjælpe dig med at få tingene flyttet? De kan jo evt. Også være tilstede når det er at du vil fortælle ham det, i tilfælde af at du er bange for hvordan han reagerer. 

Anonym skriver:

Og hvis jeg skulle være så god at flytte endnu en gang for alvor, tilbage i lejligheden. Hvad skal jeg så gøre med hunden? Kan ik ha ham med og han vil med sikkerhed ikke ha ham. Hvad gør jeg med alle spørgsmålene fra naboerne som fandt ud af at jeg var i gang med at flytte

hvordan flytter man fra en man bliver nervøs for at fortælle det? hvad gør man med de store reoler jeg har fået ham til at slæbe tilbage , gan ville aldrig slæbe dem endnu en gang i lejligheden og hvad med den have min søn elsker at lege i  

mig kæresten vil mene at jeg endnu en gang tager hans søn fra ham

Jamen, så bliver du da bare, hvor du er?

Lige nøjagtigt det jeg mener med uselvstændig - du må lære at løse problemerne selv, at handle og sortere i det, der er vigtigt og det, der er mindre vigtigt. 

Hvorfor er naboernes reaktion vigtig?

Reolerne er da bedøvende ligegyldige, og din søn lever fint med en tur i parken eller på legepladsen.

Afklaring af det praktiske omkring din søn foregår i Statsforvaltningen, men dermed ikke sagt, at du ikke skal mande dig op og stille krav!

Hunden må I finde et nyt hjem til, men det er vel lige så meget begges ansvar og ikke kun din bekymring?

Anonym skriver:

Hvad skal jeg gøre?
Jeg føler mig på bar bund. Jeg ved ikke hvilket ben jeg skal stå på. Jeg er usikker, nogle dage ked af alt i mit liv, andre dage glad for livet.

For et år siden mødte jeg denne mand som jeg forelskede mig i. Han var alt jeg ikke havde i mit parforhold, ja jeg var utro i 3 mdr. Noget jeg aldrig vil gøre igen, og aldrig vil byde nogen anden igen. Sagen kort var at min kæreste gennem 4 år (har fælles barn på 3) aldrig var der. Gider aldrig tale om alt og ingen ting som man vel burde kunne i et parforhold. Vi havde aldrig sex, han drak mange øl og tog stoffer nogle gange. Var stort set beruset af øl 3-4 gange om ugen, altså i hverdagene også. Svinede mig til og nedgjorde mig tit. Han har aldrig taget del i vores fælles barn. Jeg 90% af tiden og ham 10% hvis ikke mindre. Osv osv, jeg kunne blive ved og ved.
Hvorfor blev jeg? Fordi jeg ikke følte jeg kunne komme ud af det med mindre han gik fra mig, jeg græd af tanken om at flytte. Han var jo sød når han var sød? Men den følelse af jeg fik ondt i maven fordi jeg ikke var hjemme på den præcise tid jeg havde sagt, eller andet i den stil tog meget af mit humør og energi.
Alt var dårligt.
Nå men.. Jeg var smask vild med denne mand og han med mig. Det endte med jeg skubbede ham væk fordi jeg endnu en gang ville give mit parforhold en chance, og han (nok i sorg?) ende med at fortælle det til min kæreste. Så fanden brød løs (og kæresten og jeg er stadig sammen). Han kaldte mig grimme ting, luder, so, kælling osv. Meget skete..
Jeg flyttede og er nu flyttet tilbage igen.
Så nu er der gået et år, og kæresten og jeg er stadig sammen.
Ham manden jeg mødte fandt en kæreste efterfølgende og de har nu slået op af grunden "jeg kan ikke komme videre, tænker på dig hver dag og har jeg gjort lige siden første gang" - ja han har kontaktet mig. Jeg græd og græd men af hvad? Fordi jeg savner ham så inderligt inderst inde eller fordi føler han "ødelægger" mit forhold ved at kontakte mig?
Hver gang jeg er på Facebook tjekker jeg hans profil ud , næsten hver dag. Kan ikke lade hver. Han har siden dag 1 været i mine tanker næsten hver dag.
Men jeg er itvivl om jeg skal opsige min lejlighed og forblive hos ham og droppe alle tanker om et trist liv, eller sige stop til det hele og flytte tilbage i lejligheden endnu en gang. Starte på en frisk , selvom det sikkert aldrig ville blive til noget. Og kan jeg byde en flytning min søn endnu en gang? Er ked af jeg har skuffet min søn så meget og forvirret ham som jeg tror jeg har ved flytningen til lejligheden og nu tilbage til far igen
Ved at hvis jeg vil slå op så vil kæresten aldrig aldrig acceptere det, har jeg jo prøvet før. Han er sygeligt jaloux og ik kommet videre på nogen måde tror jeg. Han vil aldrig tale om noget på et ordenligt toneleje.
Købte en hund for 6-7 mdr siden, troede en brik faldt på plads i mit liv? Men nej jeg er så ked af det og har bare brug for en stor krammer som kæresten aldrig giver mig�� er jeg en dårlig mor
Ved ikke hvad jeg skal gøre med mit liv. Hjælp og ingen sure miner

Efter min mening har du brug for at være fri for en mand. brug for at bo for dig selv sammen med din søn. og finde tryghed ved bare at være dig og ham. Ingen af de to mænd du har beskrevet lyder som værende gode mænd og jeg tror bestemt at du ville gøre bedst i ikke at være sammen med nogen af dem.

Jeg tror heller ikke du elsker nogen af dem.

Anonym skriver:

Hvad skal jeg gøre?
Jeg føler mig på bar bund. Jeg ved ikke hvilket ben jeg skal stå på. Jeg er usikker, nogle dage ked af alt i mit liv, andre dage glad for livet.

For et år siden mødte jeg denne mand som jeg forelskede mig i. Han var alt jeg ikke havde i mit parforhold, ja jeg var utro i 3 mdr. Noget jeg aldrig vil gøre igen, og aldrig vil byde nogen anden igen. Sagen kort var at min kæreste gennem 4 år (har fælles barn på 3) aldrig var der. Gider aldrig tale om alt og ingen ting som man vel burde kunne i et parforhold. Vi havde aldrig sex, han drak mange øl og tog stoffer nogle gange. Var stort set beruset af øl 3-4 gange om ugen, altså i hverdagene også. Svinede mig til og nedgjorde mig tit. Han har aldrig taget del i vores fælles barn. Jeg 90% af tiden og ham 10% hvis ikke mindre. Osv osv, jeg kunne blive ved og ved.
Hvorfor blev jeg? Fordi jeg ikke følte jeg kunne komme ud af det med mindre han gik fra mig, jeg græd af tanken om at flytte. Han var jo sød når han var sød? Men den følelse af jeg fik ondt i maven fordi jeg ikke var hjemme på den præcise tid jeg havde sagt, eller andet i den stil tog meget af mit humør og energi.
Alt var dårligt.
Nå men.. Jeg var smask vild med denne mand og han med mig. Det endte med jeg skubbede ham væk fordi jeg endnu en gang ville give mit parforhold en chance, og han (nok i sorg?) ende med at fortælle det til min kæreste. Så fanden brød løs (og kæresten og jeg er stadig sammen). Han kaldte mig grimme ting, luder, so, kælling osv. Meget skete..
Jeg flyttede og er nu flyttet tilbage igen.
Så nu er der gået et år, og kæresten og jeg er stadig sammen.
Ham manden jeg mødte fandt en kæreste efterfølgende og de har nu slået op af grunden "jeg kan ikke komme videre, tænker på dig hver dag og har jeg gjort lige siden første gang" - ja han har kontaktet mig. Jeg græd og græd men af hvad? Fordi jeg savner ham så inderligt inderst inde eller fordi føler han "ødelægger" mit forhold ved at kontakte mig?
Hver gang jeg er på Facebook tjekker jeg hans profil ud , næsten hver dag. Kan ikke lade hver. Han har siden dag 1 været i mine tanker næsten hver dag.
Men jeg er itvivl om jeg skal opsige min lejlighed og forblive hos ham og droppe alle tanker om et trist liv, eller sige stop til det hele og flytte tilbage i lejligheden endnu en gang. Starte på en frisk , selvom det sikkert aldrig ville blive til noget. Og kan jeg byde en flytning min søn endnu en gang? Er ked af jeg har skuffet min søn så meget og forvirret ham som jeg tror jeg har ved flytningen til lejligheden og nu tilbage til far igen
Ved at hvis jeg vil slå op så vil kæresten aldrig aldrig acceptere det, har jeg jo prøvet før. Han er sygeligt jaloux og ik kommet videre på nogen måde tror jeg. Han vil aldrig tale om noget på et ordenligt toneleje.
Købte en hund for 6-7 mdr siden, troede en brik faldt på plads i mit liv? Men nej jeg er så ked af det og har bare brug for en stor krammer som kæresten aldrig giver mig�� er jeg en dårlig mor
Ved ikke hvad jeg skal gøre med mit liv. Hjælp og ingen sure miner

NEJ, du er ikke en dårlig mor - men du skylder din søn og ikke mindst dig selv, at flytte væk og få ro på! Væk fra begge mænd, ingen af dem gavner dig... Lær at elsk dig selv først- det FORTJENER DU!!