Anonym skriver:
Okay, det her bliver nok en blandet omgang, men har lige brug for andre øjne på sagen.
Da jeg blev gravid var jeg ikke mere end 19 år og nok ikke helt der hvor man var klar til fast forhold og børn. Jeg valgte i samråd med faderen at beholde barnet, og vi har idag en helt igennem fantastisk søn på snart 6 år.
Jeg gik fra faderen allerede da jeg var 8 uger henne fordi jeg følte at han kontrollerede hver eneste ting jeg gjorde, og jeg følte mig fanget. Jeg var ikke god til at give besked om hvad jeg lavede, og det gjorde jo nok også at jeg følte mig meget overvåget af ham. Idag ved jeg jo at der var en grund til at han var som han var, og at jeg var som jeg var.
Jeg var kun 19 og bestemt ikke klar til det ansvar det var at blive familie og den nemme løsning var bare at pakke mine ting at skride.
Han var lige en del år ældre, og klar til familielivet, og så alligevel ikke, for hans problem var at han var misbruger og det havde han ikke fortalt mig. Vi blev gravide sammen efter knap 3 mdr som kærester.
Jeg voksede med opgaven og allerede fra jeg fødte stod jeg med ansvaret for vores søn, og hvis jeg selv skal sige det så har jeg gjort et pisse godt job med at forme ham til et barn der er trygt og tillidsfuld og meget klar til skole lige om lidt. Jeg har altid fået ros for hans dejlige sind og det faktum at vi aldrig har skjult noget for ham, men dog altid holdt det på hans niveau også fra hans institutioners side.
faderen er først kommet ind i billedet da vores søn var knapt 1 år, for jeg sagde til ham at han ikke skulle henvende sig før den dag han var clean. Han fik stillet stolen for døren og det gav ham chokket til at komme i afvænning, og han har holdt det siden.
Han er en pisse god far for vores søn og jeg har stor respekt for det han har gjort for at han kunne etablere et forhold til ham. nu ses de fast hveranden weekend og ofte meget mere da det altid er ham der får tilbuddet hvis jeg har behov for barnepige fordi jeg skal noget hvor vores søn ikke kan komme med.
Nå men nu til det rigtige problem.
Jeg fik en sms fra ham her for lidt tid siden hvori han beskriver at han her knap 6,5 år efter stadig har rigtig mange følelser for mig, og at han gerne så at vi kunne blive vores egen lille familie.
Jeg startede faktisk med at afvise ham, men af helt egoistiske grunde, nemlig fordi at jeg er pisse glad for det virkelig gode samarbejde vi har omkring vores søn og at jeg vil være bange for at ødelægge det fordi vi lige syntes at vi skulle prøve at være kærester igen, for hvad hvis det ikke går?
Jeg skal ikke afvise at jeg kan finde de gamle følelser frem igen, for de var der jo engang, men jeg vil være så bange for at der går noget galt og vi derfor ender som rygende uvenner og bagefter ikke kan samarbejde omkring vores søn på den måde som vi gør nu.
Hvad siger i? Kan man grave gamle følelser frem igen, og er det overhovedet muligt at bygge et sundt forhold op med de forudsætninger vi havde da vi gik fra hinanden? Vil han være bange for at jeg skrider igen, vil han blive kontrollerende igen? Eller var det bare noget jeg følte grundet min alder? Jeg synes det er svært, og jeg mærker lige nu virkelig omkostningerne ved at have et delebarn, for jeg står med en søn der ikke kan forstå hvorfor mor og far ikke bare kan være kærester og bo sammen, og den er svær at forklare ham synes jeg. vores søn savner virkelig sin far, og han forstår ikke hvorfor han kun skal sove der 2 gange hver gang når han gerne vil være der i længere tid.
Hjælp mig piger med at få en anden vinkel på det her for jeg er kørt lidt fast imellem gerne at ville, men samtidig være super egoistisk i mine valg.
Hej med dig!
Sådan som jeg læser dit indlæg og dine svar efterfølgende, så fremstår det meget tydeligt at du bruger meget energi på at tænke over hvad han føler, hvorfor, hvad, hvornår osv.
Det du egentlig burde tænke på er: "er du forelsket i ham", "har du lyst til at være en familie med ham" (og ikke bare fordi du får tilfredsstillet drømmen om kernefamilien, men fordi du har lyst til at være en familie med LIGE præcis HAM!" ?
Eller er det måske bare drømmen om at tingene kunne blive "rigtige" med mor, far og barn.
Du har en del kiggen indad at gøre og hvis du finder frem til at du vil manden, så skal du stille alle de spørgsmål og flere til, som du stillede i dette indlæg, TIL HAM! I skal snakke om alle de ting der er bekymrende for dig. (Samarbejdet efterfølgende hvis det ikke går, barnets vilkår hvis det ikke går osv osv)
Jeg håber du finder frem til den bedste løsning for dig.
pøj pøj
