At gå tilbage

Okay, det her bliver nok en blandet omgang, men har lige brug for andre øjne på sagen.

Da jeg blev gravid var jeg ikke mere end 19 år og nok ikke helt der hvor man var klar til fast forhold og børn. Jeg valgte i samråd med faderen at beholde barnet, og vi har idag en helt igennem fantastisk søn på snart 6 år.
Jeg gik fra faderen allerede da jeg var 8 uger henne fordi jeg følte at han kontrollerede hver eneste ting jeg gjorde, og jeg følte mig fanget. Jeg var ikke god til at give besked om hvad jeg lavede, og det gjorde jo nok også at jeg følte mig meget overvåget af ham. Idag ved jeg jo at der var en grund til at han var som han var, og at jeg var som jeg var. 
Jeg var kun 19 og bestemt ikke klar til det ansvar det var at blive familie og den nemme løsning var bare at pakke mine ting at skride. 
Han var lige en del år ældre, og klar til familielivet, og så alligevel ikke, for hans problem var at han var misbruger og det havde han ikke fortalt mig. Vi blev gravide sammen efter knap 3 mdr som kærester. 
Jeg voksede med opgaven og allerede fra jeg fødte stod jeg med ansvaret for vores søn, og hvis jeg selv skal sige det så har jeg gjort et pisse godt job med at forme ham til et barn der er trygt og tillidsfuld og meget klar til skole lige om lidt. Jeg har altid fået ros for hans dejlige sind og det faktum at vi aldrig har skjult noget for ham, men dog altid holdt det på hans niveau også fra hans institutioners side. 
faderen er først kommet ind i billedet da vores søn var knapt 1 år, for jeg sagde til ham at han ikke skulle henvende sig før den dag han var clean. Han fik stillet stolen for døren og det gav ham chokket til at komme i afvænning, og han har holdt det siden. 
Han er en pisse god far for vores søn og jeg har stor respekt for det han har gjort for at han kunne etablere et forhold til ham. nu ses de fast hveranden weekend og ofte meget mere da det altid er ham der får tilbuddet hvis jeg har behov for barnepige fordi jeg skal noget hvor vores søn ikke kan komme med. 
Nå men nu til det rigtige problem.

Jeg fik en sms fra ham her for lidt tid siden hvori han beskriver at han her knap 6,5 år efter stadig har rigtig mange følelser for mig, og at han gerne så at vi kunne blive vores egen lille familie.
Jeg startede faktisk med at afvise ham, men af helt egoistiske grunde, nemlig fordi at jeg er pisse glad for det virkelig gode samarbejde vi har omkring vores søn og at jeg vil være bange for at ødelægge det fordi vi lige syntes at vi skulle prøve at være kærester igen, for hvad hvis det ikke går? 
Jeg skal ikke afvise at jeg kan finde de gamle følelser frem igen, for de var der jo engang, men jeg vil være så bange for at der går noget galt og vi derfor ender som rygende uvenner og bagefter ikke kan samarbejde omkring vores søn på den måde som vi gør nu. 
Hvad siger i? Kan man grave gamle følelser frem igen, og er det overhovedet muligt at bygge et sundt forhold op med de forudsætninger vi havde da vi gik fra hinanden? Vil han være bange for at jeg skrider igen, vil han blive kontrollerende igen? Eller var det bare noget jeg følte grundet min alder? Jeg synes det er svært, og jeg mærker lige nu virkelig omkostningerne ved at have et delebarn, for jeg står med en søn der ikke kan forstå hvorfor mor og far ikke bare kan være kærester og bo sammen, og den er svær at forklare ham synes jeg. vores søn savner virkelig sin far, og han forstår ikke hvorfor han kun skal sove der 2 gange hver gang når han gerne vil være der i længere tid. 

Hjælp mig piger med at få en anden vinkel på det her for jeg er kørt lidt fast imellem gerne at ville, men samtidig være super egoistisk i mine valg. 

Anonym skriver:

Okay, det her bliver nok en blandet omgang, men har lige brug for andre øjne på sagen.

Da jeg blev gravid var jeg ikke mere end 19 år og nok ikke helt der hvor man var klar til fast forhold og børn. Jeg valgte i samråd med faderen at beholde barnet, og vi har idag en helt igennem fantastisk søn på snart 6 år.
Jeg gik fra faderen allerede da jeg var 8 uger henne fordi jeg følte at han kontrollerede hver eneste ting jeg gjorde, og jeg følte mig fanget. Jeg var ikke god til at give besked om hvad jeg lavede, og det gjorde jo nok også at jeg følte mig meget overvåget af ham. Idag ved jeg jo at der var en grund til at han var som han var, og at jeg var som jeg var. 
Jeg var kun 19 og bestemt ikke klar til det ansvar det var at blive familie og den nemme løsning var bare at pakke mine ting at skride. 
Han var lige en del år ældre, og klar til familielivet, og så alligevel ikke, for hans problem var at han var misbruger og det havde han ikke fortalt mig. Vi blev gravide sammen efter knap 3 mdr som kærester. 
Jeg voksede med opgaven og allerede fra jeg fødte stod jeg med ansvaret for vores søn, og hvis jeg selv skal sige det så har jeg gjort et pisse godt job med at forme ham til et barn der er trygt og tillidsfuld og meget klar til skole lige om lidt. Jeg har altid fået ros for hans dejlige sind og det faktum at vi aldrig har skjult noget for ham, men dog altid holdt det på hans niveau også fra hans institutioners side. 
faderen er først kommet ind i billedet da vores søn var knapt 1 år, for jeg sagde til ham at han ikke skulle henvende sig før den dag han var clean. Han fik stillet stolen for døren og det gav ham chokket til at komme i afvænning, og han har holdt det siden. 
Han er en pisse god far for vores søn og jeg har stor respekt for det han har gjort for at han kunne etablere et forhold til ham. nu ses de fast hveranden weekend og ofte meget mere da det altid er ham der får tilbuddet hvis jeg har behov for barnepige fordi jeg skal noget hvor vores søn ikke kan komme med. 
Nå men nu til det rigtige problem.

Jeg fik en sms fra ham her for lidt tid siden hvori han beskriver at han her knap 6,5 år efter stadig har rigtig mange følelser for mig, og at han gerne så at vi kunne blive vores egen lille familie.
Jeg startede faktisk med at afvise ham, men af helt egoistiske grunde, nemlig fordi at jeg er pisse glad for det virkelig gode samarbejde vi har omkring vores søn og at jeg vil være bange for at ødelægge det fordi vi lige syntes at vi skulle prøve at være kærester igen, for hvad hvis det ikke går? 
Jeg skal ikke afvise at jeg kan finde de gamle følelser frem igen, for de var der jo engang, men jeg vil være så bange for at der går noget galt og vi derfor ender som rygende uvenner og bagefter ikke kan samarbejde omkring vores søn på den måde som vi gør nu. 
Hvad siger i? Kan man grave gamle følelser frem igen, og er det overhovedet muligt at bygge et sundt forhold op med de forudsætninger vi havde da vi gik fra hinanden? Vil han være bange for at jeg skrider igen, vil han blive kontrollerende igen? Eller var det bare noget jeg følte grundet min alder? Jeg synes det er svært, og jeg mærker lige nu virkelig omkostningerne ved at have et delebarn, for jeg står med en søn der ikke kan forstå hvorfor mor og far ikke bare kan være kærester og bo sammen, og den er svær at forklare ham synes jeg. vores søn savner virkelig sin far, og han forstår ikke hvorfor han kun skal sove der 2 gange hver gang når han gerne vil være der i længere tid. 

Hjælp mig piger med at få en anden vinkel på det her for jeg er kørt lidt fast imellem gerne at ville, men samtidig være super egoistisk i mine valg. 

Jeg synes det lyder som om I begge er blevet meget modne med alderen og ansvaret. Og har man haft følelser for hinanden en gang, ligger de nok stadig i hjertet. Hvorfor ikke forsøge. Det er nok mere surt at se tilbage og ærgre sig over at man ikke prøvede, især for jeres barns skyld. Date hinanden, er der en gnist, så tag den derfra, er der ikke, så gå tilbage til at være venner. I kan jo tage den i et meget roligt tempo uden at blande jeres søn ind i det

Anonym skriver:

Okay, det her bliver nok en blandet omgang, men har lige brug for andre øjne på sagen.

Da jeg blev gravid var jeg ikke mere end 19 år og nok ikke helt der hvor man var klar til fast forhold og børn. Jeg valgte i samråd med faderen at beholde barnet, og vi har idag en helt igennem fantastisk søn på snart 6 år.
Jeg gik fra faderen allerede da jeg var 8 uger henne fordi jeg følte at han kontrollerede hver eneste ting jeg gjorde, og jeg følte mig fanget. Jeg var ikke god til at give besked om hvad jeg lavede, og det gjorde jo nok også at jeg følte mig meget overvåget af ham. Idag ved jeg jo at der var en grund til at han var som han var, og at jeg var som jeg var. 
Jeg var kun 19 og bestemt ikke klar til det ansvar det var at blive familie og den nemme løsning var bare at pakke mine ting at skride. 
Han var lige en del år ældre, og klar til familielivet, og så alligevel ikke, for hans problem var at han var misbruger og det havde han ikke fortalt mig. Vi blev gravide sammen efter knap 3 mdr som kærester. 
Jeg voksede med opgaven og allerede fra jeg fødte stod jeg med ansvaret for vores søn, og hvis jeg selv skal sige det så har jeg gjort et pisse godt job med at forme ham til et barn der er trygt og tillidsfuld og meget klar til skole lige om lidt. Jeg har altid fået ros for hans dejlige sind og det faktum at vi aldrig har skjult noget for ham, men dog altid holdt det på hans niveau også fra hans institutioners side. 
faderen er først kommet ind i billedet da vores søn var knapt 1 år, for jeg sagde til ham at han ikke skulle henvende sig før den dag han var clean. Han fik stillet stolen for døren og det gav ham chokket til at komme i afvænning, og han har holdt det siden. 
Han er en pisse god far for vores søn og jeg har stor respekt for det han har gjort for at han kunne etablere et forhold til ham. nu ses de fast hveranden weekend og ofte meget mere da det altid er ham der får tilbuddet hvis jeg har behov for barnepige fordi jeg skal noget hvor vores søn ikke kan komme med. 
Nå men nu til det rigtige problem.

Jeg fik en sms fra ham her for lidt tid siden hvori han beskriver at han her knap 6,5 år efter stadig har rigtig mange følelser for mig, og at han gerne så at vi kunne blive vores egen lille familie.
Jeg startede faktisk med at afvise ham, men af helt egoistiske grunde, nemlig fordi at jeg er pisse glad for det virkelig gode samarbejde vi har omkring vores søn og at jeg vil være bange for at ødelægge det fordi vi lige syntes at vi skulle prøve at være kærester igen, for hvad hvis det ikke går? 
Jeg skal ikke afvise at jeg kan finde de gamle følelser frem igen, for de var der jo engang, men jeg vil være så bange for at der går noget galt og vi derfor ender som rygende uvenner og bagefter ikke kan samarbejde omkring vores søn på den måde som vi gør nu. 
Hvad siger i? Kan man grave gamle følelser frem igen, og er det overhovedet muligt at bygge et sundt forhold op med de forudsætninger vi havde da vi gik fra hinanden? Vil han være bange for at jeg skrider igen, vil han blive kontrollerende igen? Eller var det bare noget jeg følte grundet min alder? Jeg synes det er svært, og jeg mærker lige nu virkelig omkostningerne ved at have et delebarn, for jeg står med en søn der ikke kan forstå hvorfor mor og far ikke bare kan være kærester og bo sammen, og den er svær at forklare ham synes jeg. vores søn savner virkelig sin far, og han forstår ikke hvorfor han kun skal sove der 2 gange hver gang når han gerne vil være der i længere tid. 

Hjælp mig piger med at få en anden vinkel på det her for jeg er kørt lidt fast imellem gerne at ville, men samtidig være super egoistisk i mine valg. 

Så vidt jeg kan regne mig frem til, har I kun været kærester i 5 mdr. - for 6 år siden. 

Jeg skal ikke kunne afvise at man kan forelske sig igen i den samme, men jeg synes at det er et meget tyndt grundlag at bygge et forhold på. I bund og grund har I aldrig rigtig prøvet at være kærester. I har aldrig prøvet at have en hverdag sammen, på godt og ondt. I kender nok egentlig ikke rigtigt hinanden?

Jeg tænker også at du skal overveje motivationen bag din eks' følelser. Elsker han dig virkelig? Eller søger han tryghed og stabilitet? Eller savner han måske sin søn enormt meget?

Min ærlige mening: Medmindre du virkelig er fucking forelsket i ham med hud og hår og krop og sjæl, så ville jeg ikke turde ødelægge et godt samarbejde når grundlaget er så tyndt.

Har du ikke overvejet at han skal have sin søn lidt mere? Måske 10/4? Hvis jeres søn gerne vil tilbringe mere tid sammen med ham?

Anonym skriver:

Okay, det her bliver nok en blandet omgang, men har lige brug for andre øjne på sagen.

Da jeg blev gravid var jeg ikke mere end 19 år og nok ikke helt der hvor man var klar til fast forhold og børn. Jeg valgte i samråd med faderen at beholde barnet, og vi har idag en helt igennem fantastisk søn på snart 6 år.
Jeg gik fra faderen allerede da jeg var 8 uger henne fordi jeg følte at han kontrollerede hver eneste ting jeg gjorde, og jeg følte mig fanget. Jeg var ikke god til at give besked om hvad jeg lavede, og det gjorde jo nok også at jeg følte mig meget overvåget af ham. Idag ved jeg jo at der var en grund til at han var som han var, og at jeg var som jeg var. 
Jeg var kun 19 og bestemt ikke klar til det ansvar det var at blive familie og den nemme løsning var bare at pakke mine ting at skride. 
Han var lige en del år ældre, og klar til familielivet, og så alligevel ikke, for hans problem var at han var misbruger og det havde han ikke fortalt mig. Vi blev gravide sammen efter knap 3 mdr som kærester. 
Jeg voksede med opgaven og allerede fra jeg fødte stod jeg med ansvaret for vores søn, og hvis jeg selv skal sige det så har jeg gjort et pisse godt job med at forme ham til et barn der er trygt og tillidsfuld og meget klar til skole lige om lidt. Jeg har altid fået ros for hans dejlige sind og det faktum at vi aldrig har skjult noget for ham, men dog altid holdt det på hans niveau også fra hans institutioners side. 
faderen er først kommet ind i billedet da vores søn var knapt 1 år, for jeg sagde til ham at han ikke skulle henvende sig før den dag han var clean. Han fik stillet stolen for døren og det gav ham chokket til at komme i afvænning, og han har holdt det siden. 
Han er en pisse god far for vores søn og jeg har stor respekt for det han har gjort for at han kunne etablere et forhold til ham. nu ses de fast hveranden weekend og ofte meget mere da det altid er ham der får tilbuddet hvis jeg har behov for barnepige fordi jeg skal noget hvor vores søn ikke kan komme med. 
Nå men nu til det rigtige problem.

Jeg fik en sms fra ham her for lidt tid siden hvori han beskriver at han her knap 6,5 år efter stadig har rigtig mange følelser for mig, og at han gerne så at vi kunne blive vores egen lille familie.
Jeg startede faktisk med at afvise ham, men af helt egoistiske grunde, nemlig fordi at jeg er pisse glad for det virkelig gode samarbejde vi har omkring vores søn og at jeg vil være bange for at ødelægge det fordi vi lige syntes at vi skulle prøve at være kærester igen, for hvad hvis det ikke går? 
Jeg skal ikke afvise at jeg kan finde de gamle følelser frem igen, for de var der jo engang, men jeg vil være så bange for at der går noget galt og vi derfor ender som rygende uvenner og bagefter ikke kan samarbejde omkring vores søn på den måde som vi gør nu. 
Hvad siger i? Kan man grave gamle følelser frem igen, og er det overhovedet muligt at bygge et sundt forhold op med de forudsætninger vi havde da vi gik fra hinanden? Vil han være bange for at jeg skrider igen, vil han blive kontrollerende igen? Eller var det bare noget jeg følte grundet min alder? Jeg synes det er svært, og jeg mærker lige nu virkelig omkostningerne ved at have et delebarn, for jeg står med en søn der ikke kan forstå hvorfor mor og far ikke bare kan være kærester og bo sammen, og den er svær at forklare ham synes jeg. vores søn savner virkelig sin far, og han forstår ikke hvorfor han kun skal sove der 2 gange hver gang når han gerne vil være der i længere tid. 

Hjælp mig piger med at få en anden vinkel på det her for jeg er kørt lidt fast imellem gerne at ville, men samtidig være super egoistisk i mine valg. 

Jeg tror ikke det er en god ide. Jeg synes det virker som en kunstig måde. 

Han har haft set jeres søn i 5 år, altså har i haft kontakt på et eller andet plan igennem 5 år. Han sender så pludselig en sms, en sms!, om at han stadig er vild med dig. Det har jeg svært ved at tro på; hvis det var tilfældet ville det være kommet frem noget før, og på en naturlig måde. -Han havde måske inviteret dig ind ved samvær på kaffe, mad, inviteret dig i bio, skovtur, også ting hvor det ikke kun var dig og ham, men jer alle 3, for at vise han var interesseret i ikke bare dig, men jer alle 3 som en familie. Kort sagt, det ville være kommet af sig selv.

Du begynder først at tænke over dine følelser for ham, fordi han har sendt en sms.

Jeg forstår godt, at det kan være smigrende, at han sender en sms, hvor han tilkendegiver sine følelser, eller jeg kan i hvert fald godt sætte mig ind i det. Det ville bare ikke være nok for mig.

Anonym skriver:

Okay, det her bliver nok en blandet omgang, men har lige brug for andre øjne på sagen.

Da jeg blev gravid var jeg ikke mere end 19 år og nok ikke helt der hvor man var klar til fast forhold og børn. Jeg valgte i samråd med faderen at beholde barnet, og vi har idag en helt igennem fantastisk søn på snart 6 år.
Jeg gik fra faderen allerede da jeg var 8 uger henne fordi jeg følte at han kontrollerede hver eneste ting jeg gjorde, og jeg følte mig fanget. Jeg var ikke god til at give besked om hvad jeg lavede, og det gjorde jo nok også at jeg følte mig meget overvåget af ham. Idag ved jeg jo at der var en grund til at han var som han var, og at jeg var som jeg var. 
Jeg var kun 19 og bestemt ikke klar til det ansvar det var at blive familie og den nemme løsning var bare at pakke mine ting at skride. 
Han var lige en del år ældre, og klar til familielivet, og så alligevel ikke, for hans problem var at han var misbruger og det havde han ikke fortalt mig. Vi blev gravide sammen efter knap 3 mdr som kærester. 
Jeg voksede med opgaven og allerede fra jeg fødte stod jeg med ansvaret for vores søn, og hvis jeg selv skal sige det så har jeg gjort et pisse godt job med at forme ham til et barn der er trygt og tillidsfuld og meget klar til skole lige om lidt. Jeg har altid fået ros for hans dejlige sind og det faktum at vi aldrig har skjult noget for ham, men dog altid holdt det på hans niveau også fra hans institutioners side. 
faderen er først kommet ind i billedet da vores søn var knapt 1 år, for jeg sagde til ham at han ikke skulle henvende sig før den dag han var clean. Han fik stillet stolen for døren og det gav ham chokket til at komme i afvænning, og han har holdt det siden. 
Han er en pisse god far for vores søn og jeg har stor respekt for det han har gjort for at han kunne etablere et forhold til ham. nu ses de fast hveranden weekend og ofte meget mere da det altid er ham der får tilbuddet hvis jeg har behov for barnepige fordi jeg skal noget hvor vores søn ikke kan komme med. 
Nå men nu til det rigtige problem.

Jeg fik en sms fra ham her for lidt tid siden hvori han beskriver at han her knap 6,5 år efter stadig har rigtig mange følelser for mig, og at han gerne så at vi kunne blive vores egen lille familie.
Jeg startede faktisk med at afvise ham, men af helt egoistiske grunde, nemlig fordi at jeg er pisse glad for det virkelig gode samarbejde vi har omkring vores søn og at jeg vil være bange for at ødelægge det fordi vi lige syntes at vi skulle prøve at være kærester igen, for hvad hvis det ikke går? 
Jeg skal ikke afvise at jeg kan finde de gamle følelser frem igen, for de var der jo engang, men jeg vil være så bange for at der går noget galt og vi derfor ender som rygende uvenner og bagefter ikke kan samarbejde omkring vores søn på den måde som vi gør nu. 
Hvad siger i? Kan man grave gamle følelser frem igen, og er det overhovedet muligt at bygge et sundt forhold op med de forudsætninger vi havde da vi gik fra hinanden? Vil han være bange for at jeg skrider igen, vil han blive kontrollerende igen? Eller var det bare noget jeg følte grundet min alder? Jeg synes det er svært, og jeg mærker lige nu virkelig omkostningerne ved at have et delebarn, for jeg står med en søn der ikke kan forstå hvorfor mor og far ikke bare kan være kærester og bo sammen, og den er svær at forklare ham synes jeg. vores søn savner virkelig sin far, og han forstår ikke hvorfor han kun skal sove der 2 gange hver gang når han gerne vil være der i længere tid. 

Hjælp mig piger med at få en anden vinkel på det her for jeg er kørt lidt fast imellem gerne at ville, men samtidig være super egoistisk i mine valg. 

Hej.

Jeg hæfter mig rigtig meget ved, at du ikke et eneste sted i hele din lange tekst skriver noget som helst om dine følelser for din eks  du spørger om du skal give det en chance og "grave de gamle følelser frem". Det lyder ikke som om de er der nu? Overvej meget kraftigt om dine følelser og tanker går på, at du synes det er synd for din søn, at mor og far ikke er kærester eller om det reelt er fordi I ikke kan undvære hinanden...

Vh. Paddehatten 

modesty skriver:

Så vidt jeg kan regne mig frem til, har I kun været kærester i 5 mdr. - for 6 år siden. 

Jeg skal ikke kunne afvise at man kan forelske sig igen i den samme, men jeg synes at det er et meget tyndt grundlag at bygge et forhold på. I bund og grund har I aldrig rigtig prøvet at være kærester. I har aldrig prøvet at have en hverdag sammen, på godt og ondt. I kender nok egentlig ikke rigtigt hinanden?

Jeg tænker også at du skal overveje motivationen bag din eks' følelser. Elsker han dig virkelig? Eller søger han tryghed og stabilitet? Eller savner han måske sin søn enormt meget?

Min ærlige mening: Medmindre du virkelig er fucking forelsket i ham med hud og hår og krop og sjæl, så ville jeg ikke turde ødelægge et godt samarbejde når grundlaget er så tyndt.

Har du ikke overvejet at han skal have sin søn lidt mere? Måske 10/4? Hvis jeres søn gerne vil tilbringe mere tid sammen med ham?

Det er ikke muligt med mere samvær udover når han ikke er i arbejde om vinteren, da vi bor et stykke fra hinanden og han ikke har bil, så han kan ikke aflevere i børnehaven.. 

jeg er ikke mega forelsket i ham, han har da krydset mine tanker, og også tanken om hvad vi kunne have haft hvis det var, men ikke mere end det, og det er netop det med samarbejdet jeg vil være bange for at ødelægge. det kan godt være det bare er trygheden han søger, jeg ved det jo ikke.. Han siger at han har haft følelser altid.

loop skriver:

Jeg tror ikke det er en god ide. Jeg synes det virker som en kunstig måde. 

Han har haft set jeres søn i 5 år, altså har i haft kontakt på et eller andet plan igennem 5 år. Han sender så pludselig en sms, en sms!, om at han stadig er vild med dig. Det har jeg svært ved at tro på; hvis det var tilfældet ville det være kommet frem noget før, og på en naturlig måde. -Han havde måske inviteret dig ind ved samvær på kaffe, mad, inviteret dig i bio, skovtur, også ting hvor det ikke kun var dig og ham, men jer alle 3, for at vise han var interesseret i ikke bare dig, men jer alle 3 som en familie. Kort sagt, det ville være kommet af sig selv.

Du begynder først at tænke over dine følelser for ham, fordi han har sendt en sms.

Jeg forstår godt, at det kan være smigrende, at han sender en sms, hvor han tilkendegiver sine følelser, eller jeg kan i hvert fald godt sætte mig ind i det. Det ville bare ikke være nok for mig.

Jeg bliver altid inviteret ind på kaffe, og er blevet det siden samværets start. vi laver ting sammen alle 3 og det har vi gjort jævnligt, gerne ture i zoo eller legeland osv. Men jeg har været i et forhold i 5 år som jeg er kommet ud af for nyligt, hvilket han siger er grunden til at han ikke har gjort det før. sms'en var fordi han ikke ville sige det foran vores søn som jo altid er der når vi er i samme rum. 

Paddehatten skriver:

Hej.

Jeg hæfter mig rigtig meget ved, at du ikke et eneste sted i hele din lange tekst skriver noget som helst om dine følelser for din eks  du spørger om du skal give det en chance og "grave de gamle følelser frem". Det lyder ikke som om de er der nu? Overvej meget kraftigt om dine følelser og tanker går på, at du synes det er synd for din søn, at mor og far ikke er kærester eller om det reelt er fordi I ikke kan undvære hinanden...

Vh. Paddehatten 

jeg synes bestemt det er synd for min søn, og kan ikke lade være med at tænke på at det er MIG der har valgt at han skal være delebarn.

om jeg har følelser for manden lige nu, det kan jeg sige nej til, men de var der jo engang.

2babygirls skriver:

Jeg synes det lyder som om I begge er blevet meget modne med alderen og ansvaret. Og har man haft følelser for hinanden en gang, ligger de nok stadig i hjertet. Hvorfor ikke forsøge. Det er nok mere surt at se tilbage og ærgre sig over at man ikke prøvede, især for jeres barns skyld. Date hinanden, er der en gnist, så tag den derfra, er der ikke, så gå tilbage til at være venner. I kan jo tage den i et meget roligt tempo uden at blande jeres søn ind i det

Jeg er ihvertfald modnet en del, men jeg har også været tvunget til det i og med at jeg altid har haft største delen af ansvaret for vores søn. 

Anonym skriver:

Jeg bliver altid inviteret ind på kaffe, og er blevet det siden samværets start. vi laver ting sammen alle 3 og det har vi gjort jævnligt, gerne ture i zoo eller legeland osv. Men jeg har været i et forhold i 5 år som jeg er kommet ud af for nyligt, hvilket han siger er grunden til at han ikke har gjort det før. sms'en var fordi han ikke ville sige det foran vores søn som jo altid er der når vi er i samme rum. 

Det lyder da meget galant, det han siger, jeg ville bare ikke købe den. Hvis han havde været interesseret, skulle han nok have vist det.

Selvfølgelig skulle han ikke sige det foran sønnen, men så kunne han komme forbi om aftenen når han sov, eller have sørget for pasning og invitere dig ud.

Jeg tror på, at hvis man, (både mænd og kvinder), er interesseret i en anden, så skal man nok finde en måde at vise det på