Er det overgreb mod mit barn?

Min ex og jeg deler vores børn 7/7. 

Min søn har fortalt flere gange nu, hvordan tingene går lidt galt hjemme hos far, når min søn skaber sig/skejer ud, og hvordan min ex så vælger at håndtere det. 

Vores forhold som forældre er ret betændt, da vi ikke er enige i særlig mange ting ift opdragelse (jeg opdrager min søn med faste rammer, rutine og at et nej er et nej, ja ganske alm opdragelse, hvorimod jeg ved hos far er det meeeget laissez faire - ingen rigtige rammer, et nej er ikke altid et nej og den har vores søn jo luret, og ved at hvis han skaber sig får han 9/10 gange sin vilje derhjemme). Udover det er jeg ret sikker på at min eks ikke rigtig kan overskue/rumme vores børn, men noget han aldrig vil indrømme for ikke at tabe ansigt.. 

Min søn fortæller at hos hans far har han en skammekrog (under sengen) hvor han skal sidde, hvis han ikke opfører sig ordentlig eller skaber sig. Men han fortæller også at i puttesituationen har far lagt sig ovenpå min søn, sådan holde hans arme med hænderne og benene omkring hans ben, og da jeg spørger indtil om det gør ondt når far gør sådan, svarer han at ja, og nogle gange er det svært at få luft. Dette har far gjort, for at få min søn til at blive i sengen, da min søn ifølge han selv har været gået ned af sin seng flere gange, selvom han skulle sove. 

Udover det fortæller min søn også at han er blevet lukket ude på badeværelset, hvor han også skal blive til han kan opfører sig ordentlig/ikke skabe sig mere. Han fortæller ydermere at han et par gange har tisset i bukserne, fordi han har været så ked af det og bange. 

Hvad skal jeg stille op?? Er det overgreb?? Hvad kan man gøre?? 

 Mit hjerte græder, jeg syntes det er ekstremt voldsom opførsel fra min eks side, og det ligger så fjernt fra mig at behandle et barn sådan. Lige meget hvordan barnet opfører sig. 

Jeg har konfronteret min eks med overstående, og først så benægtede han det og mener at jeg er tarvelig at "beskylde" ham for sådan noget. Og at jeg jo godt selv vidste hvordan vores søn kunne være en gang i mellem (som om det skulle godtgøre hans opførsel)  Jeg har prøvet at skabe en dialog omkring det, men han afviser konsekvent at snakke om det og svarer ikke på mine sms'er når jeg prøver at komme til bunds i det. (Han vil ikke kommunikere med mig rigtig, på andre måder end SMS). 

Jeg stoler på min søn, og jeg ved han ikke ville kunne finde på at sige sådan noget for sjov, så jeg er egentlig ikke så meget i tvivl om det er rigtigt det han fortæller mig. Især fordi hans lillesøster, bakker op omkring det og uafhængigt af hinanden kan de begge genfortælle hændelserne meget konkret. 

Jeg er ked af det, og i syv sind. Min søn er 7 år og min datter er 5. 

I min verden er det overgreb. Jeg ville uden tvivl gå videre med det til statsamtet eller hvem man nu gør det til. Jeg har ingen erfaring med det, men håber, at det bliver stoppet med det samme.

Held og lykke

MoarHvidovre skriver:

I min verden er det overgreb. Jeg ville uden tvivl gå videre med det til statsamtet eller hvem man nu gør det til. Jeg har ingen erfaring med det, men håber, at det bliver stoppet med det samme.

Held og lykke

Jeg syntes også det er overgreb, men er bare i tvivl om det fordi jeg aldrig ville gøre sådan. Forstå mig ret.. 

Men jeg aner ikke hvem man skal kontakte?! 

Jeg vil også sige at det er overgreb, specielt når din søn er så bange at han tisser i bukserne. Jeg vil melde det til de rette myndigheder - sørge for der sker noget ved det, for det kan jo ikke passe at han behandler sine børn sådan.

Jeg tror det bedste vil være at ringe til politiet og få en dialog om hvordan du skal forholde dig, og hvorvidt det er dem det skal anmeldes til.

Hvis din søn har luret forskellen på opdragelsen i jeres hjem, har han nok også luret at mor og far ikke kommunikerer. Der er en rigtig god mulighed for at han forsøger at spille jer ud mod hinanden.

Alle børn lyver  ikke i voksen forstand som bevidst i ond tro, men fordi man ikke vil have ballade, opnå noget, føler de voksne vil høre noget bestemt

Jeg ville slå koldt vand i blodet og ikke blive ved at udspørge din søn. Men se tiden an og se om han kommer af sig selv og fortæller lign. Historier. Børn kan sagtens mærke hvis man "ønsker"/føler at den anden part ikke gør det godt nok.

Har din x haft adfærd tidligere der får der til at tro han kan finde på det? 

Gør han det vedvarende ville jeg handle på det... kontakt statsforvaltningen og bed om et hastemøde.

Anonym skriver:

Min ex og jeg deler vores børn 7/7. 

Min søn har fortalt flere gange nu, hvordan tingene går lidt galt hjemme hos far, når min søn skaber sig/skejer ud, og hvordan min ex så vælger at håndtere det. 

Vores forhold som forældre er ret betændt, da vi ikke er enige i særlig mange ting ift opdragelse (jeg opdrager min søn med faste rammer, rutine og at et nej er et nej, ja ganske alm opdragelse, hvorimod jeg ved hos far er det meeeget laissez faire - ingen rigtige rammer, et nej er ikke altid et nej og den har vores søn jo luret, og ved at hvis han skaber sig får han 9/10 gange sin vilje derhjemme). Udover det er jeg ret sikker på at min eks ikke rigtig kan overskue/rumme vores børn, men noget han aldrig vil indrømme for ikke at tabe ansigt.. 

Min søn fortæller at hos hans far har han en skammekrog (under sengen) hvor han skal sidde, hvis han ikke opfører sig ordentlig eller skaber sig. Men han fortæller også at i puttesituationen har far lagt sig ovenpå min søn, sådan holde hans arme med hænderne og benene omkring hans ben, og da jeg spørger indtil om det gør ondt når far gør sådan, svarer han at ja, og nogle gange er det svært at få luft. Dette har far gjort, for at få min søn til at blive i sengen, da min søn ifølge han selv har været gået ned af sin seng flere gange, selvom han skulle sove. 

Udover det fortæller min søn også at han er blevet lukket ude på badeværelset, hvor han også skal blive til han kan opfører sig ordentlig/ikke skabe sig mere. Han fortæller ydermere at han et par gange har tisset i bukserne, fordi han har været så ked af det og bange. 

Hvad skal jeg stille op?? Er det overgreb?? Hvad kan man gøre?? 

 Mit hjerte græder, jeg syntes det er ekstremt voldsom opførsel fra min eks side, og det ligger så fjernt fra mig at behandle et barn sådan. Lige meget hvordan barnet opfører sig. 

Jeg har konfronteret min eks med overstående, og først så benægtede han det og mener at jeg er tarvelig at "beskylde" ham for sådan noget. Og at jeg jo godt selv vidste hvordan vores søn kunne være en gang i mellem (som om det skulle godtgøre hans opførsel)  Jeg har prøvet at skabe en dialog omkring det, men han afviser konsekvent at snakke om det og svarer ikke på mine sms'er når jeg prøver at komme til bunds i det. (Han vil ikke kommunikere med mig rigtig, på andre måder end SMS). 

Jeg stoler på min søn, og jeg ved han ikke ville kunne finde på at sige sådan noget for sjov, så jeg er egentlig ikke så meget i tvivl om det er rigtigt det han fortæller mig. Især fordi hans lillesøster, bakker op omkring det og uafhængigt af hinanden kan de begge genfortælle hændelserne meget konkret. 

Jeg er ked af det, og i syv sind. Min søn er 7 år og min datter er 5. 

Jeg ser det som et overgreb. Skynd dig at kontakte kommunen og melde ham. Dine børn har ikke fortjent sådan en far der ødelægger dine børn. 

alenemor42 skriver:

Hvis din søn har luret forskellen på opdragelsen i jeres hjem, har han nok også luret at mor og far ikke kommunikerer. Der er en rigtig god mulighed for at han forsøger at spille jer ud mod hinanden.

Alle børn lyver  ikke i voksen forstand som bevidst i ond tro, men fordi man ikke vil have ballade, opnå noget, føler de voksne vil høre noget bestemt

Jeg ville slå koldt vand i blodet og ikke blive ved at udspørge din søn. Men se tiden an og se om han kommer af sig selv og fortæller lign. Historier. Børn kan sagtens mærke hvis man "ønsker"/føler at den anden part ikke gør det godt nok.

Har din x haft adfærd tidligere der får der til at tro han kan finde på det? 

Gør han det vedvarende ville jeg handle på det... kontakt statsforvaltningen og bed om et hastemøde.

Jeg forstår. 

Men jeg har netop ladet tiden gå, første gang jeg hørte om det her var for 4 måneder siden. Fordi keg netop tænkte at jeg ikke ville "jump the gun" og anklage min eks for noget hvor jeg ikke var sikker i min sag. 

I tidernes morgen var det var ikke engang min søn selv som fortalte det, det var hans søster som fortalte det til min mor. Han blev sur på lillesøster først, fordi hun fortalte det til min mor, fordi han ville ikke have det nogen skulle vide han tissede i bukserne.

Lillesøster har senere fortalt at hun sagde det højt Fordi hun syntes det var ubehageligt at være vidne til gang på gang, og gerne ville have det skulle stoppe. (Ikke de præcise ord selvfølgelig, hun er 5 år). 

alenemor42 skriver:

Hvis din søn har luret forskellen på opdragelsen i jeres hjem, har han nok også luret at mor og far ikke kommunikerer. Der er en rigtig god mulighed for at han forsøger at spille jer ud mod hinanden.

Alle børn lyver  ikke i voksen forstand som bevidst i ond tro, men fordi man ikke vil have ballade, opnå noget, føler de voksne vil høre noget bestemt

Jeg ville slå koldt vand i blodet og ikke blive ved at udspørge din søn. Men se tiden an og se om han kommer af sig selv og fortæller lign. Historier. Børn kan sagtens mærke hvis man "ønsker"/føler at den anden part ikke gør det godt nok.

Har din x haft adfærd tidligere der får der til at tro han kan finde på det? 

Gør han det vedvarende ville jeg handle på det... kontakt statsforvaltningen og bed om et hastemøde.

Han har altid haft lidt mindre overskud til dem end jeg har, ingen tvivl om han elsker sine børn overalt på jorden, men han har bare tit kun plads til sig selv i hans tankegang. Egoist er vel det han er, uden det skal lyde nedladende. 

En anden skriver at børn lyver osv, men aaaaaaarh, begge børn fortæller om disse hændelser og far siger "du ved jo hvordan han kan være" - det siger noget om at det nok ikke er helt løgn! Jeg ville kontakte statsamtet og sige det som det er. Du er nervøs for dine ungers trivsel hos far på baggrund af begge børn beretninger og kommunikationen er desværre dårlig mellem jer, så du ønsker et møde således i kan komme til bunds og få snakket om det. 

Måske er 7 dage for meget for ham at overskue med 2 børn i en aktiv alder, måske skal han have nogen redskaber til at håndtere de tilspidsede situationer. Ligegyldigt hvad, skal der ske noget! Det ER overgreb og det skal der handles på. 

Kram 

Mor11 skriver:

En anden skriver at børn lyver osv, men aaaaaaarh, begge børn fortæller om disse hændelser og far siger "du ved jo hvordan han kan være" - det siger noget om at det nok ikke er helt løgn! Jeg ville kontakte statsamtet og sige det som det er. Du er nervøs for dine ungers trivsel hos far på baggrund af begge børn beretninger og kommunikationen er desværre dårlig mellem jer, så du ønsker et møde således i kan komme til bunds og få snakket om det. 

Måske er 7 dage for meget for ham at overskue med 2 børn i en aktiv alder, måske skal han have nogen redskaber til at håndtere de tilspidsede situationer. Ligegyldigt hvad, skal der ske noget! Det ER overgreb og det skal der handles på. 

Kram 

Tak.

jeg er heller ikke ude på at cutte al samvær med børnene fra ham, hvilket jeg jo heller ikke bestemmer. Men har også tænkt at samværet skulle skæres lidt ned, men det ved jeg han vil stejle over (han vil føle det som et kæmpe nederlag) og ved han ikke frivilligt vil gå med til det. 

Medmindre han bliver direkte tvunget, er jeg ret sikker på han ikke på nogen måde er interesseret i at deltage i noget omkring som kan forbedre hans handlemønster. Han lever i fornægtelse og mener ikke der er noget galt med hans måde at gøre tingene, for det er min søns egen skyld- agtig. Hvis det giver mening.