Hvad ville I gøre? Angående stresssituation

Sidste år før jul blev jeg sygemeldt med stress og var sygemeldt i ½ år.

Jeg kom så tilbage efter sommerferien og har været klar. Sådan rigtigt følt mig klar.

Men siden 1/9 er opgaverne bare væltet ned over mig. Både på arbejdet men også hjemme.

Der har været mange møder efter arbejde med banker, psykologer, møder med kolleger, årsplaner, elevplaner, handle til faget madkundskab, printe opskrifter ud, planlægge, stille frem, møder efter arbejde med andre osv. 

Rent ud sagt, rimelig stressende. I fredags gik jeg hjem grædende. Jeg fik før fri af min chef som var meget forstående og sagde at vi skulle lægge en plan fremadrettet så jeg ikke blev sygemeldt igen.

Nu kommer så mit store spm. Jeg er forresten lærer 

I morgen sker der det at jeg har faget madkundskab men 30 elever. Jeg har vikar med da vores den faste lærer er sygemeldt. I sig selv er det hårdt arbejde for man skal være meget på i alle 3 timer. Ingen af eleverne kan stort set lave mad selv, læse en opskrift eller ved særlig meget om diverse værktøj. Fra 8-11.50 har jeg 5 min. pause. Fra 11.50-12 har jeg pause og så har jeg ikke pause før kl 16.30 i en halv time inden jeg skal have forældremøde i 2 timer. Allerede nu kan jeg mærke at jeg får en klump i maven over denne dag. 

Min mand mener jo at jeg skal blive hjemme i morgen, min chef ved jo at jeg gik hjem i fredags og havde det skidt. 

Jeg er meget delt. For kan slet ikke overskue alle de møder der ligger i morgen eftermiddag/aften som jo skal flyttes til et andet tidspunkt. Og hvornår skal de så ligge?

Hvad ville I gøre? Bide tænderne sammen. Det er kun den ene dag. Tirsdag er knap så slem, 20 min. pause fra 8-14.15 så det er bedre eller blive hjemme i morgen, flytte møderne og måske langt ude i fremtiden?

Ærligt - jeg vil tage på arbejde for bare tanken om alle de møder der så lå foran mig ville gøre jeg havde svært ved at komme igen.

Men jeg ville tænke madkundskab om, så jeg fik pause. Jeg ville sige: skid hul i det hedder madkundskab, vi laver kun en brøkdel af hvad jeg havde planlagt. Jeg deler dem i mindre grupper booker en masse computere. Og så laver jeg rolig mad med 5-10 elever af gangen mens vikaren kigger efter de andre der udstyres med computer og alt efter aldersgruppe er læringspil, måske starte på at skrive egen kogebog, sætte fint op med billeder og....! 

Og så ville jeg fremadrettet tænke over hvordan jeg tilrettelagde undervisningen med indlagte "mig-pauser" - det er okay der er 10 minutter på et modul hvor læringen er at kunne være i ro med en bog, en tegning, en iPad, et puslespil, en computer og i de 10 minutter kan du trække vejret og lige få overblikket over det næste der skal ske

lineog4 skriver:

Ærligt - jeg vil tage på arbejde for bare tanken om alle de møder der så lå foran mig ville gøre jeg havde svært ved at komme igen.

Men jeg ville tænke madkundskab om, så jeg fik pause. Jeg ville sige: skid hul i det hedder madkundskab, vi laver kun en brøkdel af hvad jeg havde planlagt. Jeg deler dem i mindre grupper booker en masse computere. Og så laver jeg rolig mad med 5-10 elever af gangen mens vikaren kigger efter de andre der udstyres med computer og alt efter aldersgruppe er læringspil, måske starte på at skrive egen kogebog, sætte fint op med billeder og....! 

Og så ville jeg fremadrettet tænke over hvordan jeg tilrettelagde undervisningen med indlagte "mig-pauser" - det er okay der er 10 minutter på et modul hvor læringen er at kunne være i ro med en bog, en tegning, en iPad, et puslespil, en computer og i de 10 minutter kan du trække vejret og lige få overblikket over det næste der skal ske

Og så ville jeg tage en snak med min leder prompte om du ikke har pauser hver mandag mellem 8 og 16.30 - at undervise så mange timer uden en frokostpause er slet ikke i orden. Jeg har dage med undervisning/elev tilsyn 7.50- 14.30 uden pause og det er kun fordi jeg er gået med til det - for det må de ikke kræve. Og jeg er helt flad den dag forresten....

lineog4 skriver:

Ærligt - jeg vil tage på arbejde for bare tanken om alle de møder der så lå foran mig ville gøre jeg havde svært ved at komme igen.

Men jeg ville tænke madkundskab om, så jeg fik pause. Jeg ville sige: skid hul i det hedder madkundskab, vi laver kun en brøkdel af hvad jeg havde planlagt. Jeg deler dem i mindre grupper booker en masse computere. Og så laver jeg rolig mad med 5-10 elever af gangen mens vikaren kigger efter de andre der udstyres med computer og alt efter aldersgruppe er læringspil, måske starte på at skrive egen kogebog, sætte fint op med billeder og....! 

Og så ville jeg fremadrettet tænke over hvordan jeg tilrettelagde undervisningen med indlagte "mig-pauser" - det er okay der er 10 minutter på et modul hvor læringen er at kunne være i ro med en bog, en tegning, en iPad, et puslespil, en computer og i de 10 minutter kan du trække vejret og lige få overblikket over det næste der skal ske

Jeg tager det lige som du har skrevet så det ikke bliver hip som hap. 

Angående møderne. Ja du har ret, det er nok også derfor jeg prøver at forlige mig med tanken om at jeg skal knokle røven ud ad bukserne i morgen. Problemet er bare, at jeg kan se stresssymptomerne lige om hjørnet. Min familie kan også se det og har allerede råbt vagt i gevær. Min mand siger at det kan være fuldkommen ligemeget om vigtigthederne om møderne. Ingen af møderne er så vigtige som mit helbred. Og det kan jeg jo også kun give ham ret i.  

Jeg kan ikke tænke det anderledes om. Vi er 4 på, så jeg kan ikke "bare lave om" på planerne. I morgen skal vi feks se en video, udføre et forsøg med gær og så ellers bage en kage. Lige til. Nemt at gå til og det burde ikke stresse mig. Men der er bare så mange børn som skal have hjælp. Så mange med særlige behov som liiige skal have det en ekstra gang. Computere kan jeg ikke booke for der er aldrig nok. De "forsvinder" mærkelig nok. 

Ellers ideen med kogebogen er god nok. Den vil jeg gemme 

Jeg har prøvet at indlægge pauser men det er bare ikke muligt. Selvom de alle starter på samme tid kan der være ½ til 1 times forskel på det færdige resultat og der er run på. Virkelig run. Vi løber rundt fra køkken til køkken. Så ingen af os kan holde pauser undervejs. Den ene dag lavede vi feks pandekager. For nogen tog det 5 min at lave dejen, for 2 andre grupper tog det dem ½ time.

Angående pauser. Jeg ville ønske det var så simpelt. Men det er det desværre bare ikke. Jeg får af vide, som du siger, at jeg skal bare selv indlægge pauser. Hvilket vi gør så godt som vi kan. Men i morgen er der vikar så der er ingen pauser. 

Anonym skriver:

Jeg tager det lige som du har skrevet så det ikke bliver hip som hap. 

Angående møderne. Ja du har ret, det er nok også derfor jeg prøver at forlige mig med tanken om at jeg skal knokle røven ud ad bukserne i morgen. Problemet er bare, at jeg kan se stresssymptomerne lige om hjørnet. Min familie kan også se det og har allerede råbt vagt i gevær. Min mand siger at det kan være fuldkommen ligemeget om vigtigthederne om møderne. Ingen af møderne er så vigtige som mit helbred. Og det kan jeg jo også kun give ham ret i.  

Jeg kan ikke tænke det anderledes om. Vi er 4 på, så jeg kan ikke "bare lave om" på planerne. I morgen skal vi feks se en video, udføre et forsøg med gær og så ellers bage en kage. Lige til. Nemt at gå til og det burde ikke stresse mig. Men der er bare så mange børn som skal have hjælp. Så mange med særlige behov som liiige skal have det en ekstra gang. Computere kan jeg ikke booke for der er aldrig nok. De "forsvinder" mærkelig nok. 

Ellers ideen med kogebogen er god nok. Den vil jeg gemme 

Jeg har prøvet at indlægge pauser men det er bare ikke muligt. Selvom de alle starter på samme tid kan der være ½ til 1 times forskel på det færdige resultat og der er run på. Virkelig run. Vi løber rundt fra køkken til køkken. Så ingen af os kan holde pauser undervejs. Den ene dag lavede vi feks pandekager. For nogen tog det 5 min at lave dejen, for 2 andre grupper tog det dem ½ time.

Angående pauser. Jeg ville ønske det var så simpelt. Men det er det desværre bare ikke. Jeg får af vide, som du siger, at jeg skal bare selv indlægge pauser. Hvilket vi gør så godt som vi kan. Men i morgen er der vikar så der er ingen pauser. 

Jeg ville kræve at få skemalagt min pause (og ja det er nemmere sagt end gjort og jeg løber selv dobbelt så stærkt, undlader pause så jeg kan forberede mig osv.). Men med en stress der lurer så skal der systematik til så du presses til at skrue ned. 

Ved godt det lyder ukollegialt men hvis I er 4 på i morgen så ville jeg enten melde ud: jeg er flad jeg skal ikke være primus motor. Eller tage en snak med ledelsen om du kun kom til møder - og det er alene fordi bare det at aflyse et forældremøde for mig ville være en større stressfaktor end at afholde det. Du er joniske syg i den traditionelle forstand så du smitter, dvs. Du kan godt være syg en del af tiden og klare resten - syg i undervisningen men frisk til møderne. På den måde får du en rolig formiddag og kan overskue møderne. 

Og så ville jeg tage en alvorlig snak med min ledelse: hvad skal der til for jeg ikke ryger igen, er det mindre undervisning, måske ikke madkundskab som dræner eller...? 

Vi skal virkelig passe på os selv - og din familie har helt ret; din sundhed er hundrede gange vigtigere end arbejde. Men jeg ved også selv hvordan det ikke at få det gjort, ikke følge skemaet så og sige gør man føler sig endnu mere presset for det skal jo gøres og hvad så og hvornår.